Kraften i hans nærhed | World Challenge

Kraften i hans nærhed

David WilkersonApril 1, 1984

"Alle skal skælve for mig, havets fisk, himlens fugle, de vilde dyr, alle krybdyr, der kryber på jorden, og alle mennesker på jorden. Bjergene jævnes med jorden, klippevæggene falder, og alle bymure styrter sammen." (Ez. 38, 20).

Der er et ildevarslende skriftsted i Bibelen, som er en kilde til trøst for mange kristne. Det er Mattæus Evangeliet kapitel 7 vers 22 og 23: " Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: "Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!"

Dette er en trøst for alle som kan sige, "Det kan ikke være mig. Jeg har aldrig profeteret. Jeg har aldrig kastet dæmoner ud eller gjort mægtige gerninger." Faktisk har jeg aldrig mødt en eneste kristen som nogensinde har følt, at dette skriftsted var til ham eller hende. Men det er en advarsel fra Kristi hjerte som ingen troende kan sidde overhørig. Det omfatter alle som nogensinde har spist af Livets Brød eller drukket Åndens vin. Det er henvendt til alle som har deltaget i nadveren eller blevet undervist i Guds Ord.

Hør Lukas 13, 25-27: "Når husets herre først har rejst sig og lukket døren, og I stiller jer udenfor og banker på døren og råber: Herre, luk os ind! – så vil han svare jer: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Når I så siger: Vi har spist og drukket sammen med dig, og du har undervist i vore gader, vil han svare: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Bort fra mig, alle I, som øver uret!" Talte Kristus hovedsageligt til fordærvede helbredelsesprædikanter eller karismatiske hyklere i dette skriftsted? Nej. De, som er nægtet adgang til Mesterens hus findes blandt de, som er blevet godt bespist og undervist, de som har spist åndeligt brød og drukket åndelig vin i Guds nærvær.

Disse advarsler er bevis nok på, at det er muligt at helbrede de syge og kaste dæmoner ud, og stadig ikke have et nært forhold til Jesus. Det er muligt at gøre mægtige gerninger i hans navn, at bygge kirker og tjenester, at evangelisere og ofre og stadig ikke kende ham som man burde kende ham. Det er muligt at "spise" hans ord og drikke hans levende vand, at høre åbenbarende sandhed, og stadig ikke komme ind i hans nærheds kraft.

Hvad var overtrædelsen hos de som blev nægtet adgang til Mesterens hus (Jesus kaldte dem lovbrydere)? Her er svaret: De skælvede ikke under Kristi hellige nærvær! Djævle skælvede, men de gjorde ikke. Jorden rystede, bjergene smeltede som voks, mure brast sammen - men de stod i hans nærhed uden at bøje sig, uden at være sønderknuste. De nægtede at blive lutret, formet og dannet som leret i pottemagerens hånd; eller blive overbevist.

Salmisten David råbte, "Skælv for Herren, du jord, skælv for Jakobs Gud." (Salme 114, 7). Da Israel mistede sin gudsfrygt og ikke længere skælvede i Guds nærhed, blev hun skamløs, selvcentreret og ond. Hendes præster blev "varm luft". Profeten Jeremias nedskrev Guds anklage mod sit folk: "For Israels hus og Judas hus er troløse mod mig, siger Herren. De fornægter Herren og siger: »Det gør han ikke!Ulykken rammer ikke os, hverken sværd eller sult får vi at se. Profeterne taler hen i vejret, de har ikke ordet i sig. Men det skal gå dem selv på den måde!«... Dette folk har et genstridigt og trodsigt hjerte de fjernede sig fra mig og gik deres egne veje... Som en kurv fyldt med fugle er deres huse fyldt med falskhed; derfor er de store og rige, tykke og fede. De tager let på onde handlinger: De fælder ikke retfærdig dom, retfærdig dom for faderløse, så det går dem godt, fattiges ret forsvarer de ikke... profeterne profeterer løgn, præsterne rager til sig, og mit folk elsker det sådan!" (Jer. 5, 11- 31). Gud spurgte dem, "Frygter I mig ikke, siger Herren, skælver I ikke for mig?" (5, 22). De skælvede ikke fordi deres hjerter var vendt mod rigdom og ikke mod hans nærhed.

