En kær kristen kvinde på vores mailliste skrev et hjerteskærende brev til os:
"I 1972 mistede vi en søn med Downs Syndrom på grund af lungebetændelse. Han var bare sytten måneder gammel. Syv år senere, i 1979 mistet vi vor femten år gamle søn. Han fik højspænding igennem sig da han klatrede i et træ i vores have.
"Nu har vores fireogtyvrige gamle søn diabetes, og jeg har kræft og er i kemoterapi. Jeg spørger dig oprigtigt - er det en synd at spørge Gud, 'Hvorfor?' Forstår han vor menneskelighed?
"Pastor Dave, har du nogensinde været vred på Gud af en eller anden grund? Det har jeg, og jeg ved at det er forkert, jeg føler mig skamfuld over at have sådanne tanker, men jeg bliver så forvirret når jeg prøver at forstå hvorfor kristne lider så meget. Jeg ved at vi ikke fortjener mere end andre, men jeg er meget chokeret over al den lidelse som vi gennemgår.
"Jeg har frygt og angst. Men jeg ønsker at erstatte al min frygt med en stærk tro, på trods af mine lidelser, men alligevel stiller jeg spørgsmålet - hvor megen lidelse? Hvor længe vil det fortsætte?"
Jeg kan forestille mig den frygt det må vræe at finde sin søn liggende død på jorden efter at have fået et elektrisk chok. Jeg forstår hans mors råb: "Hvorfor måtte jeg begrave endnu en søn, Gud? Hvorfor er to af vore drenge døde, mens en anden er angrebet af en dødelig sydom? Jeg har kræft, og jeg er syg af stråling og kemo. Vi er alle ramt. Hvorfor al denne lidelse? Hvornår vil det slutte?"
Jeg kan ikke forklare hvorfor denne familie har gennemget så store lidelser. Men jeg kan fortælle dig - det er ingen synd at spørge hvorfor. Selv vor velsignede Herre stillede dette sprgsmål da han hang i smerte på korset, Jesus blev selv kaldt "en smertens mand, vel kendt med sydom." (Jes 53:3). Jeg tror at Kristus forstår alle vore spørgsmål, fordi han helt og fuldt kan forholde sig til vor menneskelige pine.
Han hører os når vi råber højt: "Herre, hvorfor lader du mig gennemg alt dette? Jeg ved at det ikke kommer fra din hånd - men alligevel tillader du djævelen at plage mig, hvorfor må jeg vågne hver dag med denne mørke sky hængende over mig? Hvorfor må jeg udholde al den smerte? Hvornår vil dette mareridt holde op?"
Den sekulære verden kræver en forklaring på al smerte og lidelse i dette liv, mange ikketroende har spurgt mig: "Hr. Wilkerson, om din Gud er virkelig - hvis han virkelig elsker, sådan som du siger - hvorfor tillader han hungersnød, sult osv.? Hvorfor tillader han at oversvømmelser og sultkatastrofer hærger fattige nationer og udsletter tusinder på én gang? Hvordan kan vi st åog se på at AIDS dræber millioner i Afrika? Hvorfor bliver tusinder tilintetgjort i krigshærgede lande som aldrig har kendt til fred?
"Jeg kan ganske enkelt ikke tro på din Gud, Pastor. Jeg må have meget mere kærlighed end han har - om jeg havde magten, så ville jeg stoppe al den lidelse."
Jeg skal ikke forsøge at svare på hvorfor nationerne lider - hvorfor der er så megen skrækkelig hungersnød, pest, oversvømmelser, sult, sydom og ødelggelse. Men skriften kaster lys over verdens lidelser, igennem dens beskrivelse af Guds folk, i det gamle Israel. Den nation gennemlevede tilsvarende katastrofer: massemord, fangenskab, økonomisk sammenbrud, mærkelige sygdomme (nogle af dem ramte kun Israel). Til tider var Israels lidelser så forfærdelige, at selv deres fjender havde ondt af dem.
Hvorfor led Israel under disse forfærdelige ting? Skriften gør det klart: i hvert eneste tilfælde forlod de Gud og vendte sig i stedet til afgudsdyrkelse og trolddom.
