Jeg ønsker at fortælle dig om to meget vigtige aspekter ved omvendelse:
- 1. Hvad det kræver, og
- 2. Dens vidunderlige fordele!
Jo længere jeg vandrer med Jesus, des mere er jeg overbevist om, at anger og omvendelse ikke kun er for syndere, men også for troende. Det er simpelthen ikke en engangsforeteelse, men noget som Guds børn er kaldet til at gøre indtil Jesus kommer igen.
Jeg håber, at jeg kan vise dig at enhver kristen, som bevarer en angrende holdning, bringer Guds særlige opmærksomhed over sit liv. Og omvendelse åbner sandelig op for noget, som intet andet kan. Hvis vi kommer til Herren med et angrende hjerte, vil vi blive oversvømmet med utrolige velsignelser!
Men lige her ønsker jeg at fortælle dig hvad jeg tror, er absolut nødvendigt for at bevare det omvendte hjerte. For det første er sådan et hjerte blødt og bøjeligt. Det reagerer og handler på Guds irettesættelse. Det er følsomt og bliver nemt formet af Helligånden.
Men den vigtigste karakteristik af et omvendt hjerte – det helt grundlæggende – er en villighed til at anerkende skyld! Det er en villighed til at acceptere skylden for at have gjort noget forkert – at sige, "Det er mig, Gud. Jeg har syndet".
Ser du, hvis synden ikke erkendes, kan der ikke blive nogen omvendelse:
"For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes…." (2. Kor. 7, 10).
Hvis du ikke er villig til at erkende at du er fejl på den, siger du egentlig, at du ikke behøver omvendelse. Du synes ikke at du har gjort noget galt i Guds øjne,
Før Pilatus løslod Jesus og overlod ham til morderiske præster og ældste, ønskede han at verden skulle vide at det ikke var hans skyld. Så han bad om et fad med vand, som han vaskede sine hænder i, og dermed gav han sig selv syndsforladelse overfor den vrede pøbel. Han erklærede sig uskyldig i at have udgydt Jesu blod:
"Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag." (Matt. 27, 24).
Sætningen "Det bliver jeres sag" betyder her, "At sikre sig at alle ved, at mine hænder er rene. Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg er uskyldig!"
Selvfølgelig var Pilatus' hænder ikke rene; Han var ved at overgive Guds Søn til mordere. Den tankegang udelukker en person fra en hver mulighed for omvendelse. Havde en profet opsøgt Pilatus næste dag, og prædiket, "Omvend dig eller gå fortabt!" ville denne hersker blive forfærdet. "Hvem, mig?" Han ville have sagt, "Jeg har ikke gjort noget galt, Jeg har vasket mine hænder. Hvordan kan jeg angre når jeg ikke har syndet?"
Johannes skriver: "Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os." (1. Johs. 1, 8 og 10).
Jeg er vokset op i menigheden, og gennem mit liv har jeg set mange menigheder blive splittet i to. Hver part gjorde den anden part til fjenden. Hver fraktion kylede forbandelser i hovedet på de andre og sladrede, latterliggjorde og spredte onde rygter om dem.
Hvis du lyttede til den måde hvorpå de hver især retfærdiggjorde deres handlinger., ville du blive overrasket over hvor uskyldige de var. Ingen af de kristne, uanset hvilken side de tilhørte, ville indrømme at de havde gjort noget forkert. I stedet så de den anden part som 'fjenden' og ventede på at Gud skulle dømme dem. De sagde til deres opponenter, "Bare vent. Når menighedsmedlemmerne begynder at falde døde om, vil I vide hvem der har ret!"
Men sandheden er, at begge grupper gør Herren vred. Ligesom Pilatus, er ingen af dem i en position af anger og omvendelse – så de vil ende med at komme under Herrens vrede! De bliver en forsamling af døde, som befinder sig i en åndelig ørken. Deres familier har problemer. De er altid i modstrid med sig selv. Og det er kun fordi at ingen af dem vil erkende nogen form for skyld! Ingen siger, "Jeg er en af dem, som har brug for omvendelse. Jeg behøver at bede!"
Malakias var en profet, som Gud havde sendt for at gå i rette med Israel. Men hver gang han henvendte sig til folket med et stærkt budskab, reagerede de ved hånligt at spille uskyldige.
