Udmattet men fortsætter | World Challenge

Udmattet men fortsætter

Gary WilkersonFebruary 6, 2012

”Gideon kom til Jordan og gik over sammen med de tre hundrede mand, der var med ham; de var udmattede af at forfølge fjenden.” (Dom. 8, 4 – min fremhævelse).

Gideons liv er et perfekt eksempel på, hvordan Gud skaber umulige omstændigheder for sine tjenere for at vise sin herlighed. Herren kaldte denne generte mand til at lede Israel i kamp mod en overvældende fjende: 100.000 midjanitter mod Israels hær på 32.000 mand.

Tal lige om at mangle ressourcer! – det var ikke kun mod alle odds, det var en umulig situation. Men Gideon troede og handlede på Guds ord. Og gæt hvordan Herren svarede? Han gjorde situationen endnu mere umulig!

Det er rigtigt. Gud skubbede grænsen – langt forbi Gideons grænse – for at vise sin herlighed.

Bibelen lærer os nogle utrolige ting om Guds ressourcer og hans ønske om at dele ud af dem. En af de ting jeg har lært er, at Gud ofte øser af sine ressourcer, efter vi selv for længst har nået vores egne begrænsninger.

Han længes efter at demonstrere overfor verden, hvordan han giver umulige sejre til dem, som sætter sin lid til ham.

Jeg ser fire vigtige ting, som vi i dag kan lære af Gideons beretning.

Lektie nr. 1: Begrænsede ressourcer begrænser aldrig Gud.

Gud begrænser aldrig sine ressourcer når han beder os om at gøre noget. Hvis vi var i Gideons sted, ville vi måske tænke, ”Herre, du må udfri os nu. Vi behøver flere soldater, bedre våben og flere forsyninger – ellers har vi ikke en chance.”

Men Gud gjorde lige det modsatte. Han sagde til Gideon og hans mænd, ”Derfor skal du råbe til folket: Enhver, der er bange og rædselsslagen, skal vende hjem!« Sådan sorterede Gideon dem, og toogtyve tusind mand vendte hjem, mens ti tusind blev tilbage.” (Dom. 7, 3).

Forestil dig hvad der gik gennem Gideons hoved, da han hørte det. ”Wow, Herre! Det var meningen, at du skulle lægge nogle til, ikke trække nogen fra. Vi har brug for flere, ikke færre.”

Men her er budskabet, som Gud sendte til alle i den forsamling: ”De af jer, som har en villig ånd, skal forberede jer på at kæmpe mod en fjende, som er ti gange stærkere end jer. Midjanitterne er meget stærkere og frygteligere. Men I har mig på jeres side – og jeg vil give jer noget, som midjanitterne ikke har.”

Man kan ikke bebrejde Gideon, at han ønskede at få sine forsyninger på forhånd. De fleste af os ville ønske det samme. Vi ville nok endda citere Jesu lignelse om kongen, som skal i krig, hvor han giver dette eksempel:

”Hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte.” (Luk. 14, 31-32).

Vi læser det og tænker, ”Jesus sagde, at det var tåbeligt at gå i gang med noget, uden af have de rette ressourcer til det. Det kunne vanære Guds navn.”

Det er en ærværdig synsvinkel, og det burde anbefales. Men det var ikke det, Jesus talte om i den lignelse. Faktisk begynder han lignelsen med et temmelig opsigtsvækkende udsagn:

”Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.” (14, 27).

Wow – her taler Jesus ikke om at have nok ressourcer. Han taler om kun at gå halvvejen sammen med ham. Han ønsker vores totale tillid – og det betyder, at forlade alt for at følge ham. Han slutter denne lignelse med en stærk udtalelse, ”Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.” (14, 33).

Vores Herre har gjort det klart: Vi skal være parat til at gå linen ud, når vi følger ham. Og det betyder at give afkald på al selvhjulpenhed, al stolen på sine egne evner og muligheder – og stole på at han giver os det, vi har behov for.

Gud begrænser ofte vores ressourcer med vilje for at sikre sig, han får al ære.

