Herrens kærlige reaktion på sorg

Jeg er simpelthen forbløffet over Herrens kærlige reaktion på sorg. Når jeg læser Bibelen, kan jeg se, at intet rører vores Gud mere end når en sjæl overvældes af sorg.

Sorg der defineret som 'dyb sorg' eller 'tristhed, som er forårsaget af ekstreme kvaler, nød eller lidelse'. Esajas fortæller os, at Herren selv er bekendt med denne smertefulde følelse: "(Han er) foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand... " (Esajas 53, 3).

Vi ser et stærkt eksempel på Guds kærlige reaktion på sorg i Markus 5. Dette kapitel omhandler Jesu møde med Jairus, synagogeforstanderen, og en kvinde med kronisk blødning.

Som forstander i synagogen i Kapernaum var Jairus en del at det religiøse system, som havde afvist Jesus. Vi ved ikke hvad Jairus selv mente om Kristus, men vi ved, at han havde oplevet hans helbredende kraft. Det er meget sandsynligt, at det var i Jairus' synagoge, at Kristus helbredte manden med den visne hånd. Og Jairus befandt sig sandsynligvis i mængden da Jesus kastede onde ånder ud, som råbte, "Du er Guds Søn!" (Markus 3, 11).

Jairus må også have kendt til Jesu mægtige værk i andre byer, som Korazin og Betsajda. Han og de andre ældste i Kapernaum brugte deres store indflydelse til at afvise Jesus, hvilket fik Jesus til at sige, "Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag." (Matt. 11, 23).

Men nu, som vi læser Jairus' beretning i Markus 5, så finder vi, at sorg er kommet til forstanderens hus. Hans tolvårige datter lå syg i sin seng "på dødens rand" (Markus 5, 23). Det fik helt sikkert Jairus til tage Jesus op til genovervejelse.

Det var en frygtelig sorg, som fik Jairus til at komme til Kristus.

Hvis problemerne ikke havde ramt Jairus' hjem, så tvivler jeg på, at han var kommet til Jesus. Tænk på det: Selv miraklet om den visne hånd havde ikke rørt Jairus. Folkemængden flokkedes om Jesus for at høre hans prædikener og se ham udføre mirakler, men intet af dette fik Jairus til at komme ham nærmere. Måske kendte Jairus' egen datter til Kristus, siden Skriften siger, at børn troede på ham og lovpriste ham. Jeg kan forestille mig denne lille pige nøde sin far, "Far kald på Jesus. Han vil helbrede mig."

Nu befandt Jairus' elskede barn sig på dødens rand. Hvilken indre kamp måtte denne synagogeforstander igennem før han søgte Jesus for hjælp?

Hans sociale omgangskreds hånede Kristus og kaldte ham en bedrager. De ønskede at ødelægge ham så meget, at de planlagde hans død. Hvis Jairus kaldte på Jesus for hjælp, ville han lukket ude af sin omgangskreds, forvist og latterliggjort. Det ville ikke alene koste ham hans position i synagogen, men også hans plads i det religiøse samfund. Han ville blive forstødt.

Jeg tror, at det er derfor vi får at vide, at mange mennesker fulgte efter, da Jairus endelig søgte Kristus. (Markus 5, 24). Folket i Kapernaum ønskede at se hvad der skete med synagogeforstanderen hvis han tog Jesus med sig hjem.

Så, hvad var Herrens reaktion, da Jairus faldt ned for Jesu fødder og "bad ham indtrængende"? Vi få bare at vide, at Jesus gik med ham. (Markus 5, 24). Kristus reagerede med kærlighed selvom Jairus' tro var født ud af sorg. Jeg kan forestille mig disciplene tænkte: "Denne Jairus ville ikke have noget med Herren at gøre da han havde det godt. Nu kommer han bare fordi han har problemer. Jairus kom til Jesus fordi han ikke havde andre muligheder."

Og de havde ret: Det var kun sorgen, som drev Jairus til at komme til Jesus. Men faktum er, at vi tjener en Frelser, som reagerer kærlig på alle vores smerter og sorg. Tænk over det: Det Jairus gjorde, har vi alle gjort. Vi har alle tidligere glemt Herren, overset ham og måske endda afvist ham. Men det spørgsmål, som optager vores Gud mest, er: "Er du hos mig lige nu? Vil du kalde på mig i din nuværende sorg?"

Selv når Gud tugtede sit folk Israel, var han dybt berørt af deres smerte. Dommerbogen 10, 16 fortæller os, "Han kunne ikke længere bære, at Israel led nød." Herren sørgede over sit folk, fyldt med smerte. Indtil dette tidspunkt havde han sagt til den generation, "Jeg vil ikke udfri dig mere." Men nu, midt i deres sorg, reagerede han ved at tage deres sorg til sig.

