Frelst men elendig | World Challenge

Frelst men elendig

David WilkersonJune 18, 2012

Tænk et øjeblik på det herlige øjeblik hvor Israels folk stod sikkert på den anden side af det Røde Hav. Guds folk stod i tusindvis og oplevede dette mirakuløse øjeblik, da det urolige hav faldt sammen over Faraos mægtige hær!

Hvilken utrolig scene det må have været - synet og lyden må have været frygtindgydende. Heste vrinskede, soldater skreg, stridsvognenes hjul fløj i alle retninger. Mænd kæmpede sig op til overfladen og gispede efter luft, hvorefter de forsvandt i havets dyb.

Omkring halvanden million israelitter overværede dette. Jeg forestiller mig, at folket må have været lamslået, at de faldt på deres knæ og løftede hænderne i lovprisning, helt overvældet af synet af Guds kraft i aktion. Moses søster, Miriam, ledte spontant hundredvis af dansende unge piger i et sejrsoptog og tusindvis af stemmer råbte "Hosianna!"

Hvis du havde været der den dag, ville du sikkert have sagt til israelitterne, "Dette er mirakuløst. Hvordan vil I nogensinde kunne tvivle på Gud igen - uanset hvad der måtte komme på jeres vej?" Og svaret ville helt sikkert have været, "Aldrig! Hvordan kan nogen tvivle på en Gud, som har begravet en hel hær? Han er miraklernes Gud." Men Israels store tro holdt i præcis tre dage.

Jeg tror, at Israels folk ønskede, at stole på Gud af hele deres hjerte, og at de sandsynligvis var overbevist om at de ville. De var helt opsat på at vandre hver en mil til Løfternes Land, indtage det og sige, "Vi har set de ti plager i Egypten. Vi har set Gud dele det Røde Hav og tilintetgøre vores fjende. Hvem vil nogensinde kunne tvivle på en så stor og mægtig Gud?"

Sådan er det også i dag. Næsten alle sande Jesu efterfølgere har en intention om at leve i tro. Aldrig tvivle eller beklage sig. Vi siger, "Jeg har set mirakler i mit eget liv. Jeg har mine egne erfaringer med det Røde Hav. Hvordan skulle jeg kunne tvivle på ham, når han har gjort alt dette for mig?"

Men har du alligevel været utaknemmelig, beklagende og tvivlende ligesom Israel? Mange kristne har. Bibelen fortæller, at i de sidste dage vil mange miste troen og forlade deres første kærlighed. De vil ende i en ørken af tvivl og vantro - frelst men elendige!

Paulus skrev til Timotheus, "Med tro og med god samvittighed. Den har nogle afvist, og derved har deres tro lidt skibbrud." (1. Tim. 1, 19). Paulus skrev dette lige efter pinsen, hvor Gud havde bevæget sig på mægtig vis i deres midte. Men alligevel havde mange allerede mistet troen.'

Jesus selv sagde, "Når Menneskesønnen kommer, mon så han finder troen på jorden?" (Luk. 18, 8). Med andre ord, "Når jeg kommer tilbage efter mit folk, vil så jeg finde sand tro blandt dem?" En gang havde jeg svært ved at sluge disse ord. Jeg tænkte, "Jamen Herre, massevis af mennesker vandrer i tro."

Men Herren mindede mig om: Ud af disse 600.000 israelitter, som var fast besluttede på altid at stole på ham, så var der kun to som bevarede troen. Det er sandt - 599.998 mistede troen. Kun Joshua og Kaleb troede og tvivlede ikke. Og kun de to kom ind i Løfternes Land. Alle andre israelitter over 20 år, som engang var bevæget af Guds mirakler, døde i tvivl i en elendig ørken.

Det er muligt at komme fri af frygtelige lænker og alligevel aldrig komme ind i Kristi fylde.

Mange kristne har tilbragt hele deres liv fortabt i en ørken, plaget af frygt, uro og vantro. De har brug for at vide hvad Løfternes Land repræsenterer. Det repræsenterer ikke himlen, som mange tror. (Den dag israelitterne gik ind i Kanaan, begyndte krigen.) Kanaan stod nærmere for livets fylde. Overflod af liv. Det var landet som flød med "mælk og honning," et liv med velsignelser og fred. Et liv uden frygt.