Det var her, Gud gjorde situationen endnu mere umulig for Gideon. Han sagde til ham; ”Du har for mange folk hos dig til, at jeg vil give midjanitterne i deres hånd; Israel vil bare selv tage æren og sige: Min egen hånd har skaffet mig sejr.” (Dom. 7, 2 – min fremhævelse).

På det tidspunkt må Gideon have tænkt, ”Jeg må holde op med at bede. For hver gang jeg beder, tager Gud noget væk!” Tænk over det – Gideon var ansvarlig for hele nationens overlevelse. Hvis han begyndte at reducere hæren, ville folk tro han var tosset. Men det var præcis de omstændigheder Gud skabte for at herliggøre sig selv.

Nogle af vores kampe har vi for at lære tilbedelse. Det var det, der skete med Gideon: Da han så, at Gud var i gang med at udfri dem på overnaturlig vis fra de magtfulde midjanitter – selv før det skete – så bøjede han sine knæ. ”Da Gideon hørte drømmen fortalt og tydet, bøjede han sig i bøn. Så vendte han tilbage til israelitternes lejr og sagde: »Stå op! Herren har givet midjanitternes lejr i jeres hånd.« (Dom. 7, 15).

Det er Guds plan for os. Når vi kan se, at det kun er ham, der kan give os sejren – og at han lover at udfri os på en måde, som kun han kan gøre det – så fyldes vores hjerter af tilbedelse og lovsang, og verden træder et skridt tilbage i ærefrygt.

Gideon havde tydeligvis sine øjne vendt mod himlen, da han sendte sine soldater hjem – alle 22.000. Det reducerede hans hær til kun 10.000 mand. Nu var odds ti til en. Men Gud overraskede Gideon igen. ”Herren sagde til Gideon, ”Der er stadig for mange.” (7, 4).
 

Nu må Gideon have været helt ude af sit gode skind: ”Herre, laver du sjov med mig? Endnu færre?” Men Gud sagde til ham, ”Før dem ned til kilden, dér vil jeg sortere dem for dig. Den, jeg siger du skal tage med, skal gå med dig, og den, jeg siger du ikke skal tage med, må ikke gå med dig.” (7, 4).
 

Gud havde klart et eller andet for, og Gideon adlød ham: ”Så førte Gideon sine folk ned til kilden. Og Herren sagde til ham: »Alle dem, der labber vandet i sig som hunde, skal du skille ud fra alle dem, der lægger sig på knæ for at drikke.” (7, 5).

”Tallet på dem, der labbede vandet i sig, var tre hundrede. Alle de andre lagde sig på knæ og drak ved at føre hånden til munden. Da sagde Herren til Gideon: »Med de tre hundrede mand, som labbede vandet i sig, vil jeg give jer sejr; jeg giver midjanitterne i din hånd. Alle de andre skal gå hjem hver til sit.” (7, 6-7).

Det lyder som en underlig udvælgelsesproces i forhold til at rekruttere soldater. Men Gud havde et klart mål med det. Ser du, de mænd, som stak hele hovedet ned i vandet for at drikke, var så tørstige, at de ikke kunne tænke på andet. Men de, som drak af hænderne, var stadig vagtsomme. Deres øjne tjekkede hver en bevægelse i omgivelserne. Disse fyre var ikke søndagsskolelærere. Gud trimmede Israels hær ned til en specialenhed. (Oversætterens bemærkning: det var de uopmærksomme, som Herren valgte til sin specialenhed).

Da sagen var klar, begyndte Gud at sætte sin overnaturlige plan i kraft. Den nat gav han en af de midjanititske soldater en drøm, som fik hele lejren til at gyse. Og Gud sendte Gideon og hans 300 soldater fremad i kamp, og de vandt en kæmpe sejr for Israel. Midjanitterne flygtede for deres liv. Gideons mænd satte efter dem for at fuldende sejren.
 

Lektie nr. 2: Mismod kan være en hindring – men kan aldrig standse Guds plan for sejr.

Næste morgen kom Gideon og hans mænd til en israelitisk by, hvor de blev mødt af en gruppe mænd. I stedet for at lykønske sejrherrerne, konfronterede de Gideon: ”Efraimitterne sagde til Gideon: »Hvordan kunne du gøre det imod os? Hvorfor sendte du ikke bud efter os, da du gik i krig mod midjanitterne?” (Dom 8, 1).

