Hvor blev glæden af? | World Challenge

Hvor blev glæden af?

David WilkersonFebruary 1, 1983

Helligånden længes efter at bringe Guds folk tilbage til at tjene Herren med glæde og fryd. Hvor må himlen være ked, at være vidne til den tunge dyne af fortvivlelse og tristhed, som ligger over mange troende. Guds Ord befaler:

"Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden! Tjen Herren under glædessang, træd frem for ham under jubel!" (Salme 100, 1–2).

"Retfærdige har glæde i vente…" (Ordspr. 10, 28)

"Men de retfærdige jubler og glæder sig, de fryder sig i glæde for Guds ansigt." (Salme 68, 4).

"I skal øse vand med glæde af frelsens kilder." (Esajas 12, 3).

"Alle, der søger tilflugt hos dig, skal glæde sig, de skal juble til evig tid. Du beskytter dem, og de, der elsker dit navn, skal fryde sig over dig." (Salme 5, 12).

Jesus sagde til sine disciple, "…Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg." (Johs. 14, 28).

Salmisten erklærede, "Lykkeligt det folk, der har det sådan, lykkeligt det folk, der har Herren til Gud!" (Salme 144, 15).

Glæde betyder, "velbehag, nyde, løftet stemning; spænding udløst af håb." At fryde sig betyder, "den største glæde, at være inderligt glad." Lyksalighed betyder, "fuldt ud tilfreds, intenst velbehag."

Hvor mange kristne kender du, som har spænding udløst af håb, føler intenst velbehag, har den største glæde? Lyt til Herrens ord:

"Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer på den dag og spring højt af glæde…" (Lukas 6, 22–23).

Hvis Jesus ikke havde sagt det, ville det have lydt tåbeligt — men her står det sort på hvidt: "Når du bliver forstødt, forfulgt, sparket til, så hop op og ned af glæde! Lad det give dig den største glæde. Fryd dig over det!"

Da Helligånden begyndte at arbejde med mig i forhold til at tjene ham med glæde og fryd, så havde jeg svært ved at gennemskue alvorligheden i den sag. Jeg kunne ikke forstå Guds holdning. Jeg undrede mig over hvor vigtigt det kunne være i forhold til alle de problemer, der er i verden i dag, som narko, alkohol, skilsmisse, vold og fordærv. Jeg har aldrig tænkt nærmere over hvor meget glæde og velbehag jeg havde.

"Og?" tænkte jeg. "Så jeg oplever ikke altid glæde i min kristne vandring. Jeg bliver trist! Livets vanskeligheder trækker nogle gange tæppe væk under mig. Fremtiden virker så trøstesløs, at man af og til føler sig deprimeret. Glæden er der — tror jeg nok. Jeg viser den bare ikke. Jeg er kun et menneske. Gud er ikke bekymret over mine nedture."

Men det er ikke godt nok! Det, at tjene ham med fornøjelse, glæde og fryd, bliver taget meget alvorligt af Gud.

Under den gamle pagt, får vi et klart billede af præcis hvor alvorligt Gud tager det, at vi tjener ham med en glad ånd. På Ebals bjerg kom Gud med en rædselsvækkende forbandelse, som indebar seks tragedier: trældom, hungersnød, tørst, nøgenhed, mangel på alt, et åg af jern over nakken til man er ødelagt!

Og hvilken frygtelig synd kunne Israel begå, som ville medføre så horribel en forbandelse? En synd, som kunne tilintetgøre dem? For det første — selvfølgelig — var det ulydighed mod Herrens befalinger. Men også dette:

" Du undlod at tjene Herren din Gud med glæde og af hjertens lyst, fordi du havde rigeligt af alt…" (5. Mos. 28, 47).