Vi ser dette mønster gennem hele det Gamle Testamente. Igen og igen læser vi, "Gud fortrød på grund af deres suk." Denne vending indeholder ord som "medfølelse, trøst og at lette byrden."

Selv i dommen sørger Gud over sine børn. Salmisten kommer med en ufattelig erklæring: "Han huskede på sin pagt med dem, i sin store troskab fortrød han og lod dem finde barmhjertighed hos dem, der førte dem i fangenskab." (Salme 106, 45-46). Når Gud ser sine børn lide, så sørger han ikke kun over dem, han får også deres fjender til at føle barmhjertighed med dem!.

Nu hvor du læser dette, bærer du måske selv en tung sorg. Det kan være over nogen, som du har kær, som lider eller har problemer. Det kan være en søn eller en datter som er frafalden og som langsomt synker ned i syndens død. Det kan være en nærtstående, som har store og langvarige økonomiske problemer. Jeg siger til jer alle: Jesus Kristus er berørt af jeres sorg.

Det er vidunderligt, at Jesus vandrer med os gennem vores smerte, som han gjorde med Jairus. Men selvom det ser ud som om der er et mirakel på vej, så kan der være forsinkelser. Selvom om Kristus var hos ham, fik en dødelig forsinkelse Jairus ud i håbløshed.

Jairus' mirakel blev forsinket, da Kristus reagerede på en berøring af en, som var desperat.

På vej hjem til Jairus' hus mødte de en kvinde, som led af kroniske blødninger. Hun havde blødt uafbrudt i tolv år. Hun døde ganske langsomt. Lukas, som var læge, skrev at hun "havde brugt alt hu ejede på læger, men ingen af dem kunne helbrede hende." (Lukas 8, 43).

Ifølge jødisk lov var denne kvinde 'uren'. For os repræsenterer hun den type troende, som er bundet af urenhed eller synd. Faktisk er der nogen, som læser dette budskab, som selv 'bløder' på grund af det der er en uhelbredelig syndens smerte. Gennem årene er deres åndelige liv lige så stille ebbet ud i noget, som er blevet et tabt kamp.

I tolv år havde denne kvinde kæmpet denne kamp. Hun havde søgt alle steder efter en kur. Hørte hun om en specialist fik det håbet op i hende. Hver gang hun konsulterede en læge måtte hun fortælle sin sygehistorie og sige, "Her er mit problem." Og de tog hendes penge og lovede hende guld og grønne skove. Men hver gang tog hun desillusioneret hjem. På et tidspunkt må denne kvinde have tænkt, "Det nytter ikke. Min tilstand er håbløs. Jeg vil komme til at lide under dette til jeg langsomt dør af det."
 

Desværre ser jeg mange kristne i dag, som har det som hende. De søger svar alle steder. De forklarer deres problem igen og igen og håber, at de denne gang vil finde udfrielse. Alt hvad de ønsker, er at en eller anden skal stoppe blødningen fra deres hjerte.

Nu rakte den lidende kvinde ud en gang mere. Denne gang for at røre manden Jesus - bare røre sømmen på hans kappe. Og da hun gjorde det blev hun øjeblikkeligt helbredt!

Da vendte Jesus sig om og spurgte, "Hvem rørte ved mig?" Det fik kvinden til at ryste af skræk (Markus 5, 33). Hvorfor rystede hun af skræk? Det var fordi hun var ceremonielt uren. Hun måtte ikke en gang tilbede sammen med andre, og endnu mindre røre ved nogen. Jødisk lov siger: " I treogtredive dage skal hun blive hjemme, mens hun har sin renselsesblødning; hun må ikke røre ved noget helligt, og hun må ikke komme ind i helligdommen, før hendes renselsesdage er forbi." (3. Mos. 12, 4).

Denne kvinde var bange for at indrømme hvad hun havde gjort. Hun havde grund til at frygte for sit liv. Men, "Hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden." (Markus 5, 33).

På det tidspunkt var der to årsager til at Jesus tillod forsinkelsen af Jairus' mirakel.

Den første årsag var at Jesus ønskede at lette denne kvinde for hendes følelse af urenhed. Han ønskede at bruge øjeblikket til offentligt at fjerne hendes skændsel.

Jeg kender mange kristne, som lever som denne kvinde, under en tung sky af frygt på grund af deres 'urenhed', Måske beskriver det dig. Du har levet med en besættende synd så længe, at du tænker "Hvad med min hæslige synds-historik? Hvis Jesus helbreder helt, må der absolut være noget i vejen med mig. Jeg hører ikke hjemme i menigheden. Det er et helligt sted og jeg er ikke ren."

