Guds herlighed | World Challenge

Guds herlighed

David WilkersonNovember 1, 1983

"...Herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til..." (Joh. 17:5).

Intet menneske kan beskrive herligheden fuldstændig, lige som man heller ikke kan beskrive Guds fylde, for det er for stort et emne for vore ufuldstændige hjerner, men vi forstår stykkevis.

Når Gud giver sin herlighed, da giver han sig selv, han kan ikke give sig selv stykkevis - intet menneske får en del, men alt. Den som modtager hans kærlighed, får også hans nåde, hans hellighed og hans styrke. Den som modtager hans nåde får ogs hans kærlighed og alt andet som findes i hans fylde.

Det er Guds Herlighed - At han giver sig selv fuldstændig og aldrig kun delvis, så den som søger Guds herlighed må lære at Gud af hele sit hjerte ønsker at give sig selv til os, hvilket betyder at han vil, at vi fuldt ud skal glæde os over hans fylde.

Inden Jesus forlod denne jord for at gå tilbage til sin himmelske far bad han, "Åh Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til...." (Joh. 17:5).

Jesus bad ikke om mere kraft eller ære eller magt eller majestæt! Han længtes efter faderen selv, det var som om han bad, "Far jeg kan ikke udholde at være til uden at jeg har det nære fællesskab med dig, jeg hungrer efter at være ét med dig! Lad der ingen afstand være, fyld du alt i mig."

Jesus var i Faderens skød inden verden var til, han var ét med faderen, og det var herlighed, det var en fuldstændig sammensmeltning med ham, som fyldte ham, og det var hans fryd og herlighed af hans væsen. Han havde INTIMITET OG ENHED.

Vi ved så lidt om hans herlighed, vi forstår kun tingene ud fra verdensaltets kraft og herlighed, vi er fuldstændig fremmed over for hvad Guds herlighed betyder, vi forstår ikke engang hvad Jesus mente da han sagde, "Jeg er herliggjort i dem" (v.10).

Vidste du at Jesus er herliggjort i de hellige - nu? Det betyder at han anerkender, at han lever i os med hele hans guddommelige fylde, vi har ikke kun en enkelt skive af hans fylde - vi er fuldkommen i ham, vi har alt det han er i os! Når han forbliver i os, kommer han med hele sin herlighed, kraft, hellighed, majestæt, nåde og kærlighed, vi har modtaget herligheden fra en fuldkommen Kristus, en Herre med hele sin herligheds egenskaber.

Hvor mange af Guds børn kan bede en sådan bøn som vor frelser bad? Kan vi ærligt råbe til vor elskede Herre, "Herliggør mig med dig! Før mig ind i denne enhed, jeg længes efter at være nærmere, mere intimt, Herre, Mester det er dig jeg vil have, mere end kærlighed, mere end nåde, mere end kraft, tegn og undere - jeg må besidde din herlighed, jeg må eje dit nærvær!"

Den herlighed Jesus taler om, beskriver et meget intimt kærlighedsforhold - en kærlighed som ikke tillader nogen afstand eller adskillelse i hengivelse. Den attrår fuldstændig enhed. En evig forening. Er denne guddommelige kærlighed imellem Herren og Faderen, det var det allervigtigst for ham, han længtes sådan efter at alle hans børn kunne skue det med deres egne øjne.

Hør hans bedende anmodning: "Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt..." (Joh. 17:24).

Ære til det hellige navn Jesus Kristus, for en sådan ærefuld tanke! Kristus er så henrykt over hans herlige fællesskab med hans Fader, at han længes efter at alle Guds børn skal skue det.

Egentlig bad vor frelser, "Far de må se denne herlige kærlighed som vi har, de må selv se hvor fuldstændig du giver dig selv til mig, jeg vil at de skal vide hvor meget jeg er elsket - fra før verdens begyndelse."

Skal det ikke blive herligt når vi, de frelste, bliver vist ind i Guds festsal, til den himmelske fest, og vi der får lov til at erfare Faderens store kærlighed, på grund af hans søn og vor kærlige frelser? Jeg kan se, at på denne herlige dag bliver vor frelsers bøn hørt, når han ser på de børn som han har købt med sit blod og glad siger. "Kan I se børn, at det er sandt? Jeg fortalte jer sandheden? Kan I se at han elsker mig så inderligt? Har I nogensinde oplevet en sådan kærlighed? Er dette her ikke virkelig sand kærlighed? Nu ser I min herlighed, min Faders kærlighed til mig og min kærlighed til ham."

