Et forkert budskab med en forkert ånd?

Hvis nogen nogensinde har haft brug for at høre fra Gud, så var det Job. Du husker beretningen om Job: Gud havde fjernet det beskyttende hegn omkring ham, og havde givet Satan tilladelse til at prøve Jobs tro. Straks brød kaos ud i Jobs liv. Alle hans ti børn omkom i en tornado. Alle hans materielle værdier blev ødelagt – hans hjem, hans dyr, hans ejendom. Alt. Til sidst fik Satan tilladelse til at angribe Jobs legeme. Manden blev fyldt med bylder fra øverst til nederst.

Da tre af Jobs venner hørte om hans ulykke, samledes de for at trøste ham. "Da tre af Jobs venner hørte om al den ulykke, der havde ramt ham, kom de fra hver sit sted, Elifaz fra Teman, Bildad fra Shua og Sofar fra Na'ama; de mødtes og gik hen for at vise deres medfølelse og trøste ham" (Job 2, 11). Med dem var også Elihu, en arrogant ung præst, som kom for at observere hvad der skete.  Da disse mænd ankom, kunne de knap nok genkende Job. Han sad i en askedynge og skrabede sine bylder med et potteskår. De besøgende var så chokerede, at de ikke kunne sige noget. De kunne kun græde. Og de rev deres kjortler itu, og kastede støv over deres hoveder for at vise deres sorg. Tavse sad de sammen med Job i syv dage.

På den ottende dag, kunne Job ikke længere tie om sin smerte. Han udbrød med et forpint råb fra sit hjerte: "Gid den dag, jeg blev født, var slettet, ... Lad den dag tilhøre mørket. Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen, hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv? Jeg længes efter døden. Gud har spærret mig inde" (se Job 3).

Job var ikke vred på Gud. Og han havde stadig et solidt fundament af tro. Selv i sin sønderknuste tilstand viste Job ærefrygt for Gud. Han kunne stadig sige, "Lad ham slå mig ihjel, jeg venter ham! (Job 13, 15. eng. "Jeg stoler på ham" o.a.). Utallige Jesu efterfølgere er deprimerede, modløse, nervøse, utilfredse og føler ingen fred. Unge mennesker taler om at kede sig, selv med tusindvis af muligheder for digital underholdning inden for rækkevidde. Og det efterlader dem med en indre angst og uro.

Men Job var udmattet. Han kunne ikke forstå, hvordan dette kunne ske for en trofast, lydig mand, som ønskede Guds nærvær. En mand, som var gavmild overfor andre, tog sig af enker og fremmede, gav tøj til de nøgne og frysende. Men nu kunne han ikke længere videregive Guds kærlige omsorg for mennesker i nød. I stedet blev han prøvet i helvedes ild.

Jeg tror, der er mange som Job i dag. Massevis af trofaste, overgivne Jesus Kristi tjenere, som udholder de samme kvaler, som Job gjorde. Ser du, ofte er det ikke fysisk smerte, som de fleste lider under. De mest ødelæggende plager kan være psykiske. Kristne i hele verden lider Jobs kvaler: ødelagte familier, knuste hjerter, økonomiske byrder, følelsesmæssige forstyrrelser og smerte. Disse prøvelser kan være så kraftige og overvældende, at de også råber som Job, "Åh, Herre, hvorfor sker det for mig?"

Hvordan modtog Gud denne form for tale? Blev han vred på Job? Svarede han, "Hvor vover du at anklage mig på falsk grundlag, Job? Du har vanæret mit navn og fordrejet hvem jeg er. Nu har du krydset grænsen, og det skal du få betale" Nej! Herren havde medfølelse med Job. Han forstod sin tjeners kamp under djævelens angreb. Under hans medfølende blik, var Jobs prøvelser en test, som skulle frembringe en lutret tro som det pureste guld.

I Jobs situation var det værste, der kunne ske, at der kom et budskab fra en med en falsk ånd.

Desværre det det præcis hvad der skete for Job. Han var omgivet af fire mænd, som havde et forkert budskab, og de gav det med en falsk ånd. Alle fire hævdede at have det sande budskab fra Gud til Job. Og i fire dage bombarderede de deres ven med et hårdt, anklagende budskab.

