Faren ved at tage et skridt i den rigtige retning

Jeg ønsker at fortælle dig om den uhåndgribelige fare der er ved en almindelig tendens blandt mange kristne. På overfladen ser denne tendens måske harmløs ud, men i realiteten kan den bevirke at man lider skibbrud i sit kristne liv. Jeg kalder denne farlige tendens udøvelsen af 'at tage et skridt i den rigtige retning.'

Det er altid godt at tage et trosskridt, når vi har sat vores lid til Kristus. Som en Herrens tjener bifalder jeg altid sådan et skridt. Men Bibelen fortæller os, at der er stor fare, hvis vi ikke tager skridt nummer to med forøget tro.

Lot er et af Bibelens vigtigste eksempler. I 1. Mosebog kapitel 19 læser vi om Lots overnaturlige redning ud af Sodoma og Gommora. Guds vredes engel havde vist sig for Lot, og advaret ham, "Vi skal ødelægge dette sted. Herren har hørt deres høje skrig, og nu har han sendt os for at ødelægge byen." (1. Mos. 19, 13).

Da Lot hørte dette handlede han øjeblikkeligt i tro. "Lot gik hen til sine svigersønner, som skulle giftes med hans døtre, og sagde: »Skynd jer væk herfra, for Herren vil til at ødelægge byen." (19, 14). Lot troede på englens advarsel og tog den alvorligt nok til at fortælle sin familie om den.

Men så læser vi, at Lot tøvede den næste dag: "Da det blev lyst, skyndede englene på Lot og sagde: »Tag nu din kone og dine to døtre, som du har her, for at du ikke skal miste livet på grund af byens synd.« Da han tøvede, tog mændene ham og hans kone og hans to døtre ved hånden og førte dem uden for byen og satte dem dér, fordi Herren ville skåne dem….

Da de havde ført dem ud, sagde de: »Flygt for livet! Se dig ikke tilbage, og gør ikke holdt noget sted i Jordandalen. Bring dig i sikkerhed i bjergene, hvis du ikke vil miste livet!« Men Lot sagde til dem: »Herre, jeg har fundet nåde for dine øjne; du har vist stor godhed mod din tjener og ladet mig beholde livet." (19, 15-19).

Han vidste, at han var blevet velsignet af Guds frelsende nåde. Han var blevet barmhjertigt reddet ud fra Sodoma, som Gud ville dømme. Herren gav endog Lot en specifik vejledning og sagde til ham, at ham skulle flygte op i de nærliggende bjerge.

Men igen tøvede Lot, og spurgte selvisk Gud: "Jeg har fundet nåde for dine øjne; du har vist stor godhed mod din tjener og ladet mig beholde livet. Men jeg kan ikke bringe mig i sikkerhed i bjergene, for ulykken kunne indhente mig, så jeg døde. Se, den by dér ligger så nær, at jeg kan nå derhen, og den er jo lille. Lad mig bringe mig i sikkerhed der; den er jo så lille! Så kan jeg beholde livet." (19, 19-20).

Sandheden er, at Lot ikke ønskede at gå op i bjergene. Han ønskede at slå sig ned i den nærliggende by, kaldet Zoar, som betyder 'lille'. I Lots tankegang var det en mindre ting at spørge Gud om.

Her er et billede på en mand, som tager et skridt i den rigtige retning – et trosskridt. Hvis Lot havde fulgt op på dette første skridt med mere tro, ville han have været på vej til et sted med velsignelse, have været i Guds perfekte vilje.

Efter min mening er Lot ligesom mange kristne i dag. Det er muligt for os at blive udfriet fra vores eget Sodoma. Vi kan blive frelst fra et liv i synd, frygt og skuffelse, og i stedet få del i Guds vidunderlige nåde. Og vi begynder at høre Herren vejlede os, "Gå op i bjergene."

Her er den første lektie vi skal lære af Lots befrielse: Vi skal gå derhen hvor Gud ønsker vi skal gå.

For Lot skulle bjergene have været et sted med endnu mere velsignelse. Men Lot besad ikke den mindste tro, på trods af at han var blevet overmåde velsignet. Han havde fået del Guds frelse, nåde og udfrielse, men intet at dette blev omsat i tro.

