En discipel ved navn ...
Apostlenes Gerninger kapitel 1-6 beskriver noget af det mægtigste Gud har gjort gennem tiderne. Det er en forunderlig samling action-fyldte begivenheder: Kraftfuld prædiken, masse-omvendelser, mirakuløse helbredelser og undere. Det hele var opfyldelsen af et guddommeligt løfte, som var forudsagt af Jesus.
Før sin opstandelse, instruerede Jesus disciplene om, at de skulle vente i Jerusalem på, at modtage ”Faderens løfte.” Dette løfte begyndt sin opfyldelse på Pinsedag, hvor Israel fejrede ”førstegrøden.” Verden skulle komme til at se førstegrøden af Kristi værk på korset for os.
Disciplene kunne umuligt have forestillet sig, hvad Gud havde af planer om for dem. De tænkte måske, ”Storartet! Det løfte betyder, at Gud vil genoprette Israel. Han vil befri os fra Romernes lænker for altid, og vi vil blive hans folk igen.”
I dag tror jeg, menigheden ville have reageret lige sådan, hvis vi hørte det samme løfte fra Jesus. Måske ville vi tænke, ”Når vi ser Guds løfter gå i opfyldelse, vil menighederne fyldes til bristepunktet. Helligånden vil bevæge sig i andre byer, og folk vil komme alle steder fra, for at få del i det. Vi vil blive velsignet som aldrig før!”
Vi skal ønske, at Helligånden vil fylde vores samlinger, at han kommer med glæde og tryghed til Guds folk. Men når Guds herlighed kommer, vil det ikke kun være for vores skyld. Jesus sagde ikke, ”Når I modtager kraften ovenfra, skal I blive mine kirkegængere, mine Bibellæsere, og mine deltagere i bønnemøder.” Han sagde, ”I skal være mine vidner til verdens ende.”
Guds kraft skal gå ud over menighedens mure - helt ud til verdens ende.
Det er det, vi ser udfolde sig i Apostlenes Gerninger. Da Peter stod op og prædikede for folkene, som havde samlet sig, blev over 3000 mennesker frelst. Senere, da Peter og Johannes vidnede i hele Jerusalem, fulgte tegn og undere med i form af mirakuløse helbredelser og udfrielser.
Men det var kun begyndelsen. Hvis Åndens arbejde var stoppet i Apostlenes Gerninger kapitel 8, ville al Guds kraft være forblevet i hænderne på de tolv apostle. I stedet skete der en tektonisk forskydning. Gud sagde, ”Min Ånd vil ikke kun bevæge sig blandt nogle udvalgte få. Jeg vil give kraft til hver en mand, kvinde eller barn, som kalder på mig.”
Jeg takker Gud for, at hans løfter rækker længere end til Apostlenes Gerninger kapitel 6. Men på en måde er det alligevel der, de er stoppet i menighederne i dag. Vi overdrager Guds kraft til prædikanter, ledere, tv kanaler, forfattere – alle med en ’platform’. Men arbejder Gud blandt kirkebænkene? Arbejder Åndens kraft gennem hver en troende mand, kvinde og barn på den måde, som Gud vil? Hvis vi er blevet frelst, bør vi være fyldt af Guds kraft til at gøre Guds gerninger.
Sådan skete det i Apostlenes Gerninger: ”Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria.” (Ap. Gern. 8, 1). Ifølge dette vers blev apostlene i Jerusalem. Men alle andre troende blev spredt ud over hele regionen. ” De, der var blevet spredt, begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet. Filip tog ned til byen i Samaria og prædikede for dem om Kristus.” (8, 4-5). Og sådan blev den nye kraft, til at evangelisere, frigivet.
Lad mig tilføje, at manden ved navn Filip, som bliver nævnt her, ikke var en apostel i Jerusalem. Han var lægmand. Tegn og undere fulgte denne enkle mand når han prædikede. Dæmonbesatte mennesker blev udfriet. Handicappede mennesker blev helbredt og hoppede rundt af bare glæde. Senere, da Peter kom til Samaria for at bevidne disse gerninger, så han, ”Der var stor glæde i den by.” En hel by var rørt af Guds glæde! Sikke en indvirkning fra en enkelt lægmand. Men Helligånden har givet os den samme kraft, som han gav Filip, til at gøre de samme åndelige gerninger.