"Tager Gud virkelig det om glæde så alvorligt i disse nytestamentlige dage med nåde," spørger du. Svaret er, at Gud ikke vil dømme os på det ydre, men hvad han ser i vore hjerter. Det er muligt at have et træt udseende, og stadig være overstrømmende glad i sit indre menneske. Men det er svært at skjule ægte glæde i Herren. Når Guds herlighed rører sjælen, har det effekt på det ydre udtryk. I gammeltestamentlige tider, fik salvelsen ansigterne til at lyse!

Profeten Joel forudsagde at der ville komme en dag hvor glæden ville visne i Guds hus.

" Vinstokken tørrer ud…Ja, glæden er gjort til skamme blandt menneskene…og glæden og jubelen fra vor Guds hus…" (Joel, 1, 12 og 16).

Denne visnede glæde er til stede blandt de troende i dag, uanset hvor du kigger hen! Så mange af Guds folk ser triste og slagne ud, fordi de har mistet Herrens glæde. Mange kristne synes lige så ensomme, triste og frygtsomme som de ugudelige. Det er blevet et vanærende vidnesbyrd til verden, og det er på høje tid at enhver kristen spørger sig selv: Hvordan tjener jeg Herren? Med hvilken holdning? Tjener jeg ham af frygt eller pligt? Er jeg halvhjertet i min tjeneste? Tager jeg ham for givet? Har jeg denne ufattelige glæde eller er min glæde visnet bort? Fryder jeg mig virkelig over at kende ham? Er jeg et værdigt vidnesbyrd for de fortabte om, at Kristus kan fylde hjertet med den største glæde? Eller er jeg også blevet en nedtrykt og bekymret kristen? Er der nok glæde i min sjæl til at det gennemtrænger mine handlinger og det jeg siger, eller brokker jeg mig bare, ligesom Israels børn? Hvor ofte smiler jeg?

Lad mig give dig nogle af årsagerne til at glæden visner.

"Du anstrengte dig ikke for min skyld, Israel…Nej, du besværede mig med dine synder, du plagede mig med din skyld…" (Esajas 43, 22 og 24).

Profeten Malakias sørgede over den tragiske tilstand Guds hus befandt sig i på hans tid. Guds folk kedede sig, og tilbedelsen var blevet monoton og beregnende — "I siger: »Hvilket besvær!« og blæser på det, siger Hærskarers Herre. I kommer med stjålne dyr og med de halte og syge og bringer dem som offergave. Skulle jeg tage imod det fra jer? siger Herren." (Mal. 1, 13).

Med andre ord, "Mit folk keder sig over mig. Så de slæber deres fødder til en monoton tjeneste ved alteret." Guds børn kørte simpelthen på rutinen. Deres hjerter var ikke længere med i det. Syge, svage, lamme ofre. Præsterne gjorde intet uden betaling, ikke engang at lukke tempeldøren eller vedligeholde ilden på alteret. De brugte tjenesten til at mele deres egen kage.

Hvilken sørgelig tilstand! Begærlige præster ved alteret, som var intet andet end lejesvende! Tilbedelsen i templet var en farce! Hvor de dog sneglede sig af sted, hvor de dog så triste ud! Der var intet liv — ingen glæde og fryd. Koret, musikerne, præsterne og folket spillede alle det samme farlige hykleriske spil!

De var i en religiøs skure. De sang halvhjertede sange, gav halvhjertet deres offergaver, lyttede halvhjertet til en halvhjertet prædikant, og glædede sig kun ved tanken om at det snart var overstået. De fik hurtigt sagt det sidste 'amen', og spurtede ud af Guds hus.

Disse mennesker var triste og kedede sig fordi de havde givet efter for en følelse af nyttesløshed og hjælpeløshed!

"I siger: »Det er nytteløst at tjene Gud. Hvad opnår vi ved at holde hans bud og gå sørgeklædt for Hærskarers Herres ansigt?" (Mal. 3, 14).

