En anden ånd

Fjerde Mosebog kapitel 13 indeholder en liste over navne, som alle kristne burde kende. Se om du kan genkende følgende navne: Shammua, Shafat, Jig'al, Palti, Gaddiel, , Ammiel, Setur, Nakbi eller Ge'uel.

Har du problemer med at genkende navnene? Pyt med det – det ville alligevel være usædvanligt hvis du kendte disse navne. De er de spejdere, som blev sendt ud af Gud for at inspicere Løfternes Land. Når jeg siger, at vi burde kende disse navne, er fejlen ikke vores – det er deres.

Bibelen fortæller os, at hver af disse mænd var lederen af sin stamme. De var kendt som mænd med store evner. De havde magt og autoritet og stod over alle andre. Det var faktisk nemt, at vælge disse mænd til denne slags mission. Så hvorfor er deres navne forsvundet ud i glemslen?

Jeg kan svare på det med to ord: Josva og Kaleb. De er de to navne vi husker fra denne episode i Skriften. De var de eneste, som vendte tilbage fra missionen med en ’god rapport’. De andre spejderes rapporter var baseret på frygt; de advarede imod at gå ind i Kana på grund af de frygtelige stammer som boede der. Men Josua og Kaleb opfordrede Israel til at gå fremad i tro og i tillid til at Gud ville berede vejen.

Hvad fik Josua og Kaleb til at reagere anderledes end de andre? Svaret findes i Guds Ord til Moses: ”Men i min tjener Kaleb var der en anden ånd.” (4. Mos. 14, 24).

Jeg vil lige påpege, at et overvældende flertal af israelitter var parate til at følge de ti andre spejderes råd. De var bange for at blive slået af de stærke fjender i Kana. Hvordan reagerede Gud på dette?

Herren befalede de ti spejdere og alle som var enige med dem: “»I morgen skal I bryde op og begive jer ind i ørkenen…” (14, 25). Med andre ord, ”I har valgt at gå tilbage til ørkenen. Og med det valg nægter I, at arve det land jeg har lovet jer.”

“Ingen af jer, undtagen Kaleb … og Josua … skal komme ind i det land, som jeg svor, jeg ville lade jer bo i. I sagde, at jeres familier ville blive taget som bytte; men dem vil jeg føre derind, og de skal lære det land at kende, som I har vraget.” (14, 30-31).

Her er et klart budskab for alle, som følger Jesus. Det er dette: Hvis vi ikke søger at være af en ’anden ånd’, vil vore valg have en uønsket effekt på hele vores samfund. Vælger vi at vandre i den ’moderate tros’ ørken, skader det ikke kun os, men også vores omgivelser. Især vores børn er i fare. Selvom Gud ikke anklager dem for vores synder, har vores syndige valg en enorm effekt på dem.

Det var en barsk lektie at lære. Alligevel er der i dag snesevis af kristne, som er ligesom disse israelitter. Sådanne troende er tilfredse med at vandre i en ørken af frygt-baseret tro. Deres eneste ønske er at blive en del af forsamlingen i menigheden. De siger til sig selv, ”Radikal kristendom er ikke noget for mig. Jeg ønsker bare, at være trofast overfor mit trossamfund. Og er der noget galt i det?”

4. Mosebog sætter ord på netop denne tankegang. Det Gud siger her er, ”Hvis jeg har lovet jer noget, så vil jeg berede vejen, så du kan indhente det. Men med jeres valg, har I nægtet at tage imod mit tilbud. Derfor vil I aldrig arve det, jeg lovede jer. I er nu bestemt til at vandre i den ørken I har valgt for jer selv.”

Der var tydeligvis noget i både Josua og Kaleb, som gjorde dem anderledes end resten af deres trossamfund. Og den forskel var tydelig i Guds øjne. Hvad var det? Hvad mente Herren, da han sagde, at disse mænd var af ‘en anden ånd’? Og hvordan ser det ud i en troende i dag?

Jeg vil først se på hvad en anden ånd ikke er.

Denne slags anden ånd, som Gud kigger efter, kan ikke blive til i kødet. Det er ikke en ydre styrke, fatning, iver eller beslutsomhed. De ti ukendte spejdere i Israel havde alle disse ting – faktisk havde deres stammer valgt dem for netop disse egenskaber. Så det er klart, at Gud så efter noget andet.