Lyder det ikke besynderligt? Gideon havde lige slået en hær på 100 000 soldater med en hær på 300, og han blev kritiseret at dem, som havde valgt at blive hjemme! De anklagede ham, ”Hvorfor kaldte du ikke på os? Vi kunne have kæmpet med dig.” Godt så! - det er nemt at sige, når sejren er vundet. De stillede sig tvivlende overfor Gideons lederskab: ”Og de gik stærkt i rette med ham.” (8, 1).

Denne scene er nemmere at forstå, hvis du planter dig selv i Gideons sko. Nogle gange komme vores mest hjerteknusende, sjælsdrænende, energistjælende oplevelser kommer ikke fra livets kampplads, men fra vores egen åndelige familie. Vi forventer kritik fra vores fjender, men det vipper os af pinden, når det kommer fra vores åndelige brødre og søstre.

Jeg elsker den måde Gideon reagerede på den fornærmelse på. Han nægtede at blive modløs. I en situation, hvor han kunne have tilladt hvert eneste gram af den glorværdige sejr forsvinde fra sin ånd, så gjorde han det modsatte. Han priste disse mænd og sagde, ”Hvad har jeg været i stand til at gøre i sammenligning med jer?” (8, 3). Gideon nævnte da disse mænds tidligere sejre mod store fjender.

Jeg er forbløffet over Gideons visdom her. Mange af os ville have sagt, ”Hvorfor kritiserer I mig? Jeg har lige reddet jeres skind!” Det er så nemt, at bruge energi på at kæmpe mod familie og miste fokus på vores Guds-befalede mission. Men Gideon modstå den fristelse, og det tog luften ud af hans kritikere. ”Da han sagde dette, lagde deres vrede sig.” (8,3).

Jeg elsker det, Skriften fortæller der ske herefter: ”Gideon kom til Jordan og gik over sammen med de tre hundrede mand…” (8, 4). Han lagde diskussionen bag sig og gik fremad. Det kan vi lære noget af: Når vi modstår at lade os distrahere af mindre kampe, så udlever vi virkelig vores opgave eller mission.

Lektie nr. 3: Det kan forlænges til det uendelige før sejrens nåde kommer.

Der kommer en tid hvor enhver kristen har behov for at forny hans eller hendes ånd. Det er simpelthen en kendsgerning i vores åndelige vandring. Jesus kaldte ofte sine disciple væk fra den svære, udmattende tjeneste, fordi han vidste, at de havde behov for tid til at finde fred i Gud og genfinde deres fokus.

Men der er nogle gange, hvor der er en kamp, der skal kæmpes. Bevidste kristne siger til sig selv, ”Jeg kan ikke hvile nu, selvom jeg er brugt op. Herren har kaldet mig til denne kamp.”

Hvilken opslidende dag det havde været for Gideon og hans mænd. Det hele skete på 24 timer: den gradvise udlugning blandt soldaterne, den intense forberedelse til krig, kampen, som varede hele natten mod 100.000 krigere. Først næste morgen fik Gideon en pause, og da var det, han blev konfronteret med sine kritikere. Det er derfor vi i vers 4 læser, at Gideon og hans mænd var udmattede, men fortsatte. Deres fokus var på Guds mission!

Her er pointen: Nogle gange, når dagen er slut, så er den kamp, som Gud har beredt dig til, kun lige begyndt. Når vi begynder, at regne på omkostningerne ved at følge Jesus, må vi regne med lange dage. Vi må forvente indkaldelser tidligt om morgenen, dage med anspændthed og stress; og kampe, som varer hele natten. Vi kan kun forvente få pauser, hvor vi kan hvile, og vi kan regne med at udfordringen vil tage os derhen hvor vores styrke ikke slår til. Vi kan forvente, at føle os godt brugte og udtømte. Men når Gud bestemmer, vil han bryde igennem med den lovede sejr.

