Græd for dine hyrder!

Det er tid til at græde og sørge over hyrderne som tager hånd om Herrens får. Græd over evangelisterne, profeterne og lærerne - for Gud vil dømme dem som er blevet onde, vellystne og blinde. De gudfrygtige hyrder græder selv mellem porten og alteret over tilstanden i menigheden. Men de fordærvede selvcentrerede hyrder vil Herren selv tage sig af.

Lyt til denne ærefrygtindgydende profeti fra Jeremias: "Ve de hyrder, som leder vild, og som spreder de får, jeg har på græs, siger Herren. Derfor siger Herren, Israels Gud, om de hyrder, som vogter mit folk: I spredte mine får og fordrev dem, og I tog jer ikke af dem. Nu vil jeg straffe jer for jeres onde gerninger, siger Herren." (Jer. 23, 1-2).

Jeremias' hjerte var knust på grund af det fordærv han så blandt dem som var kaldet til at lede Guds folk. Den åbenbare synd og selvcentreretheden blandt pastorer på hans tid, knuste ham og fik ham til at ryste som en beruset mand. Han råbte, "Hjertet er knust i mit indre, mine knogler ryster! Jeg er som en beruset, som en, der har fået for meget vin... Både profeter og præster er gudløse, selv i mit hus har jeg mødt deres ondskab, siger Herren." (Jer. 23, 9, 11).

Så tilføjede profeten disse frygtindgydende ord - " Derfor siger Hærskarers Herre om profeterne: Jeg giver dem malurt at spise og gift at drikke; for gudløsheden har bredt sig fra Jerusalems profeter til hele landet." (Jer. 23, 15).

En frygtelig forbandelse var kommet over landet; der var utroskab alle vegne; Guds folk havde selv valgt denne onde kurs, og de var åndeligt udtørrede og nedtrykte. Men deres egne hyrder havde ikke medlidenhed med dem. Deres hyrder var blinde overfor den almægtige Guds dom, som var på vej. Mens fjendens hære samledes ved alle portene, prædikede de blinde hyrder et beroligende budskab om fred og fremgang. De overbeviste folket om at de gode tider aldrig ville få en ende.

Jeremias vidste hvorfor disse selvcentrerede hyrder, præster og profeter ikke prædikede mod synd eller advarede folket. Hans vidste hvorfor de kun sørgede for en overfladisk helbredelse af Guds folk. De var fordi de selv var bundet af de samme synder - de levede også på en løgn.

Lyt til Jeremias' anklage mod dem: "Blandt Jerusalems profeter har jeg set grufulde ting; de horer og farer med løgn, de opmuntrer forbryderne, så ingen vender om fra sin ondskab. De er alle blevet som Sodoma, byens indbyggere er som Gomorra." (Jer. 23, 14).

Stormen fra Herren var allerede brudt løs, og Gud havde advaret sit folk gennem sin profet om, at hans vrede ikke kunne slukkes og at dommen var uundgåelig. Men Jeremias kunne næsten ikke tro sine egne ører, da han hørte hvad de prædikede til folket. Disse hyrder stod foran et folk, som vandrede i stædighed, svælgede i hor og utroskab og levede under en forbandelse, og som snart ville komme ind under en knusende dom. Og alligevel løg de overfor Guds folk når de prædikede et budskab om falsk sikkerhed. "Til dem, der lader hånt om mig, siger de: »Herren har sagt: Nu bliver der fred«, og til alle, der vandrer i hjertets forstokkethed, siger de: »Ulykken rammer jer ikke.« (Jer. 23, 17).

Hvis de havde været bønnens mænd, hellige og udskilt fra verden - ville de have søgt Gud med hele deres hjerte. De ville have hørt tordenen i det fjerne, de ville have opdaget at dommen allerede var afsagt og de ville være blevet vækket og optaget af et ønske om at vække Guds folk. Gud sagde, "Jeg har ikke sendt profeterne, alligevel farer de frem; jeg har ikke talt til dem, alligevel profeterer de. Hvis de stod i mit råd, ville de forkynde mine ord for mit folk og få dem til at vende om fra deres onde vej og fra deres onde gerninger." (Jer. 23, 21-22).

Jeremias tordnede - " Lyt ikke til profeternes ord! De profeterer for jer, men de forblinder jer; syner forkynder de ud af eget hjerte og ikke af Herrens mund." (Jer. 23, 16). Og han tilføjede, " Profeterne taler hen i vejret, de har ikke ordet i sig. Men det skal gå dem selv på den måde!" (Jer. 5, 13).

Disse frafaldne hyrder var så indhyllede i deres egne drømme, at de forvekslede bedraget i deres egnes hjerter med det sande Ord. Der er så mange drømmere og bedragere på vores talerstole i dag. Pastorer, som går omkring og siger, "Jeg har en drøm." Gud sagde, "Jeg har hørt de profeter, der profeterer løgn i mit navn, sige: »Jeg har drømt, jeg har drømt!« ... Lad den profet, der har haft en drøm, fortælle drømmen; men den, der har mit ord, skal tale mit ord i sandhed. Hvad har strå med kerne at gøre? siger Herren. Er mit ord ikke som ild? siger Herren, som en hammer, der knuser klippen?" (Jer. 23, 25-29).

Der var ingen tvivl i Jeremias' sind om hvorfor Guds folk var blevet frafaldne. Herrens Ord kom til ham, og sagde, " Mit folk var vildfarne får, deres hyrder førte dem vild på afveje i bjergene..." (Jer. 50, 6).

