Bær ingen byrder på sabbatten!

Jeg er en gammeldags prædikant, som tror på at man skal holde hviledagen hellig. Årsagen til min overbevisning er at jeg blev opdraget i en prædikants hjem, hvor hviledagen blev helligholdt på en religiøs måde.

Hviledagen begyndte for os børn, når vi blev vækket tidligt søndag morgen for at tilbringe en hel dag i kirken. Først kom søndag morgen i kirken efterfulgt af middag. Efter middagen måtte vi alle tage en lur hvad enten vi ville eller ej. (Nogle gange virkede det helt forfærdeligt, vi måtte lægge os ned selv om vi var helt fuld af liv!)

Efter at vi stod op fra vores middagslur, fik vi lov til sidde stille og læse lidt, eller måske fik vi lov til at lytte til lidt evangelisk musik. Søndag aften gik vi alle i kirke igen og når vi kom hjem skulle vi straks i seng.

Dette var en typisk sabbat i de år jeg voksede op  - hver søndag. Hele dagen igennem måtte vi ikke gøre noget der var livligt, f.eks. at spille fodbold, eller tumle os vildt omkring. Vi måtte ikke engang bruge en saks til at klippe papir til vores skolearbejde. Vore forældre mindede os altid om: "Dette er Herrens dag, og det er en hviledag." Og på den måde holdt vi den hellig.

I de dage var "lukkeloven" i kraft. Det betød at ingen forretninger fik lov til at være i åbne om søndagen, undtagen det som var livsvigtigt, så som sygehuse eller benzinstationer. Meget få butikker var åbne, faktisk var det sådan, at hvis en butiksejer åbnede butikken af en eller anden grund, så ville folk hviske: "Den mand har forladt sin religion!" Selv den mest forhærdede synder tænkte ikke engang på at købe noget om søndagen.

For et århundrede siden forkyndte den store evangelist D.L. Moody et flammende budskab, hvor han beklagede sig over enhver form for helligdagsbrud. Moodys prædiken fordømte kærester som cyklede rundt på tandemer en søndag eftermiddag, han talte også mod de mennesker som læste aviser om søndagen, han talte til og med hårdt imod kvinder som spadserede rundt i flotte kjoler og store iøjnefaldende hatte om søndagen. Han advarede dem alle: "I bryder sabbatten, alt det I gør er et udslag af stolthed og arrogance imod Guds hellige forordning!"

For kristne som lever i dag kan alt dette lyde som fanatisme, men faktum er at Moody satte ord på de dybe følelser og holdninger fra en mængde troende på den tid. Søndagen var Herrens dag - og den var ikke ment til fornøjelser eller selvforherligelse. Det var en dag, hvor man skulle tilbede Herren og hvor man skulle hvile fra alle andre aktiviteter.

Det betyder ikke noget for de fleste kristne i dag, at holde sabbatten. På en hvilken som helst fredag, kan man se millioner af troende på vej til familiens hytte - en hytte på bjerget, et hus på landet, eller en hytte ved en sø. For dem er søndagen den eneste store legedag - en tid sat til side for at sejle, svømme, stå på ski, vandreture eller teltture.

Man kan undres - er al denne aktivitet helt enkelt et brud mod den strenge loviskhed? Er det i virkeligheden godt at vi har gjort sabbatten til en åndelig lov som skal overholdes, i stedet for kun en ydre, lovisk lydighed? Kan det til og med være et tegn på åndelig modenhed?

Herren gav ære til sin hviledag igennem hele det Gamle Testamente. I et afsnit siger Moses: " .... Herren har givet eder sabbatten ...." (2. Mos 16, 29). Med andre ord var sabbatten ment til at være en gave fra Gud til mennesker, og den havde en hellig hensigt.