Resultatet af dette var at Lot overhovedet ikke havde tiltro til Herren. Du tænker måske, at nogen, som havde oplevet sådan en frelsende nåde, måtte tænke, "Jeg er blevet reddet af Guds engle. Herren har helt hånd om mig. Jeg kan stole på hans barmhjertige kærlighed."

Men Lot gik sin egen vej. Og han havde ingen idé om konsekvenserne af sin egenrådige beslutning.

Det samme gør sig gældende for os i dag. Ligesom Lot, er vi, som er en del af Kristi legeme, blevet frelst fra Sodoma. Vi har fået del i nåden og barmhjertigheden. Men tror vi altid, at vi er på vej til et sted med velsignelse når vi følger Guds vejledning?

Faktum er at nogle af de steder, hvor Gud sender os hen, vil være vanskelige for os.

Som en Herrens tjener har jeg gennem årene lært noget vigtigt. Og det er, at man aldrig må stå i vejen for en gudfrygtig mand eller kvinde, som er på vej til det sted som Gud har vist dem hen til.

Når disse tjenere kommer til det sted, som Gud har sendt dem hen til, oplever de måske de mest vanskelige perioder i deres liv. Men uanset hvad de oplever, er det Guds vej for dem. Jeg har set det ødelæggende resultat når velmenende 'logisk tænkende' kristne står i vejen for disse tjenere, og forhindrer dem i at komme til et sted, som synes risikabelt og farligt.

Lot, som ingen tro havde, var tiltrukket af Zoar fordi det var let og komfortabelt. For ham var det et skridt i den rigtige retning – så han gik derhen. Men Lot kunne ikke have kendt til den frelsende, befriende fordel ved at følge Guds specifikke vejledning.

Sandheden er, at den røg, fyldt med svovlsyre, som fortærede Sodoma, snart ville dække hele regionen. Tænk på den sky af vulkanaske, som steg op fra Island for nylig, som havde konsekvenser for hele den del af verden. Det må have mindet meget om den aske, som Guds dom over Sodoma bevirkede. Det var derfor Gud sagde til Lot, at han skulle gå op i bjergene i stedet for at blive på lavere liggende områder.

Når vi ikke adlyder Guds stemme, har vi ingen anelse om hvilke rædsler han ønsker at skåne os for. Lot endte med at blive jaget op ad bjergsiden af den frygtelige ødelæggelse. Og fordi han ingen tro havde, endte han i fortvivlelse. Hans manglende tro resulterede i incest og andre horrible konsekvenser. Det er aldrig Guds plan for os; han ønsker ikke at nogen af hans børn skal gå i den retning.

Måske kæmper du lige nu mod en særlig ting. Ligesom Lot, ønsker du at gå foran Gud og gøre hvad du finder bedst. Jeg kan kun sige en ting til dig: Vær præcis der hvor Gud har sagt du skal være. Og hvis du er der nu, så har du fred i sindet. Hvis du ikke har den fred – hvis du ikke stoler på Herren på det sted, hvor han har sat dig – så kan jeg forsikre dig om, at du ikke vil stole på ham uanset hvor du befinder dig.

Måske ser de ting, som du gør lige nu, ikke vigtige ud for dig. De ser ikke ud til at være et større kald i dine øjne. Men når du har fred med hvor Gud har sendt dig hen, vil du være velsignet. Herren, som kender dine grænser, vil bevare dig, vejlede dig og velsigne dig mere end du aner. Pointen er, at du altid skal gå (eller blive) der hvor Gud har vist dig hen i sin uendelige visdom.

Jakob havde tilbragt tyve år sammen med Laban udenfor Guds plan og velsignelse for ham.

Gennem to årtier, som Jakob havde tilbragt med at arbejde for sin svigerfar, var han ikke under Guds fulde velsignelse. Tværtimod var han på et bedragerisk sted. Herren var besluttet på at ændre dette for sin tjener. En dag sagde han til Jakob, "Jeg ønsker, at du skal rykke teltpælene op og gå hjem. Gå til dine slægtninge i Betel."

