Det sted hvor al visdom er opbrugt

De for ud på havet i skibe, drev handel på vældige vande, blev vidne til HERRENS gerninger, hans underværker på dybet;

Han bød, og et stormvejr rejste sig, bølgerne tårnedes op; mod himlen steg de, i dybet sank deres mod; de blev grebet af rædsel i ulykken, de tumled og ravede som drukne, borte var al deres visdom.” (Salme 107, 23-27).

I denne salme er stedet, hvor al visdom er opbrugt, et skibsdæk i et oprørt hav. Vældige bølger løfter skibet op mod himlen, for derefter at lade det falde ned i dybet. Kraftige vinde kaster det frem og tilbage, sådan at sømændene ikke kan finde fodfæste. De raver rundt som berusede mænd.

Skibets sejl er revet itu og hænger i laser, og den ene kraftfulde bølge efter den anden hamrer mod skibssiden. Sømændene må kæmpe bare for at holde fast. Det ser ud som om det er slut nu og de er fuldstændig fortvivlede. De er hjælpeløse, sårbare overfor elementernes rasen og ude af stand til at frelse sig selv.

Disse sømænd er kommet til et sted, hvor al visdom er opbrugt. (engelsk: et sted kaldet ’Wit’s End’. Et dansk udtryk kunne være: der, hvor man ikke ved sine levende råd). Det er en tilstand, som plager de kristne af og til. Det betyder ganske enkelt, ”at have mistet eller udtømt enhver mulighed for at udtænke en udvej.” Eller sagt på anden måde: Der hvor alle menneskelige evner og muligheder er udtømt. Der er ikke nogen udvej, ingen hjælp, ingen udfrielse uden hos Gud selv”

Måske er du allerede ankommet til det sted, hvor al visdom er opbrugt.

Ligesom sømændene om bord på det skib, er du ganske enkelt fortsat med dine opgaver, gået videre på din vandring med Jesus. Men så en dag, som et lyn fra en klar himmel, ramte stormen, og bølger af problemer væltede ned over dig fra alle sider!

Problemerne i livet kommer sjældent på én gang, De er som bølger i en storm – kommer ind den ene efter den anden, hurtigt og rasende, højere og højere. Det er ligesom solen er gået ned, luften er blevet iskold og vindene med problemer er begyndt at vælte alt omkuld. Som sømændene i Salme 107, som blev ’grebet af rædsel’ (vers 26). (Det hebræiske ord for det er at ’besvime af rædsel’).

Jeg må lige tilføje: Det er Gud selv, som har rejst denne storm! ”…For han bød og et stormvejr rejste sig…) (vers 25). Han var Den, som bragte sømændene til dette sted. Han er Den, som rejser vindene som får bølgerne til at tårne sig op og skibet til at blive kastet rundt. Det er alt sammen hans værk!

Men det kan blive til stor opmuntring for vores tro når problemerne rammer os fra alle sider. Vi har en viden om at alle problemer og storme i livet er blevet bestemt af Gud, for de som vandrer i retfærdighed. De er ikke djævelens værk eller kommet på grund af en bestemt synd. Faktisk har Herren bragt os til det sted, hvor al visdom er opbrugt – og han har et formål med det!

“I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares” (1. Peter 4, 12-13).

Dine prøvelser kommer ikke bag på Gud. Faktisk sker det fordi han ønsker at der skal ske noget i dit hjerte – at hans herlighed skal åbenbares i dig.

Men du føler det som den absolut værste storm i dit liv! Din prøvelse er måske af økonomisk art, forretningsmæssig, bagvaskelse, familieproblemer eller personlig tragedie. Du går i seng om aftenen med uro indvendig, med en sky hængende over hovedet. Og når du er vågen er smerten der stadig. Og den hænger ved indtil en dag, hvor du vågner og græder, ”Gud, hvor meget mere skal jeg udholde? Hvor længe vil du tillade at jeg skal gå igennem dette? Hvornår slutter det?”

Hvornår stilnedes stormen for sømændene i Salme 107? Hvornår bragte Gud dem i sikker havn? Ifølge salmisten skete to ting:

• For det første, så kom sømændene til det sted hvor al visdom var opbrugt; hvor de havde opgivet alt menneskeligt håb eller hjælp. De sagde: ”Der er ingen måde hvorpå vi kan frelse os selv. Ingen på denne jord kan få os ud af dette!”

• For det andet, så råbte de til Herren midt i krisen – vendte sig alene til ham for hjælp!