Ser du ordet, "sabbat" betyder "at holde op," eller "at stoppe med det du er i gang med." Og når det fjerde bud fortæller os: "Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig!" (2. Mos 20, 8), så beskriver det lydigheden på denne måde:

"I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde gøre... Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er dem, og p den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den." (2. Mos 20, 9-11).

For den historiske israelit betød "sabbat" at nedlægge alle praktiske handlinger, men i 4. Mosebog kapitel 15  vers 1 ser vi at en vis israelit tog let på dette bud. Han blev taget udenfor lejren i færd med at samle træ på sabbatten.

Men da folket førte ham til Moses, var Israels leder ikke sikker på hvordan han skulle straffe denne mand. Enhver israelit vidste at Gud havde befalet sit folk, at de skulle holde sabbatten hellig, men der var ingen klare retningslinjer for, hvordan man skulle straffe dem som brød det bud.

Nu har agnostikere brugt dette afsnit for at spotte Guds retfærdighed, de siger: "Dette er et tydeligt billede på, hvor grusom Gud er, han vil stene nogen til døde bare fordi nogen samlede brænde på en sabbat!"

Nej! Det er en forvrængning af betydningen af dette afsnit. I virkeligheden lærte Gud sit folk, at hans love er retfærdige og at de altid er for menneskets bedste. Gud sagde: "Jeg giver jer principper som skal løfte livets byrder af jer, men dersom I fortsætter med at bryde disse principper, så vil I udbrænde og tilslut vil I nedbryde alt i jeres samfund!"

Guds ord gør det klart at sabbatsloven var en evig pagt, som aldrig skulle brydes: "Israelitterne skal holde sabbatten, så  de fejrer sabbatten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt." (2. Mos.  31,16).

Du tænker måske: "Men dette her lyder som om vi skal vende tilbage til lovoverholdelse af sabbatten. Gud sagde ikke at sabbatten var lavet for menneskene og ikke mennesket for sabbatten? Og 'arbejdede' han og hans disciple ikke på en søndag og plukkede aks fra marken som de spiste?"

Sandt nok - Jesus spiste, rejste og helbredte til og med på sabbatten. Faktisk var farisæerne dem der anklagede ham mest og sagde, at han var en "en der brød sabbatten."

Alligevel må jeg indrømme - jeg har stadig stor respekt for sabbatten som en dag, hvor vi bliver pålagt at hvile. For mig er søndag stadig en hellig dag, og jeg tror at Gud ærer dem, som giver dagen til ham for at holde den hellig.

Nej, jeg kommer ikke til at gå ind i en diskussion om, hvorvidt lørdag er den rigtige sabbat, siden den juridisk set er ugens syvende dag. Den eneste grund til at kristne ser på søndagen som sabbatten er, fordi det er den dag da Jesus opstod fra de døde.

(Lukas bekræfter at søndag var sabbatspraksis blandt de tidligere kristne: "På den første dag i ugen var vi samlede for at bryde brødet, samtalede Paulus med dem... " (Apg 20, 7). Også Paulus siger i 1. Kor. 16, 2 at de troende mødtes hver første dag i ugen.

Men når jeg har sagt alt dette, hvad betyder det så at holde hviledagen hellig? Hvad forlanger Gud af os, når vi skal holde dette fjerde bud? Dersom det ikke bare er et spørgsmål om lovlydighed, men snarere er en åndelig overholdelse, hvad må vi da gøre?

Hver sabbat marcherede lange rækker af dyr - muldyr, æsler, kameler - ind og ud af Jerusalem og fragtede handelsvarer i forretningsøjemed. Denne praksis var så udbredt at sabbatten snarere blev identificeret med det at bære byrder.

Guds profeter fik hjertesorg af dette syn: Horder af købere og sælgere, som sammenstuvede deres tungt lastede dyr, kom og gik og ringeagtede Guds bud. Folk i byerne forlod deres hjem for at handle og kom så hjem bærende deres store byrder på ryggen. Landsbyfolkene kom ind igennem byportene bærende på alle deres håndværk og varer til markedet. Alle Guds børn bar tunge byrder på Herrens sabbat!

