At anklage Gud for omsorgssvigt af sine børn

En måde hvorpå Gud taler til sine børn er ved at stille dem spørgsmål. Vi ser ham gøre det i begge Bibelens testamenter. Og måden, hvorpå han stiller spørgsmålene, viser hjertets tanker. For eksempel:

• Da Elias gemte sig i en hule, spurgte Herren, "Elias, hvad laver du der?"
• Da Peter begyndte at gå ud på vandet hen mod Kristus, fik hans tvivl ham til at synke ned i vandet. Jesus spurgte disciplen, "Hvorfor troede du ikke?"
• Da Saul, som snart kom til at hedde Paulus, befandt sig på vejen til Damaskus, spurgte Kristus ham, "Hvorfor forfølger du mig?"

Disse spørgsmål var gennemborende. De var formet til at få lytterne til at tænke, til at kigge dybt i deres egne hjerter.

I dag bruger Gud stadig spørgsmål til at komme til sagens kerne i forhold til sine børn. Nogle gange taler Herren til mig ved at stille et spørgsmål. Engang, mens søgte jeg ham i bøn, kom der et spørgsmål til mit hjerte. Jeg hørte Ånden spørge, "David, anklager du mig for omsorgssvigt af mine børn?"

Jeg var rystet bare ved tanken. Så hviskede Ånden til min sjæl: "Du er mit barn. Jeg er din Far. Men tvivler du på mig? Anklager du mig, i dit stille sind, for at overse dig? Tænker du af og til at jeg ikke hører dine oprigtige råb?" Jeg måtte granske mit hjerte før jeg kunne svare.

Sandheden er, at vi kristne sjældent formulerer vores tvivl og vantro. Vi siger aldrig til andre, at Herren har svigtet os. Vi siger aldrig, at han ikke har svaret på vores bønner, at han ikke har hørt dem, og at han ikke har handlet på vore vegne.

Men faktum er, at vi tænker sådanne tanker. Disse spørgsmål og anden tvivl eksisterer dybt i os. Det er ting, vi føler, når Gud synes at være tavs i forhold til vores bønner.

Jeg tror, at Gud gav mig dette budskab fordi Ånden ønsker at arbejde med hver eneste af os i forhold til at stole fuldt og helt på Faderen. Vores lovprisning i menigheden, vores dybfølte tilbedelse, vores daglige kristne vandring - er alt sammen forgæves hvis vi tror at Gud svigter os på nogle af livets områder.

Lad mig dele nogle af de spørgsmål, som Herren har stillet mig vedrørende dette, med dig. Jeg tror det er vigtigt for os alle, at afgøre tre bestemte spørgsmål i vore hjerter.

Hvis vi kan gøre det, vil vores tro og tillid til Herren blive ansporet.

1. "Har Gud svaret på ethvert spørgsmål og behov i mit liv?"

Enhver troende, som ønsker at glæde Herren med sin bøn, må først få dette spørgsmål på plads: "Har Gud alt jeg behøver? Eller har jeg behov for at gå et andet sted hen for at få et svar?"

Dette er tilsyneladende et enkelt spørgsmål - måske et, som slet ikke behøver at blive stillet. De fleste kristne ville svare, "ja, selvfølgelig. Jeg tror, at Gud har alt jeg behøver." Men i virkeligheden er mange af os ikke overbevist! Vi siger at vi tror det. Vi synger salmer og prædiker om det. Men når krisen rammer, ser det ikke ud som om Gud svarer. Og i sådanne stunder tror vi ikke helt på, at han har hvad vi behøver.

Paulus formaner os, "Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus." (Fillipperne 4, 19). Herren har et kæmpe 'lager', som er fyldt til randen med alt som der er brug for for at dække vores behov. Og det ved troens tjenere. Hvorfor blev den bekymrede kvinde, i Jesu lignelse, ved med at trænge sig på hos den uretfærdige dommer? Hun blev ved med at bede, og endda kræve, "Giv mig retfærdighed!" Det var fordi hun vid-ste, at kun han havde magten og autoriteten til at løse hendes problem.

