BERØRT AF GUD: EJET AF GUD | World Challenge

BERØRT AF GUD: EJET AF GUD

David Wilkerson
August 21, 2017

Jeg vil komme med tre statements til dig omkring Guds berøring af nogens liv.

  1. Når Gud berører og siger ”Du er min," så er det ikke et deltidsejerskab. Det er for livet. Herren vil aldrig opgive noget eller nogen, som tilhører ham, til Satan.
  2. De, som Gud ejer, bevarer han. Vi kan vakle, vi kan fejle, eller falde i ødelæggende synd. Men tilhører vi Gud, vil han aldrig nogensinde opgive os: ”For Herren elsker ret, og han svigter ikke sine trofaste. De bliver altid beskyttet" (Salme 37, 28). ”Herren beskytter alle dem, der elsker ham.” (Salme 145, 20).
  3. Dem, som Gud ejer, forbereder han til at blive mere og mere duelige. Det inkluderer selv faldne, og modløse tjenere. Du kan være overbevist om, at Gud  har opgivet dig; at han ikke kan bruge dig mere. Men hvis du har et angrende hjerte, bliver du forberedt for noget større. Gud kan endda brug de ting, som Satan havde planer om at ødelægge dig med.

Jeg ønsker, at bevise for dig, at når først Gud berører — og tager ejerskab over dig, så vil han befri dig for en hver fælde, som Satan lægger ud, hvis du kalder på ham. Og han vil bruge alt i dit liv – inklusive dine fejl, problemer og prøvelser – til at forberede dig på det bedste, han har til dig, og som stadig ligger forude et sted.

Tænk tilbage på dengang Gud kom til dig, og overnaturligt berørte din sjæl. Han kaldte dig til sig, og fyldte dig med sin Ånd. I det øjeblik gav Gud dig et løfte: ”Jeg ønsker dig. Jeg gør krav på dig. Du er min ejendom.” Han tog kontrol over dit liv, og der er intet, som kan ændre den kendsgerning. Du blev Guds dyrekøbte ejendom: ”Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod” (Ap. Gern. 20, 28).

Universets Skaber købte dig. Og prisen var hans eget blod. Og intet har magt over dette blod. Så du forbliver Guds ejendom, selv når helvedets kræfter forfører dig og fordømmer dig. Gud svarer, ”Nej, djævel, du får ham ikke. Frigiv min ejendom!”

Tænk på Israels leder: Moses, en mand der var ejet af Gud.

Moses var ejet af Gud. Herren bevarede ham gennem prøvelse efter prøvelse. Og igennem det hele forberedte Gud ham på en stor opgave.

Moses blev berørt og salvet af Gud mens han levede hos Farao. Resultatet af dette var, at han nægtede, at blive kaldt Faraos søn: ”I tro nægtede Moses, da han var blevet voksen, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte, for han havde lønnen for øje. I tro forlod han Egypten uden at frygte kongens vrede; han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige” (Hebr. 11, 24-27).

Der var ingen tvivl om Guds berøring af Moses’ liv mens han var i Egypten. Moses vidste, at han var kaldet til at udfri Israel. Men da han dræbte den egyptiske slavepisker, måtte han flygte fra landet. Han anede ikke, at han skulle opholde sig i ørkenen i lang tid. Han blev skjult i ørkenen i fyrre år, mens han passede sin svigerfars får.

Denne ørken-periode i Moses liv, kender mange tjenere, som er Guds ejendom, til. De føler, de er fanget et sted, hvor deres evner slet, slet ikke slår til. De mangler desperat en fornemmelse af, hvilke planer Gud har for dem.

Jeg spekulerer på hvor ofte Moses kiggede på sine får og bad, “Gud, du har så tydeligt berørt mig. Du må da kunne betro mig mere end at skulle passe en lille flok får. Du gav mig en uddannelse i Egypten ved de højeste læreanstalter. Du viste mig, at du kunne udføre mægtige ting. Er dette alt der er for mig?”