Da Jeremias skuede denne scene en sabbat, kom Helligånden over ham og pludselig stoppede profeten al trafik med et højt råb:

"Dette siger Herren: Tag jer i agt! I må ikke bære noget ind gennem Jerusalems porte på sabbatsdagen. I må ikke bære noget ud af jeres hus på sabbatsdagen. I må ikke gøre noget som helst arbejde; I skal holde sabbatsdagen hellig, sådan som jeg befalede jeres fædre." (Jer. 1, :21-22).

Jeg kan se for mit indre øje, en enorm trafikprop, med lange køer af muldyr og æsler som skryder. Da profeterer Jeremias: "Dette er sabbatten - og ifølge Guds ord er det ikke tilladt at bære på nogen byrde, I må ikke bære noget, hverken til eller fra jeres hjem uden at I bryder loven, for dette er en hellig dag - og I synder!"

Kære, som alle andre historier fra det gamle testamente giver også denne en lektie om de sidste tider. Jeg tror virkelig, at den indeholder et budskab som helt kan forandre vores liv, hvis vi har øjne til at se med og ører til at høre med.

Her er det jeg tror Gud ønsker at fortælle os om hans hellige sabbat:

"Ved du det ikke, har du ikke hørt det: Herren er en evig Gud, skaberen af den vide jord. Han bliver ikke træt og udmattet, hans indsigt kan ingen udforske....." (Esajas 40, 28).

Bibelen gør det helt klart: Gud sover aldrig.  skriften siger at hans arm er aldrig for kort til at hjælpe os, hans øre er aldrig lukket når vi kalder på ham. Så når 1. Mosebog fortæller at Gud "hvilede", så betyder det ikke at han satte sig ned og tog fri i 24 timer fordi han var træt.

Som jeg nævnte i begyndelsen så betyder "sabbat" at "holde op" eller "slutte." Jeg tror, at selv om Herren havde hele sin skabelse fuldstændig færdig på 6 dage, så kunne han ikke hvile - fordi hans værk ikke var virkelig færdig. Ja, han kunne betragte sin storslåede skabelse - solen, planeterne, jorden med dens måne, stjernerne, galakserne såvel som det levende billede af ham selv, mennesket. Men Gud kunne fremdeles ikke sige: "Det er godt." Hvorfor ikke?

Faktum er at Guds skabelse - så perfekt den end ser ud - så kan den svigte, og det er fordi midt i det hele var mennesket - en skabning som var skabt til at leve i uskyldighed og herlighed, men som også havde potentiale til at synde på grund af sin frie vilje. Sagt på en anden måde: mennesket havde potentiale til at ødelægge Guds skaberværk.

Så Herren kunne ikke hvile førend han havde udtænkt en plan, som skulle frelse hans skabning dersom den skulle svigte. Han vidste at dersom mennesket svigtede og syndede på grund af sin frie vilje, så ville mennesket ikke være i stand til at bære denne tunge byrde af sin synd. Han ville helt enkelt bryde sammen i desperation og derfor, på grund af at Gud vidste alle ting i forvejen, lavede Gud en frelsesplan - kronen på sit skaberværk.

Her er planen: Hvisden første Adam ville svigte ville Gud frembringe en anden Adam - sin egen søn, og han ville give ham al hans magt over skabningen. Gud kunne sige: "Ingenting kan ødelgge min skabning nu! Når mænd og kvinder bliver tynget af deres egne synder, så behøver de ikke at bære byrden - fordi jeg vil give dem en som bærer dem!"

Derfor blev Jesus født af Faderen - for at bære enhver syndebyrde som blev påført menneskeheden. David så virkelig Herren som den der bar hele menneskehedens byrder: " Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig. I al evighed lader han ikke den retfærdige vakle." (Sal.  55, 23). Og David erkendte, at han havde behov for at der var en, som ville bære hans byrde. "Min skyld vokser mig over hovedet, den er en byrde, som er for tung for mig." (Sal. 3, 5).