Kan I se Guds hellige, at få lov til at skue Kristi herlighed på den dag, vil blive en åbenbaring for os, hvor højt Gud elsker sin Søn? Hvilken fryd det er for os at vide, at vi tjener en frelser som er elsket, og er det ikke skærmmende at Lucifer afskar sig selv fra en sådan herlighed? Han ejer ingen kærlighed, han har ingen far. Dette var hans største tab, det er det største tab for alle Satans børn, at være til uden en følelse af en himmelsk Faders kærlighed.

Jeg kan næsten ikke rumme det, nr jeg læser disse ord - "Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er  ét..."(John.17:22). Tænk dig, vi har Herrens ord, som bekender overfor sin Far, at han har givet sig selv fuldt og helt, prcis som Faderen gav sig selv til ham. Han har givet os den selv samme kærlighed, som Faderen gav ham, og det er hans herlighed som er manifesteret i os. Vi har fået adgang til det samme intime kærlighedsforhold som han deler med Faderen, ja mere end det for han åbner denne cirkel af kærlighed, som eksisterer imellem ham og Faderen og deler den med os. Vi er blevet medejer af den samme herlighed, som er helt uden sidestykke, at Kristus skulle føre os til faderen og bede, "for at de skal være ét, ligesom vi er ét!" Det er ubegribeligt! Vi deler fuldstændig den samme fylde af kærlighed som Gud har til sin Søn, fordi vi er i Kristus.

På en måde kan man sige at Gud elskede sin Søn så meget, at han gav verden til ham, vi ved at han gav dem som er i verden til ham, fordi Herren sagde, "Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig..." (v. 6).

Vidste du ikke at vi er Guds gave til hans Søn - en kærlighedsgave? "De var dine; men du gav dem til mig." Men Kristus var så fuldkommen ét med Faderen, at han bragte gaven tilbage til ham med ordene, "alt mit er dit, og dit er mit..." (v. 10). Den form for kærlighed tager intet til sig selv - men giver alt.

Er det ikke trygt at vide, at vi er genstand for en sådan kærlighed imellem Faderen og hans Søn? Hvilken ære, at Kristus stter os hans kærlige hænder og præsenterer os for Faderen og siger - "Se far! De er vore! De tilhører os! De er genstand for vores kærlighed! Jeg vil elske dem far! Du vil elske dem! Og vi vil tage bolig i dem, og vise dem hvor højt de er elsket."

Formår dit sind af gribe det her? Her siger vores Herre til sin Far, "og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem." (v.26).

Jesus siger til Faderen, "...jeg er herliggjort i dem..." (v.10). Dette er en stor åbenbaring, og vi har brug for at bede Helligånden om at lede os ind til hele sandheden. Dette her er mere end en bøn - det er et løfte som Herren gav os, og det fortalte han til Faderen med andre ord, "Jeg har givet mig selv fuldstændig til dem! Jeg har forpligtet mig til at give dem alt det jeg er, lige så sikkert, som at din fylde er i mig, jeg har givet dem den samme fylde som er i mig. De har ret til at henvende sig til mig, som jeg har det til dig! De kan være lige så nær ved mig, som jeg er ved dig!"

Det er hvad det betyder at have Kristus herliggjort i os, han er lige så meget for os, som Faderen er for ham, lige så sikkert som det er at Gud var herliggjort i Sønnen, sdan er Kristus herliggjort i os, det betyder fylde! Det betyder at vi virkelig er fuldkommen i ham.

Jesus sagde til Faderen, "Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg ogs udsendt dem til verden...." (v.18). På den måde her, "fremviser han os til Faderen." Den tanke er fantastisk, at vi må være lige så afhængig af Kristus, som han er afhængig af Faderen. Vi bør intet gøre uden at Kristus er med i det, lige som han intet gjorde uden at Faderen ledte ham til det.