Første gang Malakias kom til dem, prædikede han, "Hvorfor ringeagter I Herren! I ved hvordan I skal græde og dække alteret med jeres tårer. Men Gud har afvist alle jeres ofre, fordi I lever i synd!"
Folket reagerede fuldstændigt chokerede. De svarede, "Men hvorfor? Hvad har vi gjort forkert?"
Malakias svarede: "...I dækker Herrens alter med tårer, med gråd og suk så han ikke mere vender sig mod offeret og tager nådigt imod jeres gaver. I spørger: »Hvorfor?« Fordi Herren var vidne mellem dig og din ungdoms hustru, som du er troløs imod, skønt hun er bundet til dig som ægtehustru." (Malakias 2, 13-14).
Deres synd var, at de havde skilt sig fra deres hustruer og giftet sig med hedenske kvinder. Og imens var de fortsat kommet til alteret og udøvet alle deres religiøse aktiviteter, fyldt med synd i deres hjerter. Disse mænd havde åbent gjort oprør mod Guds bud.
Så Malakias kom til dem for anden gang og prædikede: "I plager Herren med jeres ord…" (Malakias 2, 17).
Med andre ord: "I siger ting, som fuldstændig chokerer Gud. Jeres troløshed plager Ham!"
Igen reagerede folket med en hånlig uskyldig holdning: "Hvordan har vi plaget ham?..." (samme vers). Det de egentlig sagde, var, "Hvordan kan vi have plaget Gud. Vi har ikke gjort noget forkert."
Malakias svarede: "Det gør I, når I siger: »Enhver, der handler ondt, er god i Herrens øjne; dem holder han af,« eller: »Hvor er dommens Gud?« (samme vers).
Ser du, folket havde opmuntret ondskaben i forsamlingen. De vidste udmærket, at disse rebeller var fulde af synd – men de forsikrede dem om, at alt var i bedste orden, at ingen dom ville komme over dem. De havde ganske enkelt en letfærdig indstilling til Guds budskab ved at kalde ondt for godt og godt for ondt. Så de sagde til Malakias, "Hvorfor siger du det? Vi er uskyldige – vi har ikke gjort noget forkert."
Igen kom Malakias tilbage til dem – denne gang råbte han: "I har bedraget Gud!" Og igen svarede folket stædigt: "Hvad mener du? Hvordan har vi bedraget Gud?" Malakias svarede: "… Med tiende og afgifter." (Malakias 3, 8).
Han sagde, "I kommer kun med affald til Herrens alter. I ofrer dyr som er lamme og halte. De er ikke den tiende og de afgifter, som tilhører Herren. I berøver ham jeres bedste dyr!"
Til sidst opgav Malakias at prædike for dem, for de ville ikke høre på ham. Det sidste kapitel i Malakias' Bog fortæller os, at han lod dem være, og i stedet henvendte han sig til en lille angrende rest. Disse mennesker modtog hans løfter, og deres hjerter blev rørt af Helligånden. De handlede på Malakias' ord om omvendelse, og til gengæld velsignede Gud dem meget!
David granskede kontinuerligt sit hjerte foran Gud. Han var hurtig til at sige, "Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte ikke min skyld. Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav min syndeskyld…" (Salme 32, 5).
At angre betyder ikke, at du bare skal gøre det godt igen overfor den person du har gjort ondt. Nej – det handler om at få det i orden med Gud! Gud er ham, som der er syndet imod. Selvfølgelig skal vi undskylde overfor mennesker, som vi har gjort ondt. Men det er endnu vigtigere at vi angrer vores synd overfor Gud. David sagde, " Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed! Vask mig fuldstændig ren for skyld, rens mig for synd! For jeg kender mine overtrædelser, og min synd har jeg altid for øje." (Salme 51, 3-5).
David troede på ransagelse af hjertet – på den hårde disciplin det er, at grave sit hjertes synd frem: " Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!" (Salme 139, 23-24).
Denne mand åbnede kontinuerligt sit hjerte for Guds søgelys. Han sagde, "Herre kom og undersøg hver en krog af mit liv. Hvis jeg har syndet mod dig på nogen måde, og jeg ikke ved det, så vis mig det venligst. Jeg angrer!"