Så hvad gør en ånd ‘anderledes’ i Guds øjne? Det er ikke en ’Type A’ personlighed, en som frimodigt går fremad ifølge sin egen vision og ambition. Hvis det var tilfældet, ville de ti spejdere have fuldført opgaven. Mange type A kristne i dag, går fremad i forhold til deres egen vision. Det behager slet ikke Gud.

Samson er et eksempel på den slags troende. Han blev indviet til nazaræer, som var et kald der krævede en streng religiøs livsstil. Samson ville ikke lade en saks komme i nærheden af sit hår, og han nægtede at drikke vin. Han satte al sin styrke ind på at tjene Gud og bekæmpe Israels fjender med iver.

Men Samson tolererede bestemte kødelige ting i sig selv. Han anvendte ofte ugudelige metoder og havde et afslappet forhold til ting, som tydeligvis ikke behagede Gud. (For eksempel frekventerede han prostituerede.) Kort sagt, så havde Samson lidt af en anden ånd – med hans hjerte var ikke helt overgivet til Gud. Han var villig til at fjerne sig fra Guds veje og han fortrød det ikke.

Barnabas var en modsætning til dette. Det var intet i det ydre, som tydede på at denne venlige mand var af ’en anden ånd’. Han var ikke den type ildsjæl, som vi forbinder med frimodig tro som en Josua og en Kaleb.Tværtimod. Barnabas var en fredsskaber. Hans navn betød ‘trøstens søn’, ikke ‘åndelig kriger. Lad os være ærlige: Ikke mange af os ville sætte Barnabas i samme kategori som Josua og Kaleb.

Men Barnabas var sandelig af en anden ånd i Guds øjne. Hvordan? Tænk på hans vigtige arbejde sammen med apostlen Paulus og deres unge protegé Markus. Paulus var frustreret over Markus, som havde forladt deres tjeneste midt i en vigtig missionsrejse. Nu ville Markus tilbage til dem.

Men Paulus nægtede at tage ham tilbage. Han ræsonnerede, ”Vi havde behov for at sætte stort ind i bestemte byer, men Markus’ afgang gjorde, at vi manglede folk. Evangeliet var mindre effektivt på grund af ham. Han skal overhovedet ikke tilbage.”

Barnabas insisterede, “Paulus, denne unge mand har brug for at få en chance mere. Han har brug for vores venlighed. Det handler ikke om vores succes. Det handler om at træne Markus, så han kan blive en trofast tjener.” Kort sagt, så stod Barnabas op mod Paulus. Og da Paulus ikke var til at rokke, forlod Barnabas ham og sagde, ”Dette er ikke rigtigt i Guds øjne. Jeg går med Markus.” Det er en mand af en anden ånd.

Her er noget andet om Barnabas. Han var den samme mand, som gik til Paulus efter hans omvendelse, da alle stadig var rædselsslagne for Israels store forfølger. Kun få uger tidligere havde Paulus udspyet dødelige trusler mod menigheden. Men Barnabas havde Åndens frimodighed til at stole på det andre ikke gjorde, nemlig at Gud ønskede at bruge Paulus på en mægtig måde. For at det kunne ske, måtte han sætte sig eget liv på spil.

Barnabas’ ‘anden ånd’ havde kort sagt intet at gøre med personlighedstype. Han beviste, at du kan være en stille, blid person og stadig have hvad Josua og Kaleb havde. Helligånden længes sandelig efter at falde på enhver slags troende for at gøre Kristus kendt for verden.

Du protesterer måske. “Det inkluderer stadigvæk ikke mig. Jeg ved, at Gud kan bruge stille mennesker, men mit problem er et andet. Jeg har været alkoholiker. Jeg kæmper dagligt mod nedtrykthed. Hvordan kan jeg være af en anden ånd, når jeg kæmper for bare at komme gennem dagen?”

Jeg minder dig om: Hos Gud er der ikke personsanseelse. Det betyder ikke noget for ham om du har seriøse problemer eller småproblemer. Han Ånd venter på at falde på dig og fylde dig for at nå hans mål. Uanset din tilstand. Gud har sine øjne på dig.

Desuden er det Guds værk – ikke dit – at gøre dig af en anden ånd. Når han gør det, vil mennesker spørge, ”Hvad er der sket med dig?” Du vil være i stand til at svare, ”Jesus er hvad der er sket med mig” – og det vil behage og glæde Gud uendeligt.