Gud brugte fyrre år på at overbevise Israel om, at de aldrig ville mangle noget som helst. Han lovede, at han vil være deres konstante kilde til forsørgelse. "Herren din Gud har jo velsignet dig i al din gerning; han har fulgt dig på din van-dring i denne store ørken. I fyrre år har Herren din Gud været med dig, og du har intet manglet. (5. Mos. 2, 7).

Gud sagde, "Der er ingen knaphed hos mig. Jeg har alt, hvad du behøver. Og jeg gav det til dig. "Når Herren din Gud fører dig ind i et herligt land... et land, hvor du ikke skal skaffe dig føden i fattigdom og ikke kommer til at mangle no-get... da skal du spise dig mæt... " (5. Mos. 8, 7, 9-10).

I dag har Herren bragt os ind i vores Løfternes Land: Kristus! Jesus er for os et blivende sted, hvor der aldrig mangler noget. Han den legemlige repræsentant for den guddommelige fylde. I det Gamle Testamente havde de troende en synlig manifestation af Guds herlighed. Men Gud siger, at han har beredt noget endnu bedre for os. Og det er selveste Jesu tilstedeværelse. Han er konstant til stede i os.

Skriften fortæller om Moses' tid: " I fyrre år sørgede du for dem, så de ikke led mangel i ørkenen; deres klæder blev ikke slidt i laser, og deres fødder svulmede ikke op... de svælgede i dine rige, gode gaver." (Neh. 9, 21 og 25).

Jeg spørger dig, glæder du dig over Herrens godhed mod dig? Eller har du mere tendens til at hviske i dit hjerte, "Gud har ikke været god mod mig. Der svares ikke på mine bønner. Der er så mange tinge i mit liv som har fået lov til at sejle."

Hvis Gud kunn føre tre millioner israelitter gennem ørkenen, tvivler du så på at han kan tage hånd om dig? Du forundres måske over den måde, han tog hånd om Israel på. Men når du ser på dit eget liv, siger du så, "Stakkels mig"? Det er at anklage Gud for omsorgssvigt af sit barn.

Israel var aldrig overbevist om at de ville få alle deres behov dækket ved at stole fuldstændig på Gud. I den henseende var de ikke et helligt folk. Tværtimod, de var ulydige, uforskammede og afgudsdyrkere. På et tidspunkt sagde Moses endda til dem, "Al den tid jeg har kendt jer, har I været i frafald."

Men når de samme israelitter kaldte på Gud, kom han og svarede på deres råb. Han var barmhjertig overfor dem. Sig mig, vil Herren ikke desto mere høre råbene fra dem, som elsker ham i dag? Vil han ikke svare os, som har vendt om fra afguderi og hengivent følger ham?

Måske synes du, at det er svært at tro på. Inderst inde er du ikke overbevist om, at Gud har alt du behøver og vil give dig det. I så tilfælde anklager du ham for at være uegnet som Far. Du siger, at han ikke bør opdrage et barn. Du anklager ham for at have al magt og autoritet til at sørge for dig, men at han undlader at gøre det.

Det er ligegyldigt hvad dit problem er, eller hvor forvirrende en labyrint du forsøger at navigere rundt i lige nu.

2. "Ser min Far hvad jeg gennemgår lige nu, og tager han sig af det?"

Gud stiller os et enkelt spørgsmål mere. Og jeg tror, at dette spørgsmål ikke bliver besvaret ærligt af mange kristne. Herren spørger os, "Tror du virkeligt på, at jeg ser nøjagtig hvad du gennemlever lige nu?"

Mens du læser dette budskab, gennemgår du måske noget som kræver, at han handler på dine vegne. Selveste sagens natur kræver et svar.

Lad mig spørge dig om noget. Tror du, at Gud gladelig og med stor indlevelse følger hvert et skridt, du tager, som en far gør det med sit lille barn? Tror du at han tolker hver en tanke, du tænker, som en far gør med sit uhåndterlige barn? Tror du, at han handler som din kærlige, omsorgsfulde Far - som tæller hver en tåre, hører hvert et suk, våger over dig?