Jeg siger, hvis du er i en god omsorgsfuld menighed, så er du på rette sted - for her er doktoren til stede! Ingen vil interessere sig for hvor ond en fortid du har, eller hvor længe du har været 'uren'. I stedet bør de have omsorg nok til kun at spørge, "Ønsker du at blive helbredt?"

Dette bringer os til den anden årsag til hvorfor Jesus forsinkede Jairus' mirakel. Han forsøgte at lære Jairus noget helt grundlæggende. Forestil dig situationen: Jairus var desperat for at få Jesus hen til sin datters sygeleje. Men denne kvinde med blødningerne blev ved med at ævle løs, og fortalte Jesus hele sin historie. Ifølge Skriften, "Fortalte hun alt", hvilket helt sikkert tog sin tid.

Jeg tænker på hvad Jairus sagde til sig selv, "Denne kvinde har været syg i tolv år. Kunne hun ikke lige have ventet et par timer mere? Min datter er ved at dø lige nu." Jeg ser ham for mig, mens han står der og vrider sine hænder og utålmodigt skifter vægten fra den ene fod til den anden, og stiller sig på tæer og spejder efter om budbringeren skulle være på vej.

Faktisk kunne Jesus være gået lige hen til Jairus' hus uden forsinkelse. Han kunne have helbredt denne kvinde uden at lytte til hele hendes livshistorie. Men han forsinkede det hele med et formål. Her er en del af det, han ønskede at videregive: Det er muligt for os at være så opslugt af vores egne lidelser og sorger, vores eget behov for et mirakel, at vi er ude af stand til at glæde os over hvad Jesus gør for andre. Men andre ord - vores smerte kan blænde os for andres behov så vi kun ser vores eget.

Det bringer os til anden del af det vi skal lære: Når vi ser hvad Jesus gør for andre, så kan det bygge tro op i forhold til vores egne problemer. Jeg tror, at Kristus forsøgte at styrke Jairus' tro i den situation. Han kunne lige så godt have sagt til ham, "Jairus, jeg ved du er desperat. Jeg ved alt om din datters situation. Men kan du ikke række ud til denne stakkels kvinde? Hun har lidt hver dag i tolv år, hver time siden din datter blev født."

Så, har der været en forsinkelse i dit bønnesvar? Ser du andre omkring dig få store sejre og blive berørt, få mirakler og blive helbredt, mens du står der hjælpeløs i din lidelse? Bliver du utålmodig og vred på Gud, og græder, "Hvorfor ikke mig, Herre? Hvor er mit mirakel? Hvorfor er det forsinket?" Hvis det er tilfældet så misser du fuldstændig pointen. Herren forsøger at opbygge tro i dig. Han ønsker, at du skal bevæge dig bagom sorgen og ind i tillid til ham, uanset hvad der måtte ske. Han viser dig, at han kan helbrede tusinder omkring dig, og stadigvæk have sine øjne på dig!

Jesus svarer specielt når alt håb er ude.

Jeg spekulerer på om Jairus var i stand til at høre Jesu forunderlige ord til denne blødende kvinde: Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!« (Markus 5, 34). Jeg tvivler på, at Jairus har hørt noget af det fordi hans fokus var på budbringeren, som kom løbende mod ham. Skriften siger, at mens Jesus stadig talte mirakelord til kvinden, fik Jairus en rædselsrapport: "Din datter er død." (5, 35).

Åh, hvilke løgne Satan må have hvisket i Jairus' ører: "Det er alt sammen forgæves. Jesus kan ikke gøre noget for dig. Der er ikke noget mirakel.

Denne kvinde hævder at hun er helbredt, men er det sandt?" Så kom budbringerens gennemborende ord, "Hvorfor besvære Mesteren mere?" Tænk på hvad der blev sagt til Jairus her: "Det er nyttesløst. Det er for sent for Gud at gøre noget. Tak, men nej tak, Jesus. Du ventede for længe med din hjælp."

Jeg kan høre en stemme irettesætte Jairus her: "Du stolede på denne Jesus. Du faldt for hans fødder og tiggede om hans hjælp. Men intet af det virkede. Nu må du tage dig sammen og gå tilbage til synagogen. Jesus kan ikke hjælpe dig."

Men Jesus vidste alt hvad der skete. Og nu, mens han så frygten, fortvivlelsen og sorgen på Jairus' ansigt, sagde han til ham, "Frygt ikke. Tro kun." (5, 36). Jeg tror Kristus sagde dette til denne flok mennesker og til os i dag: "Det er ikke nok, at vandre med mig, kalde på mig og falde for mine fødder i anger. Du må stole på mig. Du må tro, at jeg kan bringe liv ud af død."

