Ryd Scenen | World Challenge

Ryd Scenen

Gary Wilkerson
December 26, 2016

Når vi tager hul på 2017 tror jeg, det vil glæde Guds hjerte, hvis vi bøjer vores knæ og spørger ham, hvad han ønsker, der skal gøres anderledes i vores menighed og i vore egne liv.

Som mange menigheder i Amerika er vores menighed i Colorado Springs velsignet med et godt personale og gode fysiske forhold. Jeg takker Gud for alle gaverne og midlerne som gør, at vi kan skabe et godt miljø for vores folk. Men på det seneste er jeg blevet berørt af noget, som jeg kan se findes i mange forsamlinger i hele landet. Jeg spekulerer på, om mange af de ting, som vi nyder godt af – underholdende musik,  sociale sammenhænge, opløftende gudstjenester – om de er begyndt at overskygge de mere centrale ting. Midt i alle disse ting, er Kristi kors da stadig i fokus? Er det muligt, at Jesu død og opstandelse fosvinder midt i alle disse positive stemninger, som vi arbejder på at skabe? Jeg har tilbragt megen tid i bøn, og spurgt Gud, om vi til fulde udlever den profetiske rolle, som han har kaldet os til, som sit legeme på jorden.

Jeg ønsker, at komme med den samme udfordring til menigheden i dag. Mange pastorer former lovprisningen, så den virker opløftende på alle, som træder ind ad dørene. De bruger uger på at koordinere musikken og fællesskabet, så man er sikker på, at både menigheden og dens gæster føler sig godt tilpas. Sandheden er, at vi er blevet professionelle udi at skabe komfortable, opløftende og endog behagelige miljøer. Men tilbeder vi Gud i ånd og sandhed? Og forvandler det os til et levende billede på ham? Ser verden på den kristne menighed som et sted med fornøjelse og forsikring om det nok skal gå – eller ser de forvandlede liv, som har en kraft som ikke kommer fra os selv?

Det får mig måske til at lyde som et oldschool fjols, som ikke har fattet, at tiderne ændrer sig. Men Bibelen har meget at sige om dette emne – og Gud tager vores tilbedelse meget alvorligt.

Skriften er fyldt med advarsler mod at komme til Gud med tom tilbedelse. Herren advarede sine profeter og præster, "I har helet folkets sår, men kun på overfladen." Med andre ord: "I har fået dem til at føle sig godt tilpas for en stund. De glemte deres problemer. Men I gav dem et falsk håb."

Hvis det i menigheden i dag kun handler om at tænke positivt, og få folk til at føle sig bedre tilpas, har vi intet at tilbyde, som ikke også Tony Robbins eller Oprah Winfrey kan tilbyde i deres TV shows. Menigheden handler ikke om hvad du eller jeg kan gøre; det handler om, hvad Kristus har gjort. Disse fantastiske fællesskaber, vi har opbygget er ikke en social klub. Den musik vi spiller er ikke underholdning. Menigheden er Guds hus, og når vi samles i hans navn, markerer han det med sin tilstedeværelse. Den tilstedeværelse skal imødekommes med ærefrygt. Ifølge Paulus, bør Guds tilstedeværelse være så central i vores tilbedelse, så håndgribelig, at hvis en ikke-troende kom ind ad døren, så ville han falde på sine knæ og græde, "Gud er sandelig på dette sted!"

Åbenbaringsbogen giver os et kraftfuldt billede af engle, som tilbeder i Guds nærhed. De tildækkede deres ansigter idet de faldt ned foran ham og græd, "Hellig, hellig, hellig er Herren den almægtige, han som var, som er og som kommer!" Disse stærke væsener rydder scenen i himlen for den Højeste, der blev ophøjet og tilbedt som navnet over alle navne.

Guds tilstedeværelse skal bringe lys til vores øjne. Det viser os forskellen mellem hveden og rajgræsset i vores liv. Det er derfor Guds Ord bliver kaldt en lutrende ild: den renser. Det bliver også kaldt et sværd, et instrument som gennemhuller og skærer. Disse værktøjer bliver brugt til at adskille ting, til at adskille det rene fra det urene.

Det er per definition ubehageligt. De er ukomfortable. Og vi forsøger at undgå dem. Vi kalder på behagelighed og fornøjelse og vores liv, vores jobs, vores forehavender, vores hjem. Bibelen fortæller, at vores hjerter helst vil sige, "Tal ord, der forfører os, se syner, der bedrager os!" (Esajas 30, 10). Og den materielle verden venter kun på at opfylde vores behov. Menigheden konkurrerer om at give os den samme fornøjelse om søndagen. Men Bibelen advarer om den fare, der er ved kun at søge budskaber, som opløfter i steder for dem, som udfordrer os. Israelitterne ville rigtig gerne have lov til beholde deres afguder, og ikke skille sig af med dem. Konsekvensen var, at de mistede deres dømmekraft.