Vi ser det samme ske i mange nationer i dag. For eksempel har missionrer vandret ind i Afrika i snart to hundrede år, men hele det afrikanske kontinent har forkastet Kristus - de har forfulgt og nedslagtet tusinder af missionærer og millioner af troende. Tragisk nok, når en nation forkaster evangeliet - og i stedet for vender sig til afgudsdyrkelse og okkultisme - så er resultatet fattigdom, galskab, sydom og ubeskrivelige lidelser.
Dette er virkelig tilfældet med Haiti. Lige nu går dette land helt bersærk. Vi modtog et brev fra et missionærpar, som vores tjeneste har støttet. De skrev, at deres naboer på begge sider var blevet overfaldet og bestjålet - og de tror at næste gang er det deres tur. De bad os om at bede om deres beskyttelse.
Hvorfor er der sådanne katastrofer på Haiti? Satanismen hersker der, og trolddom er bogstaveligt alt statens religion. Jeg har været førstehåndsvidne til det da jeg var på en forkynderturné på Haiti. Jeg har talt med heksedoktorer og set resultatet af deres voodoopraksis: fattigdom, fortvivlelse, frygt, sygdom, sult og korruption.
Verden kan ikke klandre Gud for alt dette. Det er helt klart djævelens værk - han vil have al den kristne indflydelse bort fra en. Ja, Haiti er blevet evangeliseret - men haitianerne forkaster evangeliet og elsker mørket mere end lyset, og det tragiske resultat er bundløs lidelse.
Over hele verden forurener syndige mennesker landjorden, luften og havet. Alligevel klandrer verden Gud for alle de atmosfæriske forandringer som forårsager, oversvømmelser, hungersnød og epidemier, som rammer både mennesker og dyr. Folk insisterer på at ville beholde retten til promiskuitet og at have flere seksuelle partnere - alligevel giver de Gud skylden for spredningen af AIDS. FN-arbejderne bliver spottet når de prøver at undervise om seksuel afholdenhed i de fattige lande.
Her i Amerika er et hav af uskyldigt blod blevet udøst. Ved den sidste optælling er 40 millioner spdæbrn blevet dræbt ved abort. I Kongressen venter man på at godkende en lov som siger, at selvom barnet overlever abortprocessen, så kan moderen vælge om hun vil tillade barnet at bliver kasseret. Spædbørn bliver helt enkelt sat væk - de bliver ikke madet eller kælet med, men sulter ihjel. Nu står sygeplejersker over hele nationen frem og hævder at de ikke kan sove om natten, fordi de hører skrigene fra disse døde børn.
Denne onde generation har overhovedet ingen respekt for liv. Alligevel ser det ud som om vi ikke kan fatte hvorfor vore børn ender med at dræbe deres klassekammerater. Vi påstr at vi ikke kan forstå hvorfor fem såkaldte normale teenagere dræber indehaveren af en kinesisk fastfood restaurant for mad for mindre end femten dollars. Grunden til den slags tragedier er alt for tydelig: vi høster hvad vi sår, igennem vor udgydelse af uskyldigt blod.
Mens verden råber højt: "Hvor er Gud i alt dette?" svarer jeg: "Han græder over alt det mennesker gør."
Lige nu gennemgår mange læsere af dette budskab svære lidelser - fysisk smerte, følelsesmæssig forvirring eller store fristelser - og de spørger: "Hvorfor?" Måske beskriver dette her dig? Du er træt af at føle dig fortabt og fordømt, at Gud på en eller anden måde er vred på dig. Du er udmattet af at ransage dig selv, du er udslidt af alle de dårlige råd som du har modtaget og som bare har fået dig til at føle dig værre.
Måske er du nået langt væk fra det punkt hvor du spurgte: "hvorfor'?" Nu spørger du:" "Herre, du ved at jeg elsker dig, min tro p dig er stærk. Men denne prøvelse fortsætter bare, jeg ved ikke hvordan jeg skal blive i stand til at udholde det længere, hvor meget mere forventer du at jeg skal kunne klare?"
Apostelen Paulus fortæller at hans liv er et eksempel på hvordan vi skal tackle vore sorger. Han skriver: "Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv." (1.Tim. 1:16).
