Guds Berøring | World Challenge

Guds Berøring

David WilkersonFebruary 27, 2012

Daniel sagde, "Da rørte en hånd ved mig, ruskede i mig og fik mig ned på knæ og hænder." (Daniel 10, 10). Ordet for 'rørte' her, betyder 'gribe', eller 'bemægtige sig'. Egentlig sagde Daniel, "Da Gud lagde sin hånd på mig, fik det mig helt ned på mit ansigt. Hans berøring gav mig en trang til at bede og til at søge ham med alt jeg har i mig."

Det sker hver gang Gud berører menneskers liv. Dette menneske falder på sine knæ og bliver en bønnens mand eller kvinde, og bliver drevet til at søge Herren. Jeg har ofte tænkt over, hvorfor Gud kun berører nogle bestemte mennesker på den måde. Guds-berørte tjenere har et nært forhold til Herren, de modtager åbenbaringer fra himlen og nyder en vandring med Herren, som få andre gør det. Hvorfor er der nogen, som hungrigt søger Herren, mens andre går deres vej?

Jeg tænker på Daniel. Denne hengivne tjener blev berørt af Gud på en overnaturlig måde. Der var mange andre gode, gudfrygtige mennesker, som tjente på Daniels tid: Shadrak, Meshak og Abednego, såvel som Baruk, en skriver fra Jerusalem. Snesevis af andre israelitter havde bevaret deres tro mens de var i slaveri i Babylon.

Så hvorfor lagde Gud sin hånd på Daniel og berørte ham på den måde? Hvorfor var denne ene mand i stand til at se og høre ting, som ingen andre kunne? Han erklærer, "Kun jeg, Daniel, så synet; mændene, der var sammen med mig, så det ikke." (10, 7).

Her var det ufattelige syn, som Daniel fik: "På den fireogtyvende dag i den første måned, da jeg var ved bredden af den store flod, Tigris, løftede jeg øjnene og så en mand iført en linneddragt, med et bælte af Ufaz-guld om lænden. Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende fakler, og hans arme og hans fødder var som blank kobber. Når han talte, lød det som en folkeskare."10, 4-6).

Det var et syn af Kristus selv, klart og tydeligt. Faktisk blev det samme syn givet til Johannes på øen Patmos (se Åb. 1, 13-15). Nu talte Gud umiskendeligt til Daniel, "som en folkeskare" (Daniel 10, 6). Det var ikke et lille piv eller en hvisken, men den tordnende lyd som en stor menneskeskare.

Herren åbenbarede sig for Daniel af en særlig grund: Han ønskede, at slutte den lange periode, hvor hans Ord ikke havde lydt. Han besluttede, at tiden var inde til at give et budskab til en fortabt menneskehed. Og han ønskede, at hans tjenere skulle vide hvad han ville gøre og hvorfor: "Og nu er jeg kommet for at få dig til at forstå, hvad der skal ske med dit folk ved dagenes ende. For også dette syn gælder de dage." (10, 14).

Men Gud ønsker en stemme til at tale sit budskab. Han ønskede en bedende tjener, en som fuldt ud ville svare på hans kald. Daniel var manden. Han havde hengivent bedt tre gange om dagen. Nu, mens han vandrede langs floden, åbenbarede Kristus sig for ham - og Daniel var rystet over oplevelsen. Han siger, " Kun jeg, Daniel, så synet; mændene, der var sammen med mig, så det ikke, for en stor rædsel var faldet over dem, og de var flygtet og havde skjult sig. Jeg blev alene tilbage, og da jeg så dette vældige syn, forlod al kraft mig; jeg blev ligbleg og havde ikke flere kræfter. Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden.2 (10, 7-9).

Skriften identificerer ikke de mænd, som var sammen med Daniel. De kan have været babyloniske vagter eller embedsmænd. Når alt kommer til alt, bestred Daniel en høj stilling i kongeriget. Jeg tror dog, at disse mænd var israelitter, nærmere bestemt Daniels gudfrygtige venner og kolleger. Men hvis det var tilfældet, hvorfor flygtede de så? Daniel siger, at de intet hørte eller så. Hvorfor følte de sig så tvunget til at gemme sig?

Her er årsagen: Gud var i færd med at indtage Daniel. Han forberedte sin tjener på krop og sjæl til at modtage et ord fra himlen. Og det er altid et ærefrygtindgydende syn. Når Gud berører en af sine bedende tjenere, manifesterer han sig i dette menneskelige kar. Først fjerner han alt selvet og derefter bemægtiger han ham fuldstændig.

