Hellig Grund | World Challenge

Hellig Grund

David WilkersonOctober 1, 1983

Gud kan ikke bruge nogen inden han har fået vedkommende til at stå på hellig grund. En hellig Gud må have hellige mennesker til at stå på hellig grund.

Hellig grund er ikke et fysisk sted, men det er åndeligt. Da Gud befalede Moses til at tage sine sko af fordi han stod på hellig grund, da talte han ikke om et par kvadratmeter jord, men han henviste til den åndelige situation.

Gud kaldte Moses fra en brændende busk og befalede ham:

"Da sagde han: "Kom ikke nærmere! Tag dine sko af dine fødder, thi det sted, du står, er hellig jord! (2 Mos. 3:5)

Stedet var helligt! Hvilket sted? Den åndelige tilstand som han endelig var nået til. Moses var nået til det sted i sin vækst, hvor Gud kunne komme igennem til ham. Han var nu der, hvor han kunne lytte. Han var moden og parat til at blive irettesat af en hellig Gud.

Lad være med at tro at Moses var den eneste der var på hellig grund, for det var hele Israel også, selv om de følte at der ikke var noget håb for dem. Jeg har aldrig troet at Gud ville holde en hel nation i slaveri, bare for at give Moses tid til at udvikle sig til en stor leder. Vores Gud har ikke personsanseelse. I disse hårde 40 år prøvede han israelitterne på samme måde som han prøvede Moses, ved kærligt at dømme dem, Herren drev israelitterne tilbage til hellig grund - tilbage til at hungre efter Jahve.

Da Moses var på toppen af bjerget, hvor han fik bortrevet alle sine rettigheder - det var det der mentes med, da han skulle tage sine sko af - da var Israel nede i dalen, hvor al deres menneskelige styrke blev taget fra dem. Moses ville ikke have nogen rettigheder; Israel, ingen styrke. Gud kunne ikke vise dem hans styrke på nogen anden måde. Den store "JEG ER" blev åbenbaret!

Lad mig nævne mindst tre beskrivelser på denne åndelige tilstand.

Moses var en mand som virkelig var mærket af Gud, han var kaldet helt overnaturligt og han var fuld af åbenbaring om hvem Gud er. Han fik lov til at opleve ledelse, som meget få har fået lov til det. Han var ydmyg, gudfrygtig og tynget over den ære Gud havde givet ham. Han elskede Gud og sørgede over sit folks synder.

Men på trods af alt dette, så kendte Moses ikke til sin egen indvendige spedalskhed:

"Stik din hånd ind på brystet!" Da stak han sin hånd ind på brystet, og da han trak den ud, se, da var den hvid som sne af spedalskhed..." (2 Mos. 4:6).

Hvor forfærdeligt - at nå ind til sit eget indre og røre ved spedalskheden! Hvilken lektie, det var at lære den fuldkomne fordærvelse som findes i kødet. Der findes intet andet end sygdomme og død i det gamle menneske. Hvordan kan Moses fremstrække en hånd som er befængt med spedalskhed, når han skulle udfri dem? Det var umuligt!

Hengav Gud sig en lille smule magi i forhold til Moses? Nej! Han har ikke tid til bedrageri og sjov, det var en alvorlig lektie denne Guds mand måtte lære, det var Guds måde at fortælle ham det, "Når du lader dit eget jeg råde, så ender det med at det gør ondt på mennesker og du bringer skam over mit arbejde, når du vil udføre mit værk på en imponerende kødelig måde - så tjener du død og ikke liv.

"Jeg kan ikke bruge den gamle natur fra Egypten - den kan ikke blive forvandlet - den vil altid være spedalsk, det må være det nye menneske - en som er blevet forvandlet igennem herlighed og kraft af JEG ER!"

Moses blev befalet at stikke sin spedalske hånd tilbage på brystet igen. "Stik atter hånden ind på brystet!" Så stak han atter hånden ind på brystet, og da han trak den ud, se, da var den igen som hans øvrige legeme..." (2 Mos. 4:7).

Han ville gøre det igen i israelitternes påsyn og Guds folk ville se det med deres egne øjne, ikke kun den mirakuløse salvelse på Herrens tjener, men også hans mulighed for forfærdelig ondskab. Det var ikke meningen at deres øjne skulle fæstes på Moses, men snarere på den store 'JEG ER.' Var der mon nogen der den dag turde stikke deres hånd ind på brystet - for at se på den spedalskhed som fandtes i dem selv? Kødet blev afsløret denne dag, i al sin ækelhed og korrupthed.