“Da råbte de til Herren i deres nød, og han førte dem ud af deres trængsler. Han fik stormen til at stilne, og havets bølger lagde sig; de blev glade, fordi det faldt til ro, og han førte dem til den havn, de ønskede. De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker.” (Salme 107, 28-31).

Hvis du er et sandt Guds barn, hvis du er besluttet på at tillade ham at forme dig sin Søns billede – så vil din kamp ikke stoppe før du opgiver at finde ud af det selv og forlader dig fuldstændigt på Guds omsorg. Indtil han har fuldført sine evige formål og planer med dig, vil dine problemer kun fortsætte!

Lige nu er du måske selv med til at stormen fortsætter og dine problemer hober sig op. Du savner måske den ro, som Gud ønsker at give dig. Hvorfor?

Det sker fordi du bliver ved med at sætte spørgsmålstegn ved Gud midt i din krise: Når du bliver ved med at klage og brokke dig når du ringer til en ven, som du mener, har en løsning for dig; når du vender dig til rådgivere, psykologer, advokater og eksperter. Når du går til kristne boghandler og køber stakkevis af ’gør-det-selv’ bøger og CD’er; når du bliver ved med at lede efter hemmeligheden, planen, som skal hjælpe dig ud af dine problemer.

Kære ven, du forlænger kun dine trængsler! Det lyder så enkelt, men fra begyndelsen af har Gud ventet på din barnlige tillid. Og du får kun stormen til at fortsætte og bølgerne til at blive højere, når du nægter at råbe: ”Gud, jeg har det forfærdeligt – og du er min eneste løsning!”

Gud bliver ved med at bringe os derhen hvor al visdom er opbrugt indtil vi lærer at stole fuldstændigt på ham – uanset hvor håbløst det ser ud!

Vi ser dette ske igen og igen for Israels børn i ørkenen. Igen og igen bringer Gud dem derhen hvor al visdom er opbrugt for at prøve dem, for at se om de stoler på ham. Men de nægtede hver gang!

Først bragte Herren dem til et sted, som kaldes Pi-Hakirot, som ligger mellem Migdol og havet. Han lukkede dem inde – med havet foran, med bjerge på begge sider og Farao bagved. Gud havde faktisk ledt dem hen til et sted, som menneskeligt set var håbløst – derhen hvor alle muligheder er udtømt.

Have israelitterne bare troet på ét af Guds løfter til dem, så kunne de have været fri fra alle bekymringer og al frygt. Gud havde sagt til dem;

”… Herren din Gud bar dig, som en mand bærer sin søn, hele den vej, I vandrede, lige til I kom til stedet her… han gik dog foran jer på vandringen for at udsøge steder, hvor I kunne slå lejr, om natten i en ild og om dagen i en sky, for at vise jer den vej, I skulle gå.” (5. Mos. 1, 31-33).

Med andre ord, så sagde Gud: “Jeg vil gå med jer! Jeg vil bære jer, som en fader bærer sin søn. Jeg vil gå foran dig og finde steder, hvor I kan slå jeres telte op. Der hvor skyen, som jeg har sat foran jer, standser, der skal I standse.”

Det skete at skyen standsede mellem Migdol og havet – et sted hvor der var fuldstændig omtåget, hvor alle muligheder var udtømte. Der var igen måde hvorpå Israel kunne udtænke en vej over det Røde Hav. Og nu kom Faraos hær hurtigt nærmere.

Er du sådan et sted lige nu, hvor en storm rejser sig? Jeg spørger dig: Hvordan kom du der? Tror du at djævelen bragte dig der? Mit svar er dette: ”Det er Herren, der styrer en mands gang…” (Salme 37, 23). Uanset hvilken storm du befinder dig i, uanset hvor sort det ser ud, så har Gud bragt dig der – hvor al visdom er udtømt!

Forstå venligst: Gud bliver aldrig overrasket over noget. Han behøver ikke at få guddommelig vejledning når problemerne rammer os. Han behøver ikke kaste en kosmisk mønt for at bestemme sine handlinger på vore vegne. Nej – længe før Israel forlod Egypten og ankom til Migdol, havde Gud allerede lagt en plan for dem. Han havde allerede befalet vindene at blæse på et bestemt tidspunkt for at bane vej gennem det Røde Hav, Han havde hele tiden vidst hvad han ville gøre!