Synet af denne proces kan give frygt hos kristne, som er bundet af det kødelige. Enten får det deres skjulte synder til at smelte, eller det får dem til at flygte. Jeg husker sådan en rørelse i mit eget liv for flere år siden, før vores tjeneste flyttede til New York. Min kone Gwen og jeg sad på vores terrasse i Texas med nogle andre kristne par. Pludselig greb Guds Ånd mig, og jeg faldt på mit ansigt.

Herren begyndte at tale til mit hjerte om fortabte sjæle. Jeg begyndte at græde og profetere. Jeg følte, jeg var i Guds nærhed, væk fra denne verden. Hans Ånd rørte mig, kaldte mig og gav mig en vision for tjeneste. Jeg ved ikke hvor længe, jeg var i den tilstand. Alt jeg ved, er, at mine gæster undskyldte sig og tog af sted. Der var noget som forskrækkede dem.

Jeg har tit spekuleret på, om sådan en overnaturlig berøring af Gud er et spørgsmål om udvælgelse? Er de, som modtager hans berøring, valgt og udvalgt til det selv før de blev født? Er det blot deres skæbne at være dedikerede til bøn, indtaget af Helligånden, og få ord fra Guds trone?
 

Jeg stiller disse spørgsmål på grund af en uforklarlig Gud-given hunger i min sjæl. Mit indre menneske sukker efter en åbenbaring af Kristus. Noget i mig vil ikke nøjes med et andet menneskes åbenbaring. Hvorfor? Jeg er overbevist om, at Gud har noget særligt at sige til denne generation. Og lige nu søger han efter jordiske tjenere, som han kan bemægtige sig. Han ønsker mænd og kvinder, som vil tjene som hans orakler til en fortabt verden.

Kun hans kraftfulde, salvede Ord kan stå op imod ånden fra islam og falske evangelier. Og kun hans sandhed kan give dødsstødet til selviskhed, materialisme og begær i sin menighed.

Et rent ord vil komme fra himlen en gang mere. Overbevisende sandhed vil blive prædiket fra læberne på en ny generation af 'Guds-søgere',

mennesker, som helt og aldeles har overgivet deres hjerter til Kristus. Selv nu oprejser Herren mænd og kvinder, som er berørt af Gud og indtaget af Ånden. Han vil tænde en sandheds ild i disse tjenere. Og hans berøring i deres liv vil få hele verdens opmærksomhed.

1. Gud gjorde Daniel til sit talerør, fordi han aldrig slækkede på sin bøn.

Herren berører enhver tjener som er trofast i bøn. Han søger dem som er villige til at disciplinere sig selv for at kunne høre hans stemme. Biblen kalder den tilgang, ”at sætte sit hjerte ind på det.” Daniel skriver, ”Jeg vendte mig til Gud Herren for at søge ham i bøn og tryglen under faste og i sæk og aske.” (Daniel 9, 3).

Så fortæller Daniel os, ”Endnu mens jeg talte og bad og bekendte min egen og mit folk Israels synd og bønfaldt Herren min Gud og bad for hans hellige bjerg – mens jeg altså endnu var i færd med bønnen, kom manden Gabriel, som jeg tidligere havde set i et syn, flyvende hen til mig ved aftenofferets tid.” (Daniel 9, 20-21). Kort sagt siger Daniel, ”Gud rørte mig, mens jeg søgte ham i intens bøn.”

Daniel gør det klart: Han fik ikke denne forståelse af Guds Ord ved at studere under lærte mænd. Han fik ikke sin kundskab om fremtidige begivenheder fra Babylons institutioner. Ingen kunne lære ham at tyde drømme, som var givet på overnaturlig vis. Daniel erklærer, ”Mens jeg var i færd med bønnen….. kom (han) og talte til mig og sagde: »Daniel, nu er jeg kommet for at give dig indsigt og forståelse.” (9, 21-22).

Daniels bønner bragte ganske enkelt et Ord frem fra Guds trone. ”Han sagde: »Frygt ikke, Daniel, for fra den første dag du satte dig for at opnå indsigt og at ydmyge dig for din Gud, er dine ord blevet hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld. Og nu er jeg kommet for at få dig til at forstå, hvad der skal ske med dit folk ved dagenes ende. For også dette syn gælder de dage.” (10, 12 og 14).