Men der var sandelig en sidste trosprøve for Jairus. Han blev tvunget til at se døden lige ind i ansigtet. Denne sønder-knuste mands elskede datter var død. Forestil dig det kaos og den forvirring der var i hans hjem, da Jesus ankom. Jeg ser Jairus' kone kollapse i hans arme og græde, "Hvor blev du af? Det er for sent. Vores dyrebare datter er død!".

Som det var skik på den tid så græd og hylede professionelle sørgekoner på stedet. Men da Jesus så dette, sagde han til forsamlingen, "Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke død, hun sover." (5, 39). Hvad var deres reaktion? "De lo ad ham." (5, 40). Igen afviste de Jesu budskab.

Min ven, denne scene illustrerer hvad Herren beder os alle om. Vi skal gå lige ud af vores forvirring med død, terror og forhånelse, som holder os nede, og adlyde dette ord: "Frygt ikke. Tro kun!"

Vi ved ikke om Jairus' tro forblev stærk eller om hans hjerte var knust af frygt. Det eneste vi ved er, at alle blev forbløffede over hvad der herefter skete. Jesus tog den døde pige i hånden og sagde, " »Talitha kum!« – det betyder: »Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!« Og straks stod pigen op og gik omkring, for hun var tolv år gammel." (5, 41-42).

Menighed, vi må minde os selv om Jesu ord igen og igen – midt I håbløshed og død, når alle muligheder er udtømt, og der ikke er nogen menneskelig hjælp at få. ”Frygt ikke. Tro kun.” Du siger måske, ”Men når jeg har smerter, har jeg ikke kræfter til at tro. Jeg er for svag, for overvældet.”

Jeg indrømmer, efter halvtreds år i tjeneste beder jeg stadigvæk, ”Herre, du må give mig tro. Jeg kan ikke tro af mig selv.” Jeg kan også bevidne, at Helligånden er trofast til at gøre det. Han har aldrig svigtet mig.

Til slut siger Paulus, at der kommer en tid hvor vi skal ”Overvinde alt og bestå.” (Ef. 6, 13). Vi står på Guds Ord – på trods af al smerte og sorg, på trods af al kødelig svaghed. Jairus gjorde det, og det gjorde den blødende kvinde også. De havde besluttet, ”Jeg behøver kun at røre hans kappe.”

Alt vi behøver i kampen er Jesus, som kan bringe liv ud af død.

David skrev i en salme, at Herrens åndepust placerede stjernerne. Tænk på det, selveste Guds ånde satte hver en galakse der hvor den er. David fortæller os, ”Når du smerter, så stop og kig opad. Du vil forstå, at hvis Gud kan det, så kan han bestemt også møde mit behov.” Jeg er enig. Hvis du i din smerte fokuserer på Guds majestæt, så vil du modtage mere end noget svar som nogen prædikant nogensinde ville kunne give dig.

Du tror måske, at Gud har svigtet dig fordi han ikke har svaret dig. Jeg siger dig, dit mirakel-ord er på vej. Han arbejder på din udfrielse lige nu og har gjort det lige siden du bad første gang. Han har lovet, at han aldrig vil forlade dig. Havet er måske i oprør og bjergene falder måske ned i havet, og alt hvad der kan rystes, bliver rystet. Men han kan ikke rystes, og det kan hans mål med menigheden heller ikke.

Jeg siger til den homoseksuelle, “Hold op med at grave i din fortid for at søge efter rødderne til din livsstil. Hold ud i tro og rør Jesu kappe, som denne kvinde gjorde.” Jeg siger til alle, som er besat af synd, ”Hold op med at løbe rundt for at finde hjælp og sige, at det er håbløst. Hold ud i tro og rør Jesus. Adlyd ham, og han vil helbrede dig.” Jeg siger til alle med sorg i hjerterne: “Læg det hele over til Jesus. Læg det i hans hænder. Frygt ikke, tro kun!”

Når du rører Jesus – når du rækker ud efter sømmen på hans kappe – vil du modtage hans kraft. Da den blødende kvinde rørte ham, får vi at vide at, ”en kraft udgik fra ham” (Markus 5, 30). Dette betyder kraft over al urenhed, synd og død.

Husk, han er den Gud, som skabte alt – inklusive dig og mig. Hvis den Gud kunne skabe et rent hjerte i David, som var en utro morder, så kan han gøre det samme i dig. Han kan ændre dit liv fuldstændig. ”Idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender.” (Hebr. 12, 2).

Kære troende ven, Jesus er til stede hos dig lige nu i din kamp. Du kan række ud og røre ham ligesom den blødende kvinde har gjort. Du kan opleve Kristi genoprettende og helbredende kraft ligesom Jairus gjorde. Han går ved siden af dig gennem det hele, gennem hver en forsinkelse. Og han har en plan som bringer dig ud af døden og ind i livet. Frygt ikke – tro kun!