Sådan er det også i dag. Gud har en plan som skal bringe dig ud af din storm. Faktisk har han lagt denne plan længe før dine problemer begyndte. Alligevel vil han holde den tilbage til allersidste øjeblik, fordi han venter på at du stoler på ham. Han ønsker at se om du vil lægge dit liv i hans hænder og sige, ”Lev eller dø, jeg vil stole på Herren.”

Israel dumpede i den test. De blev frygtsomme og besvimede af angst på det sted, hvor al visdom er opbrugt. Men Gud gjorde alligevel det han havde planlagt. Han udfriede Israel med et mægtigt mirakel. Men resultatet var, at folket sang deres tros-sange på den forkerte side af det Røde Hav. Havde de bare stolet på Guds løfter – ”Jeg vil gå foran dig og bære dig, som en fader bærer sin søn” – så ville de have bestået prøven!

Hvis du går i panik på stedet hvor al visdom er opbrugt, besvimer og anklager Gud for ikke at tage sig af dig, så vil han alligevel gå i aktion i sidste øjeblik og udfri dig. Men bagefter vil han tage dig hen til et andet sted, hvor al visdom er opbrugt, fordi du ikke kom igennem sidste gang med tillid til ham!

Og sandelig, kun tre dage efter israelitternes udfrielse ved det Røde Hav, så stod de igen midt i en stor krise. Folket var svedige, udasede og overvældet af tørst. Deres spejdere kom grædende tilbage: ”Der findes vand til Marah, men vi kan ikke drikke det. Det er for bittert!”

Skriften gør det meget klart: Det var ikke djævelen, som bragte prøvelserne til Israel. Det var skyen, som ledte dem. Endnu en gang var folket der, hvor al visdom var opbrugt. Hvilken jammer, der steg op fra lejren – hvilke frygtelige anklager mod Moses og mod Gud: ”Du bragte os herud for at dø!”

Vidste Gud at vandet ved Marah var bitter? Selvfølgelig gjorde han det! Men han havde en plan. Der var et bestemt levende træ i nærheden af en dam, og han ville anvende det til at rense vandet for Israel.

Jeg spekulerer på hvor mange år forinden Gud havde plantet det træ på det sted? Og hvor mange gange havde den varme sol brændt ned over det træ for at få det til at visne? Hvor mange orme havde forsøgt at gnave i det træ for at tage livet af det? Hvor mange forbipasserende havde forsøgt at fælde det? Jeg siger dig, ingen kunne have rørt det – fordi Gud havde en plan med det! Han sagde, ”En dag vil mine børn komme her, og disse vande vil have behov for at blive renset. Jeg har en plan der skal udfri dem – og den involverer dette træ!”

Dette træ i ørkenen repræsenterer selvfølgelig Korset. Og, min ven, Gud har allerede plantet et træ til udfrielse for dig! Han ved præcis hvad han skal gøre ved dit problem, og præcis hvornår han vil gøre det. Alt han ønsker fra dig er stille tillid. Han ønsker du skal sige, ”Min Gud er med mig. Han kender en vej ud af mine problemer!”

Stedet, hvor al visdom er opbrugt, er et sted med lidelse, smerte og utryghed!

Vi ser dette illustreret ved Israels oplevelse ved Refidim:

“På Herrens befaling brød hele israelitternes menighed nu op fra Sins ørken og drog videre fra sted til sted. De slog lejr i Refidim, men da folket ikke kunne få vand at drikke…”

Men folket tørstede efter vand, og de gav ondt af sig mod Moses og sagde: »Hvorfor har du ført os op fra Egypten, så du lader os og vores børn og vores kvæg dø af tørst?« Moses råbte til Herren: »Hvad skal jeg stille op med dette folk? Nu stener de mig snart.” (2. Mos, 17, 1-4).

Gud havde ledt Israel til det tørreste sted i hele ørkenen. Det var et sted for en prøve – uden vandløb, brønd, eller bare nogle få dråber vand. Men det mest forvirrende var, at de var blevet ledt derhen på Herrens befaling,,,” (vers 1).

Gud selv havde tilladt sit folk at blive tørstige: “Og folket tørstede efter vand…” (vers 3). Spædbørn græd, småbørn jamrede, bedsteforældre led med tørre ganer. Forældre så på deres familier og tænkte, ”Om få dage vil vi være døde.” Så de vendte sig i vrede mod Moses, og råbte, ”Giv os vand at drikke!” De var stadig afhængige af et menneske – af kødet!

