Det er dit år for udfrielse | World Challenge

Det er dit år for udfrielse

David WilkersonMarch 16, 2015

Husk kong Davids vidnesbyrd. Han sagde: Herren er min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt.” (2. Sam. 22, 2-3). Han sagde om den gudfrygtige, ”Han frygter ikke budskab om ulykke, hans hjerte er trygt i tillid til Herren.” (Sal. 112, 7).

Bibelen gør det klart, at der desværre kun er en lille procentdel af Guds folk i enhver tidsalder, som virkelig stoler på Herren som deres befrier. Når du ser på de troende i dag, hvor mange ser du så virke med sådan en fredfyldt tillid?

Gud udfriede Israel igen og igen under deres rejse gennem den skrækkelige ørken. Men på trods af alle de mægtige udfrielser de havde oplevet, stolede Israel aldrig helt på Herren. Moses irettesatte dem, ”I ørkenen så du, hvordan Herren din Gud bar dig, som en mand bærer sin søn, hele den vej, I vandrede, lige til I kom til stedet her.” (5. Mos. 1, 31).

Han mindede Israel om, at Gud havde beskyttet dem imod plagerne, bragt dem gennem ørkenen og delt vandene for dem, så de kunne gå over havet. Han har ledt dem ved en røgsky om dagen, gav dem mad fra himlen og vand fra klippen. Indtil nu har Gud aldrig svigtet jer en eneste gang. Hvorfor vil I så ikke stole på, at han udfrier jer? Hvor mange mirakler skal han udrette?

Du føler dig måske fristet til at dømme disse Israelere. Men i virkeligheden reagerer mange af os på samme måde, når vi er i krise. Vi spekulerer på hvorfor Gud tillod det, og om vi overhovedet vil overleve. Når det sker, er vores synd værre end Israels, fordi vi har århundredes vidnesbyrd om Guds trofasthed. Moses kunne stå foran menigheden i dag og sige, ”Men trods det ville I ikke tro på Herren jeres Gud; han gik dog foran jer på vandringen for at udsøge steder, hvor I kunne slå lejr, om natten i en ild og om dagen i en sky, for at vise jer den vej, I skulle gå.” (1, 32-33).

Gud tager ikke let på vores manglende vilje til at stole på ham som vores udfrier. Du protesterer måske, ”Gud ved, jeg er svag. Han forstår hvorfor jeg beklager mig en gang imellem.” Men Gud har et svar til dem, som ikke tror ham: ”Da Herren hørte, hvad I sagde, blev han vred og svor: »Ikke en eneste af mændene her, dette onde slægtled, skal få det herlige land at se, som jeg lovede at give jeres fædre. Men Josva, Nuns søn, som er i din tjeneste, skal komme derind.” (5. Mos. 1, 34-36, 38). Kun Josva og Kaleb var villige til at gå ind i det lovede land i troen på, at Gud ville give dem sejr. Gud advarede resten af folket, ”Lad være med at drage op og kæmpe, for jeg vil ikke være hos jer. I må ikke blive slået af jeres fjender.” (1, 42).

Dette ene vers forklarer hvorfor så mange kristne går fra det ene nederlag til det andet. Gud har vist dem udfrielse efter udfrielse. Men fjenden er løbet af med sejren i deres liv. Hvorfor? De stoler ikke helt på Gud. Resultatet er, at djævelen er i stand til at køre dem rundt i manegen både mentalt og følelsesmæssigt, fordi deres hjerte ikke tror på deres udfriers trofasthed.

Måske kan du genkende dig selv i denne beskrivelse? Måske ligger du vågen om natten og bekymrer dig. Som israelitterne siger du til dig selv, ”Jeg har ret til at være bekymret. Fremtiden synes håbløs!” Men sådan en vantro åbner døren for, at fjenden kan sætte ind. ”Herrens hånd var imod dem, så de var blevet udryddet fra lejren til sidste mand.” (2, 16)