Lad mig illustrere dette med beskrivelsen af to unge kristne mænd.

De to unge mænd jeg ønsker at tale om her, er sammensat af kristne vil alle kender.

Ben kom til Kristus som teenager gennem en kristen tjeneste på sit gymnasium. Han voksede i troen og bragte sine venner til Kristus. Til sidste sluttede Ben sig til medarbejderne i tjenesten og han mødte der sin fremtidige kone. De blev gift, fik børn og gjorde tjeneste blandt børnene i menigheden, som de kom i.

Med tiden fik Ben mere og mere travlt på sit job og hans åndelige ild begyndte at brænde svagere. Han bad stadigvæk, læste i Bibelen, kom til møderne i menigheden og gjorde tjeneste der. Men lidt efter lidt drev han væk fra en åndelige intensitet han havde. Da det skete begyndte Ben at tænke rationelt på det: ”Den slags iver hørte til i mine unge dage. At brænde for Gud er ikke for en mand i min alder. Nu har jeg forpligtelser. En ægtemand og far har ikke råd til at have en ’radikal tro’. Jeg må være lidt mere moderat fordi andre er afhængige af mig.

Efter dette begyndte Ben at tage lettere på synd, både sin egen og andres. Igen rationaliserede han, ”Vi kan alle falde i. I det mindste begår jeg ingen store synder.” Værst af alt, så var han begyndt at nøjes med mindre i sit liv med Jesus. Idéen om at presse på for mere i Kristus nåede ikke længere hans tanker. Han havde mistet den brændende bøn han havde i sine unge dage: ”Herre, jeg kan føle, at jeg driver bort. Genopret min iver for hvad der behager dig.”

Ben tænkte også rationelt i forhold til andres valg om at tjene Gud. Han så unge mennesker gå ind i tjenesten og sagde til sig selv, at deres valg kun handlede om egen interesse. Ben havde ingen idé om, at hans eget kompromis havde ført til jalousi, og fået ham til at dømme andre fejlagtigt.

Sagt på anden måde, så var Bens liv velsignet – men han var ikke længere selv en velsignelse. Bibelen beskriver den tilstand meget klart: ”I er stadig kødelige mennesker.” (1. Kor. 3, 3). Da Paulus skrev dette, var det henvendt til ‘gamle’ kristne, som burde have en modenhed i Kristus. I stedet var de forblevet ’åndelige spædbørn’: ” Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu.” (3, 1-3).

Paulus havde virkelig at gøre med kødelighed her – sladder, bagholdsangreb, misundelse og kiv. Og i kærlighed påpegede han overfor korinterne hvordan kompromis havde ført dem til kødelighed. En gang havde disse menneskers hjerter været brændende for Gud. Han sagde til dem, ”Jeg forventede meget af jer fordi jeg ved, at I er åndeligt i stand til det.” Men de, som kunne have modtaget store velsignelser, vandrede stadig rundt i ørkenen.

Ben var ikke anderledes end de kristne fra Korint. Han var kødelig og levede ifølge kødets tankegang, ikke i forståelse af Guds Ord. Efter års vandring med Jesus levede Ben stadig mere af mælk end af kød. Han har måske forsøgt at styre sine kødelige lyster eller mande sig op til at være ’mere åndelig’. Men det er ikke Åndens kraft – og Guds mål kan ikke nås på den måde. Men sandheden er, at Ben ikke længere værdsatte det der hører Gud til.

Jays liv står i stærk kontrast til Bens liv.

En anden ung mand – som vi kalder Jay – kom til Kristus gennem den samme tjeneste som Ben. Han blev også aktiv i en gruppe og ledte sine venner til Herren. Jay havde sådan en hunger for Bibelen, at han slæbte rundt på den største udgave, han kunne finde. Hans konstante tanke var, ”Gud, dit Ord er som honning på mine læber!”

Jay mødte også sin fremtidige kone gennem tjenesten. Også de blev gift og fik børn. Da Jays arbejde begyndte at kræve mere af ham, så bad han, ”Herre, jeg vil ikke vende mig fra dig, uanset hvor travlt jeg får. Jeg vil følge dig midt i alt mit arbejde. Jeg ved, du har et formål med det, selvom jeg ikke kan se det. ”Ikke ved kraft og styrke, men ved min Ånd, siger Herren.”

