Den pris det koster, at gå hele vejen med Gud | World Challenge

Den pris det koster, at gå hele vejen med Gud

David WilkersonJune 11, 2006

En af de bedste måder at blive afvist og miste sine venner på, er når man vil gå hele vejen med Gud, når du mener det alvorligt angående de åndelige ting; og afgive alle dine afguder; når du vender dig imod Herren af hele dit hjerte og bliver fortret af Jesus; når du vender dine øjne fra alt i denne verden - da er du pludselig blevet en religiøs fanatiker! Da pludselig oplever du den værste afvisning i hele dit liv.

Da du var lunken, da du havde en slags gudfrygtighed men ingen kraft - du var ikke særlig syndig men heller ikke overdreven hellig - da var du ikke en trussel for nogen ikke engang for djævelen. Alting kørte som smurt; du var accepteret, du var bare endnu en af mange halvhjertede troende.

Men så forandrede du dig, du blev sulten efter mere af Gud, du blev overbevist om din synd, og kunne ikke længere lege kirkegænger, du omvendte dig og vendte dig til Herren af hele dit hjerte, du forsagede dine afguder, du begyndte at grave dig ned i Guds ord. Du holdt op med at interessere dig for materielle ting og blev fuldstændig overgivet til Jesus, du kom ind i en ny dimension af bedømmelse, du begyndte at se ting i kirken som du ikke havde bekymret dig for før, du hørte ting fra prædikestolen som knuste dit hjerte, du ser andre kristne gå på kompromis, ligesom du ogs selv havde gjorde før, og derfor gør det ondt på dig nu. Du er blevet opvakt, omvendt og fuldstændig sønderbrudt, ånden i dig er blevet opvakt, derfor har du nu fået en Gudgiven byrde for kirken.

Men hvis du tror at dine venner vil fryde sig og forstå dig, så må du tro om, nej nu tror de, at du er blevet helt skør! Du er latterlig, du bliver mobbet og kaldt fanatiker.

Moses blev stærkt berørt af Guds hånd. Han blev opvakt angående Guds folks fangeskab. "Da han var fyldt fyrre år, fik han den tanke at besøge sine brødre, Israels børn. Da han så en af dem blive overfaldet, kom han ham til hjælp, og han hævnede den mishandlede ved at slå egypteren ihjel. Han mente nu, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville bringe dem frelse, men det forstod de ikke. Moses var den mest ydmyge mand på jorden; han var fuldstændig opslugt af Gud, han var ikke helligere end dig; men han vandrede i Gud profetisk. Han ville at hans brødre skulle se og høre, hvad Gud var i færd med at gøre, men i stedet for afviste de ham og sagde, "hvem har indsat dig som leder og dommer over os?" "Hvem tror du at du er?" en dag ville de forstå - men lige nu forstod de ikke.

For mange år siden, da Helligånden opvakte mig, da jeg begyndte at se hans kald til hellighed, da jeg alvorligt begyndte at vandre i sandhed og ordet blev levende for mig, da jeg begyndte at se ting som jeg før aldrig havde set. Da ønskede jeg at dele det med alle. Jeg ringede til prædikanter, fortalte dem hvad Gus sagde. Når de kom til mit kontor, ville jeg græde, tage min bibel og vise dem de vidunderlige sandheder om fuldstændig omvendelse og et hjertes renhed, jeg troede de ville forstå det, jeg troede at de også ville elske ordet og falde på knæ sammen med mig og bede om en ny berøring af Gud. Men det der skete var, at de fleste rynkede på øjenbrynene og sagde noget lignende som: "Er du sikker på at du ikke går for langt?" eller, "Det er lidt for meget for mig." Jo mere jeg søgte Gud, des færre så jeg til dem. Det føltes som om de kastede en spand kold vand i hovedet på mig, de ønskede ikke at høre.

Om du har oplevet dette, efter at Gud har opvakt dig, da er du ikke alene. Jeg ønsker at vise dig og advare dig ud fra Guds ord, hvad der venter dig hvis du ønsker at følge Gud hele vejen. Du skal forvente tre forskellige reaktioner: (1) Du vil blive forkastet. (2) Du vil blive bortvist. (3) Du vil blive stenet.

