At give Gud fuld kontrol | World Challenge

At give Gud fuld kontrol

David WilkersonSeptember 26, 2005

De fleste af vore læsere ved, at USA’s Højesteret har afsagt kendelse om, at De Ti Bud ikke længere må kunne findes på væggene i offentlige bygninger i USA. Denne skelsættende beslutning er blevet intenst dækket af landets medier. Men hvad betyder sådan en afgørelse?

En retsbygning er der hvor lovene håndhæves; og De Ti Bud repræsenterer Guds moralske lov, som aldrig ændrer sig. Denne lov er lige så ufravigelig som loven om tyngdekraften. Hvis du trodser den, er det ligesom at kaste sig ud fra et højhus- du kan fornægte, at loven om tyngdekraften har indflydelse på dig, men du vil helt klart komme til at mærke konsekvensen af den.

Helt enkelt kan det siges, at De Ti Bud er en evig lov, designet af Gud, for at hindre samfundet i at destruere sig selv. På trods af dette har firmaer nu travlt med at sandblæse disse bud, såvel som Guds navn, væk fra alle bygninger, uanset om de er indhugget i marmor, sandsten eller beton.

Hvor sigende er dette billede ikke på samfundets tilstand? Disse uforanderlige love var engang indgraveret i sten af Guds finger, og nu bliver de fjernet fra stenene på grund af menneskets lov!

”Hvad er problemet?”, hører jeg nogle kristne sige, ”Vi er ikke under loven, hvorfor skulle det være en sag for os?” Jeg gyser, når jeg hører dette. Nej, vi er ikke under jødernes lov, idet vi taler om de 613 tillægslove tilføjet af jødiske rabbier. Men enhver kristen er under Guds moralske lov, som er opsummeret i De Ti Bud. Ingen troende kan retfærdiggøre utroskab, tyveri eller mord.

Jeg spekulerer på hvad der går igennem Guds tanker, imens disse mænd udsletter hans love for øjnene af os. Igen er der nogle troende, der udtaler, at ”Vi ikke behøver at fremvise disse bud. Alt hvad vi behøver, er at have dem skrevet i vore hjerter.” Men det er ikke hvad Guds Ord siger. Tænk bare på den meget synlige måde Gud valgte at præsentere disse love for hans folk på: ”Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte….du skal binde dem som et tegn om din hånd, de skal være som et erindringsmærke på din pande, og du skal skrive dem på dørstolperne af dit hus og på dine porte…og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig og når du står op” (5. mos. 6, 8-9, 7).

Det rædselsfulde faktum er, at ugudelige kræfter i vores samfund har afvist Gud. Alt hvad der viser hen til ham, bliver nu fjernet fra vore skoler, vore retsbygninger og vore offentlige institutioner. Og snart vil de samme kræfter ulovliggøre sætningen ”En nation under Gud” fra Troskabseden.

Jeg tror ikke, at dette vanvid får lov til at fortsætte meget længere. Jeg er overbevist om, at Gud vil handle hurtigt. Tag for eksempel det, som skete i Europa for nylig. Sidste år forsøgte Den Europæiske Union at tvinge en forfatning igennem, som helt åbenbart afviste Gud og definerede Europa som et sekulært område. Forslaget faldt til jorden, men disse fortropper vil helt sikkert vende tilbage, de giver ikke op før Guds navn er fornægtet i hele Europa. De har gjort deres intentioner helt klare, og essensen er, ”Lad Gud blive i sin himmel. Giv os jorden og fri os fra religion”.

Men faktum er, at selv om du ikke ønsker at have Gud i din midte, så forsvinder han ikke bare. Tænk bare på hvad der skete siden denne EU forfatning blev præsenteret. Tyskland og Frankrig lider under massiv arbejdsløshed. Velfærdsudgifterne himmelflugter. Politikerne og embedsmændene er paralyserede, og der er forvirring hele vejen rundt. Og dette er bare begyndelsen på endnu mere frygt og kaos, som kommer over ethvert folk, som afviser Gud fuldstændigt.

Nu er den samme antikristelige ånd, som arbejder i Europa, på arbejde i Amerika, og det burde bedrøve os. Bibelen advarer os gang på gang om dette. Hvorfor dømte Gud Noas generation ved at sende syndfloden? Hvorfor ødelagde han Sodoma og Gomorra? Det skete på grund af lovløsheden. Bibelen fortæller, at i disse samfund levede enhver sit tøjlesløse og udsvævende liv, og Lot, den retfærdige mand, pintes dag ind og dag ud i sin retfærdige sjæl ved de lovløse gerninger han så og hørte (se 2. peter 2,8).