Måske har du også ransaget dit hjerte. Alligevel er du kommet væk fra Åndens arbejde med dig og siger, "Jeg er heldigvis ren. Jeg har ingen synd i mig." Min ven, du er bedraget! Skriften siger, at alle har syndet og ikke har levet op til Guds herlighed. "Jeg, Herren, udforsker hjertet og ransager nyrerne. Jeg giver enhver efter hans færd og efter hans gerninger." (Jer. 17, 10).
Esajas tilstod: "For du har vore mange overtrædelser for øje, og vore synder vidner imod os; vi er os vore overtrædelser bevidst, vi kender al vor skyld." (Esajas 59, 12).
Profeten sagde, "Vi kender alle vore egne synder!" Selvfølgelig ved Gud når vi gør noget galt og siger noget forkert. Men vi ved det også!
Hvad er disse kendte overtrædelser som Esajas talte om? Der er: " Vi har brudt med Herren og fornægtet ham, vi har vendt vor Gud ryggen; vi har forkyndt vold og frafald og fremført løgneord fra hjertet." (Esajas 59,13).
Der er en synd på denne liste, som vi alle finder let at retfærdiggøre – og det er "at fremføre løgneord fra hjertet." Det betyder, at fortælle andre noget du har hørt, som du mener er sandt, men i virkeligheden er det løgn. Du kan sige det 'fra hjertet', men der er ingen vej udenom løgnen!
Nogle kristne tror, at de praktisk talt kan sige hvad som helst om hvem som helst, så længe de er oprigtige. De tænker, "Jeg gør ingen fortræd ved at sige det. Det er ikke sikkert at andre mener det samme, men jeg tror af hele mit hjerte at det er sandt."
Men hvad nu hvis et ord fra et velmenende hjerte er en løgn? Hvordan vil en kristen nogensinde kunne retfærdiggøre det? Hvordan kan nogen overhovedet tænke, "Mine hænder er rene"?
Selv hvis en ødelæggende del af det der bliver sagt er sandt, er det en sandhed som falder til jorden og bliver trampet ned i mudderet! "Hold op med jeres store ord, fræk tale må ikke udgå af jeres mund, for Herren er en Gud, der ved alt, af ham prøves hver en gerning." (1. Sam. 2, 3).
Gud ved- og vi ved- alt om vores syndige tunger. Og han vil ikke tolerere sladder og bagvaskelse i nogen form!
Ezra var en gudfrygtig skriver, som elskede Guds lov og vandrede varsomt med Gud. Han var også en bønnens mand og en trofast formidler af Guds Ord. Det kan være svært at forestille sig, at denne mand havde behov for at angre nogen synd.
Men Ezras hjerte var sønderknust over at være vidne til alle de kompromisser der fandtes blandt Guds folk. Når han kom til Jerusalem, så han urenhed, afgudsdyrkelse og blandede ægteskaber. Selvfølgelig var intet af dette hans synd, men han udbrød ikke, "Alle omkring mig er måske frafaldne, men mit hjerte er ret ind for Gud!" Næ, i stedet kastede Ezra sig ned på jorden og græd og tilstod som om folkets synder var hans egne. Han identificerede sig med Guds folk – og han delte deres skam!
Mens Ezra … bad og aflagde bekendelse, samledes en meget stor skare af israelitter omkring ham, mænd, kvinder og børn, og folket græd højt." (Ezra 10, 1 og 6). "Jeg faldt på knæ og bredte mine hænder ud mod Herren min Gud og sagde: »Min Gud! Fuld af skam og skændsel løfter jeg mit ansigt mod dig, min Gud, for vore synder er vokset os over hovedet, og vor skyld når til himlen." (Ezra 9, 5-6).
Ezra tilstod ikke alene sine egne svagheder, men hele forsamlingens synder. Han sørgede, græd og følte syndens smerte, som havde bredt sig i Guds hus. Jeg spørger dig: Tager du omvendelse lige så seriøst?
