Nåden over alt | World Challenge

Nåden over alt

Gary WilkersonSeptember 29, 2014

Jeg er overbevist om, at der over hele verden er en længsel efter Kristi kompromisløse nåde. Skriften bekræfter denne længsel. Lukas skriver, at da Jesus prædikede for en stor mængde mennesker på bjerget, som ”var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme; også de, der plagedes af urene ånder, blev helbredt. ” (Luk. 6, 16). Disse mennesker var kommet, fordi de havde hørt rygter om en nådens mand, som kunne helbrede dem.

“Der var en stor skare af hans disciple og en stor mængde mennesker fra hele Judæa og Jerusalem og fra kystlandet ved Tyrus og Sidon.” (6, 17). Denne hungrende skare rejste ikke så langt, for at høre en prædikant fortælle dem, at de skulle gøre en større indsats. De var allerede udkørte, modløse og fortvivlede over deres forsøg på at være gudfrygtige. Og det var ikke bare en samling ”gode” mennesker. Mange befandt sig sikkert på kanten af livet; det var mennesker, som var skubbet til side på grund af deres nedbrudte tilstand. Men uanset hvad, så havde overholdelse af loven ikke bragt liv med sig.

Rygtet om Jesu nåde, som havde nået disse hungrende udlændinge, viste sig at var sandt. Han prædikede ikke kun om nåde - han viste den også ved at helbrede dem alle: ”Hele skaren prøvede på at komme til at røre ved ham, for der udgik en kraft fra ham, og han helbredte alle.” (6, 19 – min fremhævelse). Forestil dig det: af alle disse tusinder mennesker, gik ikke en af dem hjem, uden at være helbredt. Der var ingen sygdom tilbage. Intet nedbrudt liv var uberørt. Det er ubegribeligt! Ikke en eneste sjæl var uberørt af Jesu Kristi kraftfulde nåde.

Mange af os ser bort fra Kristi helbredende nåde ved Bjergprædikenen og fokuserer på saligprisningerne.

Ifølge Lukas’ optegnelser gik Jesus direkte fra helbredelserne til saligprisningerne: ”Og han løftede sit blik, så på sine disciple og sagde: ”Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres.”” (se vers 19 og 20).

“Salige er I, som sulter nu, for I skal mættes. Salige er I, som græder nu, for I skal le.” (Luk. 21). De andre forfattere af evangelierne tilføjer endnu en velsignelse: ”Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden, Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud og Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. (se Matt. 5).

Da jeg var dreng, målte jeg min vandring med Kristus ud fra hvor god jeg var til at vise ydmyghed, renhed og nåde. Hvis jeg tog mig selv i at være aggressiv, tænkte jeg, ”Jeg må være mere ydmyg og sagtmodig.” Eller hvis jeg havde seksuelle tanker, tænkte jeg, ”Hvordan vil jeg nogensinde blive i stand til at bevare et rent hjerte?” Som mange før mig, gjorde jeg Guds nådige løfter om velsignelse til love, som jeg forsøgte at overholde. Hvis jeg ”udlevede” saligprisningerne godt nok, så ville Gud måske sige, ”Gary, du er velsignet.”

Men nej. Det er helt forkert – og det står fuldstændig i modsætning til Kristi evangelium. Da Jesus så ud over denne skare af mennesker, så han allerede deres svage ånd; han så dem på deres knæ i ydmyghed, plaget af sygdom, udmattede af at prøve på at leve et godt liv. Så hvad gjorde han? Han velsignede dem! Ligesom da Herren talte skabelsen ind i et tomrum af bælgmørke, talte Jesus guddommelig velsignelse til hærgede syndere, til mennesker, som livet havde været hård ved. Han forsikrede dem, ”I kom sørgende hertil, men jeg siger jer, I er velsignede af Gud – velsignet i jeres ægteskaber, i jeres arbejde, velsignet dybt ind i sjælen.”

Det var et helt nyt budskab. Disse mennesker kendte kun til kravene i den gamle pagt. De troede, at det de fortjente at høre var, ”Du er forbandet! Du overholdt ikke Moseloven; ellers ville du jo have været velsignet. Fordi du ikke har overholdt loven, har du bragt en forbandelse over dig selv.” Jesus sagde det modsatte: ”Før du nogensinde har gjort noget for mig – før du bad, tilbad eller angrede – har jeg allerede velsignet dig!”

På trods af Jesu klare budskab, insisterer mange af os stadig på at leve efter loven.

Der er mange kristne, som lever deres liv efter lovens krav. På den ene side har de alle deres gode gerninger og på den anden side vokser bunken af synder og mislykkede forsøg på at gøre det rigtige. Hvis de føler, at vægten hælder for meget mod mislykkethed, føler de sig tvunget til at bede mere, læse mere i Bibelen og gå mere i kirke. Men ingen yderligere anstrengelser i forhold til gode gerninger, kan få dette hjemmelavede retfærdigheds-mål i balance.

