Skriften vidner om, at der eksisterer en hunger efter Kristi kompromisløse nåde overalt i verden. Lukas skriver, at da Jesus prædikede på bjerget, kom en stor mængde mennesker. "De var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme; også de, der plagedes af urene ånder, blev helbredt." (Lukas 6:18). Disse mennesker kom, fordi de havde hørt om en nådens mand, som kunne helbrede dem.
Det var, "mennesker fra hele Judæa og Jerusalem og fra kystlandet ved Tyrus og Sidon." (6:17). De lidende folk rejste ikke så langt, for at høre en prædikant sige, at de skulle gøre sig mere umage. De var allerede udkørte af modløshed, sygdom og fortvivlelse over deres forsøg på at forblive gudfrygtige. Mange befandt sig sikkert helt ude på kanten af livet. De var måske blevet skubbet til side på grund af deres nedbrudte tilstand. Uanset hvad, så havde overholdelse af loven ikke bragt dem liv.
For disse hungrende fremmede viste Jesu rygte sig at tale sandt. Han ikke alene prædikede nåde; han demonstrerede den ved at helbrede dem alle: "For der udgik en kraft fra ham, og han helbredte alle." (6:19). Forestil dig dette! Af alle disse tusinder var der ikke én, som ikke tog helbredt hjem. Ikke et eneste liv forblev uberørt – og ikke en eneste sjæl var upåvirket af Jesu Kristi kraftfulde nåde.
Ifølge Lukas' optegnelse, fortsatte Jesus direkte fra disse helbredelser til Saligprisningerne: "Og han løftede sit blik, så på sine disciple og sagde: »Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres. Salige er I, som sulter nu, for I skal mættes. Salige er I, som græder nu, for I skal le." (6: 20-21). I de andre evangelier står der desuden:" De ydmyge skal arve Jorden; de rene af hjertet vil se Gud; de barmhjertige vil blive vist barmhjertighed."
Jesus så på folkemængden, og så at de allerede var fattige i ånden. Så hvad gjorde han? Han talte velsignelser! Ligesom Faderen talte skabelsen ind i mørket, talte Jesus guddommelig velsignelse til hærgede syndere; til mennesker som livet havde været hård ved.
Mange kristne tror, at Guds nåde er for god til at være sand, så de holder fast ved deres gerninger. Men det nye liv vi har fået – livet i Kristus selv – oprejser os til at tjene ham i frihed, fred og glæde.