Bildad sagde til Job, "Dine børn er taget fra dig, fordi du har syndet. Sådan behandler Gud ikke en retfærdig mand. Han hjælper ikke de onde." Sofar sagde noget, der skulle være en trøst: "Job, du snakker for meget. Forventer du, vi skal tie, når du lyver for os? Du har det meget bedre, end du fortjener." Elifaz sagde, "Gud stoler ikke på sit folk. Mennesket er fordærvet. Du må jo have syndet, Job."

Til sidst sagde Elihu, den arrogante unge mand: "Job, dit problem handler om ondskab. Gud ser alt, hvad du har gjort. Og nu er du også oprørsk."

Kan du forestille dig at modtage denne "tjeneste," når man har det så dårligt? Men på trods af Jobs smertelige råb, mistede han aldrig sin kærlighed til Gud. Men nu kom beskyldninger fra alle sider. Han fik verbale tæsk. Den dråbe, der fik bægeret til at flyde over, var Bildads anklage: "Intet menneske kan være retfærdig ind for Gud. Ingen, som er født af en kvinde, kan være ren i hans øjne. Ikke en gang stjernerne er rene for ham."

Da tog Job til genmæle. Skriften beskriver det sådan her: "Da sagde Job: Du er sandelig til hjælp for ham, der er uden kraft, og til frelse for ham, der er uden styrke! Du kan sandelig råde ham, der er uden visdom, og bibringe ham stor indsigt! Med hvis hjælp har du fremført dine ord? Hvis ånd er det, der taler gennem dig?" (Job 26, 1-4). Ifølge Helen Spurrells originale hebræiske oversættelse står der i det sidste vers: "Fra hvem har du stjålet dit budskab. Og hvis ånd var det, der kom fra dig?"

Job sagde til disse mænd, "I siger, jeg er svag, helt uden styrke. Men hvad har I gjort for at styrke mig? I kalder mig en hykler og beskylder mig for synd. Men hvordan har I hjulpet mig? I siger, jeg er tåbelig, blind og uden visdom. Men var der i noget, I sagde, bare en smule åndelig visdom, som overbeviste og oplyste mig? Ikke et eneste helbredende ord kom der fra jer. Jeg hører intet budskab fra Guds trone. Det eneste I gør, er at komme med en strøm af fromme ord. De ord gør intet for mig. I har kun forværret min smerte."

Så stillede Job dem dette knusende spørgsmål: "Hvilken ånd er bag alle jeres prædikener? Hvem har fået jer til at sige disse ting, som knuser mig? Hvem gav jer sådanne ord, helt uden medfølelse, til en mand som er overvældet af sorg?"

Selv de mest overgivne troende bliver nu prøvet til deres grænse.

I Guds hus er der problemer i ægteskaberne, skilsmissetallene eksploderer, familier bliver delt og børn er oprørske. Folk er bange for at deres økonomi braser sammen som et korthus; for at miste deres arbejde; og de er bange for terrorisme. Mange er i en Job-lignende tilstand – lidende, forvirrede, i pine, og helt ude i tovene – uden svar og uden fred. Nogle overvejer at opgive troen. Den sætning, jeg hører mest lige nu blandt kristne, er, "Jeg kan ikke klare mere."

Jeg måtte granske mit hjerte som en Herrens tjener. Hele tiden spørger jeg mig selv, "Hvilket budskab er der mest brug for blandt Guds lidende folk? Hvordan nærmer jeg mig hans hellige folk, som en trofast hyrde, som kommer med sand rådgivning fra Herren? Jeg kan ikke bare komme med et budskab fra en eller anden bog eller skrivelse. Herre, hvad skal jeg sige til dine "Job'er"?

Jeremias, den grædende profet, græd over sin egen job-lignede situation, og bad, "Tugt mig, Herre, men med måde, ikke i vrede, så du udsletter mig!" (Jer. 10, 24). Spurrells oversættelse siger, "Ikke i din vrede, for så knuser du mig til atomer." Profeten sagde, "Herre tugt mig, men gør det nænsomt i din kærlighed."

Når Paulus vejledte menigheden i Korint, var folkene under kraftfuld berøring af Åndens gaver. Korinterne var gode til at bede, og de var gavmilde overfor de fattige. Men forsamlingen var plaget af synd. Der var strid, utugt, begærlighed, druk og incest.