I vores terminologi sagde de, "Hvad gør det godt for? Hvad nytter det at arbejde så hårdt for at behage Gud og gøre det rigtige, når det ikke ser ud til at betale sig? Hvorfor ofre, faste, bede. Hvorfor være så rigid og religiøs? Det er nyttesløst — det er kedeligt! Intet forandrer sig. Mine bønner bliver ikke besvaret. Jeg står stadig i problemer til halsen."

Siden der ikke var noget liv i Guds hus, og siden altertjenesten var så monoton, så gav folket simpelthen op! De gennemgik kun rutinerne fordi de var bange for Guds vrede. De blev ved med at komme i menigheden, fordi det plejede de at gøre. Og de syntes det var rædselsfuldt.

Hvilket billede på dagens tilstand! Folk skriver alle steder fra, og fortæller mig om den sørgelig tilstand deres menighed befinder sig i. De fortæller om pastorer uden byrde for sagen, pastorer som ikke kan prædike. De klager over døde og tørre lovprisningsmøder, som er rutineprægede og kedelige.

Deres menigheder er døde. Men de fortsætter med rutinerne! De smider et par mønter i indsamlingskurvene! Koret synger uinspirerende videre. Menighedens opgaver og programmer kører i en båndsløjfe. Men der er ingen glæde, ingen fryd — intet velbehag. Intet sejrsråb!

Jeg tror, at noget af det mest sjældne i dag er en rødglødende, glædesfyldt menighed med en mand på talerstolen, som har noget på hjerte, som er værd at lytte til. Jeg har så ofte hørt dette: "Jeg har opgivet at finde en menighed, som virkelig møder mine og min families behov. Hvor, åh, hvor kan jeg finde en brændende varm menighed?"

Og du kan være sikker på dette: Der hvor en sådan menighed findes, som har glæden og Ånden — der vil Satan have travlt med at vikle denne menighed og dens pastor ind i lovtrældom og i sorgfulde lænker. Satan ville elske at få skovlen under denne menighed og dræbe glæden og fryden!

Uanset hvor vigtig en rolle menigheden spiller — så er det, at tjene Herren med glæde et personligt ansvar!

"Lad os ikke blive trætte af at gøre det gode…" (Gal. 6, 9).

Gud vil ikke tillade nogen af os, at give en kedelig pastor eller menighedens sørgelige tilstand skylden for vores manglende glæde. Det er vores privilegium og ansvar at bevare Herrens glæde gennem vores personlige forhold til ham. Gud accepterer ingen undskyldninger i denne sag!

Paulus stod alene i mange situationer. I et brev til Timotheus skrev han:

"Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp. Alle svigtede mig. Gid det ikke må blive tilregnet dem! Men Herren stod mig bi og gav mig kraft til at fuldføre min forkyndelse af budskabet…" (2. Tim. 16–17).

Bibelen er fyldt med herlige beretninger om dem, som bevarede glæden gennem deres trængsler — selv når alle andre havde givet op! Hele Israel beklagede og brokkede sig — undtagen to Guds mænd, Josua og Kaleb. Deres tro og glæde bølgede ikke op og ned, heller ikke selvom alle andre havde givet efter for jammer og klage.

Da nationernes ledere, sammen med kirkelederne og menighederne bøjede sig for kong Nebukadnezzars gyldne statue — glædede Daniel og hans tre hebræiske venner sig i Herren, urokkelige i troen! Sjadrak, Misjak og Abednego hoppede af glæde gennem den brændende ild! Lad bare alle de andre jamre sig og sige, "Du kan ikke vinde over systemet, kun kan ikke modstå tidsånden." Men ikke disse unge mænd! "For vores vedkommende vil vi tjene Herren i tillid og glæde!" Der fandtes ikke nogen kedsomhed og rutiner hos dem!

Selv nu har Herren et folk som ikke bøjer sig! De løfter deres hoveder gennem alle trængsler og prøvelser, og de fryder sig i Herren! De lyser op som smukke eksempler på hvordan det er muligt, at glæde sig i Herren i en hver trængsel. De er Herrens bedste vidnesbyrd på hans trofasthed. Gud siger om dem, "De stoler på mig, derfor har de sådan en glæde."