I dag er Løfternes Land Jesus, som lever i os. Han er vores arv, og vi hviler i hans trofasthed, nyder hans nærhed og glæden i ham alle vore dage. Gud har aldrig ment, at vi skulle gro fast i en ørken med uendelig tørke. Livet i hans Søn er et liv med fuldstændig overgivelse til Gud, med fuld tillid til hans vilje og kærlighed.

Kun Joshua og Kaleb bevarede troen på Guds magt til udfrielse. De vidnede, vi kan besejre vores fjende hvis Gud har behag i os. Vores mægtige Gud kan ikke sammenlignes med mennesker." Men den nat gik de andre ti spioner fra telt til telt, fra stamme til stamme og spredte tvivl og frygt. "Da brød hele menigheden ud i høje råb, og folket græd hele natten." (4. Mos. 14, 1).

Hvor må Gud have sørget over det. Tænk på Israels blasfemiske, tvivlende og bitre ord: "Alle israelitterne gav ondt af sig mod Moses og Aron, og hele menigheden sagde til dem: »Gid vi var døde i Egypten! Eller gid vi var døde i ørkenen her! Hvorfor fører Herren os til dette land, hvor vi skal falde for sværdet og vores kvinder og børn blive taget som bytte? Var det ikke bedre, om vi vendte tilbage til Egypten?« Og de sagde til hinanden: »Lad os vælge os en anfører og vende tilbage til Egypten!" (14, 2-4).

Gå tilbage til Egypten? Uden vand, uden manna, uden vejledning, sky og ildsøjle til at lede dem? De kunne ikke have klaret sig alene i en uge. Selvom de skulle klare at komme tilbage til det Røde Hav, hvordan skulle de så komme over? Og hvis de kom over, ville de komme til at stå overfor en rasende og hævngerrig Farao.

Måske befinder du dig lige nu i en kamp. Fjenden kommer imod dig fra alle sider. Du ved, du har en mægtig Gud på din side, men alt hvad du kan se er kampen foran dig. Du siger, "Åh, Gud, jeg klarer det aldrig! Hvorfor bragte du mig i den situation? Da jeg blev frelst, vidste jeg ikke, at jeg kom til at kæmpe så meget. Jeg troede alt ville være ok."

Nehemias sagde om Israel: "De nægtede at adlyde, og de huskede ikke de undere, du havde gjort for dem; de gjorde nakken stiv og satte sig i hovedet at vende tilbage til trældommen i Egypten." (Neh. 9, 17).

Lyt til disse utrolige ord fra Herren: "Hvor længe skal dette folk håne mig? Hvor længe skal de vise mig mistillid trods alle de tegn, jeg har gjort blandt dem? Jeg vil slå dem med pest og tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et folk, der er større og mægtigere end de." (4. Mos. 14, 11-12).

Men Moses bad Gud om at vise sin store nåde. "Tilgiv dog i din store troskab dette folk dets skyld, sådan som du har båret over med dette folk lige fra Egypten til nu!" (14, 19). Her er kernen i mit budskab:

Du kan bilve tilgivet, men alligevel stå udenfor Guds fylde.

Det er konsekvensen af vantro. Du kan være modtager af Guds store nåde, velsignelse og beskyttelse, men alligevel aldrig nyde det liv i kraft og hvile, som han har til dig.

Gud hørte Moses' bøn, og han tilgav Israels horrible synder: "Herren svarede: »På din bøn vil jeg tilgive dem." (14, 20). Men hvad var folkets reaktion? "De nægtede at adlyde, og de huskede ikke de undere, du havde gjort for dem; de gjorde nakken stiv og satte sig i hovedet at vende tilbage til trældommen i Egypten." (Neh. 9, 17).

Men Gud var stadig nådig, barmhjertig og tålmodig overfor et vantro Israel: Men i din store barmhjertighed svigtede du dem ikke i ørkenen; skysøjlen veg ikke fra dem, når den om dagen skulle føre dem på vejen, ildsøjlen ej heller om natten, når den skulle oplyse vejen for dem, som de skulle vandre.

