Nattens vægtere | World Challenge

Nattens vægtere

David WilkersonJanuary 1, 1986

Vi lever i en tid, hvor profeternes budskaber skal forstås og proklameres. Jesus levede og prædikede under en konstant viden om, at han opfyldte profeternes ord, "Han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes." (Luk. 18, 31).

På vejen til Emmaus bebrejdede Jesus de to disciple for, at ikke at tro på det Profeterne havde sagt. "Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt." (Luk. 24, 25).

Paulus siger klart, at profeterne talte til os, der lever i de sidste dage, "Også alle de andre profeter, som har talt, både Samuel og de følgende, har forkyndt om disse dage." (Ap. Gern. 3, 24).

Johannes Døberen forstod og prædikede profeternes budskab. Han havde ikke behov for en ny åbenbaring, ingen ny doktrin, ingen hidtil ukendt sandhed. Han prædikede fra Esajas Bog! "I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken:»Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!" (Mat. 3, 1–3).

Vi har ikke brug for en ny sandhed — en ny ukendt ting, som kløende ører søger. Vi har brug for at høre hvad profeterne sagde om vores tid. De var meget præcise vedrørende Jesus på alle områder. Derfor må de også have ret i deres advarsler og formaninger til os!

Gennem hele det Nye Testamente, ser du begivenheder ske, således at det profeterne havde talt gik i opfyldelse. "Da det blev aften, bragte de mange besatte hen til ham, og han drev ånderne ud ved sit ord og helbredte alle de syge, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger: Han tog vore lidelser, han bar vore sygdomme." (Mat. 8, 16–17). "Da Jesus fik det at vide, drog han bort derfra, men store folkeskarer fulgte ham, og han helbredte dem alle. Men han pålagde dem strengt, at de ikke måtte røbe ham, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas…" (Mat. 12, 15–17).

Esajas så Jesu herlighed for århundrede siden; og han prædikede om Kristus på sin egen tid. Esajas så ikke kun den fremtidige Herre og Frelser; han havde også et klart syn om den tid vi lever i. Hans syn i kapitel 21 må forstås, lægges mærke til og proklameres! Det er et budskab for denne tid!

Profeten fortæller ikke detaljerne i dette grufulde syn; men han indsigt i fremtiden var så knusende, at det foruroligede ham voldsomt. Esajas fortalte om synets indvirkning på ham; "Derfor ryster mine lænder og skælver, veerne kommer over mig som over en fødende, jeg kan ikke høre af angst, jeg kan ikke se af rædsel. Mit hjerte er faret vild, frygten overvælder mig. Skumringen, jeg længtes efter, er blevet min rædsel." (Es. 21, 3–4).

Hvad skabte sådan et røre i Esajas' krop? Hvorfor bankede hans hjerte vildt? Hvorfor sådan en rædsel i sjælen? Han så en storm rejse sig i ørkenen. Det var en enorm fjendtlig hær — "ryttere, vogne med heste spændt for, ryttere på æsler, ryttere på kameler…"

Profeten så det babylonske riges undergang. Han hørte med sine åndelige ører — han så med sine åndelige øjne — denne verdens undergang. Han så slutningen på stolthed, ambition, ondskab og fordærv. "Faldet, ja, faldet er Babylon, alle dens gudebilleder ligger knust på jorden." (Es. 21, 9).

Esajas så hele den kommende dom og ødelæggelse, og han råbte, "Lyt opmærksomt." (Es. 21, 7). Han råbte, »Rejs jer, stormænd, gnid skjoldet med olie!" (vers 5). Men ingen lytter! I stedet, "Dækker man bord og breder tæpper ud, man spiser og drikker…" (vers 5).

En ubeskrivelig dom står for døren; massive hære marcherer udenfor porten; regnskabets dag er kommet! Profeten råber; "Vær opmærksom! Vær rede! Olie på skjoldene! Tag den fulde rustning på!" Men de ignorerer profetens advarsler! De går deres egne veje; spiser og drikker og har det sjovt — Dækker velstandens, succesens og underholdningens festbord. De er døve!