Jeg føler at det er den største tryghed og glæde at vide, at Gud elsker mig så meget, at han sendte sin egen Søn som et menneske for at vise mig herligheden på en helt enkel måde. Guds kærlighed til os er ikke mystisk, alt hvad du behøver at gøre, er at rette blikket på Jesus og erfare hvordan denne store kærlighed virker. Du har lige foran dig et synligt, praktisk eksempel af hvad et intimt kærlighedsforhold drejer sig om. Stol på Kristus, på samme mde som han stoler på Faderen, og du vil opnå de samme resultater.

Hvis Kristus er herliggjort i de troende, hvilken effekt skulle det så have? Hvordan viser det sig i hverdagslivet? Naturligvis vil en sådan herlighed i sjælen have en indvirkning på ens livsstil!

Effekten af hans herlighed har noget at gøre med at leve op til det som Kristus siger at han er for os. Vi må leve i overensstemmelse med den kraft som virker i os. Det er kun få af os der siger at vi elsker Kristus, som tilegner sig hele fylden af det som han er i os. Han siger at han er helt overgivet til os med hele den fylde, som findes i Guddommen i ham, så at vi må have alt det vi trænger til for at leve glad og sejrrigt - men vi fortsætter med at vandre enten uvidende om denne sandhed eller uvillige til at bruge det som er blevet givet os.

Det er som om vores Herre siger til os, "Du har set hvordan min afhængighed af Faderen udvirkede store mirakler og gjorde mig brugbar - du ved at han aldrig svigtede mig - du så hvordan min tillid til Faderens trofasthed imod mig udøvede den ene sejer efter den anden - hvorfor er du ikke villig til at stole fuldkommen på mig og stole på min trofasthed til at møde alle dine behov?"

Guds herlighed er mere end hans fylde - han ofrede hele denne fylde! Det er hans fylde som er stillet til vores rådighed, det er den kraftfulde Gudgivne fylde som han gav sin Søn, og som bragte det til mennesket som et menneske, og som så igen viste os, hvordan vi skulle tilegne os det.

Det er meget helligt at få lov til at komme ind til Herrens private og intime bøn til Faderen, og jeg vil for altid være taknemmelig til Herren, at han har tilladt os at lytte til denne meget intime samtale med Faderen i Joh. 17. Vi lytter til denne betroede bøn fra den kærlige Søns hjerte til sin kærlige Fader, vi hører at han påminder Faderen om, at han har givet ham kraften til at give evigt liv til "alle dem du har givet mig." Bagefter hrer vi disse stærke ord, "Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt..." (v. 3).

Hvad er et evigt liv? DET ER AT KENDE GUD - OG KENDE JESUS KRISTUS SOM ER HERREN! Det er ikke så underligt at han anstrengte sig så meget "for at beskrive Faderen så tydeligt", når vi opdager Guds kærlige herligheds nærvær gennem Jesus Kristus. Da får vi her og nu del i denne sandhed og det samme opstandelsesliv , som er i ham. Få fat i denne sandhed, for når (eller fordi) du er trådt ind, da er du indehaver af opstandelseslivet, selv om du stadig er i kødet.

Her er det igen forklaret: "Jeg har herliggjort jer p jorden." Hvilket betyder, Kristus har vist os Guds store krlighed og inviteret os til at sidde sammen med ham i de himmelske sale. Det tager os lige igennem graven uden et sting af dd og det tillader os at indånde guddommelig, åndelig luft lige nu.

Hvis jeg er ledt af Helligånden og stræber efter kundskab om hvem Jesus er, og har fået mit hjertes ønske opfyldt om at kende Gud i hele hans fylde - så bliver jeg en himmelsk borger som sidder i det hjem i Jesus Kristus. Da er jeg ikke en borger på jorden mere, for jeg er død fra verden længe før jeg forlader den. Jeg lever af herligheden fra min Herre, jeg søger ikke efter hans veje eller hans mirakler; jeg søger kun ham. Han er herliggjort gennem mig ved at (han gav sig selv til mig,) han gav sig selv til mig, og da han er opstandelseslivet - så har jeg det allerede.

Min ånd er allerede sammen med ham, og verden har ingen magt over mig. Jeg arbejder her for at proklamere hans kærlighed til alle mennesker, men mit hjerte er hos ham. Jeg kan gå rundt og vidne til andre om hans evige kærlighed, men samtidig kan jeg stå ved siden af det hele og sige, "JEG ER IKKE HER -JEG ER OPSTANDEN! Jeg er allerede en himmelsk borger som nyder det himmelske sted. "De gamle kaldte det, "en smag af herlighed at gå ind i herligheden."