Hvilken slags bøn bad Daniel da for at få sådan et besøg? Skriften fortæller os, han tilbragte tre uger i sønderbrudthed: ”På den tid holdt jeg, Daniel, sorg i tre uger. Jeg spiste ikke lækkert brød, der kom ikke kød og vin i min mund, og jeg salvede mig ikke, før de tre uger var gået.” (10, 2-3).

Daniel havde tilbragt 21 dage med at ydmyge sig i sorg på sine knæ. Han tugtede sit kød og satte sit hjerte ind på at modtage guddommelig indsigt. Hans bønnestunder var ikke dikteret af noget ur. Han kom med en krigserklæring: ” Herre, jeg går ikke før jeg er klar over hvad du gør. Jeg er ligeglad med hvad det måtte koste mig.”

Der skete noget andet med Daniel mens han bad. Han havde ikke længere noget at byde på i menneskelig forstand i forhold til talegaver. Herren rørte nu hans læber, så han kunne tale som hans orakel. Han sagde til sin tjener, ”Jeg har helliggjort din tunge. Nu skal jeg tale gennem dig.”
 

Enhver som taler for Gud, må have sin tunge renset og lutret. Det skete for Esajas og Jeremias. Og nu vidnede Daniel: ”Men så var der en, der lignede et menneske, der rørte ved mine læber. Jeg åbnede munden og kunne tale igen… Men han, der så ud som et menneske, rørte ved mig igen og gav mig styrke.” (Daniel 10, 16 og 18).

Disse mænds oplevelser er eksempler for os alle: Gud søger efter dem som vil tage sig tid til at lukke sig inde sammen med ham. Du siger måske, ”Jeg kan ikke bede flere timer om dagen. Jeg har forpligtelser ligesom alle andre.”

Daniel selv var en meget travl mand. Som fremtrædende embedsmand, var hans kalender booket fuldt ud. Men Daniel havde besluttet i sit hjerte, at han ville søge Herren. Og han tog sig tid til det hver dag – faktisk tre gange om dagen. Gud svarede ham med et forbløffende syn: ”Jeg, Daniel, blev ramt af sygdom i nogen tid; men jeg stod op og gjorde igen tjeneste for kongen. Jeg var grebet af undren over synet, som jeg ikke forstod.” (Daniel 8, 27). Selv sygdom eller under sine daglige gøremål, søgte Daniel Herren.

2. Daniel sørgede over det åndelige forfald i samfundet og i menigheden.

Der er en hjertets holdning i selv den mest glade troende, som får ham til at sørge over lunkenheden i menigheden og det moralske forfald i sin nation. Vi ser dette i Daniels liv.

På den tid fik Daniel syn midt om natten. Han blev mirakuløst reddet fra løvens hule. Herren velsignede denne mand, og gav ham en utrolig fremgang. Men Daniel glemte aldrig de frygtelige ting som Gud havde vist ham om Israel.: ”Jeg, Daniel, blev grebet af uro over dette, og de syner, der gik gennem mit hoved, slog mig med rædsel.” (Daniel 7, 15). Igen og igen vidner Daniel, ”Disse guddommelige ord, disse syn om fremtiden, gjorde mig urolig. De skabte rørelse i min sjæl og fik mig til at sørge.”

Nu åbenbarede Gud for Daniel, at han ville tage alt det onde og kaste det ud. Han ville trampe på onde nationer og tilintetgøre dem. Dommens Dag var nær, og tiden var ved at rinde ud – men utroligt nok, så ænsede Guds folk det ikke. Så Daniel sørgede over hvor depraveret og død Guds hus var.
 

Jeg ser det samme i Guds hus i dag. Præster og menigheder har lukket ørerne for profetiske advarsler. De nægter at høre eller tale om noget der er negativt. Efter deres mening er det tid til at nyde livet. Men mange af de samme mennesker har engang oplevet mirakler. De bad fortabte ind i Guds rige. De sørgede over det moralske forfald i samfundet. Og de så spændte frem til Jesu genkomst. Men nu har de deres egen dagsorden. De vil overhovedet ikke bruge energi på at sørge med Gud over en døende nation og en lunken menighed. Som Skriften siger, ”De drikker vin af pokaler og salver sig med den bedste olie, men bekymrer sig ikke om Josefs undergang.” (Amos 6, 6).

Jeg siger dig, Daniel fik Guds berøring fordi han var villig til at sørge med Herren. Han bad inderligt, ”Herre, hvad sker der? Jeg må forstå disse tider. Giv mig indsigt, så jeg kan advare dit folk.” Han var ligeglad med om han blev hånet. Han var optaget af at kende Guds hjerte og dele hans byrde.