Vores glæde må være et resultat af en af de mest fundamentale sandheder: VI ER UNDER HANS BESKYTTENDE VINGER!

"For du er blevet min hjælp, og jeg jubler i dine vingers skygge." (Salme 63, 8).

Det er ikke underligt, at Paulus kunne sige, "Jeg kan tale ligeud til jer; jeg kan være stolt af jer. Jeg er fuld af fortrøstning, overvældet af glæde midt i al vores trængsel." (2. Kor. 7, 4). Hvordan kan nogen, som er under Guds beskyttende vinger tillade, at deres glæde tørrer ud? Det er en fornærmelse mod Gud, en krænkelse mod hans trofasthed. Og det er kun fordi vi tillader fortvivlelse og tristhed at erstatte vores glæde og fred.

"Den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden." (1. Johs. 4, 18).

Resultatet af ulydighed og hykleri er altid frygt. Det er utilgivet synd, som får Guds folk til at ryste i hans nærvær, og mist al glæde og fred. Esajas sagde, "På Zion skal syndere ryste af angst, de gudløse gribes af rædsel…" (Esajas 33, 14).

Lukas fortæller os, at de uomvendte er bange, og deres hjerter svigter dem af frygt over de frygtelige ting som kommer over jorden. (Luk, 21, 16). Men den frygt som rammer den kristne, er et direkte resultat af skjult synd!

"Men gør du det onde, må du frygte." (Rom. 13, 4).

Da Adam syndede, kunne han ikke længere være sammen med Gud. Han gemte sig, skjulte sin krop. Hvilken sørgelig dag, da synd kom ind i menneskers hjerte. Glæden blev mistet!

At tjene Herren med glæde er helt umuligt hvis synd ligger ved hjertets dør. Paulus advarede,

"Nød og angst rammer hvert menneske, som gør det onde både jøde, først, og græker…" (Rom. 2, 9).

Det er ikke underligt, at så mange er deprimerede og triste! Vis mig en Guds tjener med uopgjort synd i sit liv, og jeg vil vise dig en af de mest triste og miserable mænd på jorden. Hans synd ødelægger hans glæde! Vis mig en hvilken som helst troende med ulydighed i sit liv, og jeg vil vise dig et nervøst vrag — plaget af skyld, fordømmelse, skam og sorg! Glædesløs! Trist!

Kunne det være vi keder os og er frygtsomme — fordi vi er uærlige overfor Gud?

En anden årsag til at frygt slår rødder er på grund af en verserende og uløst trængsel eller sorg.

Utallige kristne råber som David.

"Trængsel og nød har ramt mig, men dine befalinger er min opmuntring." (Salme 119, 143).

Hvor er det smerteligt, at se et barn lide! Hvor er det trist at stå og se hjælpeløs til, mens ens pårørende går til af kræft eller en anden frygtelig sygdom! Eller værre endnu, at se dem blive bitre på Gud!

Hvor er det foruroligende at se ind i en usikker fremtid. Et menneske mangler et hjem; en anden har desperat brug for at sælge et. Nogle er arbejdsløse, andre lever i konstant utryghed og spekulerer på hvem der bliver fyret i næste sparerunde.

Der er problemer alle steder. Problemer med helbredet, bekymringer om forretninger, huse, jobs, uddannelse — alt sammen et forsøg på at berøve de kristne deres tillid til Herren, og deres glæde og velbehag.

Vi bliver advaret mod at glemme at glæde og i lidelsens stund. Vi må ikke lade lidelse tage Kristi glæde fra os!

"I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares." (1. Peter 4, 12–13).

Paulus går videre: "…som bedrøvede, dog altid glade…" (2. Kor. 6, 10).

Og yderligere: "Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld,…og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde." (1. Pet. 1, 6–8).