Jeg så for nylig et videoklip fra en fastfood drive in. Da chaufføren afgav sin ordre, spurgte stemmen i den anden ende, ”Skal du have mere?” Chaufføren følte sig presset til også at bestille pommesfrites. Så kom stemmen tilbage, ”Skal du have mere?” Chaufføren var nu forvirret, og bestilte derfor også en dessert. Så spurgte stemmen om det samme igen, indtil chaufføren råbte, ”nej, nej, nej – ikke mere!”

Det er et billede på os, når vi forsøger at opnå Guds retfærdighed. Jo mere vi selv forsøger, des nærmere kommer vi til det punkt, hvor vi må råbe, ”nej, nej, ikke mere.” Det forklarer, hvorfor så mange kristne føler sig så udmattede bare ved tanken om at tjene Gud. Der er en årsag til at Paulus kalder disse forsøg for ”døde gerninger”: de vil aldrig kunne give retfærdighed eller glæde. De giver kun træthed og elendighed. Der er intet liv i det – for det er ikke Kristi evangelium.

Paulus skriver, “En enkelts (Adams) fald blev til fordømmelse for alle mennesker.”(Rom. 5, 18). Hvis døden præger din vandring, hvis du konstant bærer på vægten af anklager om synd, hvis intet af det du gør, er godt nok – så lytter du til den gamle stemme fra Adams natur. Fra den gamle natur udspringer ethvert kødeligt forsøg på at behage Gud, hvilket står i klar modsætning til din nye identitet i Kristus.

Og Paulus tilføjer dette: “Sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker.” (Rom. 5, 18). Hvordan opnår vi denne retfærdighed? Paulus siger i næste sætning: “Så skal endnu mere de, der får retfærdighedens overvældende nåde og gave, få herredømme og liv ved én eneste, Jesus Kristus.” (Rom. 5, 17). Vi er bestemt til at triumfere over al synd – ikke gennem vores egne anstrengelser, men gennem en mand, Jesus. Så Kristus opfordrer os indtrængende: ”Læg din egen målestok ned for korsets fod. Jeg har aldrig kaldet dig til formilde mig. Jeg har kaldet dig til at gøre en ting: at modtage min velsignende nåde.”

Ved sin store gave gør Kristus, at det er nåden, der hersker over vores liv, fremfor det kødelige menneske.

Mange kristne vil ikke indrømme det, men de hænger stadig fast i deres egen målestok, som de måler sig med. Hvorfor? Langt inde tror de, at Guds nåde er for god til at være sand. De tænker, den giver dem for meget frihed – så meget at de måske kommer til at tage for let på deres åndelige tjeneste og begynder at synde. De holder fast i gerningerne, fordi de er overbevist om, at det er det eneste, som holder dem på retfærdighedens sti.

Paulus foregriber denne tankegang, som ender i døde gerninger. Han svarer, ”Hvad da? Skal vi synde, fordi vi ikke er under loven, men under nåden? Aldeles ikke! Ved I ikke, at den, I stiller jer til rådighed for som trælle og viser lydighed, må I også være trælle for og vise lydighed, hvad enten det er synden, og det fører til død, eller det er lydigheden, og det fører til retfærdighed? Men Gud ske tak for, at I, der var syndens trælle, er blevet lydige af hjertet imod den lære, I blev indført i!” (Rom. 6, 15-17).

Hvad er det for en lære, som Paulus refererer til her? Det er. At vi nu tilhører Jesu Kristi nåde, så vi ikke fortsætter med at synde, som vi gjorde før, for det er ikke længere vores identitet: ” Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden.” (5, 18). Det gamle liv er slut – et nyt er begyndt! Til sidst siger Paulus, “Så er også I, mine brødre, gjort døde for loven ved Kristi legeme, for at I skal tilhøre en anden, ham der er opstået fra de døde, og vi bære frugt for Gud.” (Rom. 7, 4).

Det nye liv vi har fået, livet i Kristus selv – oprejser os til at tjene ham i frihed, fred og glæde. Befriet fra de udmattende pligters lænker, kan vi råbe som David: ”Herre, jeg glædes over at gøre din vilje!” Og vi kan ikke tilbyde anden hjælp, end at vidne om Jesus til en verden, som er desperat og hungrende efter hans nåde. Kort sagt, nåde giver resultater!
 

Min ven, du kan ikke vride liv ud af noget dødt. Kun Jesus har magten til at genoprejse vores gamle, døde menneske til nyt liv. Den slags nåde er ubegribelig, og ligger så langt over vores fatteevne, at vi aldrig helt kommer til at forstå det i dette liv. Ligeså kan vi aldrig blive i stand til af opnå det ved egen kraft. Som Paulus skriver, ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” (1. Kor. 13, 12).

Bemærk den sidste sætning: Du er kendt fuldt ud af Herren – selv midt i dit rodede, triste og nedbrudte liv – og han siger, at du er velsignet. Ser du, det nye liv du har, er ikke noget, du har opnået – det er noget, du har modtaget. Så vil du fjerne den målestok, du måler dig efter, og vandre i det nye liv, Jesus har velsignet dig med? Du har intet, at give ham, for han har allerede velsignet dig. Modtag det – og gå ind i alle de gode gerninger, han har forberedt til dig ved sin nåde!

 

Download PDF