Jesus advarede, " Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer." (Joh. 15, 19) Vis mig en troende, som både har været en elsker og gører af sandheden, da vil jeg vise dig en som er blevet afvist og forfulgt af hele den lunkne kirke. Når du først opgiver verden da afviser de dig. Jesus havde mange som fulgte ham, lige indtil ordet som han prædikede blev opfattet som for hårdt - for krævende. Da først skarerne, som elskede undere, hørte hans krav, svigtede de ham og sagde, "Dette her er for meget! Hvem kan modtage det?" Da vendte Jesus sig til de tolv og sagde. "Vil I ogs gå?" eller "Er mine ord også for hårde for jer?" Peter svarede. "Hvor skal vi gå hen, for du har ordet om det evige liv." Nej Peter og de tolv ville ikke gå, for det ord som de fleste sagde var for kærvende, det elskede de - fordi det producerede evige værdier i dem. De ville blive i sandheden, koste hvad det ville.

Det er det spørgsml som enhver troende må stille sig selv her i disse sidste tider: Vil du vende dig fra den sandhed som påpeger din synd, sandheder som tager bort, korrigerer og som ødelgger dine afguder? Sandheder som får dig til at flytte dine øjne fra det som tilhører denne verden, dig selv og af materialismen? Eller vil du vende dig imod det der kildrer dine ører, prædikener som er søde, slibrige og hvor alting er OK? Eller vil du tillade Helligånden at undersøge dig? Og blotte dig?

Sandheden sætter fri, fri fra døde prædikener, fri fra døde præster, fri af døde traditioner, fri af dæmoners døde læresætninger, fri fra fællesskaber som vender sig fra sandheden, fordi de siger at den er "for ukærlig." De som elsker at gøre sandheden kommer til lyset, for at få enhver skjult gerning blottet. Jesus siger. " For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud."

Den ægte sandhed afslører altid de skjulte ting. Da Jesus begyndte at kaste lys på de skjulte ting, begyndte de religiøse jøder at finde en måde, hvordan de kunne få ham dræbt. Jesus sagde, "Jeg ved, I er Abrahams efterkommere; men I vil have mig slået ihjel, fordi mit ord ikke når ind til jer." (Joh. 8, 37). " Men nu vil I have mig slået ihjel, et menneske, der har sagt jer sandheden, som jeg har hørt af Gud. Sådan gjorde Abraham ikke." (vers 40). "Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud." (Joh. (8:47).

Guds ord siger, "Da skal den lovløse åbenbares; ham skal Herren Jesus dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt. Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive dømt." (2 Tess. 2, 8-12)

Der findes skarer af kristne i dag som ikke elsker sandheden. Gud siger, at det er på grund af skjult synd - "de nyder uretfærdighed." Disse kompromissøgende, nydelsessyge troende lever i et forfærdeligt bedrag, lige som jøderne på Jesu' tid, de er overbevist om at de ser, de tror at de er Guds børn, men de afviser hårdnakket ethvert ord som afslører deres indre skjulte hemmeligheder og lyster, det er ikke sandheden som regerer i deres hjerte, de omfavner ikke sandheden som den kostbare perle, men de kæler for de skjulte lyster så som afguder og lignende.

Men vær sikker på at de som afviser dig og forkaster dig på grund af sandheden, har en god grund til det, de ser nemlig dig som en trussel, fordi de vil beholde noget som de holder af. Dit afgjorte liv, er en påmindelse om det de går på kompromis med i deres lunkenhed.

Paulus skrev til Timotius, "Som du ved, har alle i provinsen Asien vendt sig fra mig" (2 Tim. 1, 15). Paulus havde givet alt hvad han havde i sig til disse mennesker, han havde forklaret hele Guds frelses budskabe, han stod ulastelig foran dem hellig og retfærdig. Han blev afvist af kirkerne i Asien, hans egne åndelige børn undgik ham. Hvorfor?

Paulus var nu i fængsel, han var i dyb lidelse og sorg; Bundet med kæder; "en Herrens fange." Så en ny lærer var blevet meget populær - en lærer som bragte budskaber om lykke og velstand noget der kildrede deres ører. " Smeden Alexander har voldt mig meget ondt. Herren vil gengælde ham efter hans gerninger. (2 Tim. 4, 14).