Efter min opfattelse var Paulus den person næst efter Jesus selv, der led så meget og på så mange måder, og ved så mange menneskers hænder. Ved selve omvendelses- tidspunktet blev Paulus advaret på forhånd om alle de lidelser som han ville gennemgå: "Men Herren sagde til ham: .... Og jeg vil vise ham (Paulus) hvor meget han skal lide for mit navns skyld." (Apg 9:15-16). Jesus erklærede her: "Jeg vil vise Paulus hvor meget han kommer til at lide for min skyld." På samme måde skal vore liv fløge mønsteret i Paulus' eksempel.
De mest intensive prøvelser og lidelser bliver givet til hengivne tjenere ,som modtager benbaringer fra selveste Guds hjerte. Paulus vidner: "Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en Satans engel, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig." (2.Kor. 12:7).
Om dit hjerte er indstillet på Kristus - om du har bestemt dig for at have fortroligt fællesskab med ham og søger ham og hungrer efter at han skal åbne sit ord for dig - da kommer du til at gå på lidelsens vej. Du vil opleve vanskelige tider, dybe smerter, store prøvelser som kolde, kødelige kristne ikke kender noget til.
Dette var sandt i Paulus' liv. Da Paulus blev omvendt, var han ikke engang tilfreds med at lære om Kristus fra Jesu egne disciple i Jerusalem. Denne mand ønskede at kende Kristus helt intimt på egen hånd. Derfor sagde Paulus: " (jeg) rådførte mig ikke først med nogen af kød og blod." (Gal 1:16). I stedet for isolerede han sig i Arabien i tre år. (se 1:16-17).
Den åbenbaring af Kristus som Paulus fik, kom sandelig ikke fra noget menneske. Apostelen vidner: "Jeg har heller ikke modtaget eller lært det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus." (1:12).
Jeg takker Gud for bibelælrere. De åbner skrifterne for os og åbenbarer mange undere og mysterier angående troen, men faktum er, at åbenbaringen om Jesus Kristus ikke kan læres. Den må gives af Helligånden og den kommer til dem, lige som den kom til Paulus, ved at man lukker sig inde i sit eget "Arabien", fast besluttet på at ville kende Kristus.
Denne kvalitet skiller de to grundlælggende typer kristne. Den ene type siger: "Jeg gav mit hjerte til Jesus" - men det er også alt de kan sige om deres tro. De fryder sig over at de er på vej til himmelen og ikke til helvede, men de ønsker ikke at gå længere i deres vandring med Kristus.
Den anden type siger: "Jeg gav mit hjerte til Jesus - men jeg vil ikke stille mig tilfreds før end jeg kender hans hjerte." Denne tjener vil ikke hvile før han bærer Kristi byrde, og vandrer sådan som Kristus vandrede og behagede Gud sådan som Kristus behagede Gud, en sådan beslutsomhed kan helt enkelt ikke læres fra andre.
Men vær alligevel advaret - dersom du i sandhed ønsker at Jesus skal give dig sit hjerte, da må du være forberedt på at gennemgå lidelser. Sandelig, den åbenbaring af Kristus, som du vil modtage, vil blive ledsaget af lidelser og prøvelser på en måde, som du aldrig før har erfaret.
Paulus siger, at han modtog åbenbaringer fra Gud som havde været skjult for menneskers øjne i århundrede. " I tidligere slægtled blev den ikke gjort kendt for menneskenes børn, sådan som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved Anden." (Ef. 3:5).
Når Paulus taler om at modtage åbenbaringer (se 2.Kor. 12:7), så bruger han et ord som betyder "tage dækket bort, at åbne de skjulte ting." Gud tog låget væk, fra de store trosmysterier - og han viste Paulus miraklerne i sit frelsesværk.
Til sidst henviser Paulus til en yderst vigtig vision, som han modtog ca. fjorten år tidligere. Lige efter at han var blevet frelst, beskriver han at han var blevet. "rykket bort til den tredje himmel... og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale." (2.Kor. 12:2-4). Kort sagt så blev Paulus givet en usigelig åbenbaring af himlen.
Hvilken utrolig overflod af åbenbaringer som Paulus fik givet! Han erfarede en utrolig vandring igennem himmelen og så og hørte ting, som ingen endnu havde set i denne verden, men lige efter at han havde modtaget disse åbenbaringer, kom han ind i store lidelser.
"Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet." (2.Kor. 12:7). Der er to slags lidelser iblandt de troende. Først er det prøvelserne og fristelserne som er fælles for hele menneskeslægten, Jesus sagde at regnen faldt på både de retfærdige og de uretfærdige (se Matt. 5:45). Han henviser til de faktiske problemer i livet - ægteskabsproblemer, bekymringer angående børnene, kampen imod depression og frygt, økonomisk pres, sygdom og død - ting som er fælles for de hellige og syndere i samme mål.
Men detrer også lidelser som bare rammer de retfærdige. David skriver: "Mange ulykker rammer den retfærdige, dog redder Herren ham ud af dem alle." (Sal 34:20). Læg mærke til at Paulus siger, at vor udfrielse ikke vil blive pludselig eller øjeblikkelig. I mange tilflæde vil vor helbredelse komme over en tid, igennem bøn, tillid og tro.
Det er den slags lidelse Paulus gennemgik. De store åbenbaringer, som han modtog, førte ham hurtigt ind på en vej med store lidelser, som ville fortsætte resten af hans levetid. Tænk over det: på den tid ,da Paulus skrev dette brev til korinterne, havde han været en kristen i fjorten år - og stadig var han ikke blevet friet fra denne torn i kødet som han beskriver. Han vidste at han sandsynligvis skulle leve med denne plage indtil sin dødsdag.
Vi ved ikke helt præcis hvad Paulus torn var, bibelælrde spekulerer på, om det kunne have været et øjenproblem, eller en talefejl, måske stammede han. En kommentator går temmelig meget langt for at bevise at Paulus' torn var en karakterbrist - mere bestemt et hidsigt temperament, andre spekulationer strækker sig fra kødeligt begær, plagsomme dæmoniske tanker ja til og med en kone som mishandlede ham. Men alle disse gisninger forbliver netop det de er: rene spekulationer.
Lige meget hvad, Paulus indrømmede at han havde en pågende kamp i sit liv, han sagde: "Da jeg kom ud fra denne store åbenbaring fra paradiset, dukkede en torn op i mit kød, en Satans engel slog mig." Udtrykket "slog mig" her betyder "slog mig i ansigtet." Paulus sagde: "Gud tillod djævelen at slå mig i ansigtet."
Så hvem var denne Satans engel, som plagede Paulus, og slog ham i ansigtet? Jeg tror ikke at det var en ren fysisk plage, som for eksempel et svigtende syn eller en utydelig tale, jeg tror heller ikke sådan, som jeg førhen troede, at Paulus' slag var en dæmonisk strøm af løgne og kritik, som havde til hensigt at gøre ham mismodig.
Nej, jeg tror vi får en ledetråd fra Paulus udtalelse: "Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer." (2.Kor. 12:7). Jeg tror, at det Paulus taler om her er selvophøjelse - en personlig stolthed. For ser du Paulus havde været en fariser - og alle farisere var stolte, en overlegen holdning var indgroet i dem: "Jeg er glad for at jeg ikke er lige som de almindelige syndere." Endvidere havde Paulus kødelige grunde til at være stolt: han var meget intelligent og desuden var han overordentlig veludrustet med Helligåndens gaver.
Jeg tror djævelen vidste, at denne stolthed var Paulus' primære svaghed - og han angreb den, han smigrede Paulus, ramte hans ego, traf ham med den ene stolte tanke efter den anden: "Du er den eneste som har modtaget denne åbenbaring." Hvilken større torn kunne det være, end at Satan daglig gav næring til hans mest sårbare punkt? Paulus måtte stadig gå til korset for at lægge alle sine evner ned, for at dræbe sin stolthed.
Satan vidste også at Davids tilbøjelighed var begær. Han gav næring til denne gudfrygtige mands svaghed ved at lade en nøgen kvinde bade lige foran hans øjne. På samme måde og ved enhver korsvej, slår djævelen os i ansigtet med anledninger og fristelser som giver næring til vores stolthed, begær, ambitioner, frygt - hvad end vores svaghed er.
Men djævelen kunne ikke skubbe Paulus rundt uden at han først havde opnået Guds tilladelse. Vi ved for eksempel, at Gud tillod Satan at prøve Job. Og her havde Gud et formål med at tillade Paulus' torn. Han vidste at den største trussel imod Paulus' vidnesbyrd ikke var sensualitet, eller griskhed, eller menneskers ophøjelse; nej, Paulus var ikke bundet af kødelige ting, men derimod var stolthed hans svaghed, og den kom af de høje åbenbaringer, som han havde modtaget.
