At åbne den sidste port

Dette budskab er om åndelige fængsler – de, som Satan bruger til at holde os indespærret i. Guds Ord viser os, hvordan vi kan slippe ud af disse fængsler med et stærkt eksempel fra Peters liv.
 

I Apostlenes Gerninger 12 havde Herodes fængslet Peter. I Jerusalem var tusinder blevet frelst ved Guds mægtige indgriben, hvilket gav efterklang i hele byen – og Herodes følte sig truet. Selvfølgelig gør det fjenden rasende, når Gud arbejder overnaturligt gennem sit folk. Satan havde allerede fået Herodes til at få Jakob slået ihjel. Jakob var en leder i menigheden på lige fod med sin bror Johannes og Peter.

Nu har Herodes kastet sit blik på Peter. ”Da han (Herodes) så, at det var jøderne tilpas, gik han videre og lod også Peter anholde. Det skete under de usyrede brøds fest (påsken).” (Ap. Gern. 12, 3). Herodes ville statuere et eksempel: ved at henrette den frimodigste troende i påsken, menighedens helligste højtid, kunne han skræmme de kristne til at tie. Mange kristne var allerede flygtet fra byen efter Jakobs død, men med det resultat, at evangeliet bare blev spredt endnu mere.

Herodes havde sendt en deling soldater til at fange og bevogte Peter. Hele 16 mand skulle der til at fange en pastor! Fra da af var Peter under svær bevogtning. ”Han greb Peter og kastede ham i fængsel og satte fire hold på hver fire soldater til at holde vagt over ham. Efter påske ville han så føre ham frem for folket.” (12, 4). At ’føre ham frem’ betyder, at Herodes ville gøre Peter til martyr ved en offentlig henrettelse.

Beretningen om Peter viser den slags åndelige fængsler, som Satan bruger til at indespærre Guds folk.

Ordet ‘greb’ i ovenstående, betyder ikke blot ‘tog’. Det betyder en kraft, som er langt større end vores egen. Peter var ikke kun arresteret af en offentlig myndighed. Han var spærret inde af en åndelig kraft, som dæmonisk manipulerede en magtfuld mand.

Kender du den slags åndelige fængsler? Måske befinder du dig i et nu. Du tænker, ”Herre, jeg har bedt tusind gange, men min situation ændrer sig ikke. Hvornår bliver jeg fri?” Eller måske beder du for en nærtstående person, som er bundet af misbrug eller dæmoniske kræfter. Måske er de i et følelsesmæssigt eller relationelt fængsel, bundet af sårethed, depression eller bitterhed.

I Colorado Springs, hvor jeg er pastor, er mange mennesker låst inde i den slags fængsler. Med et indbyggertal på næsten en halv million mennesker regner man med, at omkring 400.000 af dem ikke har nogen tilknytning til kirken eller har en tro på Kristus. Det er for mig både hjerteskærende og uacceptabelt. Ingen berørt troende kan leve roligt mens de fleste af vedkommendes naboer lever i håbløshed og fortvivlelse.

Det næste vi læser i kapitlet ændrer det hele. ”Peter blev derfor holdt fængslet, men i menigheden blev der utrætteligt bedt til Gud for ham.” (min fremhævelse) (12, 5). Dette lille fremhævede ord – ’men’ ændrer hele billedet. Det siger, ”Du ser den situation på én måde, men Gud har gang i noget andet. I denne situation er fjenden som en brølende løve – men Løven af Juda er også i aktion. Han er ved at åbenbare sig, og det ændrer det hele.”

Jeg elsker den beskrivelse, i dette vers, af “utrættelig bøn.” En lille flok ydmyge mænd og kvinder holder et bedemøde. Som mange kristne, har de sikkert ikke haft den store indflydelse i den verden, de lever i. Men selv de tykkeste fængselsmure kan ikke holde for deres bønner. En stille hvisken fra en engel, og Guds fjender faldt i dyb søvn, så de ikke kunne høre Peter liste gennem den åbne fængselsdør – og det var præcis hvad der skete.