Alexander's navn betyder "en der behager mennesker." Alexander og Hermogenes prædikede et falskt evangelium der behagede kødet. Hermogenes var opkaldt efter "Bryllups guden." Det repræsenterer et evangelium af kærlighed og fest, et der vil behage mennesker uden hellighed. Paulus overgav dem begge to til Satan, så at kødet kunne blive ødelagt og derigennem holde op med at være blasfemiske (Tim. 1:20) Det at han overgav dem til Satan, var ikke for at ødelgge deres legemer - men for at ødelgge deres falske læresætninger, det var for at lære dem ikke at være blasfemiske." For hvordan skulle de kunne lære, om de var døde? Deres læresætninger afviste al lidelse - al prøvelse.

Paulus sagde at de forårsagede skibbrud på al sand tro, ved at undskylde synden; de havde ingen ren samvittighed, de ødelagde troen ved at forkynde et budskab, som kildrede folks ører. De forkastede Paulus, fordi de formodede at hans frihedsberøvelse var et tegn på hans manglende tro. For dem var det Djævelen som holdt Paulus i fangeskab. Om Paulus er så hellig - og når han prædiker, at Gud har al magt - hvorfor lider han så? De "skammede sig over hans lænker." Der findes også kristne i dag som vil forkaste dig; de skammer sig over dig - fordi du har modgang og bliver prøvet eller er syg.

Jesus advarede. "De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud." (Joh. 16, 2). Jesus sagde, "Disse ting fortæller jeg jer, så at i ikke skal blive såret... Bliv ikke forundret når den lunkne kirke udelukker jer - fordi de kender hverken Mig eller Faderen..."

Jesus havde helbredt en ung mand som var blind, han blev slæbt ind i kirken for at blive afhørt af de religiøse fariser. Hans øjne var blevet åbnet - han kunne se! "men én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se" (Joh. 9, 25). Glædede de sig over at denne mand havde fået sit syn? Nej! "De sagde til ham: Du er helt igennem født i synd, og du vil belære os? S jog de ham ud!" (Joh. 9, 34)

Den helbredte unge mand repræsenterer den hellige Rest - de hvis øjne er blevet åbnet, så at de kan se Guds hellighed. Gå fremad vidne for Gud, sådan som han gjorde - "Jeg var blind, og nu kan jeg se!" De vil smide dig ud og sige, "Hvem har indsat dig som lærer?"

Om du har i sinde, at gå hele vejen med Kristus, så m du være forberedt til at bære hans skam! "Lad ikke dem, der håber på dig, blive gjort til skamme ved mig, Herre, Hærskarers Herre! Lad ikke dem, der søger dig, blive til spot ved mig, Israels Gud! På grund af dig må jeg bære skændsel, skamrødme dækker mit ansigt. Jeg er blevet en fremmed for mine brødre en udlænding for min mors sønner. Nidkærhed for dit hus fortærer mig, og mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig. (Salme 69, 7-10). Dette taler hovedsagelig om Kristus' lidelser - Men som han var i denne verden, sådan er vi også! Når de forfulgte og kritiserede ham, så vil de gøre det imod alle som vil d til selvet. Hvem kritiserede Kristus? Hvem dyngede skam over hans hoved og sagde at hans navn var urent? Den kødelige kirkeforsamling!

At smide gudfrygtige troende ud, er den største gunst en kødelig kirke kan gøre imod dem! Jeg hører kristne sige, "Min kirke er død - jeg kan ikke lide det som sker der, men Gud har sat mig der! Jeg bliver der og prøver om jeg kan forandre tingene der." Det kan blive farligt og det er ubibelsk. Vi m gå ud af alt det der er fra Babylon! Også når det er traditioner der binder dig. Det kan ogs være at du endnu ikke er parat til at gå hele vejen med Gud, selv om du troede det, gamle venner holder dig tilbage.

Paulus gik ind i alle synagoger overalt hvor han kom frem, "Efter sædvane gik Paulus hen til dem." (Ap.gr. 17, 2). Han prædikede til disse blinde kirker, om hvem Esaja's sagde. " Se jer om, I som er fulde af foragt! I skal blive stumme af undren og gå til grunde, for jeg udfører en gerning i jeres dage, en gerning, som I ikke ville tro, hvis nogen fortalte jer om den." Paulus prøvede indtrængende at overbevise dem og håbede at de ville høre. Men til sidst hørte han Esaja's profeti tordne i sin sjæl. "Aldrig nogensinde vil de tro dig, selv om du bliver hos dem og forklarer det!" Se denne advarsel: Gør som Paulus gjorde og gå ud! " Men de rystede støvet af fødderne mod dem" (Ap.gr. 13, 51). Paulus sagde til disse religiøse jøder, "Guds ord måtte forkyndes for jer først. Men siden I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til evigt liv, så vender vi os til hedningerne." (Ap.gr. 13, 46).