Paulus skriver: "Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig." (2.Kor. 12:8). Det han hovedsagelig siger er: "Jeg har søgt Herren ivrigt og af hele mit hjerte - og han har åbenbaret sig for mig. Han viste mig til og med sin herlighed i himmelen, men i det samme øjeblik begyndte jeg at mærke en bankende påmindelse om min menneskelige skrøbelighed.
"Jeg bønfaldt Herren: 'tag dette her væk, jeg har fået nok af denne svaghed, af denne dæmoniske plageånd, hvor længe skal jeg blive ved med at ydmyges af disse angreb? Hvor længe skal jeg udholde denne lidelse? Herre, vær så rar at udfri mig!'"
Gud gjorde sig ikke den ulejlighed at han begynde at forklare Paulus noget. Han gjorde heller ikke noget ved hans anmodning om at gøre en ende på hans lidelse, han fjernede heller ikke tornen eller Satans budbringer. Men Gud gav Paulus noget som var meget bedre, han åbenbarede for Paulus hvordan han skulle klare sig igennem hver eneste dag: "Men han svarede: "Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed." (2.Kor. 12:9).
I hovedtræk sagde Gud: "Paulus, jeg kommer til at give dig nåde for hver ny dags prøvelse og det vil være nok for dig, nok til alt det du måtte komme ud for. Du behøver ikke at forstå alt det du går igennem , så du kan lige så godt holde op med at spørge mig om det, du har min nåde - og det er alt du behøver."
Vi modtager breve fra folk hvis liv er forbundet med ufattelige lidelser. Unge mennesker skriver om hvordan de er vokset op i hjem som har været fyldt med hekseri - om hvordan de er blevet slået, mishandlet, og forsømt. En sekstenårig skrev om hvordan hans forældre havde fået ham til at tage narko. Ddisse mennesker råber om hjælp: "Jeg elsker Gud - jeg har bedt og søgt ham, jeg har sat al min lid til ham, men hver dag står jeg fortsat overfor mægtige fjender - og ser ingen tegn på udfrielse."
Jeg ønsker ikke at tage modet fra nogen, men, i sammenligning med Paulus, så kan din lidelse være mage til den, som rammer selv Guds mest retfærdige børn. Og dersom det er det , så kan det være at du hver dag må gå hen og fuldt og helt støtte dig til hans nåde, din udfrielse vil ikke ske ved at du pludselig får en engangs-oplevelse - men det vil være en vandring dag for dag.
Jeg siger igen til dig: det er ingen synd spørge Gud hvorfor - hvorfor al din sorg, hvorfor al den lidelse som ingen ende får? Men, jeg siger også, du kan lige så godt holde op med at spørge - for Gud svarer ikke på den slags spørgsmål. Han skylder os ikke nogen forklaring på alle vore lidelser.
David spurgte oprigtigt: "Hvorfor er du fortvivlet , min sjæl, ... Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor skal jeg vandre i sorg plaget af fjenden? Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? " (Sal 42:6,10,12). Vi ved at Gud elskede David. Alligevel giver skriften os ingen bevis for at Gud svarede på hans spørgsmål.
Jesus spurgte "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi? Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" (se Matt. 26:39, 27:46). Men ingen steder i Bibelen står der noget om at Gud svarede på sin elskedes søns spørgsmål.
Personligt har jeg også stillet disse spørgsmål i mit liv. Da jeg var otteogtyve flyttede jeg med min familie til New York City for at jeg kunne arbejde med gadebander og narkomaner. En dag, bare få år efter at vi var flyttet, faldt min kone Gwen sammen i smerte. Vi skyndte os til sygehuset, hvor hun øjeblikkelig måtte gennemg en operation. Da hørte vi dette forfrdelige ord kræft. Hun havde en svulst i tarmene på størrelse med en appelsin.
Jeg husker mit spørgsmål til Gud den gang: "Hvorfor, Herre? Vi har lagt alt bag os for at følge dit kald her, vi har overgivet vore liv for at tjene i disse gader, så hvorfor gennemgår vi nu dette her? Er du vred på mig for et eller andet? Hvad har jeg gjort?"
