Der er alvorlige konsekvenser forbundet med at forsømme at bede. Skriften siger, ”Hvordan skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor?” (Hebr. 2,3)
Jeg ved hvordan det er, når en kilde af levende vand bliver kvalt ved udspringet, tørrer ud og fjerner alle velsignelser fra mit liv. Det er sket i perioder, hvor jeg har forsømt at bede. I disse perioder, havde jeg stille stunder, men ingen inderlighed i bøn. Jeg lod livets bekymringer stjæle min tid med Herren.
Hvad skete der med mig i disse perioder? Tjenesten blev fyldt med selvmedlidenhed, og den føltes som en byrde fremfor en velsignelse. Min sjæl blev en jammerdal. Jeg kæmpede i ensomhed, var udkørt og vantro. Og en bekymrende fornemmelse af have opnået meget lidt i livet, plagede mig. Midt i alle tankerne om at droppe tjenesten, blev Guds velsignelser hindret, mine relationer blev forbitrede, og min dømmekraft forsvandt til et punkt, hvor jeg ikke længere havde åbenbaringer af Kristus.
Men jeg kendte også det herlige ved at vende tilbage for at være sammen med Herren i bøn. Så snart jeg vendte tilbage til mit lønkammer, vendte velsignelserne tilbage. Glæde og fred omsluttede mig, relationer blev genoprettet; og Guds Ord blev vakt til live.
Skriften gør det klart, at bedende tjenere finder velsignelse og fred uanset omstændighederne:
”Så længe Zekarja levede, som havde lært ham (Uzzija) gudsfrygt, søgte han Gud, og så længe han søgte Herren, lod Gud ham have lykken med sig.” (2. Krøn. 26, 5).
”Fordi vi har søgt Herren vor Gud; … han har skaffet os fred til alle sider.” (2. Krøn 14, 7).
”Med hele deres vilje søgte de (hele Juda) ham og fandt ham, og Herren skaffede dem fred til alle sider.” (2. Krøn. 15 ,15).
”Når de retfærdige skriger, hører Herren dem, og han befrier dem fra alle deres trængsler. Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.” (Salme 34, 18-19).