Det næste vi ser, er Ananias, en Jesu efterfølger, som levede i Damaskus. Vi får ikke meget at vide om Ananias. Alt vi ved er, at han var fyldt af Helligånden – og at han fik tung opgave: Gud kaldte ham til at vidne for Paulus, den berygtede Kristus-forfølger. På det tidspunkt rasede Paulus mod menigheden – og Ananias blev kaldt lige ind i skudlinjen. Han vidste, at havde han ikke hørt rigtigt, da Gud talte til ham, så ville han blive slået ihjel.
Hvordan ville sådan en mission lyde i dag? Måske noget i den her retning: ”Gary, jeg ønsker du skal rejse ned til Pakistans bjerge. Der er en mand, som gemmer sig i en hule, og han er lederen af Al Qaeda. Jeg har blindet ham midlertidigt. Han er rede til at afvise sin muslimske tro og følge Jesus. Gå nu, og bring ham evangeliet.”
Ananias skulle overvinde en meget reel frygt for sit liv. Han gjorde det ved at være overvundet af Guds kærlighed. Pludselig blev Ananias fyldt af barmhjertighed for en mand, som havde udråbt sig selv som de kristnes dødelig fjende. Så han gik i tro – og beretningen om Sauls omvendelse er velkendt. Hans forvandling til Paulus – den mest berømte Jesu efterfølger til alle tider – er måske den vigtigste omvendelse i historien. Ikke alene blev Paulus frelst, han skrev også en betydelig del af det, der blev til det Nye Testamente.
Gud anvendte også kvinder og unge mennesker i Apostlenes Gerninger, ligesom han brugte Filip og Ananias. På et tidspunkt møder vi Tabita, som jeg kalder pinsens Moder Teresa. Hun var kendt helt til Joppe for sine gode gerninger og velgørenhed, og hendes tjeneste for folk fra alle samfundslag. Timotheus var en ung mand, som var elev under Paulus, et samarbejde som Gud brugte på mægtig vis. ” Således blev menighederne styrket i troen og voksede dagligt i tal.” (Ap. Gern. 16, 5). Hver eneste dag kom mange mennesker til Jesus under en tjeneste, hvor en ung mand var samarbejdspartner.
Så, i kapitel 11 i Apostlenes Gerninger, sker der en anden tektonisk forskydning i kirkehistorien. Den kommer gennem Åndsfyldte troende, som Skriften ikke en gang navngiver. De var de første til at vidne for hedningene. De tog de gode nyheder om Jesus ud over jødedommens barrierer: ” Men blandt dem var der nogle cyprioter og kyrenæere, som kom til Antiokia og også talte til grækerne og forkyndte evangeliet om Herren Jesus.” (Ap. Gern. 11, 20). Jeg elsker den sætning – ”der var nogle af dem.” Disse trofaste unavngivne troende havde ingen anelse om hvilken vigtig rolle, de spillede i historien.
I en hver Guds vækkelse er der usete lægfolk, som får fat i pinsedagens kraft, til at gøre mægtige ting i Jesu navn.
Pinsedag var ikke bare en historisk begivenhed, som skete for 2000 år siden. En er et levende, åndende fænomen, som stadig forekommer.
Missionsfolk siger, at pinsen gentager sig rundt omkring i verden hver halve time. I dette øjeblik er der, et eller andet sted, en lille gruppe mennesker, som råber til Gud – og hans Ånd falder på dem og giver dem kraft til at blive hans vidner til en ufrelst verden.
Der er pinse lige nu i Varansai, en by i det nordlige Indien, som jeg besøgte for kort tid siden. Mindre end en procent af indbyggerne var kirkegængere, da en ung kristen kvinde ankom der for nogle år siden. Hun begyndte, at lede mennesker til Herren. Nu er der tusindvis af dynamiske menigheder i regionen, med et kraftfuldt vidnesbyrd for Kristus. Denne unge kvinde holdt ikke pinsen for sig selv. Og der er andre som hende andre steder i verden – kristne, som råber til Ånden om, at Faderens kærlighed kommer videre.
Ved flere lejligheder fortalte min far, David Wilkerson, mig, at det som han sørgede mest over var, da han var pastor for en lille menighed i Pennsylvania i 1950’erne. Det var en pinsekirke, så gudstjenesterne fulgte et særligt mønster. Søster XX spillede på orglet og forsamlingen sang nogle traditionelle sange. En eller anden stod op og gav et budskab i tungetale, efterfulgt af en anden, som kom med udlægningen. Så prædikede min far. Bagefter tilbød han forbøn, og folk kom op til alteret og bad om, at Helligånden måtte komme. Derefter gik alle hjem.