Jeg tror, Moses var overbevist om, at tiden var løbet ud for ham. Han havde ikke ordet i sin magt, havde intet budskab. Så han forligede sig med at være hyrde i en udørk. Men Gud havde forpligtet sig til denne mand. Og selv mens Moses var frustreret over sin begrænsede eksistens, forberedte Herren ham for større ting.

Da Moses så den brændende busk. En stemme kom fra den, som sagde, ”Tag dine sko af, Moses. Du står på hellig grund.” Herren talte et budskab direkte til Moses’ hjerte, og Moses’ liv blev aldrig det samme igen. Gud instruerede ham, ”Gå og saml Israels børn. Sig til Farao, at han skal lade mit folk gå.”

Den brændende busk var Helligåndens ild, som brændte i en naturlig genstand. Gud tog en ubetydelig busk, og skabte ufattelige ændringer gennem den.

Hvad med dig? Er du frustreret over din begrænsede eksistens? Men Gud har forpligtet sig til dig, ligesom han havde overfor Moses. Hele tiden er han i gang med at bevare og forberede dig for en ny vandring med Herren – som du aldrig har oplevet det før. Din opgave er ganske enkelt at tro på, at Gud vil tage dig højere, op på hellig grund.

David tilhørte også Gud.

På højdepunktet af Guds velsignelse, blev David overlistet af begær. Denne retfærdige konge havde netop vundet den ene sejr efter den anden over fjenderne. Så kiggede David på Batseba i smug, og blev overvældet af et vildt begær. Han begik utroskab og gjorde hende gravid. David forsøgte desperat at skjule denne frygtelige synd ved at manipulere og lyve. Til sidst faldt han så dybt, at han fik Batsebas mand slået ihjel.

Hvis du levede på Davids tid, ville du sikkert tænke, “Gud har opgivet denne mand. Han har syndet mod et stort lys.” Men hvad repræsenterer Davids fald for os i dag? Det er et billede på en tjener, som tilhørte Gud, og som blev overrasket over et stort begær. Satan forsøger, at overraske enhver, som er seriøs i sin vandring med Gud.

Er du blevet overrasket eller overtaget at et begær af en slags? Du har måske en ren fortid, en prisværdig vandring med Jesus. Men djævelen har dig i kikkerten, han sigter på dig med sit arsenal af brændende pile.

Eller måske er du i stand til at sige, “Sådanne synder har jeg ikke i mit liv. Jeg har en ren vandring med Gud.” Men hvad med alle synders moder: vantro? Måske er du kommet til et sted med sejr. Din vandring er på sit højeste, men pludselig ud af intet, kommer vantroen. Du bliver plaget af depression, frygt, uro, og selv vrede mod Gud. Pludselig begynder du at tvivle på Guds tilstedeværelse i dit liv.

Det er underordnet hvad din overtrædelse består af. Der er ikke nogen synd i dit liv, som kan få Gud til at opgive dig. Du er stadig hans ejendom, som han har købt dyrt. Selvom David foragtede Gud ved at begå utroskab, opgav Herren ham ikke. Skriften siger, at Herren sendte Nathan til David. Og profeten konfronterede ham, da han sagde, ”Du har begået utroskab.” Hvordan reagerede David? Han ydmygede sig og tilstod, ”Jeg har syndet mod Herren” (2. Sam. 12, 13).

Selvfølgelig måtte David lide under de frygtelige konsekvenser af sin synd. Men Gud bevarede ham gennem hele prøvelsen. Bagefter sagde Nathan til David, ”Herren har tilgivet din synd.” (12, 13). Faktisk blev David forberedt for en endnu større tjeneste efter sit fald. Han stemme blev hørt over hele landet som aldrig før. Og i dag læser vi hans salvede ord i Salmerne. Faktisk er det sådan, at de Ord Gud åbenbarede for David gennem hans prøvelse, er Ord, som bliver prædiket den dag i dag.

Peter var virkelig Guds ejendom.

Denne disciple, som tilhørte Gud, begik den største synd af alle. Èn ting var, at Moses flygtede fra Herren og skjulte sig for Gud. Noget andet var, at David foragtede Herren. Men det værste var, at Peter fornægtede at kende Kristus. Han forbandede endda sin Herre.