I slutningen af 1. Mosebog, har Gud udvalgt et lille ubetydeligt folk til at være en nation til eksempel for alle andre nationer til alle tider. Han ønskede, at rejse et folk op, som skulle være et levende eksempel på hans godhed for den hedenske verden. For at kunne bringe sådan et vidnesbyrd, tog Gud sit folk til steder, som var udenfor deres kontrol. Han isolerede Israel i ødemarken, hvor han alene var deres kilde til liv, hvor han alene sørgede for alle deres behov. Israel havde ingen kontrol over deres egen overlevelse på dette forladte sted. De kunne ikke kontrollere adgangen til føde og vand. De havde ingen kontrol over hvor de skulle hen, idet de hverken havde kompas eller kort. Hvordan skulle de få mad og drikke? Hvilken retning skulle de gå i? Hvor ville de ende?

Gud ville gøre alt for dem. Han viste dem vejen hver eneste dag som en sky om dagen og en ildsøjle om natten, som lyste op for dem, så de både kunne rejse om dagen og om natten. Han gav dem engles føde at spise og han sørgede for vand fra Klippen. Ja, hvert eneste behov blev imødekommet af Herren, og ingen fjende var i stand til at overvinde dem.

”Fra Himlen, lod han dig høre sin røst for at undervise dig” (5. mos. 4, 36) Guds folk kunne høre hans vejledende ord, og gang på gang ville de vidne: ”Har noget folk hørt Guds røst ud fra ilden, således som du hørte det og levet?” (se 5. mos. 4, 32-34).

Folkeslagene omkring det gamle Israel var fyldt med ”andre guder”, gudebilleder lavet af træ, sølv og guld. Disse guder var stumme, ude af stand til at se og høre. Ude af stand til at elske, vejlede og beskytte de mennesker, som tilbad dem. Således kunne enhver af disse nationer se til Israel, og se et særligt folk, som Gud bar gennem ørkenen. De kunne se en Gud, som talte til sit folk, som elskede og følte, som svarede på bøn og udvirkede mirakler. Her var en levende Gud, som guidede sit folk i hver en detalje af deres liv. Og dette var selveste årsagen til at Gud rejste Israel op – for at vise den hedenske verden hvordan en virkelig, levende Gud er. Når han så ud over nationerne, kunne han se menneskeheden fyldt med vold og lovløshed. Ynkeligt anråbende guder, som ikke kunne hjælpe dem. Det var en verden fyldt med rodløse, stridende, ondsindede mennesker, som for vild som får uden en hyrde.

Så Gud rejste et folk, som blev undervist af ham. Der måtte være et folk, som levede under hans autoritet, som ville stole fuldt og helt på ham, som ville give ham fuld kontrol over hvert et aspekt af deres liv. Dette folk ville blive et vidnesbyrd for verden.

Hvorfor ønskede Gud fuld kontrol over et folk? Hvorfor insisterede han på deres totale tillid i alle ting? Det var fordi kun Gud kendte vejen. Han alene kendte deres fremtid og havde magten til at bringe dem ind til hans hvile. Og hans ville udvirke det umulige, der var nødvendigt, for at bringe dem derhen. Derfor blev Israel bragt i en situation, som de ikke selv kunne kontrollere. Derfor mødte de prøvelser, som de ikke forstod, tests, som de var ude af stand til at klare selv. Gud bragte dem igennem disse kriser for at fremkalde tro hos dem. Han ønskede at bringe dem gennem disse situationer, for at opbygge deres tillid til ham, så de uanset hvad fremtiden måtte bringe, kunne sige, ”Gud har udfriet os, og han vil udfri os igen. Han hjalp os gennem Ægyptens plager, og ud af Faraos trældom. Al ære til Herren i vores nuværende krise.”

Kære ven, dette er stadig måden, som Gud udvirker tro på i sit folk. Han bringer os gennem heftige prøvelser, som vi ikke kan overleve i egen kraft. Vi bliver konfronteret med prøvelser, som ikke kan løses på anden måde end ved udfrielsens mirakel. Ser du, ligesom Israel, er vi udset til at være hans ”trofæ-folk”. Han ønsker os som et eksempel for en fortabt verden: mennesker som har nået grænsen for hvad de selv magter, som har uoverstigelige bjerge og umuligt ørkenlandskab foran sig og have, som ikke kan krydses, men som erklærer, ”Alt dette er uden for hvad jeg evner at gøre noget ved. Det kræver et mirakel, at komme igennem dette her. Jeg magter det ikke alene, og jeg kan ikke ræsonnere mig frem til en løsning. Intet menneske, ingen institution kan udfri mig. Herren er mit eneste håb. Jeg bliver nødt til at give ham fuld kontrol over mit liv og min fremtid. Jeg vil have tillid til ham i alle forhold.”