Jeg ønsker lige at stoppe op og påpege noget her. Først tog Gud Israel til Migdol ved havet for at teste dem – og de svigtede i deres tillid til ham. Dernæst tog han dem til Marah, hvor han havde en anden udfrielsesplan – og de dumpede testen igen. Så bragte han dem til Refidim for endnu en test.

Kan du se mønstret? Hvis du ikke lærer at stole på Herren med en enkel, barnlig tro, når du bliver prøvet, så vil han prøve dig igen. Du vil gå fra den ene prøvelse til den næste,

Israel var på sådan et sted igen. De havde det varmt og de var tørstige og vrede. Men Gud havde allerede en plan! Han ville ikke lade dem dø. Han havde på forhånd valgt, at de skulle vandre op til Horebs bjerg til et vandreservoir, som han havde forberedt for længe siden. Og denne vandforsyning skulle ikke vare bare en dag, en uge eller en måned – men i 38 år!

Men Gud ventede på respons i tro fra Israel. Han sagde, ”Jeg har ført jer igennem alle disse ting, men du har nægtet at tage ved lære af dem. Vil du stole på mig nu? Hvor mange flere problemer skal jeg tillade i dit liv før du stoler på mig?”

Mange kristne bliver testet og prøvet lige nu gennem arbejdsløshed. De sender ansøgninger ud til højre og venstre, men ugerne går og intet sker. De har opbrugt hele deres opsparing, og nu er de omringede af kreditorer. Deres situation ser håbløs ud. Der er smerte og lidelse, og det er aldrig nemt.

Andre har jobs, men har ikke timer nok. De tjener ikke nok til at holde sammen på det hele. Mange udearbejdende unge mennesker er nødt til at flytte tilbage til deres forældre. Mange enlige mødre skraber sig igennem på en mager indkomst.

Mange virksomheds ejere kan knap overleve. Mange ligger søvnløse om natten fordi økonomien ser dårlig ud, med stigende skatter, flere regulativer og rystende profitter. Konkurrencen stiger og de har opbrugt alle deres idéer og alternativer. Nu ligger de vågne og spekulerer over hvad de skal stille op.

Disse lidende angstplagede mennesker kommer til menigheden og løfter deres hænder i lovprisning til Herren. De smiler stort og omfavner hinanden. Men de er ramt af frygtelig smerte og utryghed. De er bekymrede – og helt derude hvor al visdom er opbrugt!

Jeg spørger jer som Guds børn, har vi ingen andre muligheder end frygt, søvnløse nætter, uendelige dage, hvor vi stiller spørgsmål ved Gud, og hvor vi lever i uro? Tænk på Israel: Var deres bekymring og beklagelser den eneste måde at reagere på? Var det simpelthen en menneskelig måde at reagere på på grund af bekymring for deres familier?

Lad mig besvare dette ved at stille et andet spørgsmål: Har Gud ikke altid vidst hvad han skulle gøre i enhver af disse situationer? Har han ikke altid haft en plan?

Tænk over det: Havde Gud ikke allerede en plan for hvordan israelitterne skulle komme tørskoet over det Røde Hav? Havde han ikke bevaret et træ i Marah, som skulle rense det bitre drikkevand? Havde han ikke allerede valgt en klippe på Horebs bjerg, hvor han ville forsyne Israel med vand i årtier?

Vores kærlige himmelske Far ville aldrig lede sine børn ind i en tør ørken for at lade dem dø af tørst – slet ikke når han havde et vandreservoir i en klippe nærved! Gud har altid en plan for sit folk. Og han har en plan for dig lige nu, for at udfri dig af din nuværende trængsel.

Det findes ikke noget problem, som han ikke kan løse!

Lad mig vise dig hvorfor Gud måtte bringe Israel helt ud på afgrundens rand før han mirakuløst mødte deres behov:

Gud bragte Israel helt derud, hvor al visdom er opbrugt, for at fremkalde tro gennem mirakler – og det virkede ikke!

Jeg ønsker at fortælle dig om miraklernes begrænsninger. Mange kristne rejser tusindvis af kilometer hvert år for at blive vidne til overnaturlige indgreb – mirakler, manifestationer, tegn, undere. Men ironisk nok, så udvikler disse ’tegn-afhængige’ aldrig en blivende tro – fordi mirakler sjældent bevirker dette. I stedet har de hele tiden brug for større og mere spektakulære mirakler.