Guds første bud er, "Du må ikke have andre guder end mig."Det betyder ikke kun, at vi skal prioritere Gud før andre ting. (Den engelske oversættelse siger, "Du må ikke have andre guder foran mig." o.a.) Ordet foran betyder "i min tilstedeværelse." Gud siger, "Bring ikke andre guder ind i min nærhed – dine fornøjelser, dine ambitioner, din menneskelige kunnen. Jeg vil ikke acceptere noget af det." Gud kalder os til at rydde scenen, så Kristus igen bliver central.

Det første sted, Gud ønsker, at rydde scenen, er i vores lovprisning.

Vores tilgang til lovprisning i dag er som i TV showet "The Voice." I dette show sidder dommerne med ryggen til, så de ikke kan se hvem der optræder. Deres eneste standard for hvad de hører, er, "Kan jeg lide det?"

Det er også den standard mange kristne bringer ind i menighedens lovprisning: "Kan jeg lide det?" Ikke, "er Gud på dette sted?" Igennem længere tid har der været en debat om, hvorvidt salmer eller moderne musik ærede Gud mest. Selvfølgelig er svaret, at det gør ingen af delene. Vi kan kun have én standard for vores lovprisning: "Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have.  Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed" (Johs. 4, 23-24). Som dommerne i "The Voice," ønsker vi at bliver underholdt mere end vi ønsker at bøje os i ærefrygt. Og menighederne bidrager med fantastisk scenelys, røgmaskiner og koreograferede lovsangsteams.

Tro ikke jeg går efter lovsangslederne. Jeg går efter menighedskulturen, som vi alle har skabt. Vi kræver underholdning og vi ønsker, at vores lovsangsledere skal være popstars. Hvis du tror, jeg overdriver, så kan jeg fortælle, at lovsangsmusik nu har sin egen hitliste på iTunes og Billboard. En sangskriver eller "kunstner" udi lovsange kan nu tjekke sin egen popularitet. Men Guds nærvær har intet med nogens popularitet at gøre. Han er nær ved dem, som søger ham på deres knæ, ikke på en scene.

I mange menigheder bliver mennesker ledt væk fra sand tilbedelse af en ånd, som ikke er Guds Ånd. Vores fokus har langsomt og umærkeligt skiftet fra Kristus og hans kors til kødelige ting. For et par årtier siden begyndte lovsange at skifte fra at være Kristus centreret teologi til "jeg"- centreret tilbedelse – "Jeg løfter mine hænder, jeg synger til dig, jeg ærer dit navn." Nu går lovsange endnu et skridt videre med tekster som, "Jeg elsker et være dig nær." Nu er fokus ikke kun på os, men på hvad vi elsker.

Jeg ønsker, du skal tænke på bare et vers fra en salme af Charles Wesley. Bemærk den ærefrygtige teologi, han lægger ind i det: "Og kan det være, at jeg skulle vinde / få del i Frelserens blod? / Døde han for mig, der forårsagede hans smerte / For mig, som slog ham ihjel? / Så stor en kærlighed! ? Hvordan kan det være, du, min Gud, skulle dø for mig?" Dette er den tilbedelse vi burde give vores Gud: "Herre, du er større, du er mere strålende end nogen anden. Vi bøjer i ærbødighed, for dig! "

Jeg er ikke bare en gammel gut, som længes efter oldschool lovsang. Jeg har hørt smukke sange med dybde, som har drevet mig ned på mine knæ, skrevet af unge sangskrivere. Jeg er i stand til at lovprise i alle omgivelser, ved enhver form for musikstil, af en eneste årsag: Jeg ved, jeg er i Guds hellige nærvær. Jeg har lovprist i ydmyge kirker i Centralasien, hvor sangene lyder som om nogen taber sølvtøjet på gulvet – men hvis Gud er til stede, reagerer min sjæl altid med et, "Hellig, hellig, hellig – sandelig, du er på dette sted."

Gud sagde til profeten Amos, "Jeg hader og forkaster jeres fester, jeg bryder mig ikke om jeres festdage. Fri mig for lyden af dine sange, dine harpers klang vil jeg ikke høre!  Men ret skal strømme som vand, retfærdighed som en stadig rindende bæk" (Amos 5, 21 og 23-24). Gud siger til alle generationer, "Det er ikke sangen eller lyden, jeg søger hos jer. Det er retfærden som flyder fra jeres lovprisning, og de gerninger det får jer til at gøre i mit navn."