Det at række hånden frem betyder at tjene, ved den åbnede havet sig, ilden faldt og der skete mirakler. Hvem af os vover at række en spedalsk hånd frem? Hvem vil gøre, som om man gør Guds arbejde og samtidig har sit inderste fuld af skjult spedalskhed?

Den vil altid findes der, latent i det gamle menneske - syndens natur og Gud vil afsløre det for vore åndelige øjne. Det er ikke kun det, "at der ikke findes noget godt" i os - men der er noget der er spedalsk i os! Det er dette ækle der ligger i strid mod ånden, dette dødelige der må dø på korset.

Hvor må det bedrøve Guds hjerte at han må afvise så mange gerninger, som er gjort i hans navn, fordi de har spedalskhed i sig: egoismens spedalskhed, spedalskheden af menneskelig succes - konkurrence - selvpromovering.

Arbejderens spedalskhed gennemsyrer alt det han rører ved, man kan måske gøre et meget stort værk for Gud, alle roser dets storslåethed, men sandheden vil blive afsløret. Hvis det indeholder spor af spedalskhed vil den sprede sig indtil den til sidst dræber.

Hvad er spedalskhed andet end synd? Det er skjult, uafsløret, utilgivet synd! Hvad sker der når en Guds mand træder ind på hellig grund? Hans inderste sjæl bliver afsløret! Hans dybeste skjulte synder kommer frem i lyset. Du kan ikke lyve med en udstrakt hånd der stirrer dig ind i ansigtet, du fortæller heller ikke mere hvad du har gjort for Gud - du forsøger ikke mere at herligøgre dig i den gerning du tjener ham med, du er for ydmyg til at afsløre hvad der findes i dit kød, du vil aldrig mere tage let på alt det potentiale af ondskab som ligger skjult i kødet.

Tak Gud for den anden helliggørelses berøring! Dette rensende øjeblik, når vi i tro må se at det gamle kød er besejret og at den tjenende hånd er blevet renset, når vi p ny er klædt i det rigtige kød - Hans kød.

Moses blev degraderet til nulpunktet. Engang var han højt agtet, respekteret og agtet i regeringen, havde et godt omdømme og anseelse. Han bevægede sig blandt de rige og dem der havde indflydelse, formodentlig den mest ansete mand på sin tid; rådgiver for magthavere.

Men Gud kunne ikke bruge ham, førend han havde taget ham væk fra hans popularitet og anseelse. Hvem kendte ham nu? Bortgemt, ude af syne - stille og uden indflydelse. Han havde ingen afløb for sin enorme energi. Der var ingen der lyttede til hans udsagn, hvilken verdens leder ville lytte til en sådan mand - en isoleret hyrde, en der engang havde 'været noget'?

Men i selv samme øjeblik som Moses var nede nulpunktet - da hans omdømme var helt ødelagt og hvor der intet var tilbage af hans gamle jeg, den selvfremhævende Moses - da var han på hellig grund!

Hvor længe ventede Gud ved denne busk, parat til at give en ny herlig åbenbaring? Først ved dette tidspunkt hvor Moses overhovedet ikke lngere brød sig om sin gerning og anseelse, der hvor han havde opgivet den sidste rest af anseelse, fandt han åbenbaringen. Herren Jesus stod på den samme hellige grund. Skriften siger. ". men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig..." (Fil. 2:7). Det var et frivilligt valg - at undgå anseelse og blive en tjener lig. Tak Gud for dem som igen bliver kaldet til at st på hellig grund, som søger at blive mindre så at Herren må blive større.

En stor Guds mand skrev engang, "En virkelig Guds mand som ærligt forkynder ordet, vil til sidst opgive at være kendt. Om han prædiker Kristus, da vil hans omdømme konstant blive mindre; Kristus vil blive større. Sande profeter dør ukendte, Gud giver dem først deres løn efter at de er døde."

Jeg tror at hvis jeg som præst får et større og mere vidtrækkende omdømme, så savnes der noget i mit budskab, selvet er for fremtrædende. Kristus skal blive stor og jeg skal tabe anerkendelse. Jeg skal blive mindre kendt som årene går, sådan som Paulus- da ender jeg med at være lukket inde i Gud.