Nej, det at Jesus kom til jorden var ikke bagklogskab, han blev født af faderen helt fra begyndelsen, som kronen på alt hans skaberværk, og på det tidspunkt tog Gud - ligesom en arkitekt som sætter den sidste streg på sit projekt - et blik på sit værk, for derefter at tage et skridt tilbage, og så var det endeligt færdigt, nu kunne han hvile sig ovenpå sit skaberværk!

Dette er grunden til at Jesus råbte fra korset: "Det er fuldbragt!" Han sagde: "Far, den frelseplan som du lagde den gang du skabte mennesket den er nu gennemført, alt er nu fuldført!"

Gud hvilede fra det øjeblik han havde fastsat nådens dag - det vil sige, Kristi dag - som den syvende dag i sit skaberværk. De seks forudgående dage var virkelig arbejdsdage - og repræsenterer hele historien før korset. Men i dag er det troens dag og siden tidspunktet for Kristi opstandelse har vi levet i Guds hviledag - den hellige sabbat!

Når Guds ord taler om hvile, så inkluderer det fysisk hvile. Men Herrens hellige hvile begynder i sjælen: " Altså venter der Guds folk en sabbatshvile." (Hebr.  4, 9). Hvad er denne hvile? Det er at aflægge alle synderbyrder p Kristus! Jesus siger selv: "Kom til mig, alle I, som slider jer trtte og brer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile!" (Matt 11:28). Han siger: "I tro m I gå ind i faderens sabbatshvile, I må nægte at bære jeres byrder til og fra jeres hjem fremover og i stedet skal I lægge dem alle over på mig, jeg er Herre over sabbatten og jeg er den eneste som kan bære jeres byrder!"

Jeg spørger dig - hvorfor er der så mange kristne som afviser Jesu tilbud? Jeg tror at hvis Jeremias havde levet i dag, så ville han blive målløs over alle de kristne, som fortsætter med at bære deres egne byrder af synd og kampe imod alle deres fristelser. Han ville sandsynligvis råbe dette højt:

"Hvorfor bærer I alle disse byrder på en sådan herlig sabbatsdag? Sagde Jesus ikke det samme til jer, som jeg sagde til Israel: 'Bær ingen byrder ind i dit hus'? Så hvorfor fortsætter du med at bære rundt på den slags byrder? I skal ikke bære nogen byrde overhovedet på sabbatten - for det er helligdag for Herren!"

Det der menes her er, at sabbat betyder at vi skal stoppe med alle vore egne gerninger - vor stræben i menneskelig styrke - for at fortjene Guds frelse: " I må ikke bære noget ud af jeres hus på sabbatsdagen. I må ikke gøre noget som helst arbejde; I skal holde sabbatsdagen hellig, sådan som jeg befalede jeres fædre." (Jer. 17, 22).

Her er hemmeligheden til hvordan vi skal holde sabbatten hellig. Vi skal lægge alle vore byrder over på Jesus og stole på at hans Helligånd skal give os styrke til livet. Det er rigtigt - vi ærer sabbatten ved at nedlægge al vor stræben, i et forsøg på at ækmpe os en vej igennem synd og fristelse.

Dette er et bud vi skal overholde ikke bare om søndagen - men hver dag!

"Hvis I vil adlyde mig, siger Herren, og lade være med at bære noget ind gennem denne bys porte på sabbatsdagen, men holde den hellig og ikke gøre noget som helst arbejde på den,

så skal konger og stormænd, der sidder på Davids trone, og som har heste og vogne, gå gennem denne bys porte, både de selv og deres stormænd, judæerne og Jerusalems indbyggere, og denne by skal være beboet til evig tid." (Jer. 17, 24-25).