Daniel havde også sådan et angrende hjerte. Han var en retfærdig mand, en hengiven bønnens mand, som levede så helligt et liv, at du ikke ville forvente at finde noget hos ham, som skulle angres. Men Daniels hjerte var så følsomt overfor synd, at også han identificerede sig med folkets horrible synder. "Herre, skammen tilhører os, vore konger, vore stormænd og vore fædre, fordi vi har syndet imod dig. … Vi har syndet, vi har handlet slet og ugudeligt, vi har gjort oprør og er veget fra dine befalinger og bud. Vi har ikke hørt på dine tjenere, profeterne, som i dit navn talte til vore konger, stormænd og fædre, ja, til hele landets folk." (Daniel 9, 8 og 5-6).
Daniel bruger gentagne gange ordet vi, os og vores. Egentlig siger han "Vi er alle påvirkede!"
Nøglen til det hele findes i dette vers: " Endnu mens jeg talte og bad og bekendte min egen og mit folk Israels synd og bønfaldt Herren min Gud og bad for hans hellige bjerg." (Daniel 9, 20).
Daniel sagde, "Åh Gud, gør op med mig mens du gør op med dit folk. Hvis der findes overtrædelser i mit hjerte, så bring det frem. Vis mig det!"
Min ven, Herren har givet mig dette budskab gennem de seneste uger. Jeg blev bekendt med at jeg blev bagtalt noget så grusomt. Det skar i mit hjerte og sårende mig dybt. Jeg græd en hel uge, og spurgte Gud, "Hvorfor mig, Herre?"
Den følgende uge var jeg sammen med en ven, og jeg begyndte at fortælle om bagtalelsen. Jeg navngav den person, som havde bagtalt mig og opremsede hver en ondskabsfuldhed denne person var kommet med. Og jeg beklagede mig, "Det er en løgn fra helvedes afgrund – og det gør så ondt!"
Sammen aften, mens jeg var hjemme, talte Guds Ånd til mig: "Hvordan er det, som du gjorde sammen med din ven, anderledes fra hvad der blev gjort mod dig?" Jeg tænkte, "Hvad siger du, Herre?" Ånden hviskede, "Du bagtalte også denne person, ved at fortælle hvad han havde gjort mod dig. Du er lige så skyldig!"
Alt hvad der var sagt til mig i fortrolighed, havde jeg gentaget og plantet i en anden person! Med det samme faldt jeg på knæ for Herren i anger. Og lige siden har han vist mig, hvor forsigtig jeg skal være med mine ord.
Ikke lang tid før denne hændelse havde jeg modtaget et opkald fra en pastor i Midtvesten. Pastoren nævnte en evangelist, som var vores fælles bekendte. Han sagde, "Jeg må fortælle dig, broder David, jeg er bekymret for denne mand. Han har behov for forbøn, og jeg ringer til dig for at du kan bede for ham. Han har fuldstændig mistet sin salvelse. Og hver gang jeg ser ham har han tabt sig. Det er alt sammen fordi han lytter til en kvinde i vores by, som har en Jezabel-ånd. Han er under hendes forbandelse!"
Pludselig gik det op for mig. Denne pastor mente det godt og var ægte bekymret. Men han bagtalte vores evangelist-ven – og jeg var lige så skyldig fordi jeg havde lyttet til det!
Helligånden rørte mit hjerte mens jeg sad der og talte i telefonen. Hurtigt sagde jeg til pastoren, "Bror, drop det. Sig ikke mere. Overlad det i Guds hænder." Jeg ønskede ikke at forurene mine læber eller forgifte min ånd. Og jeg tror, at hvis jeg fik mulighed for at tale med den bagtalte evangelist i dag, ville han sige, "Ja, jeg kender disse rygter, som cirkulerer rundt, og de sårer mig. Men nej, denne kvinde er ikke en heks. Hun er en gudfrygtig, bedende kristen!"
De forfærdelige ting jeg havde hørt om denne mand, måtte jeg gøre op med i mit eget hjerte. Et frø af mistillid var blevet sået i mig, og jeg kan stadig føle smerten ved det. Men den eneste måde hvorpå dette frø kan komme ud, er ved at bede for min evangelist-ven og elske ham. Kun da vil ukrudtet blive revet op med rod!