"Du gav dem din gode Ånd for at give dem indsigt; du forholdt dem ikke din manna, du gav dem vand til at stille deres tørst. I fyrre år sørgede du for dem, så de ikke led mangel i ørkenen; deres klæder blev ikke slidt i laser, og deres fødder svulmede ikke op." (Neh. 9, 19-21).

Du tænker måske, "De var i god stand. De var tilgivet. De blev stadig ledt og draget omsorg for. De fik mad og tøj. Hvad mere kunne de ønske sig?" Men der var alligevel noget der var helt galt. Vi finder ud af hvad det var i dette vers: " Ingen af de mænd, som har set min herlighed og de tegn, jeg har gjort i Egypten og i ørkenen, og som for tiende gang har udæsket mig og ikke har adlydt mig, skal få det land at se, som jeg har lovet deres fædre. Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se." (4. Mos. 14, 22-23).

De var blevet arveløse. Guds folk var frelst, tilgivet og velsignet, men de havde intet sted at gå hen. De spildte deres liv, fordi de var lukket ude fra det Gud ønskede for dem. De var dømt til et 'ørkenliv' med tørhed, bekymring, uro, tomhed. De var elendige til deres dages ende.

Gud brød bogstavelig talt sit løfte til dem - løftet om at bringe dem ind i et liv med fred og hvile: " Ligesom I brugte fyrre dage til at udspejde landet, skal I bære jeres straf i fyrre år, et år for hver dag, og I skal erfare, hvad det vil sige at have mig til fjende. "Jeg, Herren, har talt! Ja, sådan vil jeg handle mod hele denne onde menighed, der har rottet sig sammen mod mig. Her i ørkenen skal de omkomme, her skal de dø!" (14, 34-35). Hvorfor tog Gud så drastisk en beslutning? Det var ganske enkelt på grund af deres vantro. De havde gjort det til en vane, at glemme Guds trofasthed mod dem. Og for hver ny krise, beklagede de sig og gav ondt af sig.

Alligevel var de ikke et forladt folk. De var frelst, befriet for slaveriet. Blodofringen fortsatte. Mannaen blev ved med at komme. Vandet fra klippen blev ved med at flyde. Skyen og ildsøjlen kunne stadig ses. Men Guds folk var uden liv. Og Herren kaldte dem endog onde.

"Og hvem var det, han harmedes på i fyrre år? Var det ikke på dem, der syndede, og hvis lig kom til at ligge i ørkenen? Og hvem gjaldt det, når han svor, at de ikke skulle komme ind til hans hvile, om ikke dem, der havde været ulydige? Vi ser altså, at det var på grund af deres vantro, at de ikke kunne komme derind." (Hebr. 3, 17-19). Israel blev ikke lukket ude på grund af deres afgudsdyrkelse, hor eller kujonagtighed. Det blev de på grund af vantro.

Kan du forestille dig hvor elendigt det må være at leve i frygt hele livet? I fyrre år gik disse mennesker i ring. Deres liv handlede kun om overlevelse. De fortabte sig i småproblemer, gik gennem de samme daglige rutiner og bekymrede sig for noget som aldrig ville ske.

Det er et billede på hvad der sker med dig, hvis du mister troen. Du bekymrer dig om alle mulige småting, hvert et lille problem der kommer på din vej. Du stiller altid spørgsmål ved Gud, og du får aldrig fred, glæde eller håb. Gud siger til dig, "Jeg vil ikke forlade dig. Men du kommer ingen vegne."

Dette er ikke kun et dilemma der hører det Gamle Testamente til. Hebræerbrevet siger, "Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud... Lad os altså være ivrige efter at komme ind til den hvile, for at ingen skal falde på grund af en tilsvarende ulydighed." (Hebr. 3, 12 og 4, 11). Vi får en klar advarsel: Vantro kan hindre os i at komme ind, som det skete med Israel.