Men Gideon havde mere udmattelse i sigte – igen fra sit eget folk. Han og hans mænd forfulgte midjanitterne, men da de kom til byen Sukkot var de meget sultne. ”(Gideon) sagde til mændene i Sukkot: »Giv de folk, jeg har med mig, nogle brød, for de er udmattede. Jeg er på jagt efter midjanitterkongerne Zeba og Salmunna.« Stormændene i Sukkot sagde: »Du har vel allerede fået fat i Zeba og Salmunna, siden vi skal give din hær mad!« (8, 5).

Gideons anmodning blev afvist. Så Gideon var tvunget til at presse på og udmattet fortsætte til den næste by, Penuel. Men igen blev soldaterne nægtet mad. Gideon svarede på det ved at sige, ”Når jeg vender hjem som sejrherre, vil jeg bryde denne fæstning ned.” (8,9). Jeg tror ikke, at Gideon sagde dette i vrede. Han sagde, ”Gud vil give og sejr i denne kamp, og så vil jeg komme tilbage hertil som sejrherre. Og når jeg gør, så kommer I til at føle de naturlige konsekvenser af at have afvist Gud.”

Disse mennesker havde nægtet at modtage den gode rapport om Israels utrolige sejr natten før. Selv under total udmattelse vidste Gideon, at Gud ville bringe sejr. Må det også være sådan for os – Når vi fortsætter med at stole på Herren gennem vores vanskelige omstændigheder, da vil vi – ligesom det skete med Gideon – vide, at Guds totale sejr er på vej.

Lektie nr. 4. Gud stopper ikke med en halv sejr.

Når vi følger Jesus, kan vi ikke slå os til tåls med en halv sejr, bare fordi vi er udmattede. Gud vil ikke tillade det. Hans plan er altid vores fulde udfrielse. Og nogle gange kommer den først i den sidste halve time, når vi er frustrerede, trætte og ikke kan tage endnu et skridt.

Efter alle disse skuffelser kunne Gideon have sagt til sine mænd, ”Ved I hvad, vi har opnået meget, mere end vi kunne forestille os. Men nu er det nok for i dag. Lad os gå hjem. Vi kan begynde igen i morgen.”

Tak Gud, at Gideon ikke droppede missionen. Jeg tror, han hørte Gud sige til sig, ”Fortsæt, Gideon. Kæmp for dine børn. Kæmp for din by. Ja, jeg har allerede forudbestemt din sejr. Men jeg kalder dig til at stole på mig, ved at du går fremad.”

Ven, Gud siger det samme til dig i din kamp. Måske har du ægteskabelige problemer, og tænker, at du ikke kan holde det ud en dag mere. Måske ser det bare ud til at blive værre, selvom du beder for dine børn. Måske ser din fremtid meget usikker ud. Gud taler til dig, som han ville tale til de 300 mænd: ”Jeg ønsker, du skal sætte dig op til - i dit hjerte og dit sind – at kæmpe mod en fjende, som er ti gange stærkere end dig. Du kan ikke vinde over fjenden alene. Men jeg vil give dig noget, som de ikke har.”

Sandheden er, at enhver kamp har et evigt formål. Det handler ikke kun om at besejre fjenden – det er en ophøjelse af Jesus. Når vi stoler på Gud ud over vores egen formåen, giver han os al den styrke der skal til for at sejre – og han gør det på en måde, som bringer ære til ham selv.

Det korte af det lange er: Vi er ikke et folk, som er kaldet til at søge komfort og fornøjelse eller til at søge alle mulige velsignelser. Vi er kaldet til kamp. Ja, Gud har kontrol – men han beder os om at handle i tro, for hans evige formål. Vi bliver nødt til at bøje vores knæ, og vi bliver nødt til at gå, når han beder os om det. Uanset hvad han kalder os til, vil han give os alt, der skal til, for at komme i mål. Kun da vil verden se Guds mirakuløse triumf i et folk, som fortsætter selvom de er udmattede.”

Det giver en glad, lovprisende menighed, som kun kan rose sig af én ting:

”Gud har givet os sejren. Han har vist os, at han er kilden til alt liv, styrke og sejr. Og vi giver ham al æren. Vi ved, at han vil drage alle mennesker til sig selv.”

 

Download PDF