Det er stærke sager! Det er skrevet til dem, som lige nu oplever en periode med sorg og smerte! Hvis det er nødvendigt for en stund — sørg! Få det ud af dit system! Men du bliver prøvet af denne voldsomme trængsel. Du kan ikke forblive i sorgen! Guds plan og ønske for dig er, at hans glæde må være din styrke nu.

"For Herrens glæde er din styrke…" (Neh. 8, 10).

Hvis du bare stoler på Gud, tror på at han ved hvad der sker, og at han vil vende det til det bedste — så vender glæden tilbage!

Vi hellige skal alle gennem ilden!

Bibelen giver et dystert billede af de sidste dage. Det, vi ser nu, er intet i forhold til det der kommer. Fremtiden er håbløs, set fra et menneskeligt synspunkt. Kristus har advaret os mod vold, krig, jordskælv alle steder, hungersnød, pest, frygt og store tegn fra himlen. Der vil blive forfølgelse, forræderi, had og total forvirring.

"Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes." (Luk. 21, 26).

De trængsler, som kommer over verden, er en fælde! En snare! "Som en snare skal det komme over alle på jorden…" Det er i den snare, denne sorg, at mange Guds folk vil blive taget i at være uforberedte. De vil fejle som svæklinge i det stormløb af trængsler og sorg!

Hvis vi ikke har glæde — har vi ingen styrke! Og tro mig, brødre og søstre, vi kommer til at få brug for en masse styrke til at stå imod med i disse onde dage. Det er derfor Guds Ånd kalder på os, så vi kan forny glæden vores frelse.

"Hvor Herrens Ånd er, dér er der frihed." (2. Kor. 3, 17).

Få kristne har kendskab til sandheden om frihed og det frigivende offer på Golgata! De har aldrig tilladt korset at sætte dem fri fra alle lænker og al frygt. Vi kan ikke glædes og vedblive med at være glade i vores fællesskab med Herren, hvis vi har en begrænset viden om, eller et mangelfuldt kendskab til, hvad der skete på korset.

Paulus havde en herlig åbenbaring af det kors som sætter fri! Det betød frihed for ham: "Brødre, I blev kaldet til frihed…" (Gal. 5, 13).

Det er ikke kun, at vi er frelst fra noget, som bringer glæde — det er hvad vi er frelst til!

"Også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden." (Rom. 8, 21).

Frihed betyder "Frihed eller løsladelse fra slaveri." Det betyder kraft til at vælge uafhængighed fra alle undertrykkende kræfter! I Esajas læser vi, at Herrens Ånd var over Kristus, "proklamerede frihed for alle fanger…løsladelse for de lænkede." (Esajas 61, 1).

Satan kontrollerer ikke længere vores vilje! Vi kan ikke længere sige, "Jeg kan ikke gøre for det." Nej! Vi er fri til at vende os fra hver besættende synd! Alle lænker, efter omvendelse, er selv–påført.

Glæden er væk fordi vi ikke fuldstændig har accepteret Kristi nåde, som er givet fuldt og frit! Det føles mere helligt, at blive ved med at omvende sig og angre…knokle og ase for at bevise vores kærlighed til ham! Det ser ud som om vi glemmer, at når vi først har angret vores synder "…er han trofast til at tilgive dem og rense os fra al uretfærdighed…" (1. Johs, 1, 9).

Vi kan simpelthen ikke gribe den sandhed, at Gud ikke er vred på sine angrende børn. Vi kan bare ikke tro, at "Herren glæder sig over sit folk og smykker de ydmyge med frelse. De fromme fryder sig i herlighed, på deres leje bryder de ud i jubel." (Salme 149, 4–5).

Ja, der er en tid til omvendelse. Men der er også en tid til glæde og tilgivelse! Det bliver tydeligt vist i Ezras vandport! Det er rigtigt — vandport! Ezra og Nehemias påtog sig den opgave, at genopbygge Jerusalem og genoprette lov og lydighed i Israel. Jerusalem lå i ruiner, dens porte var brændt og dens mure smuldrede væk.