De ønsker ikke, at høre om det mørke, som fortættes, udenfor porten! De har deres egne fremgangs–profeter, som sidder for bordenden af deres festborde. Mens de sidder med dem på elfenbensstole, profeterer de om rare ting, "Det er et genstridigt folk, børn, der lyver, børn, der ikke vil høre Herrens belæring. De siger til seerne: I må ikke se noget, og til profeterne: I må ikke se syner om sandheden! Tal ord, der forfører os, se syner, der bedrager os!" (Es. 30, 9–10).

Hvilket levende syn Esajas havde af den tid, vi lever i. Her blæser alarmerede vægtere i basunen, og tigger de ligeglade om at vågne op, om at forberede sig på katastrofens dag! Men stormændene dækker deres borde og danser og underholder sig!

Det er ikke sådan, at de ignorerer ham — de råber til ham, "Vi gider ikke høre mere om dom og ødelæggelse. Du har stået på muren længe nok! Sig noget godt til os! Hvorfor skal det være så hårdt, så brutalt, så negativt?"

Jeg spørger dig, hvis vægteren tier, hvis han bliver træt af at advare, hvis han giver efter og lader sig formilde — vil det så ændre noget? Vil det stoppe ødelæggelsen? NEJ!

"Dette siger Herren til mig: »Sæt en vagtpost ud, han skal melde, hvad han ser." (Es. 21, 6). Gud har placeret trofaste vægtere i disse urolige tider. De ser den guddommelige dom rejse sig som et uvejr i horisonten. Og de er udpegede til at advare folket.

Vi ved, at det Gamle Testamentes profeter og hyrder var sat som vægtere. Nogle blev kaldet seere, fordi de vandrede så tæt med Gud, at de kunne se, hvad andre ikke kunne se. De kunne se, at fjenden nærmede sig, de kunne se ind i fremtiden — deres advarsler kom lige fra Guds hjerte. Gud sagde til Ezekiel, "Menneske, jeg stiller dig som vægter for Israels hus. Når du hører et ord fra min mund, skal du advare dem fra mig." (Ez. 3, 17).

Gud talte gennem Esajas: "Jerusalem, på dine mure stiller jeg vægtere; aldrig skal de tie, hverken dag eller nat. I, der påkalder Herren, und jer ikke ro, og und ikke ham ro, før han genrejser Jerusalem, og før han gør den til lovprisning på jorden." (Es. 62, 6–7).

Dette skulle give den hellige rest mod! Det skulle bringe håb til hele Guds folk, som sukker og græder over vederstyggelighederne i Herrens hus! Gud har sat vægtere, som aldrig vil tie! Nat og dag vil de blæse i basunen og advare folket indtil Guds hus er renset og vækket!

Nogle siger, "Dette budskab om kommende dom fra selvudnævnte profeter vil gå over! Disse tåbelige advarsler, disse dundertaler, disse grusomme syn vil dø ud!" Slet ikke! Gud har sat sine vægtere! Gud har instrueret dem til ikke at tie! Kald dem selvudnævnte; kald dem misinformerede; kald dem hvad du vil — men de vil ikke blive hindret i deres mission. De er blevet placeret der af en guddommelig autoritet.

Det Nye Testamente er et kald til alle Guds tjenere — til at holde vagt! "Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen." (Luk. 21, 32–36).

Paulus advarer vores tids tjeneste: "Vær vågne, stå fast i troen, vær mandige og stærke! Alting hos jer skal ske i kærlighed." (1. Kor. 16, 13).

I tre år stod Paulus vagt over menigheden fra Korinth, "Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod. Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal I være på vagt. Og husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under tårer." (Ap. Gern. 20, 28–31).

Til forstandere, til biskopper, til pastorer — siger han det samme! "Hold vagt — advar alle, nat og dag — med tårer!"

Paulus sagde om sand tjeneste, "De vogter din sjæl." Det er det som kendetegner en sand vægter! Holder han øje med egne interesser, egne drømme og egne ambitioner? Eller holder han øje med sjæle? Hvis Paulus skulle prædike til Guds tjenere i dag, ville han komme med det samme budskab, som han gav den unge Timotheus: " Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste!" (2. Tim. 4, 3–5).