Ingen har set så mange overnaturlige indgreb som Israel. Gud sendte mirakel efter mirakel til dem – og alligevel var folket lige så troløse og vantro som de havde været fra begyndelsen af! Man skulle tro, at de ti plager ville have bevirket tro hos israelitterne. Da Egypten var plaget af myg, var der ikke en eneste myg at finde i Israels lejr. Da Egypten blev indhyllet i total mørke, var det intet mørke i Israel. Men ingen af disse mirakuløse plager bevirkede nogen form for tro!

Selv efter Gud banede vej over det Røde Hav, holdt Israels tro kun i tre dage. Skriften siger:

”Vore fædre i Egypten gav ikke agt på dine undere; de huskede ikke på din store trofasthed” (Salme 106, 7).
 

Salmisten fortæller her: “Selv ved det Røde Hav tvivlede de på ham – det sted, hvor han udvirkede det største mirakel!”

De ældste som så Moses slå på klippen ved Marah, så vandet strømme ud. Og hele Israel fik hvad de kunne drikke – men alligevel bevirkede det mirakel ingen tro! Så sendte Gud flokke af vagtler til Israel. Hundredetusinder af fugle faldt fra himlen og lige ned i deres lejr. Og folk tilberedte dem som mad. Stadigvæk havde de ingen tro! Næste morgen, da de kom ud af deres telte, så var jorden dækket af manna, som mirakuløst var sendt fra himlen. Heller ikke dette bevirkede nogen tro!

Tværtimod, efter alle disse glorværdige mirakler, vred Guds folk sine hænder i fortvivlelse, og råbte, ”Er Herren blandt os eller ej?” (2. Mos. 17, 7). Med andre ord, ”Er Gud med os? Hvordan kunne han lede os, når vi har så mange problemer?”
 

Israel modtog i fyrre år mirakel-mad, mirakel-vand, en mirakel-sky om dagen og en mirakel-ildsøjle om natten, mirakel-beskyttelse og mirakel-tøj, som ikke blev slidt. Moses sagde til dem:

“… I disse fyrre år har Gud været med dig, og du har intet manglet.” (5. Mos. 2, 7).

Men stadigvæk tvivlede de på ham. Faktisk døde alle, undtagen to af dem, som havde været vidne til disse mirakler, i ørkenen – i total vantro!

Vi ligner Israel så meget. Vi ønsker, at Gud skal tale og give os en mirakuløs udfrielse, at han hurtigt skal møde vores behov og fjerne alle vore smerter og lidelser. Faktisk kan det være, at du lige nu siger, ”Hvis Gud bare ville få mig ud af det her rod – hvis han ville give mig det ene mirakel – så vil jeg aldrig tvivle på ham igen!” Men hvad med alle de mirakler han allerede har udvirket for dig? De har ikke bevirket nogen som helst tro, som hjælper dig i dine nuværende problemer!

For nylig besøgte to vidunderlige Guds mænd fra Zulu stammen Times Square Church. Der er en ufattelig vækkelse blandt de otte millioner zuluer nu, og Gud gør store mirakler blandt dem. For eksempel er der mere end ti dokumenterede eksempler på at døde er blevet vækket til live igen.

Men det var ikke det disse mænd ønskede at tale om. Faktisk var det, der havde imponeret dem mest i denne vækkelse, de omvendte zuluer – de, som havde taget standpunkt for Kristus, og havde brændt bøger om heksekunst, og frimodigt havde vidnet, selvom det var blevet alvorligt testet og prøvet. Disse mennesker var engang onde, med morderiske ånder, og nu blev de forvandlet til at ligne Jesus!

Jeg tror ikke, at det største tegn eller under for verden, er folk, som bliver oprejst fra de døde. Nej, det som virkelig gør en forskel i de ugudeliges sjæl og ånd, er kristne, som udholder alle prøvelser, storme, smerter og lidelser med en tillidsfuld tro. Sådan en troende rejser sig fra sine problemer med en stærkere karakter, stærkere tro og stærkere i Kristus.

Jeg har for nylig læst om en lille tåget by med 4000 indbyggere i Ungarn, med en alarmerende høj selvmordsrate. Overskriften i avisen var: ”Selvmordsbølge isolerer landsby” indbyggere der havde begået selvmord på enhver tænkelig måde. En mand var hoppet ned i en forladt brønd. En anden havde hængt sig. Nogle havde taget en overdosis. Andre havde skåret deres håndled op, slugt gift, hoppet ud foran kørende tog. Hele familier har taget deres egne liv, fra teenagers til bedsteforældre.