Om du er i et fællesskab eller kirke, som har hørt sandheden og som bagefter vender sig bort fra den, "Se, at komme ud derfra!" Gå ud - ellers ender det med at dine børn bliver frafaldne! Lad være med at sige, "mine børn har venner der." Ja, og siden bliver de voksne, og savner alle erkendelsen af synd, fordi Guds kraft aldrig var tilstede. Du kommer alligevel aldrig til at forandre noget, men de kan forandre dig. Hvilket fællesskab har lys med mørke? "Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent! Så vil jeg tage imod jer" (2 Kor. 6, 17).

Du vil blive stenet af de fleste! "Så stenede de Stefanus, mens han bad: Herre Jesus, tag imod min ånd!" (Ap.gr. 7:59). Hvem stenede Stefanus? De mest ansete religise rådsmedlemmer på denne tid! "de slæbte ham med og førte ham for Rådet..." (Ap.gr. 6, 12). Det var én mand imod en hel menneskemængde!

Her er en mand, "som har sine øjne æfstet på Jesus!" Alligevel er han hadet. Lyt til hadet fra disse gejstlige mænd, disse religiøse fanatikere: "og som skar tænder imod ham" (Ap.gr. 7, 54). "holdt sig for rerne og for alle som én løs p ham" (vers 57). Hvad var det denne retfærdige mand havde, som i den grad gjorde disse religiøse mennesker så rasende? Han forkyndte sandhed, som skar dem i hjertet. " I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I." (vers 51). "I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den." (vers 53) Han måtte prædike sandheden! Men deres hjerter hængte stadig ved verden - de var bundet af deres lyster! De kendte Guds lov, men nægtede at adlyde den. De korsfæstede Kristus.

Sandhedens tveæggede sværd, havde skåret dem dybt i hjertet, men det var hans vidnesbyrd om den åbne himmel, som fremkaldte deres vrede over ham. "Men fuld af Hellignden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side. Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og for alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus" (Ap.gr. 7, 55-57)

Stefanus afslørede deres dobbelt sindethed! I de dage fremstillede de så en kalv og ofrede til afgudsbilledet, og de glædede sig over deres hænders værk. Da vendte Gud sig bort og prisgav dem til at dyrke himlens hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: Bragte I mig slagtofre og afgrødeofre de fyrre år i ørkenen, Israels hus? Teltet med Molok førte I med jer og jeres gud Raifans stjerne, de billeder, I har lavet for at tilbede dem. Så fører jeg jer bort til et sted på den anden side af Babylon." (Ap.gr. 7, 41-43)

I denne nådens tidsalder, om du kigger på en kvinde og begærer hende, da har du begået ægteskabsbrud i Guds øjne. Om du hader, da er du en morder, og om der bliver udtalt ondskabsfulde ord om dig, fordi du går hele vejen med Gud, da bliver du stenet! "Tåbens læber kommer med strid, hans mund fremkalder slagsmål.... Bagtalerens ord er som lækkerbiskener, de glider helt ned i maven. (Ord. 18, 6,8). "De har hvæsset deres tunge som sværd, lagt giftige ord som pile på buen" (Salme 64, 4).

Jesus fortalte lignelsen om en vingårdsejer som ejede en vingård, "Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og en pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de" (Mat. 21, 34-35). Sådan er det også i dag! Gud har sendt sine hellige vægtere for at indsamle høsten i hans vingård. Men nu er der verbale prygl og drab der foregår igennem had og steningen foregår ved at der udtales skarpe ord.

Vi har en "Stefanus forsamling" som kan sige i dag, "Jeg ser himlen åben! "det er den klare vision af Jesus - sandhedens rammende ord - som fremkalder vrede og forbitrelse, fra dem hvis hjerte er uomskårne!