En mand i vores menighed kom til mig for nylig efter et bønnemøde. Han sagde, at han havde talt grimt om sin tidligere menighed til vores menighedsmedlemmer. Men Gud havde vist ham at det var bagtalelse, og nu var han ked af det. Problemet var, at han netop havde modtaget et opkald fra en mand i sin tidligere menighed, som selv om han kom i menigheden, ønskede at sladre om den. Manden fortalte mig, "Jeg ved, at når han kommer hjem til mig, så vil han tale om vores gamle menighed. Men jeg ønsker ikke høre mere sladder. Jeg er så træt af det!"
Ond sladder medfører kun smerte – både for den der sår sladderens frø og den der lytter til det!
I Daniels Bog nævnes adskillelige fordele for de, som har et angrende hjerte. Ja, faktisk for alle, som erkender sin synd, gør Gud noget mirakuløst!
Jeg ønsker at vise dig bare fire fordele ved anger. Disse fire ting kom til Daniel som et resultat at han dybfølte tilståelse. Og de er alle til rådighed for os, hvis vi vil angre:
1. En fordel er en ny og klarere vision af Jesus Kristus.
Læs hvad der skete efter at Daniel havde angret: " (Da) løftede jeg øjnene og så en mand iført en linneddragt, med et bælte af Ufaz-guld om lænden. Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende fakler, og hans arme og hans fødder var som blank kobber. Når han talte, lød det som en folkeskare. Kun jeg, Daniel, så synet…" (Daniel 10, 5-7).
Hvem tror du Daniel så i dette syn? Det var Jesus! Hvilken vidunderlig velgerning Helligånden gjorde for Daniel, da han havde tilstået sin synd. Han gav ham et klart syn af Kristus i al sin herlighed!
Forstå venligst: Daniel bad ikke om at få dette syn. Al hvad han gjorde var at omvende sig og tilstå, og sørge over sin synd. Jesus tog selv initiativet til at komme til Daniel i denne åbenbaring! Ser du, når vi angrer og for vores dag ret med Gud og andre, så behøver vi ikke søge efter en åbenbaring. Jesus vil manifestere sig selv for os!
Nu havde Daniel også nogle gudfrygtige venner, fordi han befandt sig blandt de retfærdige. Men Skriften fortæller os, at ingen af dem så synet, som Daniel modtog: "Kun jeg, Daniel, så synet; mændene, der var sammen med mig, så det ikke, for en stor rædsel var faldet over dem, og de var flygtet og havde skjult sig. Jeg blev alene tilbage…" (Daniel 10, 7-8).
Et ægte angrende hjerte behøver aldrig at skjule sig for Herren – fordi der ikke længere er nogen frygt for fordømmelse! Hvis du erkender dine synder og viser gudfrygtig sorg, så kan du tillidsfuldt se ind i Mesterens ansigt. Du behøver ikke ryste af skræk når du hører de tordnende ord af irettesættelse – fordi du ser Kristus i sin herlighed. Du vil stå for hans flammende øjne mens alle andre flygter!
2. Den anden fordel ved anger og omvendelse er at al frygt fjernes.
"Da rørte en hånd ved mig… Så sagde han til mig: »Daniel, du højtelskede mand, forstå de ord, jeg nu taler til dig, og rejs dig op… Han sagde: »Frygt ikke, Daniel, for fra den første dag du satte dig for at opnå indsigt og at ydmyge dig for din Gud, er dine ord blevet hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld." (Daniel 10, 10-12).
Vis mig en Kristen, som nægter at erkende sin synd – som siger, "Mine hænder er rene" – og jeg vil vise dig én som udviser falsk fromhed. Sådan en person smiler stort, har en selvsikker gang og praler med at alt er som det skal være. Men det er en facade! Bibelen gør det klart, at hvis nogen skjuler sin synd, vil vedkommende ikke have fremgang. Gud tager sin Ånd fra ham, og hans sjæl bliver kastet rundt som bølgerne. Hans uomvendte hjerte er fyldt med frygt og uro!
Men vis mig en angrende omvendt Kristen –én som er følsom overfor synd, villig til at blive ransaget, som græder, "Jeg er skyldig, Gud!" og jeg vil vise dig en, som snart vil vandre hver dag uden nogen form for frygt. Gud vil række sin mægtige hånd ud til denne troendes hjerte og fjerne alle frygtens rødder. Og snart vil denne person kende en velsignelse fra Gud som ikke kan måles!