Nu ved vi at Kristus er Davids æt og vi ved at han sidder som konge på Davids trone, men hvem er de konger og fyrster som Jeremias beskriver her - Jerusalems indbyggere som rider på heste og kører i vogne?

Vi er disse mennesker! Og vi er blevet givet et helt utroligt løfte her: Ved at komme med alle vore byrder til ham som bærer byrder vil vi leve i fred altid. Hans plan med os er at vi skal leve fri fra alt slaveri!

Jesu befaling om at lægge alle vore byrder på ham er faktisk ikke et valg, vi skal gøre det på grund af vor tillid til ham. Kun når vi tillader ham at bære vore byrder vil han virkelig blive konge og herre i vore liv:

"Men hvis ikke I vil adlyde mig og holde sabbatsdagen hellig og lade være med at bære noget og gå gennem Jerusalems porte på sabbatsdagen, så vil jeg sætte ild på Jerusalems porte, så den fortærer dens borge, og den skal aldrig slukkes." (vers 27).

Profeten siger: "Dersom I ikke vil adlyde Guds bud om at stoppe med at bre jeres byrder på hans sabbat, så vil det ende med at de fortærer jer! I vil tilbringe al jeres tid med at snakke om jeres smerte, følelser og sorger. En ild vil brænde i jer og den vil ikke slukkes. Til sidst vil I blive ødelagt - fordi I bar jeres egne byrder!"

Tragisk nok så beskriver dette mange troende i dag. Nogle kan ikke sove om natten, fordi de aldrig kan holde op med at tænke på deres problemer, de repeterer deres problemer igen og igen i deres tanker og tænker: "Hvor var det at jeg gjorde noget forkert? Og hvordan kan jeg gøre det godt igen?"

Når de vågner kommer tankerne igen tilbage til deres byrder. De kommer når de står under bruseren,  igen når de er ved at klæde sig på... så igen ved frokostbordet, til sidst når de endelig går ud af døren så er de så tyngede af deres byrder at en ikke engang orker at smile, de er som æsler - belæsset, aldrig har de fred og de sælber deres byrder fra sted til sted.

Mange sådanne kristne kender ikke engang til en times hvile i Kristus. Hvilket utroligt fattigt vidnesbyrd! De fortæller verden at Kristus ikke har nogen kraft til at befri os fra vore byrder!

Du kan sige til dig selv: "Her, Herre - tag alle mine tanker og bekymringer. Jeg lægger dem alle på dig, jeg ønsker ikke at bære dem en eneste dag mere!"

Alligevel er dette ikke så let som det måske lyder. For at lægge dine byrder ned kræver en drastisk handling, det kræver en viljesbeslutning - og en type kirurgi som bare Helligånden kan udføre.

Det er det vi ser i Nehemias bog. På den tid havde israelitterne trofast oprejst Jerusalems mure igen, men så snart murene var på plads igen, overså folket fuldstændigt opretholdelsen af at overholde sabbatten. Hver uge passerede lange rækker af bebyrdede dyr igennem Jerusalems porte, på vej til og fra markedet med alle deres varer.

Lige som Jeremias blev Nehemias vred da han så al den aktivitet på sabbatten. Han skriver: "På den tid så jeg i Juda nogle folk, der på sabbatten trådte vinpersen og samlede korn og læssede det på æsler. Folk bragte også vin, druer, figner, ja, alle slags varer til Jerusalem på sabbatsdagen. Men jeg advarede dem mod at sælge deres fødevarer." (Neh. 13,15).

Profeten advarede folket om at de skulle lægge deres byrder og ære Guds sabbat. Men de ville ikke lytte. Da tog Nehemias et kraftigere tiltag: " Så gik jeg i rette med Judas fornemme og sagde til dem: "Hvad er det for en skændig handling, I begår! I vanhelliger jo sabbatsdagen! (Neh. 13,17). Han sagde: "Jeg skældte ud på dem, prædikede for dem og advarede dem. Men intet hjalp!"