Pris Gud for evigt - når Kristus er herliggjort i mig, så betyder det, at han har givet sig selv til mig, og det indbefatter opstandelseslivet her og nu. Det kan være smertefuldt at have en sådan skat i et jordisk kar, men snart kommer den dag hvor jeg aflægger dette korrupte legeme for et ukorrupt et, som er gjort i hans billede. Men det vil blive et kar som vil blive fyldt af det som jeg allerede ejer. Jeg vil blive hældt fra et jordisk kar og ind i et herliggjort kar, uden at miste et enkelt guddommeligt åndedrag.

Når du træder ind i Herrens fylde og skønhed, så bliver du overvældet af hans store kærlighed, og så snart du mærker hans vældige arme omkring dig, så mister verden sit tag i dig. Fra da af har du forladt verden, da har du erfaret sand herlighed - ENHED MED KRISTUS DER HVOR HAN ER!

Guds hellige - han er ikke her, han blev forkastet hernede, hvorfor skulle vi holde så hårdnakket fast i noget som har forkastet ham? Skulle vi ikke snarere længes efter og gøre krav på vores arv som er en plads i Zion, hvor han er? Det hedder ikke, "En dag håber jeg at se ham ansigt til ansigt" men snarere, "Han har inviteret mig til at være sammen med ham her og nu hvor han er - jeg klarer ingen afstand imellem os, jeg vælger at se ham ansigt til ansigt hver dag fra nu af, så at jeg kan blive formet til hans billede, et flygtigt glimt af herlighed på herlighed i evighed."

Sagde Herren ikke, "de er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden" (v.14)? Hvad mener han? Helt enkelt dette - lige som Kristus vandrede på denne jord som et himmelsk menneske sådan må vi også. Med Abraham har vi vort rette borgerskab i Zion, den by som Gud skabte. Vi spiser ikke fra kødgryderne fra Egypten, men fester allerede med det himmelske brød. Dag efter dag dør vi lidt mere fra alt det her nede på jorden, så vi med Paulus kan sige, at det som er i himlen det drager i mig, for hvor han er der ønsker jeg at være. Når vi bliver knyttet sammen med ham i hans herlighed, så bliver vi skilt fra verden. Det er ikke så underligt at vore forfædres bedste sang var. "Tag hele verden, men giv mig Jesus."

Om Gud forbereder en bolig for mig i himlen, så læser jeg ingen steder at jeg skal søge efter den mere end jeg skal søge Herren. Nej, herligheden er ikke en bolig, den er ikke guldbelagte gader eller fællesskab med de gamle patriarker, men herligheden, hvad enten det er i himlen eller på jorden, det er at han giver sig selv fuldstændig til os lige som Faderen giver sig selv til Sønnen. Men det tragiske i hele historien er, at ingen i hele jordens historie undtagen Kristus har tilegnet sig det som frit er givet. Vi vil alle dø i en eller anden form af åndelig fattigdom, samtidig med hele fylden af hans herlighed er tilgængelig. Nogle vil tilegne sig lidt af denne herlighed, men sørgeligt nok så vil den arv som var tiltænkt os stadig ikke blive krævet. Der hvor vi skulle nedrive sataniske fæstningsværker, der resignerer vi bare. Hvor vi skulle erfare sejr efter sejr, at være mere end sejrrige gennem ham som elsker os - fortsætter vi med vore bekymringer og vantro. Vi er som Samarias spedalske som næsten døde af sult på trods af at der kun et stenkast fra dem var vognfulde af proviant som ingen havde gjort krav på.

Vi må en gang for alle gribe den sandhed at Kristus er i os og han bønfalder os om at tilegne os hele hans fylde. Er det muligt at han siger til os, "Hvorfor er jeg her? Hvorfor er der brug for mig -når du ikke stoler på min fylde? Brug mig!"

Må Helligånden konstant påminde os om at "af hans fylde har vi alle modtaget" (Joh. 1:16).

"Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, v21 ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed... (Ef. 3:20-21).