Det er præcis sådan Bibelen beskriver ham:

• Herrens øjne hviler på de retfærdige, hans ører hører deres råb om hjælp. Når de retfærdige skriger, hører Herren dem, og han befrier dem fra alle deres trængsler. (Salme 34, 16- 18).• "Kast alle jeres bekymringer over på ham, han har omsorg for jer.2 (1. Peter 5, 7).• Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham." (Salme 103, 13).

Det hebræiske ord der er anvendt for 'barmhjertighed' betyder her, 'at kærtegne', kæle med, elske og have medfølelse med.' Skriften siger, at Gud kærtegner alle, som frygter (tror) ham. Han lægger sine arme om dig, aer din kind og holder dig i sin favn. Og han fortæller dig, "Jeg kender alle dine tanker, alle dine bekymringer. Jeg kender hver en kamp du måtte stå overfor. Og jeg har omsorg for det hele."

David skrev et berømt vers om netop dette emne. Han sagde, " Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig...."

"Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud! Tæller jeg dem, er de flere end sandet, bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig." (Salme 139, 1-5 og 17-18). David siger, Gud ved alt om mig. Han ser alle be-vægelser, kender mine tanker. Uanset hvor jeg befinder mig, så er han der."

Tænk på det. Uanset hvad du gennemgår, uanset hvad du føler, så ser Herren det hele - og han har omsorg. Han kender ikke kun til dine skrøbeligheder. Bibelen siger, at han føler dem. Han kender til alt hvad du gør og siger. Og hele tiden tænker han smukke tanker om dig! Kort sagt siger han her, "Mine tanker om dig er så kraftfulde og så man-ge, at de tæller flere end sandet. i havet."

Mange kristne går gennem livet og tænker at Gud er vred på dem. De tænker, at de aldrig kan behage ham Hvor tager de dog fejl. David var ikke et perfekt menneske. Han syndede grovere end de fleste kristne nogensinde kommer til Men alligevel var David i stand til at vidne, "Hvor er dine tanker dyrebare for mig, min Gud!"

Gud er ikke vred på dig lige nu. Han tænker dyrebare, kærlige tanker om dig. Han kærtegner dig endog i sine arme lige nu. Han ved hvordan du har det. Og han har omsorg. Han ønsker at fortælle dig, "Ja, du gennemgår en stor prøvelse. Du bliver fristet og kastet hid og did. Men du er mit barn - og jeg vil aldrig tillade fjenden at fange dig. Jeg vil føre dig igennem."

Til sidst er der et tredje spørgsmål, som vi må svare på.

3. "Er Gud villig til at hjælpe mig?"

Tror du, at Gud er villig til at komme hurtigt og løse dit problem? Her er der mange kristne, som falder igennem De ved, at Gud har alt de behøver, de indrømmer at han har omsorg. Men de er ikke overbevist om, at han er villig til at komme og hjælpe dem.

Når Gud ikke svarer på bøn med det samme, forestiller de sig hindringer og blokeringer i dem selv. De udtænker alle mulige årsager til hvorfor Herren ikke må være villig til at komme dem til hjælp. Nej! Det er at anklage Gud for omsorgssvigt af sit barn.

På Karmels Bjerg talte Elias tillidsfuldt om sin Gud. Og han hånede Baals profeter ved at anklage deres gud for omsorgssvigt: "(De) påkaldte Ba'als navn fra morgen til middag med ordene: »Ba'al, svar os!« Men der lød ingen stemme, intet svar... Ved middagstid gav Elias sig til at håne dem og sagde: »Råb dog højere, han er jo en gud! Han har vel et ærinde at forrette og er nok gået afsides! Eller måske sover han og skal først vågne!«

"De råbte højere og snittede sig med sværd og lanser, som de havde for skik, så blodet flød ned ad dem... men der lød ingen stemme, intet svar, ikke en lyd." (1. Kongebog 18, 26-29). Hør disse ord igen: "Der lød ingen stemme, intet svar, ikke en lyd..... der var ingen til at give dem opmærksomhed eller svar."