3. Gud åbenbarer sit ord for dem, som nægter at huse eller skjule synd.

”Jeg bad til Herren min Gud og bekendte: »Ak Herre, du store og frygtindgydende Gud, som bevarer pagten og troskaben mod dem, der elsker dig og holder dine befalinger! Vi har syndet, vi har handlet slet og ugudeligt, vi har gjort oprør og er veget fra dine befalinger og bud.” (Daniel 9, 4-5).

Her er noget andet, som kendetegner et menneske efter Guds hjerte: Han identificerer sig med menighedens synder. Denne tjener råber på hellighed, både i sig selv og i Guds folk. En menighed kan have bønnemøder med jævne mellemrum, men uden renhed og renselse er bønnen fuldstændig kraftesløs. Det budskab, som Gud ønsker at give sit folk, må komme fra læber som er blevet renset.

Jeg udfordrer enhver pastor, enhver lærer, enhver lægmand: Vær desperat efter at få Guds berøring. Forbliv i fællesskab med ham og tillad Helligånden at granske dit hjerte. Han vil afsløre alle onde, oprørske, syndige ting, som er skjult i dig. Og han vil tage sig af ethvert område med ulydighed i dig.

Snart vil du ikke længere tolerere hykleri og kompromis i dig selv. Dine bønner vil blive til et råb om hellighed. Og når du oplever synd i Guds hus, vil du råbe, ”Åh, Herre, vi har syndet imod dig.” Sådan vil du kende Guds berøring af dig. Han har begyndt sit guddommelig værk med at forandre dig. Han vil salve dig på ny, og forberede dig til en større gerning.

Lad mig dele et profetisk ord med dig, som Gud har givet mig.

Mens jeg var i bøn, gav Helligånden mig et ekstraordinært syn: Gud har arbejdet i det himmelske på en hemmelig mission. Han er ved at rejse en hær i hæren. Han søger blandt de menige for at danne en eliteenhed af frivillige. Denne specialenhed er dannet af krigere, som han kan røre, og som bliver rørt til at gå i kamp mod fjenden. Vi ser et billede på det i Skriften med Sauls specialmilits. Bibelen fortæller os, ”Saul gik også hjem til Gibea fulgt af nogle krigere, hvis hjerte Gud havde rørt.” (1. Samuel 10, 26).

Guds specialtropper i dag inkluderer de unge, de midaldrende og selv de ældre. De er blevet trænet i deres lønkammer. Mange har udholdt smerte og lidelse langt ud over de menneskelige grænser. Og de er kommet lutret og renset igennem. Gennem det hele har deres forhold til Jesus lært dem at kæmpe. Nu ved de hvordan man kæmper på ethvert åndeligt niveau, uanset om det er på bjergene eller i dalene.

Disse specialenheder har vundet mange sejre i bøn – og nu er de frygtet i helvede. Et bedende, lydigt medlem af denne enhed, kan sende tusinder af fjendens soldater på flugt. Som Gud lovede Josvas lille hær, ”Derfor drev Herren store og mægtige folk bort foran jer, og ingen har hidtil kunnet holde stand mod jer. Hver eneste af jer kunne jage tusind på flugt, for Herren jeres Gud førte selv krigen for jer, sådan som han havde lovet jer.” (Josva, 23, 9-10).

Jeg har hørt prædikerne fra disse specialenheders soldater. De er løver i bøn, men lam i deres ydmyghed – og de er frygtløse i forhold til at afsløre alt hvad der er kødeligt. Det ord, der prædiker, er funderet i sandhed, renhed og integritet. Nogle er unge, og har hurtigt lært Kristus at kende. De prædiker hans ord frimodigt, både i menigheden og til de ufrelste. Andre soldater er midaldrende tjenere, som er blevet trætte af menighedens lunkenhed. Nu er de rede til at vise en ny generation hvordan de skal kæmpe.

Satan har terroriseret Guds folk i flere år nu. Men hele tiden har Gud trænet sine specialenheder, og han vil snart slippe dem løs i sin menighed. Hans hær i hæren er på plads i alle nationer. Dens aktivitet er måske skjult nu, men snart vil vi se dens bedrifter i Jesu navn og kraft. For bag dørene til lønkammeret, er hans berøring på hans bedende tjenere, ligesom det var med Daniel. Guds Ord vil bryde frem ved den berøring, og hungersnøden i forhold til hans Ord vil slutte. Jahve, Gud vil sejre. Hans Ord skal besejre alt!
 

Download PDF