"Et profetudsagn om Duma (Edom, red.). Der er en, der råber til mig fra Se'ir." (Es. 21, 11). ! Mosebog 36, 8 siger, at Edom er Esau. I Malakias 1, 3: "Gud sagde, "Jeg hadede Esau…Hans bjergland gør jeg til ødemark, jeg giver hans arvelod til ørkenens sjakaler." Malakias giver os Guds syn på hvad Edom og Esau repræsenterer: "Når Edom siger: Vi er knust, men vi genopbygger ruinerne, så siger Hærskarers Herre: Lad dem bygge! Men jeg river ned! Man skal kalde dem gudløshedens land, det folk, Herren for evigt er vred på." (Mal. 1, 4).

Hvad er det skrig, som kommer fra lovløshedens land? Det er det samme skrig, som stiger op fra det religiøse Amerika! Vi er blevet lovløshedens land. Vi er dem, som har afvist Herren og som Gud er indifferent overfor!

Her er skriget til lovløshedens land: "»Vægter, hvornår er natten gået, vægter, hvornår er natten gået?" (Es. 21, 11). I King James oversættelsen står der: "Vægter, hvad med natten? Men den hebræiske tekst er faktisk, "hvor langt er natten fremskreden?"

Der var ikke noget skrig om, "Hvad skal vi gøre for at blive frelst? Hvordan kan vi angre og vende os til Gud? Hvad kan vi gøre for at forberede os på at møde fjenden?" Det eneste spørgsmål der blev stillet af disse vildledte Guds børn var, "Hvor lang tid er der til de gode tider vender tilbage? Hvornår gryr morgenen så vi kan vende tilbage til vores festmåltid og vores drikkeri?"

Bemærk mine ord, den dag er her allerede — massevis af fremgangsteologi–elskere, som er ledt af deres succes–prædikanter, deler en stor interesse — at frembringe en ny lys dag med endeløs fremgang og lyksalighed! Når recessionens mørke og depressionen bryder ud alle steder, skriger de, "Hvor længe vil det vare? Hvornår er vi tilbage til gode tider? Hvor dybt og hvor længe vil mørket være?" De profeterer om store og velstående tider lige forude.

Det Skriftsted som siger, "Natten er næsten forbi, dagen er på vej" betyder noget helt andet for dem. De ser det som Guds løfte om, at han snart vil iværksætte sit jordiske kongerige! Ikke noget om Jesu forestående genkomst. Ikke noget møde med Herren i luften! De er blevet så bundet til jorden, at de ikke kan opgive den — selv ikke for at møde Herren i herlighed!

Dette er skriget fra new age folket! Det er råbet i det evangelium som 'kongerige–prædikanterne' kommer med: "En ny dag gryr! En dag med fred og fremgang! De udbryder, "Gud vil give os verdens rigdomme, vi bliver konger — og tager magten over alle regeringer, al videnskab og al lovgivning."

De ser ikke længere frem til at Kristus viser sig i skyen (Markus 13, 26). De tror åbenbart ikke på Jesu ord, da han advarede, "På denne jord vil I lide og blive forfulgt" (2. Tim. 2, 13). De afviser Kristi advarsler om at menigheden vil blive "hadet og foragtet" blandt mennesker (Lukas 21, 17). Man forventer ikke længere at Jesus kommer som "en tyv om natten" (1. Tess. 5, 3). De tror ikke på Paulus' advarsel om, at "pludselig ødelæggelse" kommer over jorden (1. Tess. 5, 3). Men uanset hvad, så sagde Jesus ligefremt at, "Mit rige er ikke af denne verden." Hans kongedømme er i menneskers hjerter. 

Hør vægternes svar (Esajas 21, 12): "Der kommer en morgen, men også en nat. Vil I spørge, så spørg! Kom igen en anden gang!" Han siger, "For de, som vender om og angrer, kommer der en ny dag — men for de som lever i de lovløses land, bundet af Esaus ånd, med dens begær og ondskab, er der kun nat!"

Esajas fortsatte med at beskrive hvad det betød. For den frafaldne og ligeglade er "Hærskarers Herres dag" en dag med rædsel, undertrykkelse og forvirring." (Es. 22, 5). De, som lever for selvet, som begærer succes og magt og jordisk herredømme, vil vågne op til en rædselsdag med forvirring og problemer i en grad, som ikke før er set magen til.