Den kirke som vi kender i dag, ser ud til at være en million kilometer væk fra den ny testamenteligge kirke, det er måske at generalisere, men det vil jeg påstå. Der er en kæmpe kløft imellem en helt almindelig kirke og så den kirke som fandtes i den første menighed  det Nye Testamente, som får Grand Canyon til at ligne et krater i en eller andens tand.

Hvad er det som savnes i vore kirker? Jeg vil bruge et udsagn fra det Gamle Testamente. Hvad det er at bære Herrens byrde, en af årsagerne til denne tragedie i vores lande er, at vi ikke lytter til profeternes advarsler. Hvor findes sorgen og klagerne for de fortabte? Esajas var en mand som var meget bedrøvet over sit folks synder ligeledes Jeremias; denne nød fik ham til at græde både dag og nat.

Den sidste vækkelse i det Gamle Testamente finder vi i Joels bog, han proklamerede en højtidelig faste og sagde, "lad præsterne og tjenerne græde mellem porten og alteret." Lad os se det i øjnene, hvem græder i dag?

Vi har brug for en vækkelse i kirken, men vi begr en stor fejl ved at lægge byrden for vækkelse på dem som sidder på bænkene. Sådan som jeg læser Skriften, så lægger Gud den på dem som står på prædikestolene. Vi har brug for evighedsbevidste prædikanter, som kommer til prædikestolen bøjet af verdens synd, ja og måske også over forsamlingens synder. Men i stedet for så kommer der en som siger "Kom herhen, knæl her et par minutter, det er alt du får: dit navn er nu skrevet i livets bog, et slot på hovedgaden, en fin dekoreret krone, du kan regere over fem byer og så en fribillet til lammets bryllup."

Jeg længes efter at høre en røst som proklamerer Guds dom over al den Gudløshed som han ser rundt omkring ham. Hvor er den forsamlingsleder, som i sine årer brænder for evangeliet, sådan som Jeremias gjorde i kap. 20? Mange af vore prædikanter er ude af stand til være som en vulkan. Mange prædikener er religiøs underholdning og de bevæger ingen til tårer og omvendelse.

En sand profet er først af alt ikke bekymret over nationen, eller over forsamlingen, men han er bekymret over at Gud åbenlyst bliver hånet; at Guds love bliver brudt; at Guds Søn bliver forkastet. Dette sker i et land som tilsyneladende er kendt med evangeliet, men alligevel sker der hver dag millioner af synder; Jesu navn bliver misbrugt millioner af gange; og samtidig bliver landet oversvømmet med religiøse budskaber.

Husk, Sodoma havde ingen prædikanter; Sodoma fik ikke evangeliet sendt over TV. Amerika har over syvtusinde radiostationer, og næsten hver eneste en af dem, har på et tidspunkt i løbet af dagen et evangelisk program, men hvor mange lytter til dem? Lyset skinner rundt omkring os i verden; vores civilisation er på randen af en katastrofe og et hjerteslag fra dom; men hvem advarer os?

Da Alexander Maclaren blev kaldt frem til talerstolen i en stor Baptist kirke i Manchester i England, sad han sammen med sine diakoner og sagde. "Mine herrer, der en ting som først skal ordnes inden jeg tager dette embede, vil i have mit hovede eller mine ben? I kan få enten det ene eller det andet, men ikke begge dele. Jeg kan rende rundt og gøre dit og dat og drikke te, hvis det er det I ønsker; men så skal I ikke forvente at jeg bringer noget som vil ryste denne by." Gud kalder ikke mænd til at stå p prædikestolene for at te sig som en altmuligmand og løbe rundt som bydreng. Han kalder dem til at falde på knæ foran ham, Dr. Maclaren's diakoner forstod budskabet; men hvem lægger sig på knæ for Gud i dag?

Når jeg taler til prædikanter, som jeg ofte har gjort i de seneste år, fortæller jeg dem, "Rent bibelsk, er det eneste som du er kaldet til er at opfylde Ap. Gern. 6, at konstant overgive dig selv til at undervise i Ordet og til bøn. "Da Paulus skrev til Tessalonikerne sagde han, "Jeg beder dag og nat." Hvad bad han for? Han bad ikke for den fortabte verden, eller for det ødelggende Romerske styre, han sagde, "Nat og dag bønfalder vi om igen at f jer at se ansigt til ansigt og råde bod på, hvad der er af mangler i jeres tro." De havde tro, men den var mangelfuld, det er præstens opgave at afhjælpe dette behov.