Folket var blevet lovløst, ulydige og onde. De rige tog tårnhøje renter, hvilket bragte nationen i trældom og gæld. Værst af alt, så blandede de sig med afgudsdyrkere og giftede sig med hedenske kvinder.

Gud var ved at genoplive Zion. En sorgens ånd og et ærligt hjerte ville snart blive udgydt over folket.

"(Så) samledes hele befolkningen, alle som én, på pladsen foran Vandporten, og de bad Ezra, den skriftlærde, hente bogen med Moses' lov, den lov Herren havde pålagt Israel.…Ezra, den skriftlærde, stod på en platform af træ…Ezra åbnede bogen i hele folkets påsyn, for han stod højere end hele folket, og da han åbnede den, rejste alle sig…og Pelaja forklarede loven for folket, mens folket blev stående, hvor de stod. De læste tydeligt op af bogen med Guds lov og forklarede meningen, så man kunne forstå det, der blev læst." (Neh. 8, 1–8).

Guds Ord blev bragt ud, og folket lyttede gladelig — de forstod! De angrede! Skriften fortæller, "Hele folket var begyndt at græde, da de hørte lovens ord." (Neh. 8, 9).

De sørgede over deres synder! De græd over deres frafald! Deres sorg førte til omvendelse. Og selvom der senere ville blive grædt, og selvom der stadig var meget Helligånden måtte gøre i dem, for at bringe dem til at adlyde fuldstændig, så have de virkelig angret i deres hjerter, og var villige til at gå hele vejen med Gud. De længtes efter hellighed og renhed.

Nehemias og Ezra stod foran Guds grædende og sørgende børn og proklamerede en glædens dag:

"Denne dag er hellig for Herren jeres Gud! I skal ikke sørge og græde!…Vær ikke bedrøvede, for glæde i Herren er jeres styrke." (Neh. 8, 9–10).

Ikke mere nedtrykthed! Ikke mere sorg! Ingen skyld eller fordømmelse! De havde virkelig angret. Nu var tiden inde til at synge, glæde sig og lade glæde være deres styrke. Nu var det tid til at modtage tilgivelse og blive stadigt mere glade:

"Så gik hele folket hen for at spise og drikke og sende mad ud og holde en stor glædesfest, for de havde forstået de ord, der var forkyndt for dem." (Neh. 8, 12).

Vores glæde må også komme af en forståelse af Guds budskab om frihed. Du behøver ikke forstå alle doktrinerne om soning, forsoning, nåde, helliggørelse og så videre. Al hvad du behøver at vide for at være glad i Herren er denne ene grundlæggende sandhed:

Du behøver ikke kunne forklare det, eller helt forstå det. Men du må forstå at det var fyldestgørende. Det var alt hvad der var behov for! Gud tilgiver nu villigt og med glæde alle som angrer. Vi er forsonet! Kristus har bragt fred! Hans tog Guds vrede væk overfor al angret synd.

Ikke at glædes i Kristi tilgivelse er, at tvivle på at han fuldt ud har betalt prisen for vore overtrædelser! Det er den værste synd. Lad Ånden give dig en forståelse for denne sandhed — at vi er kaldt til frihed. Gud ønsker vi skal have en overstrømmende glæde. En glæde som er fuldstændig. Glæde ud over alle grænser!

Guds Ord gør det fuldstændig klart, at han længes efter, at de Hellige glæder sig over ham —

"…for at de fuldt ud må have min glæde i sig." (Johs. 17, 13).

"Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel, evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter." (Esajas 35, 10).

Lad være med at foragte Guds nåde! Tag imod din tilgivelse. Forsøg ikke at opfinde noget nyt som skal tilgives. Tiden er inde til at glædes over det Jesus har gjort for os. GLÆD DIG!

Download PDF