Til sidst fik Nehemias nok. Han vidste at folket havde brug for en åndelig kirurgi. Så han tog drastiske midler i brug:

" Da det begyndte at skumre i Jerusalems byporte før sabbatten, befalede jeg, at portene skulle lukkes; og jeg befalede, at de ikke måtte åbnes før efter sabbatten. Og jeg stillede nogle af mine folk ved portene, så der ikke kunne bringes nogen varer ind på sabbatsdagen." (Neh. 13, 19).

Nehemias satte vagter ved portene, men selv det afskrækkede ikke folket fra at komme bærende med deres byrder! De slog lejr udenfor hele natten og bar rundt på deres byrder mens de ventede på at portene skulle åbne: "En gang imellem overnattede handelsmænd og forhandlere af alle slags varer uden for Jerusalem." (Neh. 13, 20).

Kære ven, dine byrder vil altid slå lejr udenfor dit sind - og vente på en mulighed til at hoppe tilbage igen. Du kan lægge dem ned om natten, men om morgenen vil de være der - de samme gamle bekymringer og tanker - de venter på at du skal tage dem til dig igen. Ingen prædiken kan kaste dem ud og ingen advarsel kan drive dem bort.

Så hvad gjorde Nehemias for at få dem til at holde op med at bære byrder? Han sagde: "Hvorfor overnatter I foran muren? Hvis I gør det igen, lægger jeg hånd på jer!" Fra da af kom de ikke mere på sabbatten." (Neh. 13, 21).

Da Nehemias tålmodighed var opbrugt truede han med magt. Kære ven, præcis det samme må vi gøre for at holde alle byrderne udenfor vore tankers porte! Lige som profeten må vi råbe fra dybet af vores sjæl: "Dette er ikke Guds måde! Jeg lever i sabbatshvilens tid - men min sjæl har alt andet end hvile. Alle mine plager og bekymringer kommer og går som det behager dem. Jeg må tage herredømme over disse byrder for enhver pris!"

Lige som Nehemias må vi tale til vore bekymringer og tanker - og henvende os direkte til dem, i Guds sprog: "I kan ikke ødelægge mig mere - for jeg har en som bærer mine byrder! Jesus har lovet at løfte alle mine byrder af mig, og jeg kaster jer ud nu, i hans dyrebare navn!

"Jeg lukker mit sinds porte for jer, I har ikke mere nogen adgang, og dersom I kommer tilbage for at plage mig, så binder jeg jer og kaster jer ud i det yderste mørke!"

Skriften siger: " ....kom de ikke mere på sabbatten" (vers 21). Kære ven, dersom vi forbliver trofast og vedbliver med at nedlægge vores byrder, så vil de "ikke komme tilbage mere om sabbatten." Og det vil vre bevis nok på at vi virkelig lever fri fra alle tunge byrder!

Da siger Nehemias at: " ....portene skulle lukkes, og at de ikke måtte åbnes før efter sabbatten..." (vers 19). Hvilken betydning har denne sidste sætning - "efter sabbatten"? Det betyder "himmelen" - vort endelige hjem! Ser du, Guds hviledag kalder os til at leve alle vore dage fri fra frygt, ængstelse og bekymring - at vandre i nåden, uden flere tunge byrder - helt til Jesus kommer og henter os hjem!

Jeg spørger dig - holder du hviledagen i dit liv lige nu? Eller bryder du sabbatten? Kære hellige, sandheden er, du har ingen ret til at bære en eneste byrde mere.

Bed med mig nu: "Jesus, i tro frasiger jeg mig alle disse bekymringer og byrder i mit sind, jeg ønsker ikke at finde mig i dem længere, her Herre - tag min økonomiske byrde, mit sorgfulde hjerte, min fysiske smerte, mine fristelser - de er alle dine. Dette er din hviledag - og jeg vil holde dit bud!"