Måske tænker du, “Hvilken Gud taler du om? Det er det Gamle Testamentes lov. Gud er ikke hård ved tvivlere, som er under nåden.” Sådan er det ikke. I det Nye Testamente giver forfatteren af Hebræerbrevet os denne advarsel: ”Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde som ved oprøret, på fristelsens dag i ørkenen… Derfor følte jeg afsky for den slægt, og jeg sagde: De farer altid vild i deres hjerte, og de kender ikke mine veje. Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud.” (Hebr. 3, 7-8, 10, 12 – min fremhævelse)

Bibelen siger meget tydeligt til den Nye Pagts troende; “Vantro fører til frafald fra Gud.” Her er noget vigtigt i forlængelse af ovenstående skriftsted: ”Vi ser altså, at det var på grund af deres vantro, at de ikke kunne komme derind… Lad os altså være på vagt, så ingen af jer skal vise sig at være kommet for sent, da løftet om at komme ind til Guds hvile endnu står ved magt.” (Hebr. 3, 19 og 4,1). Når du afviser eller ignorerer Gud som din udfrier, graver du dig bare dybere ned i problemerne.

Undrer du dig over, at nogle er i stand til at være glade selvom de er i trængsel?

Nogle troende synes aldrig at være bekymrede. De klager aldrig. I stedet er de glade, er i balance, selvom de gennemlever store prøvelser og lidelse. Er det fordi de er naive? Er de bare optimister eller har et lyst sind? Overhovedet ikke. De har fred fordi, de i deres hjerter tilbeder Gud. De har overgivet alt til Faderen og stoler fuldt og fast på ham.

David fortæller os, “I min nød råbte jeg til Herren, jeg råbte til min Gud. Han førte mig ud i det åbne land, han befriede mig, for han holder af mig.” (2. Sam. 22, 7, 20). Når jeg læser disse ord af David, rammer de mig hårdt. Meningen her er, ”Gud glædes over, at redde mig. Han glædes, når vi stoler på, at han trækker os op ad sumpen.”

Du tror måske, at hvis du bare beder flere timer om dagen og læser et antal sider i Bibelen, så har du Guds velbehag. Men det har ikke sin gang i Skriften. Hvis du har givet Jesus dit hjerte, har han allerede behag i dig. ”Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.” (Johs. 6, 29). Og sandelig er der en glædens velsignelse for alle, som kaster deres bekymringer på Herren: ”Den, der klogt lytter til befalingen, finder lykke; lykkelig den, der stoler på Herren!” (Ordspr. 16, 20). Den slags glæde kommer kun af visheden om, at din tillid til Gud sætter gang i Guds udfriende kraft.

Nogle kristne mangler at få udfrielse fra den synd, som omklamrer dem. ”Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os.” (Hebr. 12 ,1). Hvad vender tilbage igen og igen? Du elsker Gud, men noget står i vejen for din vækst og modenhed i Herren. Er det et ukontrollabelt temperament? Bliver du vred på din ægtefælle eller dine børn?

Jeg siger dig, det er ikke kun dit kød, som gør at du kommer ud af kontrol. Det er en trang, en overvældende strøm som kommer fra helvedes afgrund: ”Harme er ubarmhjertig og vrede overvældende.” (Ordspr. 27, 4). Du klarer dig måske fint i en måned eller to. Din familie tilgiver dig måske, og du tror at alt er ok. Men pludselig kommer det over dig igen.

Eller måske er din kamp ikke mod vrede, men mod skinsyge. Dag og nat er du plaget af misundelse på andre. Misundelse i en troendes liv er en af fjendens mest nedbrydende våben. Gud kalder skinsyge for ”vrede” (se Ordspr. 6, 34). Det tyder på en ”sygdom af galskab”, en ukontrollabel indre storm. Skinsygens ødelæggende ild dræber relationer. Skinsyge er ikke ”kærlighed i forsvarsposition” eller ”krænket kærlighed”, som nogle siger. Skriften siger det modsatte, nemlig at ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke. (1. Kor. 13, 4)

Hvad er da skinsyge? Det er det modsatte af tillid. Skinsyge gør helvedes gerninger, ikke himlens. ”For hvor der er misundelse og selvhævdelse, dér hersker der uorden og alt muligt ondt.” (Jak. 3, 16). ”Misundelse er edder i knoglerne.” (Ordspr. 14, 30). Skinsyge er en skjult rod af lidenskab i sjælens dybde. Den får os til at anklage andre for noget, som vi selv kunne finde på at gøre. Skinsyge afslører en holdning af, ”Jeg stoler ikke på mig selv, derfor stoler jeg heller ikke på andre.”