Jeg stillede det samme spørgsmål fem gange mere - hver gang Gwen på ny blev ramt af kræft. Jeg stillede dem syv otte gange, hver gang hun blev opereret.
Jeg spurgte på ny Gud i Houston, Texas, da vor datter Debbie i smerter l sammenkrøllet i fosterstilling på grund af kræft. Hun havde en svulst på samme sted som hendes mor havde haft. Jeg råbte højt: Herre, Gwen var nok - men nu, dette her er for meget, hvorfor?"
Jeg spurgte endnu engang da vores anden datter, Bonnie, lå på sygehus i El Paso, Texas, hvor hun gennemgik strålebehandling for kræft. Hun var omringet af læger som havde blyfrakker på, og hendes krop blev bombarderet med dødelig stråling i tre dage. Lægerne gav hende 30 procent chance for at overleve. Jeg råbte: "Gud, du må være vred på mig. Der findes ingen anden forklaring. Hvor meget forventer du at jeg skal kunne klare?"
Til slut kørte jeg ud på en øde vej helt alene - og i to timer skreg jeg til Gud: "Er der ingen ende på alt dette her? Jeg giver dig alt hvad jeg har, hver dag. Men jo mere jeg søger dig, des flere lidelser ser jeg."
Jeg ved også hvordan det er at blive slået af en Satans engel. Jeg har været alvorligt fristet og prøvet, jeg har haft fjender som har rejst sig op imod mig fra alle sider, jeg er blevet bagtalt igennem rygter, falsk anklage, forkastet af venner. I disse mørke stunder faldt jeg på mine knæ og råbte: "Hvorfor Herre? Det eneste som jeg ønsker er dig, hvorfor tillader du Satan at plage mig? Hvor længe må jeg kæmpe med denne svaghed?" Men på samme måde som Gud ikke gav Paulus nogen forklaring, så har han heller aldrig svaret på mine spørgsmål.
Jeg tror at så snart vi er i himmelen, så vil Herren forklare det hele for os. Vi vil have en evighed til at få besvaret alle vore spørgsmål og når han en gang åbenbarer alt, så vil vi se at alt var en del af en fuldkommen plan - iscenesat af en kærlig fader, som vidste hvad der skulle til for at få os ned på vore knæ og få os til at bevæge os videre sammen med ham.
Vi har ofte hørt nåde defineret helt enkelt som den ufortjente gunst og velsignelse fra Gud. Men jeg tror at nåde er meget mere end dette. Etter min mening er nåde alt som Kristus er for os i vore perioder med lidelse. Han giver os styrke, magt, mildhed, barmhjertighed, kærlighed - til at føre os igennem vore prøvelser.
Når jeg ser tilbage igennem årene - år med store prøvelser, lidelser, fristelser og sorg - da ved jeg Guds nåde har vært nok. Hans nåde førte Gwen igennem, den førte ogs Debbie og Bonnie igennem. I dag er min kone og mine døtre alle sunde og stærke - og det takker jeg Herren for.
Hans nåde har også ført mig igennem og den holder også i dag. Så engang i herligheden vil min far åbenbare for mig den skønne plan han havde hele tiden. Han vil vise mig, hvordan jeg fik tålmodighed igennem alle mine prøvelser; hvordan jeg lærte medlidenhed med andre; hvordan denne styrke blev gjort fuldkommen igennem min svaghed; hvordan jeg lærte om hans trofasthed mod mig; hvordan jeg forhåbentlig blev mere lig Jesus.
Vi kan fortsat spørge hvorfor - men alt forbliver et mysterium. Jeg er forberedt på at godtage det indtil Jesus kommer og henter mig, jeg ser ingen ende på mine prøvelser og lidelser. Jeg har haft dem i over halvtreds år nu, og de vil fortsætte.
Men igennem dem alle får jeg stadig et større mål af Kristi styrke, faktisk har jeg fået de største åbenbaringer af hans herlighed i mine sværeste stunder. På samme måde vil Jesus udøse det største mål af sin kraft i dine svageste stunder.
Du kommer måske aldrig til at forstå din smerte, depression og ubehag. Vi får måske aldrig at vide hvorfor vore bønner om helbredelse ikke blev besvaret, men vi har ikke brug for at vide det. Vor Gud har allerede svaret os: "Du har min nåde - og, mit kære barn, det er alt hvad du har brug for."