Vi kan ikke længere måle en sangs kraft efter om den er underholdende, eller efter nogen menneskelig standard. Vi måler den på, om den fremkalder det, Helligånden vil med sit legeme i det øjeblik.  Vores lovprisning kan blive en ubrudt strøm af hans retfærdige nærvær. Således skal vi turde, at forhindre nogen i at gå på scenen, som "De skråler til harpespil... og salver sig med den bedste olie" (Amos 6, 5-6). Disse vers taler om ledere, som vi salver på grund af deres talenter, evner og klogskab. Men Gud kalder os til at rydde scenen for alle andre standarder end denne: "Sandelig, du er på dette sted, Oh Gud!"

Gud kalder også alle pastorer og lægfolk til at rydde scenen.

Jeg taler også til mig selv, når jeg siger til alle pastorer: Har vi mere tillid til strategier, strukturer og programmer, end til at Gud vil lede os? Hvis vi har, så skal vi have ryddet scenen for disse ting. Vores forsamlinger har ikke brug for konsulenter til at lede dem – de har brug for mænd og kvinder, som kender Gud. Det er tiden, hvor vi skal rydde scenen for alt, som skynder sig ind i bestyrelseslokalet, men svigter lønkammeret.

Hvis du er en kristen lægmand, siger du måske, "Amen!" Jeg vil have en pastor, ikke en direktør." Men bliver du nedtrykt ved tanken om, at komme i en menighed, som er mindre dynamisk, mindre attraktiv for dine ikke-kristne venner, og med færre programmer for dine børn? Hvad hvis forsamlingen svinder ind til det halve? Hvad nu, hvis det er prisen for at tillade din pastor at være en bønnens mand i stedet for en administrator; for at følge Guds hellige vejledning i stedet for planer om menighedsvækst; for prædikener, som ikke er en peptalk, men er om Guds sorg?

Vi ønsker alle trøst fra menigheden. Men selv Jesus, vores Mester, fik ikke alt den trøst han ønskede. Natten før sin død, bad han til Gud om at lade lidelsens bæger gå forbi ham, hvis det var Guds vilje. Men da Guds vilje stod klar, drak han lidelsens bæger i lydighed – og det gjorde hele forskellen.

Menighederne kan have alle forudsætninger for at være et perfekt, dynamisk legeme. Vi kan sikre os, at hver prædiken er veltalt, sangene nydeligt stemt, der er kaffe på kaffemaskinen til efter mødet – men det er værdiløst, hvis Gud ikke er til stede. Det er derfor Peter sagde til den første menighed, "Vi skal overlade det administrative arbejde til dekanerne. Hvis vi skal være Guds sande tjenere, må vi tilbringe hvert øjeblik vi har, med at søge ind for hans ansigt."

Tiden er inde til at rydde scenen for spørgeskemaer, som spørger folk, hvad de ønsker af menigheden, og i stedet spørge Gud hvad han ønsker. Hvis spørgeskemaundersøgelsen viser retning, kan vi lige så godt droppe at kalde os en menighed, for så er vi ikke en menighed. Så er vi en professionel organisation som en hver anden – en, som søger succes på markedsvilkår. Det er ikke evangeliet.

Dette er evangelisk tjeneste, ifølge Paulus: "Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører.  De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter.  Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste!" (2 Tim 4, 1-5). Paulus er tydelig overfor Timotheus: "Jeg kræver af dig, som Guds tjener: "Irettesæt, straf, forman. Det opfylder din tjeneste!"

Jeg spørger dig helt ærligt: Er hele Kristi tjeneste i menigheden opfyldt? Eller har vi en menighed med behagelighed og fornøjelse? Jeg kan love dig, hvis pastorer får lov til at være pastorer ... hvis lovsangsledere tilbragte lige så meget tid i bøn, som på at øve sig og lave lydprøver ... hvis mennesker kom for at søge bibelsk sandhed i stedet for kødeligt velbehag ... så vil vores glæde vende tilbage. Vores formål vil vende tilbage. Vores mission vil blive tydelig. Vi kan vidne med Jeremias, "Jeg fandt dine ord og slugte dem dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud" (Jer. 15, 16). Når en fremmed så kommer ind ad døren, vil han falde på sit ansigt i hellig gudsfrygt. Han vil opdage, at han har fundet det svar, han har hungret efter hele sit liv. Og han vil græde, "Gud er sandelig på dette sted!" Amen – må det blive sådan, Herre Jesus.

Download PDF