Hvis der ikke bliver gjort op med skinsygen, så leder den til alle mulige dæmoniske aktiviteter. Paulus siger, om dem som er overgivet til et forkasteligt sindelag, ”De blev fulde af misundelse.” (Rom. 1, 29). Skinsyge danner sandelig grobund for præcis det, den frygter: ”Hor, utroskab og begær.”

Vi kan Ganske enkelt ikke blive udfriet fra skinsyge med mindre vi erkender, at det er en dødelig synd. Vi må være villige til at tilstå, ”Ja, jeg er jaloux på den og den.” På samme tid må vi tro, ”At min Gud er en befrier. Han har al magt til at udfri mig og hold mig borte fra al skinsyge.”

Hvordan begynder vi på processen med at blive udfriet fra vrede og skinsyge? Det første skridt er at erkende, at vi ikke skal sætte vores lid til andre mennesker. I stedet skal vi sætte vores lid til Kristus i hinanden. Derfor er vores velbefindende ikke afhængig af vores ægtefælle. Den er afhængig af Jesus. Kristus siger til os, ”Jeg er ansvarlig for at bevare din ægtefælle. Hvis jeg ikke kan bevare ham eller hende, hvilke chancer har du så? Overgiv ham eller hende til mig.”

Der er en dominerende frygt i dag, som Guds folk skal udfries fra: økonomisk frygt.

Hvis frygt er en plage, er dette den mest plagende frygt som er i aktion i verden i dag. Vi står alle overfor en ”hvad nu hvis.” Hvad hvis jeg mister mit job? Mit hjem? Hvad hvis jeg ikke kan betale mine regninger? Hvor skal vi leve og hvad skal vi spise? Hvordan vil mine børn klare sig?

Jesus sagde, “I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. ”Mat. 6, 31-33).

Tænk på den situation, jeg opridsede i begyndelsen: Israels børn i ørkenen. Omkring en million mænd, foruden kvinder, børn og gamle – var efterladt i en tør ørken.

Der fandtes ikke noget supermarked i miles omkreds. Babyer var sultne, børn græd, de gamle blev svagere. Der var intet andet end sol, sand og vind. Der var intet at spise.

Var Moses skør, da han ledte dem ind i denne ørken? Det var det folk beskyldte ham for. Og det måtte Egyptens Farao absolut mene. Men svigtede Gud sit folk i ørkenen? Nej, han udfriede dem på overnaturlig vis. Han bragte dem mirakuløst engles føde og vand fra en klippe. Han ledte dem og beskyttede dem på overnaturlig vis.

Nu spørger jeg dig: Hvordan vil Gud sørge for dig, når ”bunden falder ud af bøtten”? Husk, vores Gud er ikke begrænset af Wall Street, Indien eller Kina. Han ser kun til vores hjerter og spørger, ”Tror du, at jeg er din udfrier? Vil du stole på, at jeg vil udfri dig og føre dig igennem?”

Det betyder ikke noget, om hele verdensøkonomien bryder sammen. Gud lover, ”Du skal ikke tigge om brød.” Hvis han skal få en kartoffelvogn til at bryde sammen foran dit hjem for at sørge for dig, så kan han gøre det. Han sørgede for datidens Israel. Og han vil helt sikkert udføre mirakler for sit folk i dag.

Er der noget, du har brug for at blive udfriet fra? Så bed denne bøn: ”Herre, jeg overgiver mig til dig som min eneste udfrier. Jeg ved, alle forsyninger kommer fra dig. Uanset hvilket redskab du bruger, så er du min eneste kilde. Jeg ønsker at stå fast på den tro, ikke kun som en læresætning, men af hele mit hjerte.”

Det er dit år for udfrielse – til at lægge hele din fremtid i Guds hånd. Stol på at han hører din bøn, og at han vil forsyne dig med alt, du behøver, i strenge tider. Han vil udfri dig!

 

Download PDF