Herrens byrde i det Gamle Testamente var ikke for Amalakitterne, Hititterne, Perisitterne eller Jesubitterne; Guds største bekymring var Israel. På samme måde er det i det Nye testamente, ikke en eneste epistel blev skrevet til de fortabte; alle brevene var stilet til de kristne. Dr. Orton Wiley påpeger at Hebræerbrevet ikke indeholder et eneste ord til de fortabte mennesker, hvorfor!? Fordi kun en st´ærk menighed, en kirke som modtager, kan blive anvendt af Gud til at nå de fortabte.

Jeg tror kirkens sygdom er tosidet. For det første, så har vi lært folk at vidne og arbejde, men vi har ikke lært dem at tilbede. Kristne tager sig ikke den tid foran Gud, så de kan se ham i hans herlighed, majestæt og hellighed. Jeg kender pædikanter som gladelig tager tre fridage for at gå på elg eller andejagt, men som ikke har så megen omsorg for menneskesjæle, at de bøjer sig i bøn og faste foran Guds ansigt. Jeg kender diakoner som bliver rastløse hvis søndagsgudstjenesten er fem minutter længere, fordi de ønsker at komme hurtigt hjem for at se et fjernsynsprogram. Hvordan tror de at de vil have det i evigheden?

Den anden årsag til at kirken er syg er, at bønnemøder er næsten er blevet forældede. Jeg har besøgt nogle af de mest berømte kirker i verden og har opdaget noget meget interessant noget angående møderne midt i ugen. To tredjedele af et almindeligt "bønnemøde" (om der overhovedet bliver holdt et) er faktisk et bibelstudie møde, og så bliver der måske bedt en bøn eller to inden slut, det er alt. Paulus siger at han stred i bøn indtil fødselsveer. Er vi større end Paulus? Jeg tror ikke at man har ret til at prædike over teksten "Du må blive født på ny" medmindre man først har "bedt indtil fødselsveer" så at mennesker kan blive født på ny.

Nogle præster fortæller mig, at deres kirke er en Ny testamentelig kirke. Lad mig beskrive en Ny testamentelig kirke ud fra Ap Gern. 4. Folkene kom i kirken hver dag, de bad hver dag. De brød brødet hver dag; de bragte mennesker til Herren hver dag, enhver diakon i den Ny testamentelige kirke var adskilt og prøvet for at se om han var fuld af tro og Helligånden.

Hvad er da Herrens byrde i dag? Han er bekymret for syndere som er rebeller, dem som giver fingeren til Gud. Han er bekymret for prædikanter, for han vil at de skal forkynde om hans domme, og han er bekymret for sin kirke, bruden som han snart vil hente. Mennesker spørger mig sommetider, "Er dette her de sidste tider?" da siger jeg til dem "Nej" jeg tror at vi er i det sidste minut af hans dispensation eller måske i det sidste sekund af Guds tidsregning.

Og dog - hvis jeg kunne, så ville jeg kalde tusinde prædikanter sammen fra forskellige lande i hele verden og så tilbringe en uge i bøn for vækkelse. Jeg ville gerne se at de fik instruktioner om bøn. Ikke et seminar om bøn, tilgiv mig, men formaning til at bede. Vi ville bruge hele ugen i bøn, med små korte pauser! Troende, det kunne blive rensende for kirkens liv, det ville blive en rensende proces. Vi kunne gå tilbage til vore kirker og måske forhindre dommen, og Gud ville komme med den vækkelse, som må komme inden Jesus kommer igen. Jeg er overbevist om at vi vil se en stor pinsevind komme strygende, som helt vil få  den første pinse til at blegne. Gud vil udgyde af sin Ånd på alt kød, som Joel har sagt, vore sønner og døtre vil profetere, Gud vil oprejse en race af åndelige kæmper i den sidste indhøstnings tid. Gud har gemt disse ledere, men på Herrens store dag vil han lade dem komme frem i lyset, og de sidste skal blive de første. Jeg beder om at denne dag snart må komme.

Genoptrykt med tilladelse fra: AMERICA IS TOO YOUNG TO DIE Af Leonard Ravenhill.

 

Download PDF