Jeg vil ikke skælde ud på Guds folk, men jeg må kommentere på den respektløshed der er så fremherskende i Guds hus. Hvor er ærefrygten, majestæten, en skælven i Guds hellige nærhed? Hvor vover vi at kalde universets konge for "farmand"? (eng. Daddy, red.) Hvorfor kommer vi ind i hans ophøjethed med vores beskidte kødelige pjalter og klapper ad ham i stedet for at falde ned for hans fødder?

Da Esajas kom ind i Guds nærhed så var han ydmyg og grebet af frygt. Da Herrens herlighed fyldte templet, skjulte selv seraferne deres ansigter med deres vinger. En af dem råbte, "Hellig, hellig er hærskarers Herre..." (Esajas 6, 3). Vagterne ved døren flyttede sig ved lyden af hans stemme. Esajas gemte sit ansigt i sine hænder og råbte, "Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber..." (6, 5).

Hvad siger dette dig og mig, når en hellig Guds profet må tilstå synden i ham selv når han bliver bragt ind i Herrens strålende nærhed?

I tre uger sørgede Daniel, bad og fastede og tilstod sine og Israels synder. Da viste Herren sig i sin herlighed. Hans ansigt lyste, hans øjne var som ild og hans arme og ben skinnede som poleret bronze. Hans stemme fik jorden til at ryste. Det var ikke "farmand", der stod foran ham! Daniel var ikke kongens barn som bad om velsignelse. Ingen klappede, "... men en stor rædsel faldt over dem... " (Daniel 10, 7). Daniels knæ gav efter. Han sagde, "Da jeg så dette vældige syn, forlod al kraft mig; jeg blev ligbleg og havde ikke flere kræfter. Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden." (Daniel 10, 8-9).

Hvad fortæller det dig og mig, når en elsket Guds mand ser Herrens flammende blik og ikke kan holde sig oprejst eller holde sit hoved oppe?

Hvor er det dog forskelligt fra i dag. Vi hører vores velkendte prædikanter prædike deres kraftfulde taler og vi klapper. Ved en karismatisk konference gav tilhørerne evangelisten en fem minutters stående ovation ved afslutningen på hans prædiken. Burde tilhørerne ikke have været på deres knæ i Guds hellige nærvær? Burde vi ikke skælve når han kommer og dømmer synd? Burde vi ikke blive fuldstændig drænet for vores selvretfærdige styrke og skulle vores menneskelige kræfter ikke forsvinde fra os?

Men hvor - i hvilket møde - finder du kraftesløse knæ og kristne som råber, "Ve mig"? Hvor er den menighed eller konference, hvor man ikke længere ser på taleren, men i stedet ser Kristi flammende øjne og hører hans stemme, som får vores hjerter til at skælve? Hvor ser Guds folk sit fordærv og falder på deres ansigt, slået af hans tilstedeværelse?

Det er sandt, at vi frimodigt kan komme ind i Guds nærhed med lovprisning og taksigelse. Men det betyder ikke at man kan være overfladisk eller anmassende. Darius, en hedensk konge, havde mere respekt for Herren end mange moderne kristne. Han erklærede, "Vær hilset! Jeg udsteder hermed en befaling: I hele mit kongerige, så langt mit herredømme rækker, skal man frygte og skælve for Daniels Gud. For han er den levende Gud, han forbliver i evighed, hans kongerige kan ikke gå til grunde, hans herredømme er uden ende." (Daniel 6, 25-28). Vi skulle skælve og frygte for hans almægtige majestæt og storhed - ikke fordi det er sat op imod os, men for os! Vi skælver på grund af tilstedeværelsen af så stor en kraft, som er åbenbaret på vores vegne og som udfrier os.

Det Guds barn, som virkelig kender ham, udvikler en øget fornemmelse af hans majestæt og storhed. Han bliver mindre optaget af velsignelser og rettigheder og mere betaget af hans nærhed. Skødesløshed viger for værdighed. Tilfældighed og det uformelle viger for ærbødighed og hellig agtelse.