”Natten før Herodes ville stille ham for retten, lå Peter og sov mellem to soldater; han var lagt i to lænker, og vagter ved døren bevogtede fængslet. Pludselig står Herrens engel der, og et lys strålede i rummet.” (12, 6-7). Peter opdagede, at hans lænker var faldet af og at hans fangevogtere ikke så det. ” Peter fulgte med ud, men forstod ikke, at det, der skete ved englen, var virkeligt; han troede, at det var et syn.” (12, 9.). Det næste der skete er kernen i mit budskab: ”Da de var kommet forbi den første og den anden vagtpost, kom de til den jernport, der førte ud til byen. Den åbnede sig for dem af sig selv, og de trådte ud og fortsatte en gade hen; og pludselig forsvandt englen fra ham.” (12, 10).

Peter passerede tre porte. Den tredje var af jern. Som vi bevæger os mod friheden, så forsøger Satan at blokere vores vej med svære forhindringer og porte, som synes ugennemtrængelige. Men intet er for svært for Herren. Tænk på alle de fængselsdøre som denne engel havde åbnet for Peter for at få ham fri. Han ledte ham forbi alle fangevogterne, gennem hver en fængselsgang og ud af yderporten. Før da den massive port ud til byen åbnedes, forsvandt englen fra Peter som for at sige, ”Nu kan du klare dig. Herren har udfriet dig. Nu skal du vandre i tro resten af vejen.”

Mange kristne når ikke så langt, som Peter gjorde her. Når de først er blevet udfriet fra deres celle, bliver de skræmt af alle de andre barrikaderede døre, de har foran sig. De bliver mismodige og siger, ”Jeg er træt af alt det her. Lige så snart jeg kommer gennem en dør, så viser der sig en anden foran mig. Er det er uden ende?” De bliver fristet til at give op igen.

Kan du se det ske for dine kære, som er bundet i et eller andet? Gud fjerner alle lænker fra deres liv, men det synes som om de ikke kan trænge gennem den første lukkede dør, de ser. De bliver overbevist om, de ikke kan klare det.” Men her er nøglen: En for en – hver en dør, som Peter kom til blev på overnaturlig vis åbnet for ham af en engel. Peters opgave var at blive ved at gå fremad i tro.

Da apostlen var blevet befriet, gik han hen til den bedende forsamling, for at berette om miraklet for dem, som var gået i forbøn for ham. Da Peter bankede på porten, var gruppen stadig i bøn. De vidste intet om hvor effektive deres bønner for deres bror havde været. Skriften siger, deres bønner var indtrængende – hvilket betyder, de mente det alvorligt, gav ikke op, at de holdt fast ved Gud uden at give slip. Det er den slags bøn, som Kristus kalder sin menighed til. Den er vedholdende og passioneret i dens ønske om at se en nærtstående person, en ven eller endog en hel by sat fri.

Men der skete noget interessant, da disse troende fandt ud af, at deres bønner var hørt: De troede det ikke. En tjenestepige fortalte dem, at Peter stod ude ved porten: ”Da hun genkendte hans stemme, fik hun af bare glæde ikke åbnet døren, men løb ind og fortalte, at Peter stod udenfor. De sagde: »Du er vanvittig!« Men hun forsikrede, at det forholdt sig sådan. Så sagde de: »Det er hans engel.« (12, 14-15). Tilsyneladende troede de, at Herodes allerede havde dræbt ham.

Det var den sidste port, som Peter skulle igennem.

Gud er en befrier. Han udfører det umulige med et enkelt ord. Og når han sætter sit folk fri, så er de virkelig frie. Men måske har du bemærket noget, som sker i dit eget liv, når du kæmper med et problem. Det er, at Gud åbner de første par døre for dig – og overlader til dig at åbne den sidste dør i tro. Han åbnede porte på overnaturlig vis for Peter, men den sidste port krævede tro og handling fra mennesket. Gud gør den største part, men han ønsker altid vores deltagelse.

