Der Hvor Stoltheden Leder Hen

Stolthed er det Gud hader allermest. "For alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden." (1. Johs. 2:16).

De fleste kristne indrømmer, at de ikke har nået målet, og at der er områder i deres liv, som har behov for forbedring, men meget få kristne anser sig selv for at være stolte. Stolthed er uafhængighed – ydmyghed er afhængighed. Stoltheden er ikke villig til at vente på, at Gud handler til sin tid og på sin måde. Stoltheden får en til at tage sagen i egen hånd, når man synes, at Gud ikke arbejder hurtigt nok.

Et eksempel på denne frygtelige synd er Sauls ulydighed ved Gilgal. Da Samuel salvede Saul som konge, "spiste Saul sammen med Samuel (på tagterassen) (1. Sam. 9:24).  Denne samtale på tagterrassen handlede om en stor krig, som ville komme, og Samuel befalede Saul om ikke at handle, før folket var samlet ved Gilgal for at søge råd hos Herren. Det skulle være Guds værk – og kun hans. (se Samuel 10:8).

Samuel repræsenterede Guds stemme, et kar, som Gud kommunikerede sine planer gennem. Men Saul blev utålmodig, og tog sagen i egen hånd. Gud testede ham, og han fejlede på grund af utålmodighed – total stolthed!

Ydmyghed er total afhængighed af Gud. Det er at stole på, at Gud gør det rigtige til rette tid på rette måde. Og Jesus har givet os et herligt løfte om, at føre os igennem de mørke dage, der ligger forude. Han sagde, "Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig for at prøve dem, der bor på jorden. (Åb. 3:10)