Jeg tror, der er rigtig mange kristne, som aldrig er kommet ind i et liv med hvile i Kristi fylde. De tilbringer hele livet med at være frelst, men elendige. De vil aldrig opleve glæden ved at sejre i tro. De vil aldrig kende et liv uden evindelig bekymring. De vil aldrig nyde den fred og glæde som kommer af at overlade alt i Herrens hænder i tillid. Kun Joshua og Kaleb vandrede i tro ind i et liv i overflod.

Her er en anden vigtig ting, vi har behov for at lære af Israels erfaring.

 

Vi skal være forsigtige med vores ord når vi har det svært.

Hvor er det farligt, at tale tvivl til andre. Skriften siger, at de ti spioner, som "havde udspredt onde rygter om landet, led en brat død for Herrens ansigt." (4. Mos. 14, 37). Og hvad med den klagende forsamling, som sagde, "Gud skulle have ladet os dø i ørkenen"?

Herren svarede dem: "Ok, I vil komme til at dø i ørkenen." "Så sandt jeg lever, siger Herren: Som jeg selv har hørt jer sige, vil jeg gøre mod jer. Her i ørkenen skal jeres lig komme til at ligge i fuldt tal, alle som er blevet mønstret fra tyve år og opefter, fordi I har givet ondt af jer mod mig." (14, 28-29).
 

Du synes måske det er hårde ord. Du tænker måske, "Men israelitterne var kun mennesker. De var rodløse i landet, de vandrede rundt hid og did, og var bekymrede for deres børn. Deres frygt var kun naturlig. Det må Gud sikkert kunne forstå."

Nej. Gud ser ikke efter 'kun menneskelige' svar. Han ser efter svar i tro. Han ønsker et folk, som vil sige, "Jeg tror Guds Ord. Derfor tror jeg, at han er mere optaget af min familie end jeg er. Jeg vil ikke handle i frygt, for han er trofast til at bevare mig i disse vanskelige tider. Selv ikke sygdom og død kan skille mig fra hans kærlighed og omsorg for mig."

"Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham." (Hebr. 11, 6) "Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand." (10, 22).

Vores tro skal alene være solidt funderet i Guds Ord.

Satans strategi i disse sidste dage er, at få dig til at tvivle på Jesus som en realitet. Han vil gøre hvad som helst for at få dig til at tvivle på, at Gud er med dig i alt.

Guds bekymring er, at hans folk bliver rystet i deres tro, at de ikke vil stole på ham i deres kriser. Og vores største synd er faktisk hvis vi ikke tror, han vil gøre det, han har lovet. Det krænker ham mere end utroskab, hor, narkotika, misbrug af alkohol eller en hver anden kødets synd.

Hans Ord siger, "Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse.." (2. Peter 2, 9). "De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under." (1. Kor. 10, 13).

Disse vers er enten evangeliet eller også er de løgn. Hvis de er evangeliet, må vi tro på dem. Gud ønsker, vi skal være i stand til at sige, "Herre, hvis jeg dør her, så stoler jeg på, at du hjælper mig igennem. Lad mig dø i tro. I livet eller døden - jeg er din."

Lad alle helvedes storme og bølger komme mod dig. Lad hvad som helst komme imod dig. Vores Gud ved hvordan han skal udfri dig - og han er i stand til det.

Han ønsker, at du og jeg skal have glæde, sejr og hvile i vores vandring. Han søger efter mænd og kvinder, som vil stå op imod det, som kommer i denne mørke tidsalder - tjenere som vil stå rolige og fredfyldte fordi Kristus bor i dem.

Gud ønsker så inderligt, at du skal komme ind i et tillidsforhold til ham. Han ønsker, at du aldrig mere skal frygte, men at du virkelig skal hvile i hans magt og evner. Han ved hvordan han skal udfri dig fra fælder og snarer, prøvelser og fristelser - hvis du bare vil stole på ham.

Forny din tro til ham i dag. Han har overflod af liv til os - al hvile, fred og glæde - og han har sat det lige foran dig. Grib det i tro til ham!
 

Download PDF

DAILY ENCOURAGEMENT IN YOUR INBOX

Sign up now to receive our Daily Devotional or E-newsletter.

SUBSCRIBE