Jeg vil komme med tre vigtige udsagn vedrørende kraften i Kristi nærvær - en negativ og to positive:

Den troende, som ikke befinder sig i Herrens nærhed, sætter sig selv i en situation, hvor han kan blive opslugt af modgang. Han bliver en kujon - han løber selvom han ikke bliver forfulgt. Han lever i konstant frygt for "Løven derude, som kan dræbe mig på torvet." (Ordspr. 22, 13).

Vores eksempel er Jonas. Denne profet må have nydt Herrens nærhed, ellers kunne han ikke have hørt så klar en befaling: "Rejs dig og tag til Nineve og prædik for den store onde by." (Jonas 1, 2). I fortiden var det at være i Guds nærvær en spændende, opløftende oplevelse. Jonas havde nydt at høre om genoprettelse og helbredelse af Guds folk. Det var glorværdigt at få indblik i Guds hemmeligheder vedrørende fremtiden.

Men nu stillede Guds nærvær et personligt krav til ham. Han skulle rejse sig og prædike mod synd. Han skulle true et helt samfund med umiddelbar dom med mindre de omvendte sig. I stedet for at adlyde Herrens befaling, så "Flygtede Jonas til Tarshish, bort fra Herren." (1, 3). Han ville uden tvivl have accepteret et kald til at profetere til en fjerntliggende israelsk stamme - måske endda at prædike om Israels fremgang til statsoverhovederne. Men prædike helvedes ild, fordømme synd og true folk med guddommelig dom - og alt dette til et fordærvet og gudløst samfund! -det var ikke sagen for Jonas. Han nægtede at følge befalingen.

Husk venligst på at han flygtede fra ham, hvis herlighed fyldte templet. Fra ham, hvis ansigt lyser. Fra ham, hvis øjne er som flammende ild, hvis mægtige arm er som poleret bronze. Han flygtede fra ham, hvis blik får knæ til at give efter, hvis stemme får jorden til at ryste, hvis ansigtsudtryk rammer alt hvad der er kødeligt.

Hvorfor flygter en mand fra den han elsker? Var Jonas bange for Ninevitterne? Var han for stolt til at gå? For stædig?

Hvis du virkelig ønsker at vide hvorfor Jonas flygtede fra Herrens nærvær, så kig grundigt ind i dit eget hjerte. Hvorfor vil nogen kristen undgå Herrens nærhed? Hvorfor ønsker vi ikke at se ind i hans flammende blik? Lige som os, kunne Jonas ikke klare det krav som det hellige nærvær stillede ham overfor. Det var ikke Nineves synder som skræmte ham - det var synderne i hans eget hjerte, som han ikke kunne klare at se i øjnene. Han havde en uoverensstemmelse med Gud i sit indre menneske!

Hvor mange af evangeliets tjenere vil ikke samle Guds trompet op og blæse til alarm mod folkets synder fordi de ikke selv kan se Romerne kapitel 2, 21-22 i øjnene: "Du, som belærer andre, du belærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler selv! Du, som siger, at man ikke må bryde et ægteskab, du gør det selv! Du, som afskyr afguderne, du begår selv tempelran!"

Hvor mange kristne vover ikke at opløfte deres stemme mod fordærv eller begær i Guds hus, fordi deres eget hjertes begær dømmer dem til tavshed? De er kujoner i forhold til synd fordi de ikke er sejrende selv. Mange forældre ser deres egne synder bryde ud hos deres børn og de er hjælpeløse i forhold til det. Far ryger, så han kan ikke fordømme sine børn hvis de bliver taget i at ryge hash. Mor drikker, og ser til sin rædsel at hendes datter bliver alkoholiker.