Så, hvilken beslutning tog Israel? De reagerede ved udbrud af mistillid og vantro. Faktisk hele ti af slagsen. Til sidst sagde Gud: ”Nu er det nok.” Overvej Bibelens opsummering af dem: ”De kunne ikke komme inde i Det Hellige Land fordi de ikke troede på ham” (hebræerne, 3, 19).

Dette sidste-dages folk, ville blive rejst op af Kristus selv. Og de ville blive regeret af Gud, ledt af Helligånden, og fuldstændig overgivet til Herren på alle områder af deres liv. Jesus demonstrerede dette for os, som han levede fuldstændig afhængig af Faderen. Han fremstod ikke alene som den sidste Adam, ikke alene som et mønstereksempel, men som det ultimative eksempel på hvad Gud søgte efter: en, som ville give Gud fuld kontrol over sit liv.

”Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig.” (johs. 6, 38). ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det samme gør også Sønnen… Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, thi jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.’’ ( johs. 5, 19, 30).

Vi ved, at Jesus var fuldstændig afhængig af Faderen, og han er vores eksempel på overgivelse og tillid. Faktisk gør han klart for os, at sådan et liv også er muligt for os. De fleste kristne er enige, idet de siger ”Ja, det er den måde vi skal søge at vandre på. Vi skal ikke leve i frygt og uro i forsøget på at løse vores problemer selv. Nej, vi skal hellere overgive vores liv og vores forhold i hans hænder.” Hvis vi faktisk udlevede dette, burde Gud være vores ”sjæls kaptajn” nu. Men er han det? For mange i menigheden er svaret helt klart et nej. Vi synger sange om Jehova Jireh, vores forsørger, og vi citerer alle Guds navne – El Shaddai, Adonai, Jehova, Elohim – lige som de ærværdige navne på Kristus- Messias, Herrernes Herre, Kongernes Konge. Alligevel sørger vi og stiller spørgsmålstegn ved Guds trofasthed, lige så snart den næste krise er i sigte. Og vi giver efter for tvivl og frygt, og forlader os på egen viden for at finde en udvej.

Mange kristne læser Bibelen regelmæssigt og tror, at det er Guds levende, åbenbarede Ord for deres liv. Igen og igen kan de læse i Skriften om generationer, som hørte Guds stemme. De læser, hvordan Gud talte til sit folk igen og igen, når denne sætning ”Og Gud sagde..” igen viser sig. Alligevel lever disse mennesker som om Gud ikke taler til sit folk i dag. En hel generation af troende, har fuldstædigt taget deres egne beslutninger, uden at bede, uden at konsultere Guds Ord. Mange beslutter sig ganske enkelt for hvad de vil gøre, for bagefter at få Guds bekræftelse på deres beslutning. De stormer derudaf og deres eneste bøn er ”Gud, hvis det ikke er din vilje, så stop mig.”

Vi lever i en tid, som bliver refereret til som en ”øjebliks-generation”. Folk tager store beslutninger på et øjeblik. Der er skrevet en bestseller bog om dette (The Power of Thinking Without Thinking). Teorien er, at ”Du skal tro på dine instinkter og øjebliksbeslutninger viser sig at være de bedste.”

Tænk på al den forhastede ”øjebliks-snak” vi hører hver eneste dag: ”Dette er århundredets tilbud. Du kan tjene en formue natten over, men du har kun chancen nu. Tag den!”. Ånden bag dette er ”nu og her – på et øjeblik”.

Denne tankegang er begyndt at få indflydelse på menigheden og dens beslutninger, som ikke kun bliver taget af ”øjeblikskristne” men også af pastorer. Snesevis af forvirrede sognebørn har skrevet til os, og fortalt den samme historie: ”Vores pastor er kommet hjem fra en konference om menighedsvækst, og straks erklæret. ”Fra i dag af, skal alt være anderledes”. Han har besluttet, at vi skal være en af de populære trend-kirker på et øjeblik! Han har ikke engang spurgt os eller bedt over det. Vi er alle meget forvirrede.”