Byen hedder Asotthalom og ligger knap to hundred kilometer syd for Budapest. Og det er et isoleret og ensomt sted. En læge, som hedder Ulloh, driver en psykiatrisk klinik der, og han fortalte en journalist, ”Nogle mennesker kalder vejen her ’Den smalle vej til det forbandede sted’.… Det var indgroet i folket at Gud ikke brød sig meget om dem.”

Min ven, dette er en destruktiv kraft af vantro! Der er ikke nogen værre form for fortvivlelse end at tro at Gud ikke er der for dig. Det var Israels problem, og ofte er det også vores problem. Vi har en uudtalt fornemmelse af, at vores lidelser og problemer er resultatet af Guds utilfredshed med os!

Når du er der, hvor al visdom er opbrugt, vil en af to ting ske med dig.

Enhver Kristen kommer tilbage fra der, hvor al visdom er opbrugt, enten med tillid til mennesket eller med fuld tillid til Gud – det er enten forbandet eller velsignet. Hvilken måde vil du reagere på i dine problemer?

Jeremias skriver:

“Dette siger Herren: Forbandet den mand, som stoler på mennesker og søger sin styrke hos dødelige, men hvis hjerte viger fra Herren. Han bliver som en busk i ørkenen, han ser ikke lykken komme, han skal bo i stenørkenen, i saltlandet, hvor ingen kan bo.”

”Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham. Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken, det sender sine rødder mod vandløbet, det frygter ikke, når sommerheden kommer, dets blade er grønne. Det bekymrer sig ikke i tørkeår og holder ikke op med at bære frugt.” (Jeremias 17, 5-8).

Den første person, som Jeremias taler om her, venter ikke på at Gud handler. Han tager sagen i sin egen hånd og laver sine egne planer. Han vender sig til mennesker, som han tror, kan hjælpe og tager en hurtig genvej. Han intrigerer altid, lægger planer og manipulerer. Hans filosofi er denne at, ”Det er ikke hvad du ved, som tæller, det er hvem du kender.” Han ser altid efter nogen, som kan løse hans problemer!

Skriften fortæller, at en åndelig ørken vil brede sig i sådan en persons liv:

“.., Han skal blive som en busk I ørkenen…” (vers 6).

Han ser ud som om han knap er i live, bærer ikke frugt, intet liv. Han står altid på dødens rand!

“… Han ser ikke lykken komme…” (samme vers).

Han har ingen del i glæden ved at blive udfriet af Guds hånd. Og alt, hvad han tror er godt, bliver til ulykke, Han er ensom, ”bor i saltlandet, hvor ingen kan bo” (samme vers). Han visner bort, er altid hektisk.

Men se så på ham, som stoler på Gud i vanskelige situationer, der hvor al visdom er opbrugt:

”Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham.” (vers 7).

Denne kristne er ‘plantet’. Han har rødder, stabilitet og et reservoir af Levende Vand. Hans blade er grønne og han bærer frisk frugt, siger Skriften.

“… han… bekymrer sig ikke i tørkeår…” (vers 8).

Når det bliver vanskeligt, bliver han ikke bange!

Denne person siger, “Jesus, jeg vil ikke lede efter noget menneske, som kan bringe mig ud af min prøvelse. Jeg vender mig kun til dig! Du er min eneste beskytter, mit eneste håb. Jeg vender mig til dig i denne sag!” Herren ønsker denne form for tro fra os i alle dagliglivets gøren og laden. Du opponerer måske, ”Men David, jeg er stadig arbejdsløs, har stadigvæk problemer.” Men jeg må tro Guds Ord: ”Stol på mig, og du vil blive velsignet!” Du svarer måske, “Men jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Stormen raser. Det ser så håbløst ud. Jeg ser intet tegn på hjælp eller udfrielse!” Til alt dette siger Gud stadig, “Stol på mig, mit barn – og du vil blive velsignet!”

Det har ingen betydning om din prøvelse vedrører din familie, din forretning, eller det at få mad på bordet. Hvis du sætter din lid fuldstændig til hans Ord og hans trofasthed, så har Gud lovet at velsigne dig – og han kan ikke lyve! Når tørken kommer, bekymrer du dig overhovedet ikke. Når vinden blæser, står du fast – fordi du har lært at stole på ham på trods af omstændighederne. Du vil være et grønt træ, som bugner af tillidens frugter – og alle omkring dig får håb og opmuntring, når de ser din stille tillid.
 

Gud, hjælp os med at overgive vores vilje og vores personlige dagsordner, når vi kommer til det sted, hvor al visdom er opbrugt. Må det blive et sted med fornyet tillid til vores kærlige Far. Amen!