Hvad der gør det så rædselsvækkende er, at Esajas taler om den tid, vi lever i! Kun en hellig, udskilt rest vil udgøre det hellige Zion — byen som kommer ned fra Gud! Mens mange taler om en ny dag med jordisk magt, herlighed og herredømme — så vil det i virkeligheden blive denne frygtede forvirringens dag med sorg og råb om hjælp!

Det genoprettede Paradis' prædikanter er vildledte profeter. Det er nemt at bevise ud fra Guds Ord. Her er uigendriveligt bevis på, at Gud ikke har sendt dem, men at de er forførte og taler ud fra deres egen fantasier. "Jeg sagde: »Ak, Gud Herre! Profeterne fortæller dem, at de ikke skal frygte for sværd, og at sult ikke vil ramme dem, fordi du vil give dem tryghed og fred på dette sted.« Men Herren sagde til mig: »Profeterne profeterer løgn i mit navn. Jeg har ikke sendt dem, jeg har ikke givet dem befaling og ikke talt til dem. Løgnesyner, falske spådomme og svig ud af deres eget hjerte profeterer de for jer." (Jer. 14, 13–14).

Lad mig dele en af de sørgeligste anklager mod de onde vægtere i Guds Ord med dig. "På mit leje om natten søgte jeg ham, som jeg elsker så højt; jeg søgte ham, men fandt ham ikke. Jeg vil stå op og vandre rundt i byen, i gader og på torve, jeg vil søge ham, jeg elsker så højt. Jeg søgte ham, men fandt ham ikke. Vægterne, der går rundt i byen, fandt mig. »Har I set ham, jeg elsker så højt?« Næppe var jeg sluppet forbi dem, før jeg fandt ham, jeg elsker så højt. Jeg greb fat i ham, jeg slap ham ikke, men førte ham til min mors hus, til kammeret hos hende, der fødte mig." (Højsangen 3, 1–4).

Her er bruden — menigheden — Guds folk, som virkelig hungrer og tørster efter deres Herre! De ønsker ham! De længes efter hans kærlighed og tilstedeværelse. Det er et søgende folk! De ved ikke hvordan de skal nå ham! Der er en konfrontation med nogle af vægterne! Hvis nogen burde vide ved hvor han findes, så er det vægterne. Hvem kan overse den velbeskrevne mand: "Hans hoved er det reneste guld; hans lokker er daddelklaser, sorte som ravnen. Hans øjne er som duer ved vandløb; badet i mælk sidder de i deres huler. Hans kinder er som et balsambed, hvor der vokser vellugtende urter; hans læber er liljer, der drypper af flydende myrra. Hans arme er guldstave indlagt med krysolit; hans mave er en elfenbensplade besat med safir. Hans ben er alabastsøjler, der står på fodstykker af guld; hans skikkelse er som Libanon, prægtig som cedertræer — alt ved ham er dejligt. (Højsangen 5, 10–16).

Hun spørger en af vægterne, "Har du set ham, som min sjæl elsker?" Med andre ord, "Led mig til ham som min sjæl længes efter! Du er vægteren — led mig til ham!"

Hvor er de ord dog triste: " Næppe var jeg sluppet forbi dem, før jeg fandt ham, jeg elsker så højt…" (Højsangen 3, 4). Bruden sige, "Da jeg slap væk fra de blinde vægtere, så fandt jeg ham! De kunne ikke hjælpe mig." Esajas sagde, "Alle vogterne er blinde, de forstår intet; de er alle sammen stumme hunde, der ikke kan gø. De ligger og drømmer, de elsker at sove." (Es. 56, 10).

Tænk over det! I kapitel 21 vågnede vægterne; det kaldte folket til aktion, taler kun sandhed; og våger trofast dag og nat. Men i kapitel 56 er nogle faldet i søvn, de ligger ned som nogle dovne hunde. De nægter at blæse i basunen. De advarer ikke. Nogle er faldet i søvn på murene! De er blevet åndeligt blinde, ignorante — uden dømmekraft tilbage.