Hvad Elias her beskrev, er nøjagtig den måde hvorpå vi anklager Gud for omsorgssvigt. Vi beder, vi råber højt til Gud, men vi går vores vej uden at tro at han netop har hørt os. Vi går væk fra Herrens nærhed - væk fra menigheden, væk fra lønkammeret - og spekulerer på om han har været opmærksom på vores råb.

Herren er altid parat til at høre og svare på vores råb om hjælp. Jeg elsker det, David sagde om ham: "For du, Herre, er god og tilgiver gerne, rig på troskab mod alle, der råber til dig. På nødens dag råber jeg til dig, for du vil svare mig." (Salme 86, 5 og 7).

David vidnede, " Min Gud er rede og villig til at svare mig når som helst jeg kalder på ham. Jeg stopper ikke op og overvejer mit problem. Jeg sørger ikke eller forsøger at regne den ud. Jeg går til Herren og råber, "Hjælp!""

Det er alt hvad Gud forventer af dig: dit hjerteknuste råb i fuldkommen barnlig tillid.

Vi skal spørge i tro, og tro på at han svarer.

"Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren." (Jakob 1, 6-7). Dette vers udpensler præcis hvorfor vi skal lære, at vi skal spørge i tro.

Skriften siger, at under slaveriet i Egypten "Israelitterne sukkede og klagede under arbejdet, og deres klageråb under arbejdet nåede op til Gud. Gud hørte deres jamren, og Gud huskede... Gud så til israelitterne, og han tog sig af dem." (2. Mos. 2, 23-25).

Gud svarede ikke Israel fordi de havde fortjent det. Tværtimod - Herren havde meget at lære dem. Han hørte dem på grund af deres indtrængende kalden. Vi får at vide, at han så og hørte deres råb.

Lige før Moses døde, mindede han folket om Guds trofasthed til at høre deres kalden. "Men egypterne mishandlede og plagede os og pålagde os hårdt trællearbejde. Da råbte vi til Herren, vore fædres Gud, og Herren hørte vores røst og så vores lidelse, møje og undertrykkelse. Da førte Herren os ud af Egypten med stærk hånd og løftet arm, med store og frygtindgydende gerninger, med tegn og undere." (5. Mos. 26, 6-8).

Israelitterne, så frafaldne og afgudsdyrkende de var, kaldte helt enkelt på Herren. Ligeså siger Gud til sine elskede børn i dag, "Du kan kalde på mig, du kan græde til mig og jeg vil høre." Er du plaget? bundet? bekymret? Behøver du udfrielse? Råb højt i tro. Gud er rede til at udfri dig med undere udvirket af hans mægtige arm.

Israels historie kan summeres op i disse få vers: "Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne; de glemte Herren deres Gud... (men) Israelitterne råbte til Herren, og han lod en befrier fremstå blandt dem." (Dom. 3, 7 og 9). Guds folk glemte ham igen og igen. Men når de kaldte, kom han.

Profeten Samuel irettesatte Israel ved at minde dem om hvordan deres forfædre havde kaldt på Herren: "Da råbte de til Herren: "Vi har syndet, for vi har svigtet Herren... Red os nu fra vores fjender, så vil vi dyrke dig." Herren sendte Jerubba'al, Bedan, Jefta og Samuel og reddede jer fra jeres fjender på alle sider, så I kunne bo i tryghed." (1. Sam. 12, 10-11).

Gud sendte altid en udfrier. Det var lige meget hvor slemt folket havde syndet mod ham, hvor forfærdeligt de svigtede ham. I samme øjeblik de kaldte på Gud, gik han i gang med at frelse og udfri dem.

Min ven, tror du at Gud har vendt det døve øre til dit kald på ham? Tror du at han var villig til at høre råbene fra et stædigt folk, som konstant syndede og som næsten aldrig troede fuldt ud på ham - men ville vende det døve øre til et op-rigtigt, troende barn som dig? Aldrig!

Uanset hvad du står overfor, vil han ikke tillade Satan at overmande dig. Han sætter en mur af ild omkring dig. Og han er rede til at komme dig til hjælp på et øjeblik.