Jeg græmmes over de gange i de forgangne år, hvor jeg har nægtet at adlyde Guds kald til at profetere mod synden hos de hellige fordi jeg var fordømt af synden i min egen vingård. Jeg vidste, at jeg ville vanære Gud ved at prædike et budskab om hellighed når mine egne klæder var smudsige. Min torden blev til en sølle piben, mit sværd blev en pind. Der var stunder hvor jeg ikke kunne se ind i Herrens flammende blik. En gang følte jeg mig utilpas i selskab med en hellig mand fordi jeg frygtede, at han kunne se lige igennem mig. En gang måtte jeg stille mig tilfreds med hengivelse og bibelstudier fordi jeg meget vel vidste, at når jeg først forpligtede mig til at gå ind i det Allerhelligste, så kunne jeg ikke blive stående. Det ville blive en renselse. Jeg ville få befalinger som jeg ikke troede jeg ville kunne udføre.

Tak Gud, at Helligånden rensede mig. Tak Gud, at han fjernede slaggeret og synden og gjorde mig i stand til at komme ind i hans nærhed - skyldfri og accepteret af hans kærlighed.

Du kan være helt sikker på dette: Et menneske, som ikke befinder sig i Guds nærhed, vil ende i modgang - blive en Herrens fange. Sagde jeg en Herrens "fange"? Ja det gjorde jeg! Lyt til hvad der skete med Jonas. "Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter." (Jonas 2, 1). Skriften fortæller os, at der var en Herre som befalede hvalen! Det var Herren som fik sømændene til at smide Jonas over bord! For Jonas var det "dødsrigets dyb" (2, 3). For Gud var det en afklapsning.

Gud var ikke ved at overgive denne mand til djævelen. Det så ud som om han havde sagt til Satan, "Det er min hval; Jonas er min tjener. Du kan give ham en tur - tage ham ned og give ham et glimt af helvede. Men du kan ikke gøre ham fortræd. Og når jeg ved, at dette spørgsmål om synd er løst, så vil du smide ham op på lydighedens kyst. Han har en opgave!"

Det var i den krise at Jonas gjorde op med sin synd - en gang for alle. Det drejede sig om en forfængelig løgn. Han havde levet på en løgn. Skriften siger, "De, der dyrker falske guder, svigter troskaben mod dig." (Jonas 2, 9). Gud så løgn og stolthed i Jonas. Han var bedraget - ignorerede sin egen åndelige tilstand. Der var blinde pletter i ham - som ikke var afsløret før nu. Han havde levet som hedningene i Efesus: "... tomme i deres tanker, formørkede i sindet og fremmede for livet i Gud i deres uvidenhed og deres hjertes forhærdelse." (Ef. 4, 17-18).

Hvorfor er der så mange oprigtige Guds mænd og kvinder som er i krise i dag? Hvorfor er der sådan en modgang? Hvorfor er der sådan et dybt åndeligt røre? Hvorfor sådan en udsættelse for fjendtlige kræfter? Det er fordi Gud handler! Han har tilladt disse kriser for at få os ind i hans nærhed. For at producere lydighed i os. For at vise os hvor blinde vi har været overfor det vi virkelig består af. For at afsløre stoltheden, den forfængelige løgn og vores dobbeltliv.

Herren befalede os at gå ud i alverden og forkynde hans retfærdighed. Vi så ind i os selv og blev bragt til tavshed. Guds folk blev kujoner. Pastorer blev svækket af synd. Så Herren forberedte en stor hval. Tusinder befinder sig nu i dens mave. Der er ensomhed, frygt, restløshed og tvivl. Det er en tid med afgrundsdybe mørke vande.

Men selv midt i krisen er der et stort håb for den kristne. Det var på grund af lidelse at Jonas råbte på Gud, bad, tilstod og blev fornyet. Hvis du i sandhed er Guds barn, vil han ikke overgive dig til Satan. Han vil ikke forlade dig eller svigte dig i din krise. Lad Ånden omsmelte dig. Lad ham afsløre grimheden i dig. Lad dine synder ydmyge og knuse dig. Og ræk så ud og kom tilbage til hans hellige nærhed og bliv genoprettet.

"Som voks smelter for ilden, går de uretfærdige til grunde foran Gud." (Salme 68, 2). "Mine fjender veg, de snublede og gik til grunde foran dig." (Salme 9, 4). Hjertets råb fra menigheden i dag burde være om at få en overnaturlig manifestation af Guds nærvær. En manifestation er "en tilkendegivelse, en åbenbaring, en demonstration en præsentation."