Forskellen mellem Bens hjerte og Jays hjerte er så stor som den kan blive. Den ene er tilbøjelig til at følge sin egen fornuft og vilje, mens den anden er tilbøjelig til uophørligt at sætte sin lid til Gud. Og hvis du satte de to ved siden af hinanden i menigheden, vil du fornemme forskellen på dem.

vordan kan det være, når de i princippet lever det samme liv? Her er forskellen: Når du er sammen med Jay, vil du straks vide, at han har været hos Jesus. Du kan stille Jay ind i en række med hundrede andre troende, og selv da vil han skille sig ud som en der har en ’anden ånd’.

Du kender måske en som Jay. Han er et underligt, usædvanligt mix af soberhed og glæde. Til tider kan han være svær at være sammen med. Jay kan være hård ved sig selv. Han sørger synligt over sine synder. Men dybt i hans hjerte vokser han i frihed fra kødets lænker. Andre siger til ham, at han skal tage det roligt. Men Jay vil ikke bytte sin sønderbrudthed med den frihed som den fører med sig – for noget i verden. Han er ikke særlig humoristisk og han bliver forarget når du er det. Han har en intensitet i forhold til det, som hører Gud til. Og han er altid villig til at bede når han hører om et behov, uanset hvor og hvornår (hvilket engang imellem kan være pinligt). Når han fejler – og han fejler lige så ofte som alle andre kristne – så vender han sig straks til Herren for tilgivelse og nåde. Han vokser i nåden og man kan se det i hans ansigt.

Mennesker som Jay bliver ofte overset i menigheden. De bliver sjældent inviteret til fest. ’Verdens Jays’ er nogle nørdede typer, som vi ikke ønsker at ligne. Men vi ved, at de ejer en dybde, at de er tunet ind på himlen såvel som på mennesker omkring dem. Vi tænker måske, ”Han er for ’hellig’ i sin indstilling til at gøre jordisk gavn.” Men sådan en person findes ikke. Enhver, som er ’himmelsk-sindet’ vil gøre mere jordisk gavn end nogen andre.

Ser du, denne verdens Jays længes efter at gøre, hvad Gud ønsker de skal gøre. Det får dem ud ad sengen om morgenen. Og det er det, som får dem ind i lønkammeret. Enhver, som kender en Jay, ved, at han kommer ud ad lønkammeret med en vision af Jesus. Denne vision vil lede ham gennem dagen – og den vil lede til det formål himlen har.

Hvad præcis kendetegner en person med en anden ånd?

Forskellen viser sig i kontrasten mellem Ben og Jay. Ben er bange for at blive fanget i synd; Jay er bange for at krænke Gud. Ben er bange for at miste venner; Jay er bange for at bedrøve Guds Ånd. Ben gør hvad menigheden forventer; Jay længes efter at gøre hvad Gud forventer.

Kort sagt, så er det, der giver en anden ånd, et indviet liv. Det er intet andet svar. Hvad betyder ’indviet’? Den første del af ordet betyder ’med’ og den anden del betyder ’hellig’. Indvielse er bundet til hellighed. Det betyder ‘med’ et liv udenfor dit eget. Det er et liv fyldt med Ånden, som kommer fra Gud alene.

Min far lærte mig en af de vigtigste lektier i mit liv. Da jeg var barn fortalte han mig, ”Gary, du kan få lige så meget af Jesus, som du ønsker.” Jeg har set beviset på det igen og igen. Gud holder aldrig sin salvelse tilbage fra dem, som ønsker at gå ind i sin kaldelse. Det er vores svar på hans tilbud til os, som afgør om vi vil modtage det han har til os.

Så, lever du et kødeligt liv? Spekulerer du over hvad Gud ønsker af dig? Din Far vil gerne tydeliggøre sine ønsker til dig – hvis du vil tage dig tid til at kende disse ønsker. Er dit liv fyldt med svaghed? Mangler du vision? Han ønsker, at genoprette dig og give dig sin vision, så du kan gå ind i den gerning, han har beredt for dig.

Hvis du lever et dæmpet liv I kompromis med Jesus, så er der kun en ting at gøre. Kald på ham, så han kan forny din fornemmelse for hans Ånd. Han vil svare dig. Han ønsker, at du skal være af en anden ånd!