Jakob tog sit første skridt mod velsignelse. Han gjorde som Gud havde sagt til ham. Han samlede sin slægt og tog tilbage til Betel. Og jeg kan forestille mig, at han var glad for det. Han havde knoklet for Laban i Syrien i tyve år. Og i al den tid havde han konstant levet i skuffelse og uden at få noget ud af knokleriet.

Ser du, flere år tidligere havde Jakob lavet en aftale med Gud som vedrørte materielle ting. Som mange ansvarlige troende, havde Jakob tænkt, "Jeg skal forsørge min familie." Men hvis du ønsker at følge vejen til Guds største velsignelser, må du følge hans vejledning hele vejen, uanset omkostningerne. Og nu ønskede Gud mere for Jakob. Han havde et større formål med ham.

Da Jakob og hans slægt kom til Kanas grænse, var han træt og nedslået. Han var presset af at skulle sørge for to hustruer og alle sine børn, såvel som for tjenerne og hjordene. Denne mand havde forpligtelser som rakte ud over hans mentale formåen. Han var også bange, fordi han snart skulle stå ansigt til ansigt med sin bror, Esau, som han havde stjålet førstefødselsretten fra, mange år tidligere.

Så da Jakob kom til den lille by, Sela, var han fristet til at blive der. Faktisk havde han købt sig et lille stykke jord, hvor han havde opført et hus og et alter, hvor han kunne tilbede Herren. Indtil da havde Jakob taget et skridt i den rigtige retning. Men nu stod han overfor den fare, som alle, der har taget sit første skridt, står overfor.

Navnet Sela betyder 'et sikkert sted'.

'Sela' indikerer grønt græs, et pænt hjem, gode ting. Kort sagt, den fredfyldte lille by Sela havde stor tiltrækningskraft på Jakob, som følte sig udkæmpet. Den må have tiltrukket ham på samme måde, som Zoar tiltrak Lot.

Men Guds befaling til Jakob var at bygge ham et alter i Betel. Navnet 'Betel' betyder 'Guds hus'. Herren sagde til sin tjener, "Jakob, du har tilbragt tyve år med at leve for din familie og dig selv. Nu ønsker jeg hele dit hjerte. Jeg ønsker, at min vision skal blive en del af din eksistens. Derfor vil jeg have fuld kontrol over dit liv. Du skal følge min vejledning fra nu af."

For Jakob synes det at bevæge sig fremad ganske risikabelt, ja ligefrem farligt. Men Gud ønskede at velsigne ham. Og Jakob kunne ikke modtage denne velsignelse med mindre han opgav sine egne planer. Fra det øjeblik kunne der ikke være mere svig, ikke flere forhandlinger. Gud sagde til denne elskede mand, "Jeg ønsker at giver dig mere end du kan forestille dig. Og i processen vil jeg gøre dig til den tjener, som er mit mål med dig."

Min ven, det er en vidunderlig ting ved nåden. Jesus har ikke alene skænket os sin nåde ved at kaste vores synder i havet, han leder os også på vej ved sin barmhjertige nåde.

Engang, da jeg var i bøn, hørte jeg Herren sige til mig: "David, hvis jeg gav dig mulighed for at styre dit eget liv, og gøre alt hvad der var menneskeligt muligt for dig, ville du ikke komme i nærheden af min velsignelse for dig. Jeg har lagt dine skridt til rette for dig."

Hvis vi ønsker at følge ham, så skal vi gøre det hele vejen, uden genveje. Det er den eneste vej til han mål med os og til velsignelse.

 

I det Gamle Testamente tog mange af Guds tjenere det første skridt i lydighed, men brokkede og beklagede sig når det blev for hårdt.

Jeg taler ikke om normale menneskelige reaktioner, som vi alle har, når vi befinder os i en kamp. Når vi kæmper, kan ting ske med os, pludseligt og voldsomt. I sådanne stunder tænker vi måske, "Herre, jeg ved ikke om jeg kan klare dette. Jeg kan ikke se hvordan jeg skal komme igennem dette her." I sådanne stunder benytter fjenden sig af chancen for at røve og stjæle og ødelægge vores tro.