Tænk på hvad der skete med Simon Peter da Kristus overnaturligt manifesterede sig for hans øjne: Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!" (Luk. 5, 4). Husk på at Simon Peter havde været i Kristi nærhed gennem hele samtalen. Han adlød befalingen om af kaste nettet ud, selv efter en nats resultatløst fiskeri. Han havde set Kristus, hørt ham, måske endda rørt ved ham. Han var inden for synsvidde, inden for rækkevidde - alligevel overbeviste Ordet ham ikke, fordi Kristus ikke endnu havde åbenbaret kraften i sit nærvær.

Men pludselig udfoldede Kristus sit nærvær. Han manifesterede sig selv. Pludselig var han der i overnaturlig kraft. "Det gjorde de (kastede nettet ud), og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand." (Luk. 5, 5-6).

Peter fik, sammen med sine kammerater Jakob og Johannes, afsløret deres synder, fordi de blev vidne til Jesu nærværs overnaturlige kraft. Kristus overgav sig (committed himself, red.) til dem. De reagerede ikke ved at danse og klappe, råbe og le. De blev grebet af frygt og overbevisning om deres synder. De faldt på deres knæ, ude af stand til at stå oprejst i den hellige nærhed som viste sig.

Hvad ville der ske i vore menigheder i dag hvis Kristus overnaturlig manifesterede sit hellige nærvær - måske gennem en salvet profeti fra selveste Guds trone? Ville ikke alle vore hemmeligheder blive bragt frem i lyset og afsløret så vi ville falde ned på vores ansigt og tilbede Gud? Apostlen Paulus fortalte os at det ville ske (1. Kor. 14, 25). Kunne nogen af os forblive ubrudte? Kunne nogen af os trylle vores synder bort eller retfærdiggøre dem i hans nærhed? Ville vi ikke være en del af det tusindmand store kor som råber, "Jeg er afsløret! Jeg er uren! Jeg kan ikke stå oprejst i din nærhed! Mine læber er urene!"

Det er ikke kun et spørgsmål om at klare frisag i Guds øjne. Det er et spørgsmål om at se hvor lidt af hans herlighed vi besidder. Hvor frygteligt vi er gået glip af Guds kaldelse i Kristus. Hvor dovne og tåbelige og svage vi er blevet. Det er hvad vi ser om os selv, som bringer os til fald.

Johannes så, at der ville komme en dag, hvor hele verden vil blive vidne til en mægtig overnaturlig manifestation af Kristi nærhed. Det vil begynde med et kæmpe jordskælv. Solen vil blive sort som en sæk. Månen vil blive rød som blod. Stjernerne vil styrte ned, som et figentræ taber sine frugter i en storm, og himlen vil blive trukket væk som en bogrulle rulles sammen. Hvert bjerg og hver en ø vil blive flyttet fra deres plads. Og der, for øjnene af hele menneskeheden, vil Kristus manifestere sig, siddende på sin trone (Åb. 6, 12-16).

"Og jordens konger og stormænd og hærførere og rigmænd og magthavere og hver træl og fri skjulte sig i huler og klippekløfter. Og de sagde til bjerge og klipper: »Fald ned over os og skjul os for ham, som sidder på tronen, og for Lammets vrede." (Åb. 6, 15-16).

Det Gamle Testamentes profeter fortæller os, at vores befrier kommer til sin menighed i de sidste dage med en overnaturlig manifestation af sin tilstedeværelse - for at rense sit folk og berede dem for brudgommen. Både Esajas og Paulus siger dette. Esajas profeterede, "En løskøber skal komme til Zion og til dem i Jakob, der vender sig fra synd." (Es. 59, 20). Apostlen forudsiger en tid hvor, "Befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jakob... når (han) tager deres synder bort." (Rom. 11, 26-27).

En anden profet fra det Gamle Testamente, Malakias, beskriver Kristi manifestation på denne måde: " Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel... Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som den lud, man bruger til blegning. Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren... Nu kom-mer jeg til jer og holder dom... " (Mal. 3, 1-5).