Hvad skete der? Esajas sagde, at de blev selvcentrerede! Grådige! Fyldt med begær og nydelse! Alle vogterne er blinde, de forstår intet; de er alle sammen stumme hunde, der ikke kan gø. Hundene er grådige, de kan ikke blive mætte; de er hyrder, de har ingen indsigt. De vender sig hver sin vej, alle søger egen fordel. »Kom, jeg henter vin, vi fylder os med øl! I morgen skal blive som i dag, ja, bedre endnu!" (Es. 56, 11–13). Esajas begræd, "Retfærdige går til grunde, men ingen ænser det." (Es. 57, 1).

I stedet er nogle blevet grådige, interesserer sig kun for sig selv, deres egne drømme og planer — er faldet for deres begær og kærlighed til nydelse. De har valgt det behagelige, accept og anerkendelse fra mennesker. De er blevet fordærvede af deres begær efter magt og position. Jesus beskrev tilstanden for dem, der befinder sig i helvede: Der dør ormene aldrig og ilden dæmpes ikke! Det er begærets orm! Og hvis begærets orm ikke bliver tilintetgjort i dette liv, vil de æde sig gennem sindet til evig tid.

Tænk bare på hvor mange pastorer der begår hor! Begærets orm æder som kræft, og ødelægger kærligheden. Så få græder nu for de fortabte! Endnu færre har de frafaldne på hjerte! Der er grådighed, selvpromoveren og selvcentrerethed!

Hans sorg går videre end til deres åndelige blindhed! Videre end stoltheden og grådigheden! videre end nydelsen og selvcentreretheden! Det er en dobbelt sorg!

For det første en sorg fordi Gud aldrig kan glædes over bare enkelt menneskes fortabelse. Han sørger over at miste deres kærlighed, miste fællesskab med dem! Tabet af en udvalgt søn eller datter! Tabet en så vigtig for hans arbejde på jorden. Saul falder og profeter Samuel græder over ham. Absalom gør oprør og bliver dræbt i det oprør — men David sørger, "Absalom, min søn — min søn!" Vil Gud ikke sørge over tabet af sine oprørske, frafaldne vægtere?

For det andet er der sorgen over at måtte overlade de fordærvede vægtere til deres synder! Jeg kalder det 'rædselsovergivelse'. Du kan læse om det i Romerne 1; men også andre steder i Guds Ord. Gud fjerner aldrig sit tilbud om nåde og barmhjertighed. Hans nåde er evig! Men når mennesker, som en gang kendte sandheden, har prædiket den og taget den til sig — og så bliver fanget i kødelig lyst — og nægter at give slip på dem — nægter at vandre i hellighed foran en hellig Gud — så må Gud overgive dem til deres synder!

Du ser denne rædselsovergivelse i Ezekiel 20, 39. "Israels hus, dette siger Gud Herren: Gå alle sammen hen og dyrk jeres møgguder…"Gud overgiver også denne kristne nation til sine afguder. Han siger, "Gå til din TV afgud! Gå til din hemmelige elsker! Gå til dine pornofilm! Gå til dine beskidte blade! Gå til din skjulte synd! Hvis du hellere vil have dine afguder end at vandre helt udskilt i hellighed, så gå til genstanden for dit begær.

"Jeg åbnede for min elskede, men min elskede var forsvundet; han var væk, og jeg blev ude af mig selv, jeg søgte ham, men fandt ham ikke, jeg kaldte på ham, men han svarede mig ikke. Vægterne, der går rundt i byen, fandt mig; de slog mig og sårede mig, murenes vægtere rev sjalet (eng.: slør) af mig." (Højsangen 5, 6–7)

Kan du begribe det? Den blinde vægter slår bruden! De sårer bruden! De river sløret af hende. Sløret dækker hendes ærbarhed. Bag det kan hun rødme! Hun kan lukke sine øjne for alle andre, så hun ikke ser synd!

Tænk på alle de rockkoncerter i Guds hus! Den koreograferede dans! Den vulgære underholdning! Fremhævelsen af det materialistiske, af succes og selvudfoldelse. Den cancerlignende vækst af verdslighed i menighederne. Manglen på sorg over synd blandt troende. Accepten af rock, punk og diskomusik i Guds hus. Tåbeligheden, letsindigheden, den perverse humor, druk og hor. Det er de grådige, frafaldne vægteres skyld, de som river sløret af bruden! Igen river de blinde vægtere sløret af…"

De blinde vægtere gjorde det ved Israel og de forsøger at gøre det samme mod Guds folk i dag: " De vil helbrede mit lemlæstede folk, de siger letsindigt: »Fred, fred!«, skønt der ikke er fred. De bliver til skamme, fordi de handlede afskyeligt; men skammen føler de ikke, spotten forstår de ikke. Derfor skal de falde blandt faldne; når straffen kommer, skal de snuble, siger Herren." (Jer. 6, 14–15).

