Johannes Døberen definerede sin tjeneste meget enkelt, da han sagde, "Jeg er stemmen som råber i ørkenen." (Johs. 1:23). Denne den Højestes tjener, som ifølge Skriften var "den største, og mest velsignede, blandt kvindefødte" (Matt. 11:11), var den største af alle profeterne og en ærbødig forkynder af retfærdighed.
Folk flokkedes for at høre Johannes skarpe budskab, og mange blev døbt og blev hans disciple. Nogle troede han var Kristus, mens andre mente han var Elias, som var opstået fra de døde. Men gennem det hele nægtede Johannes at blive ophøjet eller æret. Han var renset for al egoisme, og han trak sig konsekvent fra at være midtpunktet.
I sine egne øjne, var denne mægtige profet ikke værdig til at blive kaldt en Guds mand – kun en stemme. En stemme i ørkenen som var beskeden, tilbagetrukket og uinteresseret i ære. Han mente, han var uværdig til at røre ved sin Mesters sko. Hele hans liv var dedikeret til "Guds Lam, som bærer al verdens synd." (Johs. 1:29). Hvilken kraftig irettesættelse for os i denne tidsalder med promovering af personligheder; med indflydelseshungerende ego-trippere, som vil have ære. Johannes kunne have haft det hele, men han råbte: ”Han skal blive større, men jeg skal blive mindre.” (Johannes 3:30).
Hemmeligheden bag Johannes' glæde, var, at den ikke kom af hans tjeneste, eller af hans personlige duelighed eller enorme indflydelse. Hans rene glæde lå i at være i Brudgommens nærhed og frydes over hans stemme.
Over alt siger de kristne, "Jeg ønsker, at Gud skal bruge mig. Jeg ønsker, at mit liv skal tælle for Herren. Jeg ønsker, at tjene ham på fuld tid." Selvom det er meget prisværdigt, skal det komme sammen med en vilje til at finde glæde og opfyldelse i hengivent fællesskab med Herren, såvel som i tjeneste.
Forpligt dig selv til Kristi høje kaldelse i dit liv; til at leve trofast for ham, og fortælle andre om Guds Lam. De største belønninger vil sandsynligvis gå til dem, som ikke står i rampelyset, som er ukendte, og som herliggør Herren ved deres enkle vidne om hans trofasthed.