Kristus kommer til os med overnaturlige manifestationer af sin tilstedeværelse! Han vil, med sin nærheds kraft, dømme trolddom, hor og sværgen falsk, og al synd i sit hus. Alle skal smelte som voks i hans nærhed. Han vil lægge en økse til roden, blæse avnerne bort og rykke al ondskab op med rode. Han vil drive fjenden ud og rense hvert et barn.

Desværre er der mange troende som vil gå glip af hans nærheds overnaturlige manifestationer. Kristus vil ikke forpligte sig til dem som kun søger tegn og undere. "Mens han var i Jerusalem under påskefesten, kom mange til tro på hans navn ved at se de tegn, han gjorde. Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle... for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket." (Johs. 2, 23-25). Han vidste, at de kun var betaget af mirakler og ikke optaget af ham alene. Han ser dette i hele menneskeheden. Noter også dette: Der vil blive meget lidt manifestation af Herrens ærefrygtindgydende nærhed der hvor kristne fokuserer på kraften frem for på Kristus.

"Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er." (2. Kor. 3, 18). Vi bliver hvad vi indeholder! Det vi har fokus på, har indflydelse på hele vores liv. Hvad vi ser med vore åndelige øjne, optager os! Det tager over. Paulus valgte at være optaget af Jesus. Frelseren alene var genstand for hans tanker, hans prædiken, hans lære. "For jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet." Han fæstnede sine øjne på legemets hoved, og ikke på sygdommen i dette legeme. Han kaldte det, at holde sig til ham, der er hovedet... at komme ind i Kristi fylde... at vi må vokse i alle ting... at han, som er steget ned, er den samme, som også er steget op højt over alle himle for at fylde alt; og ham være ære i kirken."

En sand pinse er at blive opløftet til Kristus! Jeg frygter, at vi ikke holder os til hovedet. At holde sig til betyder at "klynge sig til, at fæstne sig til." Prædik Kristus! Hold fast i Kristi lærdom. Klyng dig til det. Der er så få, som lever for Jesus i dag, fordi der er så få der prædiker om ham. Pastorer og lærere må holde ham op så folk kan se ind i hans ansigt og blive ligesom ham.

Guds ønske for os er at vi iklæder os Kristi nærvær. Ønsker du sejr over synd? Vil du have fuldstændig frihed og udfrielse fra al fjendens magt? Så bed flittigt om en overnaturlig manifestation af Jesu nærvær i dig. Jeg har haft sådan en oplevelse i de seneste måneder. Hvis du er seriøs omkring det vil du blive brudt ned. Du vil se dine synder i øjnene. Disse flammende øjne vil gennembore dig! Bliv og du vil blive renset.

Denne samme heftige tilstedeværelse af Herren vil da blive selveste hjertet i livet og i din sjæl. Du vil ikke længere ønske at forlade hans nærhed. Det vil blive din glæde og dit velbehag for altid. Hans øjne vil blive lyse af kærlighed og nåde. Du vil fryde dig over at se på hans ansigt. Du vil læne dig op ad hans bronzearm. Al frygt vil forsvinde. Fuldendt fred og hvile vil tilflyde dig. Du kan imødegå Satan og synd iklædt kraften i Jesu nærvær. Guds Ord lover, "Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle." (Åb. 3, 5).

Menigheden befinder sig i de sidste dage som "en kvinde klædt i solen..." (Åb. 12, 1). Det er Kristus. Han er vores hvide klædning. Vi skal iklæde os Kristus; vil skal forblive i hans nærhed, oppe over alle fyrster og magter.

Det er ikke særlig indviklet. Det kan siges helt enkelt sådan her: "HOLD DIG TÆT TIL JESUS!" Lev i hans nærhed. Sæt dig ved ham på himmelske steder. Se ham stå ved sin Fars højre hånd. Så kan Satans sten ikke såre dig, ligesom de ikke kunne såre Stefanus. Intet kan hindre dig. Du vil være hævet over det hele og skue ham i himlen.

Download PDF