Som en Herrens apostel, tog Paulus ordene i Ordsprogenes Bog meget alvorligt: "Den, der frikender en skyldig, og den, der dømmer en uskyldig, vækker begge Herrens afsky" (Ordspr. 17, 15). Paulus erkendte, "Jeg kan ikke hjælpe mennesker, som vandrer i synd. Jeg kan ikke trøste dem i deres overtrædelser. Det ville være en vederstyggelighed. Men jeg kan heller ikke stå foran de retfærdige i menigheden, og fordømme dem. Så hvilket budskab skal jeg give dem? Hvordan kan jeg retlede dem, men også styrke dem?"

Paulus skrev om sit dilemma til menigheden: "Hvad vil I? Skal jeg komme til jer med riset, eller med kærlighed og i mildhedens ånd?" (1. Kor. 4, 21). Han forklarede dem hele sagen meget enkelt: "Det er almindelig kendt, at der forekommer utugt hos jer, og det af en sådan art, at den ikke engang forekommer hos hedninger, nemlig at en mand lever sammen med sin fars hustru" (5, 1). Paulus talte her om incest. Han sagde til korinterne, "I har et dårligt omdømme. I tillader oven i købet incest. I påstår, I er en hellig menighed, som har Åndens gaver, men alle ved, at incest forekommer hos jer."

Således vælger Paulus at håndtere situationen: "Jeg, Paulus, formaner jer ved Kristi mildhed og sagtmodighed" (2. Kor. 10, 1). Han havde den samme tilgang overfor tessalonikerne: "Tværtimod færdedes vi (apostlene) med venlighed blandt jer" (1. Tess. 2, 7). "I ved også, hvordan vi, som en far over for sine børn, formanede og opmuntrede og tilskyndede hver eneste af jer til at leve, som Gud vil det, han der kalder jer til sit rige og sin herlighed" (2, 11-12).

Hvorfor valgte Paulus den tilgang? Han forklarer, "Vi er rede til at straffe enhver ulydighed, når lydigheden hos jer først har sejret" (2. Kor. 10, 6). Apostlen gjorde det helt klart: ""Hvis du skal føre en succesfuld krig mod synd hos en anden, må du først sørge for din egen lydighed mod Gud."

Hvad er den sande, effektive, kraftfulde ånd, som bringer liv og når hjerterne?

Paulus beskriver den ånd, da han skrev til korinterne: "Jeg er nemlig bange for, at jeg ikke skal finde jer sådan, som jeg ønsker, når jeg kommer, og I heller ikke mig sådan, som I ønsker. Jeg frygter, at der vil være strid, misundelse, vrede, egoisme, bagtalelse, sladder, indbildskhed og forvirring. Jeg er bange for, at min Gud skal ydmyge mig over for jer, når jeg kommer igen, og at jeg skal få sorg af mange af dem, der før har syndet, men som ikke har omvendt sig fra deres urene, utugtige og udsvævende liv" (2. kor. 12, 20-21).

Den eneste måde hvorpå et budskab kan forandre nogen som helst, er når det bliver givet i medfølelse. Sådan er Guds hjerte overfor sit folk. Jesus viste dette for disciplene. Han havde sendte Jakob og Johannes forud til flere landsbyer, for at forberede sin rejse til Jerusalem. Men da brødrene kom til Samaria, jog indbyggerne dem bort. Jakob og Johannes blev vrede. De spurgte Jesus, "Herre, ønsker du, at vi skal nedkalde ild over dem fra himlen?"

Jesus irettesatte dem: "Men han vendte sig om og satte dem i rette. Så gik de til en anden landsby" (Luk. 9. 55-56). "Menneskesønnen er ikke kommet for at ødelægge mennesker, men for at frelse dem" (Johs. 3, 17).

Jakob og Johannes troede de talte på Guds vegne. Men Jesus gjorde det klart, at de var ledt af en anden ånd. Må Gud bevare os fra at være 'hjælpere uden værdi'. Før vi prædiker, taler eller irettesætter nogen, skal vi altid tjekke vores egen ånd.

Kender du en bror eller søster i Kristus, som lider? Gud har givet dig deres byrde. Og du skal kun sige de ord til dem, som han giver dig. Og du skal være sikker på, at det er hans ord. Ved at tjekke din egen ånd, flyder hans helbredende olie gennem dig til alle, som er lidende. Amen!