Jesus sagde, at hans gode ven, Peter var en klippe. Denne frimodige discipel havde endog vandret på vandet sammen med Herren. Og han havde frimodigt svoret, at han ville dø for sin Mester. Men senere, da Peter blev beskyldt for at være Kristi discipel, svarede han, ”Jeg kender ikke den mand!” (Matt. 26, 72). Da folkemængden hold fast, ”Begyndte han at forbande og bande, og sagde, 'Jeg kender ikke den mand!'” (26, 74).

Kan du forestille dig denne rædselsscene? Havde vi kendt Peter, ville vi have troet, ”Det var det. Peter er en færdig mand. Han fornægtede Jesus, og hjalp med til at sende ham til korsfæstelse. Der er ikke noget håb for den mand. Gud har opgivet ham.”

Nej! Gud ville ikke opgive sit ejerskab. Han ville bevare Peter. Og han erklærede, “Nej, djævel, han er min ejendom. Og nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre med denne mand.” Peter blev pågrebet at Helligånden. Og Ånden mindede Peter om, hvad Kristus havde sagt: ”Og Peter huskede Jesu ord til ham, 'Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange.' Så græd Peter bitterligt” (26, 75).

Helligånden kom over Peter, og overbeviste ham og smeltede ham. Disciplen fik et sønderbrudt hjerte og en angerfuld ånd. Og få uger senenere ser vi en fuldstændig anden mand. Peter prædikede frimodigt evangeliet på pinsedag for mindst 3000 mennesker. Disciplen, som havde være en svag kujon, var nu en frygtløs, brændende evangelist.

Her er et vigtigt eksempel på hvordan Herren bevarer og forbereder sine ejendomme. Peter blev forberedt, selv i sin fornægtelse af Jesus. Hvad djævelen havde planlagt af ondt, vendte Gud til sin egen ære.

Gud har aflagt en ed om at bevare alle, som han ejer, så de kan bære frugt.

Herren afgiver følgende pagtsløfte, der skal give dig frihed, hvile og sejr:

  1. Gud har lovet at træde al vor synd under fode. ”Han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb!” (Mika 7, 19). At “træde under fode” betyder her, at nedlægge, at besejre. Herren vil slå alle vores syndige vaner og befæstninger ned, gennem tro og ægte anger.
  2. Gud har lovet, at hjælpe os til en hellig vandring. Tænker du, ”Jeg vil gerne være fri, men jeg behøver ikke omvende mig fra min synd?” Herren svarer, ”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene… Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” (Ez. 36, 25 og 27).
  3. Gud har lovet aldrig at svigte sin ejendom. Herren tugter os, men han svigter os aldrig: ”…Hvis de bryder mine love og ikke holder mine befalinger, så straffer jeg deres overtrædelse med stok, deres synd med slag. Men min troskab mod ham bryder jeg ikke, jeg svigter ikke min trofasthed. Jeg bryder ikke min pagt, jeg ændrer ikke, hvad jeg har lovet. Dette sværger jeg ved min hellighed: jeg svigter aldrig David. Hans slægt skal vare til evig tid, som solen skal hans trone bestå for mit ansigt” (Salme 89, 31-37).
  4. Han har lovet, at lægge Gudsfrygt i vores hjerter. ”Jeg lægger gudsfrygt i deres hjerter, så de ikke viger fra mig” (Jer. 32, 40).

Som du står i din egen prøvelse, husk, at Herren aldrig svigter dig. Han kalder dig sin ven, og han har stadigvæk sin hånd på dig. Alt, han beder om, er et angrende hjerte og en tillid til hans løfter.

Kære troende, afvis ikke dette livsændrende budskab. Tillad ikke dig selv at gå væk og bære på nogen form for nedtrykthed, slaveri, skyld, tankefæstning eller besættende synd.

Du er hans ejendom, og snart vil han lede dig på grønne vange og til stille vande. Ved tro vil du modtage hans kærlighed, kraft, tilgivelse og frihed. Du har de bedste dage foran dig! Amen!

Download PDF