"At bede igennem,” er et udtryk, som blev brugt af de første pinsefolk. For nogle betød det, at blive på sine knæ, til man havde modtaget et svar fra Gud. For andre betød det, at blive ved med at bede om det samme, til Herren havde givet et svar. (Det blev også kaldt "udholdenhed i bøn.”)
Som ung dreng, når jeg var på stævner, kunne jeg høre mennesker vidne, "Jeg vil gribe fat i hornene på alteret, og jeg vil ikke give slip, før Gud svarer mig." Men jeg tror ikke, at det er den sande udlægning af at "bede igennem."
Du kan lukke dig inde med Herren, og fryde dig over hans nærhed; du kan bruge kvalitetstid, ja hele dage, sammen med ham i skøn relation. Du kan få opfyldt alle dine behov; og dit hjerte kan være helt tilfreds. Men hvad sker der, når du forlader dette hellige sted med intimt fællesskab?
Du kan måske rejse dig fra dine knæ, bare for at gå tilbage til en svær situation, som er fuldstændig uændret. Du kan se djævelen stå der og vente på dig, parat til at angribe dig med de samme problemer og den samme tomhed. Jeg spørger dig: Hvad er der ved, at modtage herlighed på bjerget, hvis den ikke kan hjælpe dig gennem kampen?
Lad mig forklare, hvad jeg mener med at "bede igennem." Det betyder ganske enkelt, at den styrke, kraft og opmuntring, du modtager fra Herren, mens du er lukket inde sammen med ham, skal bringe dig gennem prøvelserne forude. Den sejr, du opnår i lønkammeret, skal give dig sejr på kamppladsen.
Tænk over det: Var din bøn en "fuldendt bøn"? Ser du, at "bede igennem" betyder at vente på et fuldstændigt gennembrud i din bøn. Mange kristne oplever kun halvt besvarede bønner igennem deres prøvelse. Faktisk er mange oprigtige bønner spild af gode kræfter, fordi de ikke blev "båret igennem" på den måde.
Min kære ven, bøn bliver ikke afsluttet – det er ikke en "fuldendt bøn" før den har bragt dig på den anden side af din prøvelse. Vi har ikke "bedt igennem" før vi har "gennemlevet" vores prøvelser ved den styrke, som vi modtog i Guds nærhed.