Isralitterne forsøgte at stene Josva og Kaleb på grund af deres kald, til at gå hele vejen, ti spejder tog modet fra Guds folk fordi de sagde, "Vi kan ikke drage op mod det folk, for de er stærkere end vi!" "Lad os dog drage op og erobre landet. Det kan vi sagtens" (4 Mos. 13, 30-31) Og de sagde til hinanden: "Lad os vælge os en anfører og vende tilbage til Egypten!" " og Josva, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, som havde været med til at udspejde landet, flængede deres klæder og sagde til hele israelitternes menighed: Det land, vi drog igennem og udspejdede, er et meget, meget herligt land. Hvis Herren holder af os, vil han føre os ind i dette land og give os det, et land der flyder med mælk og honning. Gør ikke oprør mod Herren! I skal ikke være bange for landets befolkning, dem æder vi! Deres skygge har forladt dem, men Herren er med os. I skal ikke være bange for dem! Hele menigheden truede med at stene dem, men Herrens herlighed viste sig ved åbenbaringsteltet for alle israelitterne. (4. Mos. 14, 6-10)

Min bekymring i denne historie glæder ikke Josva og Kaleb. For Gud var med dem. Nej min bekymring er for det Guds folk som skærer tænder og tager sten op! Hvordan kan et kald til lydighed fremkalde en sådan reaktion? Kig på kaldet! Jeg er overbevist om at så snart hjertet er fanget af en synd eller afgudsdyrkelse da tager vantroen herredømmet. Al kompromis og vantro går hånd i hånd og da bliver al undervisning som afslører dette forhold en trussel, som så ender med at de kæmper imod Gud, samtidig som de bekender Guds navn.

Hvordan skal de retfærdige reagere, når de bliver afvist, smidt ud eller når de bliver stenet? Jesus reagerede ved at opføre sig som et lam "han åbnede ikke sin mund." Kald ikke ild ned fra himlen over dem, som kaster anklager ned over dig. " Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?" (1 Kor. 6, 7). "og vi arbejder hårdt med vore hænder. Skældes vi ud, velsigner vi; forfølges vi, finder vi os i det;" (1 Kor. 4, 12). "Bed for dem som foragter og misbruger jer."

Jeg har ingen tid for arrogante, selvcentrerede profeter som giver igen eller truer, eller kaster med forbandelser. Da Shim'i stod på bjerget og kastede sten efter David, da han trak sig tilbage fra Jerusalem og Absalom, da sagde kaptajnen af hæren, "Hvorfor skal den døde hund have lov at forbande dig, herre konge?" David svarede, " Men kongen svarede: "Pas jer selv, Serujasnner! Når han forbander, er det, fordi Herren har sagt, han skal forbande mig; hvem kan så spørge: Hvorfor gør du det? Måske ser Herren til min nød og giver mig lykke i stedet for forbandelsen i dag." (2. Sam. 16: 6, 9,10 og12)

Moses gik hele vejen - op af bjerget - sammen med Gud, "Og hans ansigt skinnede." Og alle andre kunne se det, det skinnede så meget, at han måtte lægge et slør over sit ansigt, men selv vidste han ikke at det skinnede" (se 1. Mos. 34, 29). Han var ikke engang klar over at Guds herlighed var over ham. Hverken Stefanus eller Moses pralede med at Gud havde berørt ham, De tog ikke en profets ære, de truede ikke; de talte ikke om at de havde haft "en ny" eller "speciel" åbenbaring. De sad ikke med et pokerface eller et udtryk af falsk fromhed. Ydmyghed er kendetegnet på den sjæl som fuldstændig er afhængig af Kristus, der er absolut ingen stolthed ingen afvisende holdning!

Hvad er lønnen? Det at Kristus står ved din side! Der er mange andre belønninger, ved at gå hele vejen, men jeg vil kun nævne denne ene, for det er alt hvad vi behøver. Paulus var fængslet i en borg i Jerusalem, hvor hele det religiøse system ville dræbe ham. Kirken var i oprør. Han blev beskyldt for at han havde "forurenet hele det hellige sted, ved at prædike disse falske lærestninger," Ja selv soldaterne "frygtede at de ville rive ham i stykker;" Så de tog ham med magt og førte ham hen til et slot, hvor de satte ham i fangeskab." Den følgende nat stod Herren foran Paulus og sagde: "Vær ved godt mod! For ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, skal du også vidne i Rom." (Ap.gr. 23, 11)

Herren talte selv til Paulus - det var ikke en engel! Og hvilket ord: Vær ved godt mod! Der vil komme mere, men du kan modstå alting om du kender Herren, han som står ved din side!

---
Bibelcitater fra Det Danske Bibelselskabs 1992 oversættelse.

Download PDF