Hvorfor gør Herren det? Han ved, at selv med vores mest indtrængende bønner, har vi stadig en lille smule tvivl i vore hjerter. Ja, Gud har den suveræne magt. Men han ønsker, at hans brud bliver involveret i hans forløsende handlinger. Hver en ægte vækkelse gennem historien, har krævet at mænd og kvinder har rejst sig og sagt, ”Jeg ønsker at blive regnet med her. Jeg er måske svag eller genert. Men Gud hædrer dem, som handler i tro. ”Hvis bare en lille procentdel af Kristi legeme følte denne enkle forpligtelse, sagde John Wesley, så ville hele byen komme for at se hvad der sker.”

Ja, det hele begynder med bøn. Inderlig, effektiv bøn får Gud til at åbne jernporte og sætte fanger fri. Peters beretning gør det klart. Men beretningen viser også, at hvis vi ikke åbner den sidste dør i tro, så vil nogle fanger blive stående udenfor. Så her er den sidste del af inderlig bøn: handling i tro. Bønnen stopper ikke når mødet er forbi; den leder til handling i tro.

Så når du fortæller nogen om Jesus, så kan Gud allerede have ført dem gennem adskillelige porte. Et eller andet sted har en troende ven måske bedt for ham. Du ved det ikke, men Gud har givet dig kraften til at åbne den sidste port for den person.

Jeg er pastor, og mine dage går med tjenesten. Men på det seneste har mit hjerte været rørt til at evangelisere. For nylig bad jeg Gud åbne døre for fem mennesker i den kommende uge, så jeg kunne vidne for dem om Jesus. Den selv samme dag sad jeg med min familie på en restaurant, da en ældre mand gik forbi. I det han gjorde det, lagde han sin hånd på vores skuldre. Det være en kærlig gestus, og jeg benyttede lejligheden til at tale med ham.

Han hed Skip og var 85 år gammel. Han fortalte, at hans kone netop var blevet handicappet efter et slagtilfælde. ”Vi har været gift i så mange år, og nu ligger hun hjemme i sengen,” sagde Skip. ”Jeg er udmattet af at pleje hende. Jeg gik bare ud for at få en lille pause.” Da jeg spurgte, om jeg kunne bede for ham, fik han tårer i øjnene. Han havde ventet på, at nogen skulle fortælle ham, at Gud tog sig af ham.

Senere samme uge fortalte jeg om Jesu kærlighed til en hjemløs teenager. På få dage havde jeg meningsfulde og kraftfulde møder med andre. Bøn åbner ikke kun døre på mægtig vis, den åbner vores øjne for de behov der er lige udenfor vores dørtrin – og for Guds ønske om at møde disse behov.

Peters bedende venner troede, at det de bad om var umuligt.

Selvom disse mennesker var trofaste i bøn, var de ikke åbne overfor hvad Gud kunne gøre. ”Peter stod stadig og bankede på, og da de fik lukket op, så de ham og blev ude af sig selv af forundring.” (12, 16). Og da de endelig fik åbnet porten, blev de ’forundrede’. Denne stund med Guds herlige udfrielse, ville ikke være sket hvis de ikke havde handlet på det, de troede.

I hvert af vore samfund, er der mennesker, som banker på vores døre. Folk er parate til at se en trofast menighed handle i tro på, at Gud ønsker at udfri mennesker fra alle fængsler. De ønsker at vide, at der er håb for deres fortvivlelse. Herren er rede til at handle på baggrund af vores bønner; nu ønsker han vi skal bevæge os fremad i tro, for at se hans kraft forvandle deres liv.

Forundrer Guds arbejde i dit liv verden omkring dig? Jeg beder dig: bliv ved med at bede oprigtigt – for dine pårørende og for alle du møder. Gud har allerede bevæget sig i deres liv, selvom du ikke ved det. Så når du hører det banker på din dør, så vær trofast og åbn den. Jesus er parat til at forundre os med sin frelse, udfrielse og forvandlende kærlighed.

Amen!