"Daniel, du højt elskede mand… rejs dig op…" (Daniel 10, 11).
Jesus sagde til Daniel, "Rejs dig op, du angrende! Jeg vil fjerne al din frygt og skælven. Og jeg vil rejse dig op på dine fødder og velsigne dig med min nåde."
Min ven, lad Gud granske og ransage dit hjerte. Bed Helligånden om at vise dig alt hvad du har sagt og gjort, som har såret ham. Tænk på alle, som du har sladret om og bagtalt, og tilstå hvor syndigt det var. Gå til den person eller ring til vedkommende og gør det godt. Vær opmærksom på, at det ikke er nok at sige, "Hvis jeg på nogen måde har såret dig…" Det er ikke anger. Anger er at tilstå, at det du har gjort, er synd! Så få det ud. Fortæl vedkommende præcis hvad du har sagt og gjort, og gør det godt igen.
Jeg lover dig – hvis du gør alt godt igen, vil du frigive sådan en nåde fra Gud i dit liv, som du aldrig før har kendt til! Herren vil åbne dine øjne, ører og forståelse – og du vil modtage en åbenbaring om det som kommer: "… (Du vil) forstå, hvad der skal ske med dit folk ved dagenes ende. For også dette syn gælder de dage.« (Daniel 10, 14).
3. Den tredje fordel ved anger og omvendelse er en nye læber.
Daniel fik en ny tunge af at blive berørt af Guds rensende hånd: "Men så var der en, der lignede et menneske, der rørte ved mine læber. Jeg åbnede munden og kunne tale igen…" (Daniel 10, 16).
Når Daniel nu talte, så "talte han som Herren"!
Esajas var en gudfrygtig mand, som var kommet med mægtige profetier. Man da han stod foran Herren i al hans hellighed, så var det eneste profeten kunne sige, .."Jeg er en mand med urene læber…" (Esajas 6, 5).
Gud tog glødende kul fra alteret og berørte Esajas læber med det, og det fjernede al slagger, selvet og kødet – alt hvad der var ulig Gud selv. Og han gav Esajas nye læber! Jeg tror, at profeten aldrig igen havde behov for at få renset sine læber.
Dette gør Gud for alle som angrer! Når først din tunge og dine læber er renset, vil du aldrig igen ønske at sige noget som er ulig det Jesus ville have sagt. Ordene fra din mund vil være rene!
4. Til sidst – den fjerde fordel ved anger og omvendelse er fred og styrke.
"… Fred være med dig! Vær stærk! Vær stærk!« Mens han talte til mig, fik jeg styrken tilbage, og jeg sagde: »Nu kan du tale, herre, for du har givet mig min styrke igen." (Daniel 10, 19).
Daniel havde haft sjælekvaler. Han havde sørget over synd – bedt, fastet, grædt og det havde fået ham til at lægge sig fladt ned på maven, fuldstændig drænet. Han græd, "Herre, ved synet fik jeg krampe, og jeg havde ikke flere kræfter." (Daniel 10, 16).
Så kom Jesus til ham og berørte hans krop. Og pludselig blev Daniel overstrømmet af fred og styrke. "Fred være med dig! Vær stærk! Vær stærk!" (Daniel 10, 19).
Jesus fortalte Daniel, "Åh, Daniel, jeg elsker dig. Og jeg ønsker at give dig min fred. Rejs dig og vær stærk!"
Den angrende kristne kan blive nedslået, helt udslettet, overvældet af sorg og træthed. Men Herren kommer altid og rører hans krop – for at give fornyet fred og styrke!
Jeg spørger dig: Har du et angrende hjerte? Ønsker du et? Fald på dine knæ i dag og græd dig tilståelse ud – for dig selv, din familie, dine kære, din menighed. Du vil modtage en ufattelig åbenbaring af Herren. Du vil begynde at tale med rene læber. Du vil ikke længere leve i nogen form for frygt. Og du vil få fred og styrke fra Guds mægtige hånd.
Og bedst af alt, hver af disse vidunderlige gunstbevisninger vil blive 'øst' ud over dig dagligt: "Lovet være Herren dag efter dag, Gud bærer os, han er vor frelse." (Salme 68, 20).
Det er når du kender glæden ved at vandre i omvendelse. Halleluja!