For nylig skrev jeg til de brødre, som leder Kingston Trust i England. Disse gudfrygtige mænd har givet deres liv til at distribuere bøgerne som er skrevet af J. B. Stoney, Darby, Coates og andre gudfrygtige engelske mænd som nu er hos Herren. Disse mænd har rørt min sjæl. Deres kundskab om Kristus er inspirerende. Jeg genoptrykker nogle af deres budskaber, og jeg bad Kingston Trust om at hjælpe mig med den biografiske baggrund om dem. Jeg var dybt rørt over det svar jeg modtog:

"Kære David - Disse mænd arbejdede hovedsageligt som helt ukendte i deres samtid. De tillod ikke at der blev skrevet noget særligt om dem; og som følge af det kan vi ikke sende noget til dig. Det eneste de var optaget af var Kristi herlighed, og derfor brød de sig ikke om omdømme og anerkendelse."

Ingen billeder! Ingen brochurer som beskrev hvor eller hvad de prædikede! Ingen pressemeddelelser; intet blændværk, ingen blomsteranbefalinger fra velkendte personligheder, intet om deres arbejde og omdømme, kun det herlige budskab om Kristus deres Herre. Ofte signerede de kun deres værker med deres initialer, de frygtede at nogen ville ære dem og derved stjæle al herlighed fra Kristus. Det er ikke så underligt at de havde en åben himmel!

T. Austin-Sparks ville ikke engang have sine bøger bundet med farver af frygt for at mennesker skulle blive distraheret fra budskabet. Et simpelt omslag til en stor åbenbaring. Jeg kan ikke finde et billede af disse fromme mænd nogen steder. De døde alle i tro, forkastet af den organiserede religion og for det meste ukendte i deres samtid. Men i dag taler de mere tydeligt end nogensinde før.

Hvor mange evangelister ville underordne sig i dag til den slags lukkede steder sammen med Paulus? Den ene dag er han en travl hyrde for kirker over hele verden, han er en frugtbar evangelist, lærer - som ryster nationerne, han rejser, han oplærer arbejdere, han helbreder masserne igennem Guds kraft og det næste billede er total isolation, han er blevet gemt væk og sidder i et mørkt fængsel.

Men tak Gud for at han satte ham til side! For igennem det blev brevene skrevet til Kristi legeme. Der kom tiden uden anerkendelse - men der opstod en herlig åbenbaring.

Lad mig helt ærligt fortælle dig, hvad jeg tror at mange kendte prædikanter burde gøre: lukke af for alt en tid og blive alene med Gud. Søg en tid og et sted hvor der ikke er nogen anerkendelse, bliv mindre! Sluk for alt maskineriet - sluk for alle kameraerne - sluk for al popularitet, lad al forfremmelse stoppe, lad den kære Guds mand isolere sig selv fra al offentlighed, og lad ham røre Gud for at få en ny åbenbarelse af Kristus. Derefter kan han komme med det der er fra Gud, fordi han er blevet renset.

Hvad er det, der er fortabt? Sjæle? Hvordan kan et gudfrygtigt menneske ære Gud mere, end ved at være alene sammen med ham og derved blive mindre og få større åbenbaringer? Guds frelse er ikke afhængig af et enkelt menneske eller et kirkesamfund. Gud er mere interesseret i at vinde hele mig, end han er i at jeg vinder hele verden for ham. Desuden kan verden ikke blive frelst ved mennesker som nægter at blive mindre.

Måtte vi alle blive mindre! Og må det kun være ham der bliver større! Gud hjælp os tilbage til denne hellige jord.

"Han gav afkald på Egypten... han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse,..." (Heb. 11:25-27).

Der er ikke noget der dræner kraften og autoriteten hurtigere fra et Guds menneske end materialisme. En sand Guds tjener kan ikke på samme tid have Gud og verden i sit hjerte.

Materialisme er ikke "tingene" men lysten til ting, materielle ting er det brændstof som tænder vore lyster.

Kristus står foran os som en advarsel, som vi ikke kan lukke vore øjne og ører for. Han er beskrevet i evangelierne som fattig, foragtet, forkastet, forfulgt, uden at have et sted at læne sit hoved, Jesus nød aldrig det der hørte verden til - hverken ejendom, rigdom, fornøjelser, eller succes. Han var tilfreds med sit daglige brød, og det er det eneste som han beder os om at være.

