I Esajas 6 er der en berømt passage om Jesus: “(Jeg) så Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet.” Mens jeg voksede op, havde jeg et billede af, at Herren opholdt sig langt væk, fjernet fra mig, en fjern eksistens, som jeg skulle tale til i et ophøjet sprog, som i King James Bibelen.
Men hvad siger vores højlovede, hellige Gud til os syndige, lavt placerede mennesker, som følger ham? Esajas fortæller os, ”For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte.” (Es. 57, 15). Ja, vores Far er hellig, majestætisk og ophøjet – alligevel fornedrer han sig til at bo i vores ydmyge hjerter, som er plettet af synd.
Jeg tror, hvert et barn kender forskellen på at hade religion og elske Jesus. En dag, da min datter var ganske ung, stak hun hovedet ind over den avis, jeg var ved at læse. Jeg var træt, og viftede hende væk. Jeg ønskede bare fem minutters afslapning inden jeg skulle arbejde med prædikenen til næste søndag. Men hun blev ved med at stikke hovedet ind over det, jeg var ved at læse, og sagde, ”Far, jeg vil gerne fortælle dig noget.” Jeg blev ved med at vifte hende væk; tænkte at det tog kostbare minutter fra min lille pause. Sådan gik det frem og tilbage et stykke tid, indtil jeg til sidst sagde, ”Hvad ønsker du at fortælle mig, skat?” Hun svarede, ”Jeg elsker dig.”
Hun kendte forskellen mellem religion – min perfektionisme som prædikant – og det at elske Jesus, hvilket hun demonstrerede for mig. Guds Ord gør det klart, at han ønsker, vi skal komme til ham på samme måde, som min datter kaldte på mig – at vi kalder på vores Far, Abba, som er meget nær; ikke fjern og ikke udenfor vores rækkevidde.