Kære troende, dette sker for enhver sand Guds tjener. Peter advarer os kærligt om det det vil ske, idet han siger, "I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer, men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares." (1. Peter 4, 12-13).

Det jeg taler om, er et hjerte, som er blevet forhærdet. Denne slags beklagende, brokkende ånd er smitsom, og Gud tugter den. Gennem hele det Gamle Testamente ser vi hvad der sker i alle tilfælde af forhærdet klage. Gud tillader det ikke. Når han beder sine tjenere om at stole på ham, så skal vi gøre som han siger, uden at klage, velvidende at han ønsker det bedste for os.

Israel i Moses tid, er det mest indlysende eksempel. Folket havde slået lejr ved Sinajs Bjerg i et år, og var blevet magelige der. Så kom der en befaling fra Herren om, at de skulle flytte ud i ørkenen. Og folket adlød.

Når man nu skal flytte en million mennesker eller flere, kan du nok forestille dig omfanget af den opgave. Og hvilket vidunderligt et skue det måtte have været. Trompeter gjaldede og bannere blafrede i vinden, da hver en stamme og familie samledes. Alle kom ind under Herrens guddommelige befaling.

Det var et skridt i den rigtige retning. Men efter ganske kort tid, var der en gruppe, som nogle oversættelser kalder 'rakket', der begyndte at beklage sig. Disse menneskers hjerter var blevet forhærdede af deres prøvelser, og nu skulle de igennem endnu flere af slagsen. Snart havde deres beklagelser smittet hele lejren, og næste alle beklagede sig. Det gjorde Gud vred.

Tænk over det: Her var Guds folk, som var blevet mirakuløst frelst. De var blevet udfriet af deres fjenders hånd gennem et overnaturligt indgreb ved det Røde Hav. Men nu vandrede 'rakket' ikke i overensstemmelse med Guds befaling. Og på grund af deres brokkeri og beklagelser, tugtede Gud dem.

Frygtelige ting kom over Israel. Det var en serie af konsekvenser, som de havde bragt over sig selv. Og fordi de modstod Guds befaling, led de indtil en hel generation af klagere til sidst døde i ørkenen.

Efter årtier, hvor jeg har tjent Herren, lærer jeg stadigvæk.

Jeg kan ærligt sige, at jeg stadig bliver trænet af Herren i forhold til at følge hans klare vejledninger, især ind til vanskelige områder. Jeg skal stadig lære ikke at sige, "Så er det nok, Gud." Jeg skal også stadig lære at sige, "Herre jeg kan ikke se vejen frem. Jeg ved ikke hvor jeg skal finde udholdenhed til at komme igennem dette. Men du har lovet at give mig den. Du sagde, at du ville være min styrke."

Dette stedet med sand tro. Det er også der du finder fred, ved fuldstændigt at forlade dig på Herrens kærlighed til os. Som Paulus erklærer, hvad andet har vi at give ham end vores tro? I hvert fald Ikke gerninger. Vi har kun vores tro på ham og vores tillid til at han sørger for alt.

Hver dag, når dagen går på hæld, bøjer min hustru Gwen og jeg vore hoveder og siger, "Herren, du gjorde det igen. Du ledte os igennem."

Og min kære ven, han vil også bringe dig igennem. Han ønsker at bringe dig til et sted med ufattelig velsignelse. Du skal måske være villig til at gøre nogle bestemte ting. Du vil blive prøvet og skal gå igennem hårde trængsler, som ser ud som om de overstiger dine evner til udholdenhed. Men det er en læreplads, som Gud har til mange af sine mest elskede børn. Det er her, vi lærer hans natur at kende, hans karakter, hans velsignelse og hans godhed.

Det er svært at forstå, at på trods af vore fejl og mangler, så er vi værdsat af en hellig Gud. Men vi er elsket med den samme kærlighed, som han har til sin Søn. Og han har et helligt formål med os, lige som han havde med sin egen Søn. Derfor har vi en fred som overgår en hver forstand. Og vi hviler i at hans velsignelser til os ligger lige forude. Tak, Herre – amen!