Om der fandtes noget af værdi i denne verdens ting og sager, så ville han også have taget del i det. Han frasagde sig alt dette, fordi han vidste at det var værdiløst. Han vidste hvordan denne verdens ting og sager kan fylde et menneske og derved fortære al ens energi og tid. Han vidste hvordan materielle ting drager sjælen væk fra hans egen kærlighed. Det var derfor at vores Herre foragtede denne verdens ting og sager.

Kristus vil at vi skal være så afsondret fra denne verdens ting og sager, at vi vil være rede til at forlade verden og være sammen med ham fra det ene øjeblik til det andet, hvor er det sørgeligt at vi foretrækker fysiske velsignelser fra det Gamle Testamente i stedet for det åndelige som Kristus har lovet os!

Gud kalder kirken væk fra begæret efter denne verdens ting og sager, fordi han ved hvad tomhed og plageri fører til. Hvilken trist dag det bliver, når Herren viser os hvor usle og elendige de ting er som vi stræbte efter, bad for og bekymrede os over.

Vi undskylder Jesu fattigdom som en nødvendighed for hans frelses værk og fordi vi ikke er frelser, så synes vi ikke at vi skal lide og leve på samme måde som ham. Naturligvis forventer Kristus ikke at alle skal leve som han gjorde, men ved at træde på det som hører verden til og ved at afsky det, forsøger Herren at vise os, at disse ting ikke er værd at hengive sig til.

Det var evangeliet om Kristus, som bragte lys over en ny måde at leve på En ny måde at vandre i ydmyghed sammen med Herren, som fremmede der ikke elsker denne verden ting og sager. Apostlene levede som Herren og de døde i fattigdom, forfølgelse, sorg og lidelse. De er forbilleder i at lide og blive vanæret, for at Guds nåde og kærlighed skulle blive åbenbaret igennem himmelske ting.

Paulus sagde:

"Indtil denne stund har vi både sultet og trstet og manglet kldæer; vi bliver mishandlet; vi er hjemløse; vi arbejder hårdt med vore hænder. Skælder man os ud, velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri; spotter man os, svarer vi med gode ord; ..." (1. Kor. 4:11-13).

Hvorfor giver Gud så megen verdslig succes og rigdom til de mest nedrige og onde mennesker? Gud overøser rigdom og berømmelse selv til hans værste fjender, de ugudelige får den største portion af denne verdens goder. Diktatorer har haft mere rigdom end de har kunnet bruge. Du kan se hvor lidt Gud værdstter denne verdens rigdom på den måde som han gladelig giver den til de fordømte. Araberne har i dag det meste af denne verdens rigdom. De der foragter Gud er blevet oversvømmet med så mange penge, at de hverken kan nyde eller bruge dem alle.

Om jordbesiddelser, penge og succes på nogen måde var gudfrygtig eller helliggjort, hvorfor ville Herren så gavmild give det bort til de værste syndere? Da Kristus og hans disciple vandrede på jorden var de omgivet af Romerrigets velstand, rigdom og magt og det som disse magtudøvere begærede, det forkastede Kristus fuldstændigt. Han så på det som en fælde, han prædikede og lærte at det kunne ødelgge menneskets sjæl, han ophøjede de åndelige værdier højt over de fysiske. Kristus kendte også den utilfredshed og skuffelse som de mennesker har, som har alt hvad hjertet begærer. Det efterlader dem tomme og utilfredse. Han kendte også den idioti som de mennesker har, som har deres sikkerhed i materielle ting.

Vi taler om den rigdom som de bibelske patriarker havde. Nogle af vore gudfrygtige aner levede til de blev flere hundrede år gamle og det gav dem tid til at nyde stor jordisk velstand, store landbesiddelser og ubeskrivelige rigdomme, men det medførte også megen vold og gudløshed, som endte med syndfloden.

For at nå frem til hellig grund, må du klippe snoren over til materialismen. Jeg har endnu ikke nået frem til dette sted, men det er mit mål ikke at have et sted her på jorden, men at give al min energi og tid for at søge åbenbaringen om Kristus. Da er vi måske i stand til at sige med vore forfædre, "Tag hele verden, men giv mig Jesus."

Gud - før os tilbage til Hellig grund.

Download PDF