De ender med at prædike om en anden Jesus, et andet evangelium! Lyt til disse meget klare advarsler, "For jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds, fordi jeg har trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru — men jeg er bange for, at som slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus. I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod." (2. Kor. 11, 2–4). "De er falske apostle, troløse arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle. Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel. Så er det ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste.

Jeg lytter til disse såkaldte rockere og punkere når de taler så sødt om en kærlig Jesus, og om deres ønske om at bringe ham hen hvor verden er. De lyder så fromme, så ydmyge, så ærlige. De siger de rigtige ord, men deres hjerter tilhører ikke fuldstændigt Herren. Gud siger om dem, Da Herren hørte, hvad det var, I sagde til mig, sagde han: »Jeg har hørt, hvad dette folk sagde til dig; de har ret i det hele. Gid de altid må frygte mig i deres hjerte og holde alle mine befalinger, så det må gå dem og deres børn godt i evighed." (5. Mos. 5, 28–29).

Nogle blinde vægtere i Nordvesten har introduceret dans med andres ægtefæller i deres menigheder. De danser i timevis med en andens partner, og kigger hinanden dybt i øjnene — og kalder denne affære for en åndelig forbindelse. En indviklet og ond doktrin er blevet udklækket for at bakke op om en såkaldt "Ny bevægelse af Helligånden." Det medfører skilsmisser, selvmord blandt voksne og frygt blandt de involverede børn. Mange hundrede er involveret, og hor er udbredt blandt dem. Lederne af denne djævelske doktrin prædiker så sødt om Jesus, om Kristi brud — og deres ord lyder til tider så rigtige. Men de er profeter af djævelske doktriner. De involverede er djævel–inspirerede lysets engle, som kommer for at forføre, om muligt, selv de udvalgte. Det er dem, der refereres til i Højsangen, som "sårede bruden og rev sløret af hende!" Gud har lovet at tage sig af dem med sin hellige ild. "For synder vi med vilje, efter at vi har lært sandheden at kende, findes der ikke længere noget offer for synder, tilbage er kun en frygtelig forventning om dom og en brændende nidkærhed, som skal fortære modstanderne." (Hebr. 10, 26–27).

Tak Gud for at de sande og trofaste vægtere på muren aldrig vil gå på kompromis! De vil aldrig holde op med at advare de retfærdige om forførelserne og de ondes infiltrering blandt Guds folk. Nej, oprigtige kristne skal være i tvivl om hvem de skal lytte til i disse tider, hvor der er så mange stemmer.

Der findes to meget klare tests, som man ikke kan tage fejl af, i alle profetiske advarsler:

  1. Sand profeti søger at få kristne til at vende sig fra synd. "Hvis de stod i mit råd, ville de forkynde mine ord for mit folk og få dem til at vende om fra deres onde vej og fra deres onde gerninger. (Jer. 23, 22).

    Giv agt på stemmerne fra dem som forsøger at få dig væk fra ondskab. Undgå dem, som taler behagelig ord uden at omtale synd.

  2. Profetiske advarsler, har fra begyndelsen talt om dom over de onde. "Men hør nu de ord, jeg taler til dig og til hele forsamlingen: De profeter, der levede i gamle dage, før din og min tid, profeterede om krig, ulykke og pest for store lande og mægtige riger." (Jer. 28, 7–8).

    De, som advarer om kommende dom er i godt selskab. De taler det samme ord som alle profeterne "fra gamle dage".

Jeg erklærer, med fuld forvisning, at de advarsler, som nu kommer fra Guds hellige vægtere, er det største bevis på hans kærlighed til denne generation. Han elsker sit folk nok til at forberede dem; til at give dem tid til at omvende sig og forberede Herrens vej i hellighed! De som elsker Herren vil være taknemmelige. De som har det bekvemmeligt i Zion vil være afvisende og vrede.

Download PDF