Den menighed rakte ikke ud til nogen. Den havde ikke en barmhjertighedstjeneste. Ganske få mennesker kom til Kristus, gennem de fem år min far gjorde tjeneste der. De var kristne, som søgte pinsen for sig selv; de fandt aldrig ud af hvad pinsens Gud havde af planer for dem. Min fars hjerteskærende bøn sagde det hele: ”Herre, hvis dette er pinse, så ønsker jeg den ikke. Hvis det handler om at få en ’velsign mig’ klub uge efter uge, så vil jeg ikke have med det at gøre.”
Det var ud af hans ønske om en ægte pinse, at min far holdt op med at se TV, og i stedet tilbragte tiden i bøn. Resten er historie. Årtier senere er hans bog, Korset og Springkniven, solgt i et millionoplag. Der er over 1000 Teen Challenge Centre rundt om i verden, som arbejder med at redde de fortabte og den nedbrudte. Alt dette arbejde proklamerer Guds aktive kraft i dag gennem Helligånden.
Menigheden mangler at afslutte læsningen af et vigtigt kapitel i Bibelen: Apostlenes Gerninger kapitel 29
Selvfølgelig. Der er kun 28 kapitler i Apostlenes Gerninger. Men i århundrede har Gud skrevet et kapitel mere gennem titusinder disciple. Deres navne er ikke Filip, Tabita eller Timotheus. I dag hedder de for eksempel Jenny, som kommer i vores menighed i Colorado Springs. Hun er en australier med rødt hår, og den sjoveste latter du nogensinde har hørt. Og hun er vild med evangeliet. Hver eneste dag ser hun, og hendes mand, Guds kraft røre de mennesker, de møder.
Der er også en discipel her, som hedder Jimmy. Jimmy er en fyr, som jeg tjente sammen med for længe siden. Få mennesker evangeliserer som Jimmy gør det. For nylig, da han ledte en til Herren, foreslog han, ”Lad mig lede en bibelkreds i dit hjem.” Snart kom flere mennesker fra nabolaget og blev frelst. Jimmy gjorde det samme i et andet nabolag. Så opstod der flere bibelkredse over hele byen, fordi en radikal kristen tror på, at Åndens kraft kan røre hjerterne på overnaturlig vis.
Der er en discipel her, som hedder Chris. Det er en ung mand, som blev frelst for et par måneder siden. Han var selvmordstruet, da han mødte Jesus på et af vores gademøder. Nu er Chris med i en cellegruppe og er fyldt af Guds Ånd. Han bad sin gruppe om at bede for sine gamle venner, hvoraf nogle var dæmonbesatte, som han sagde. En ældre mand i gruppen tilbød at gå med Chris ud for at vidne for hans venner. Men Chris klukkede, ”Du ønsker ikke komme med derhen hvor jeg skal hen.” Vores teams må nogle gange gå ind i de mest skumle dele af byen. Men Gud udvalgte en ung troende til at gå ind i den allermørkeste bydel.
Der er en tretten år gammel discipel, ved navn Jonathan, i vores menighed, som beder bønner med en autoritet som en, der har været missionær hele livet. Hans bønner får voksne mennesker på deres knæ, fordi man kan høre hans brudte og angerfulde hjerte. Jonathan hungrer efter, at se Gud frelst de fortabte, og hans åndelige hunger smitter.
De disciple, jeg skriver om, er det 21. århundredes kristne, som har fået det 1. århundredes kraft. Og du og jeg, er også kaldet – til at blive udrustet af Guds Ånd, til at gøre Guds gerninger. Jeg tror tiden er inde for, at mange i menigheden ikke længere kun skal være Ordets hørere, men Ordets gørere. Bibelstudier og bedegrupper er gode, men én ting er, at vide noget om Jesus og hans herlighed. Det er en anden ting, at have hans Ånd til at leve i os, så vi kan tjene, som han gjorde. Det er derfor Helligånden kom: For at leve i os, så han kan opnå sine formål gennem os.
Jeg opfordrer dig til at bede med mig: ”Herre, må jeg være stærk i at lære dit Ord – og må jeg blive lige så stærk i at blive gører i forhold til dit Ord. Jeg ønsker være tilhøre den gruppe af ”nogle” som længes efter af se din kraft gøre sin gerning i de fortabtes hjerter. Lad pinsedagen komme her, i dag, Herre! Amen.”