For bare få år siden, var der ord om varsomhed blandt os, som var ”Har du bedt over denne sag? Har du søgt Herren om dette? Har dine brødre og søstre omgivet dig med forbøn omkring dette? Har du modtaget guddommelig vejledning?”

Jeg spørger dig, har dette været din praksis? Hvis du ser tilbage på det seneste år, hvor mange vigtige beslutninger har du taget, hvor du ærligt bragte sagen frem for Gud, og bad oprigtig om det, eller hvor mange af dine beslutninger tog du på et øjeblik”? Årsagen til at Gud ønsker fuld kontrol over vores beslutningstagen er, at frelse os fra katastrofer – som præcis er det som vores øjebliks-beslutninger ender som.

Der er ikke nogen formel på hvordan vi kan leve vore liv i fuldstændig afhængighed af Herren. Alt hvad jeg kan bidrage med er, hvad Gud har lært mig på det område. Han har vist mig to enkle ting om hvordan jeg giver ham fuld kontrol.

Først må jeg være fuldstændig overbevist om at Gud ønsker og er villig til at gøre sin vilje kendt for mig, selv i de små detaljer i mit liv. Jeg må tro på at Helligånden, som bor i mig, kender Guds vilje for mig, og at han vil vejlede mig og tale til mig. ”Nå han, Sandhedens Ånd kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden….Han skal herliggøre mig, thi han skal tage af mit og forkynde jer det.” (johs. 16, 13-14). Jesus fortæller os, at Helligånden vil overbringe os Guds tanker og vilje. ” Dine ører skal høre det ord bag ved dig: ”Her er vejen I skal gå!” (esajas, 30, 21)

Måske er du lige nu midt i en lidelse, måske en der har sit udgangspunkt i en øjebliksbeslutning. Selv om det måtte være således, har Herren lovet dig, ”At dit indre øre vil høre min Ånd tale til dig, ”Gå den vej, gør dette og gør ikke dette…”

For det andet må vi bede i en tro, som ikke går op og ned som i bølgegang for at få kraften til at adlyde Guds vejledning. Skriften siger, ”Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden; og et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren.” (jakob 1, 6-7).

Når Gud siger vi skal gøre noget, så behøver vi kraften til at blive på sporet og adlyde ham fuldstændigt. Over fem årtier i præstegerningen, har lært mig at Satan og kødet altid vil plante tvivl og spørgsmål i mit sind. Og jeg behøver kraft fra himmelen for ikke at sige ”ja” til noget som helst, som Jesus har sagt ”nej” til.

Mange af os beder, ”Herre, jeg ved hvad du har fortalt mig, men jeg er stadig ikke sikker på at det var din stemme, jeg hørte. Faktisk er jeg ikke engang sikker på at jeg er åndelig nok til at genkende din stemme. Vær så venlig bare at åbne eller lukke en dør for mig i denne sag.” Det er ikke den tros-respons, Gud søger hos sine børn. Du kan bede alt hvad du vil, i timer eller endog dagevis, grædende og tryglende. Men hvis du ikke beder i tro – overbevist om at Helligånden vil vejlede dig, som Jesus har lovet, vil du aldrig finde ud af hvad Gud overbringe til dig. Han venter, til han ser, at du er overgivet til at acceptere hvad som helst han siger, og adlyde uden spørgsmål. Vores respons til ham må være, ”Herre, du er min frelser, kaptajnen i mit liv. Må din vilje ske i mit liv.”

Sommetider vil Gud bede dig om noget, som virker helt uden for sund fornuft. For en landsbyprædikant som mig, var det helt hen i vejret, at skulle forlade min landsby for at tage til New York City for at prædike for bandemedlemmer. Det var mod al sund fornuft for mig, at få at vide: ”Tag til Brooklyn til Fort Green housing projekterne, og vidn for Mau Mau banden.” Der var kun én grund til at jeg gjorde det: Fordi Gud havde sagt at jeg skulle. Det var der jeg mødte Nicky Cruz. Nu, årtier senere, er der hundrede af tusinder af mennesker, som har givet deres liv til Jesus, som et resultat af denne for mig ufornuftige opfordring, og antallet af frelste øges hele tiden på baggrund af det, der skete dengang.

Gud svigter ikke sit folk. Han har lovet, at kundgøre sin vilje for alle, som søger ham. Og når vi har givet ham fuld kontrol over vores liv, vil vi høre hans stemme bag os, som siger: ”Dette er vejen, min elskede tjener. Gå den nu i tillid. Jeg har alt under kontrol.”

Download PDF