Guds folk var i en sløvhedstilstand, fortabte og vandrede omkring som et skib uden sejl. De vidste ikke engang hvor langt de var kommet væk fra de gamle stier. De havde "... glemt deres hvileplads." (Jer. 50, 6). Jeremias sagde, " Alle, der traf på dem, åd dem..." (50, 7). Dette henviser til Satans dæmoniske kræfter. Hvilket billede på tilstanden i Guds hus i vores dage. Masser af får falder fra - de er fortabte og de ved det ikke engang. Helvedes kræfter angriber dem og ødelægger deres liv og deres børn; og medfører forvirring og strid i deres hjem og deres ægteskab. Det gamle kald, hvor folk faldt på deres knæ og grædende omvendte sig, kender de slet ikke. De har aldrig hørt det brændende budskab fra hyrder med knuste hjerter. De kender overhovedet ikke de gamle stier.

Gud bebrejder de selvcentrerede hyrder for frafaldet blandt de kristne. "Deres hyrder har ført dem på vildveje... de har ledt dem i frafald..." Det er absolut umuligt at tilsidesætte denne skarpe beskyldning fordi det er Gud selv der taler.

Esajas så hvor skidt det stod til blandt Guds folk - dæmoniske kræfter anrettede frygtelige ødelæggelser i flokken. Der var ingen mure, ingen hyrder som tog sig af det, ingen som sagde, "Nu er det nok!" Satan kunne gøre som det passede ham. "Kom og æd løs, alle dyr på marken, kom, alle dyr i skoven!" (Es. 56, 9). Profeten beskrev simpelthen den forfærdelige situation blandt Guds folk. Gennem hele Skriften refererer vilde dyr til sataniske kræfter. Ødelæggeren mødte ingen modstand når han gik ud for at fortære. Hvorfor? Fordi hyrderne var blevet blinde!

Vogterne drømte videre og jagede efter sine egne begærlige planer. Esajas sagde, "Alle vogterne er blinde, de forstår intet; de er alle sammen stumme hunde, der ikke kan gø. De ligger og drømmer, de elsker at sove. Hundene er grådige, de kan ikke blive mætte; de er hyrder, de har ingen indsigt. De vender sig hver sin vej, alle søger egen fordel." (Es. 56, 10-11).

Esajas sørgede over at Herrens folk blev udplyndret og taget som fanger af fjendens magt. Men de er et udbyttet og udplyndret folk; de er alle lænket i fangehuller og gemt bort i fængsler. De er gjort til bytte, og ingen redder dem, de er udplyndret, og ingen siger: »Lad dem gå!« (Es. 42, 22).

Hvor var hyrderne? Hvor var Guds tjenere mens denne udplyndring fandt sted? De var overhovedet ikke til nogen hjælp - fordi de ragede blinde, døve og ufølsomme rundt. "Hvem er blind som min tjener og døv som mit sendebud? Hvem er blind som den udsendte, blind som Herrens tjener?" (Es. 42, 19).

Jeremias tilføjede, "De fortæller deres drømme og fører mit folk vild med deres løgn og snak." (Jer. 23, 32).

Ezekiel bekræftede denne frygtelige sandhed - at grådige, selvoptagede hyrder var årsagen til forvirringen og hjælpeløsheden blandt Guds folk. Han sagde, "Mine får er blevet spredt, fordi de er uden hyrde, og de er blevet til føde for alle de vilde dyr. De er blevet spredt og flakker om i alle bjergene og på alle de høje bakker; over hele landet er mine får blevet spredt, og ingen søger eller leder efter dem. Hør derfor Herrens ord, I hyrder: Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Mine får er blevet til bytte og til føde for alle de vilde dyr, fordi de er uden hyrde. (Ez. 34, 5-8).

Sådan er det også i dag! Sandheden er nødlidende og der mangler hellige hyrder til at lede Guds folk ind i hellighed. Råbet fra de sultne er, "Hvor kan jeg finde en gudfrygtig hyrde, som kan nære min sjæl?" De, som har en gudfrygtig hyrde, bør være meget taknemmelige.

Gud befalede Ezekiel at profetere mod hyrderne i Israel. Hvilket gennemborende budskab han gav Guds tjenere - "Ve Israels hyrder, som vogter sig selv! Skal hyrder ikke vogte får? I spiser det fede, ulden bruger I til klæder, og de fede dyr." (Ez. 34, 2-3).

Zakarias sagde nøjagtig det samme. Ikke alene var hyrderne blinde og optagede af deres egne drømme, de var der slet ikke når der var behov for det. Han sagde, "... derfor måtte folket drage omkring som får og lide nød, for de havde ingen hyrde." (Zak. 10, 2).

Denne samme profet beklagede dybt den måde hyrderne handlede med Guds folk på - at de blev fede og rige på deres bekostning. "Dette siger Herren min Gud: Vogt slagtefårene! De, der køber dem, slagter dem uden at føle skyld; de, der sælger dem, tænker: »Lovet være Herren, jeg er blevet rig!« Deres hyrder skåner dem ikke." (Zak. 4, 5).

Profeterne havde forudsagt, at dommens dag pludselig ville komme over de hyrder og pastorer, som havde bedraget Guds folk. Der kommer en dag hvor Gud ikke længere kan se igennem fingrene med grådighed, egoisme og prædikener om falsk fred og arrogancen i tjenester som opmuntrer de stædige, kødelige kristne i deres stivnakkethed. Gud handler pludseligt og han rejser en stor storm. "... en vældig storm bryder løs fra jordens fjerneste egne..." Sagde Jeremias. (Jer. 25, 32).

Ifølge profeterne vil der komme en hurtig og voldsom dom over disse tjenere og deres gerninger - og et skrig høres når det hele falder sammen. " I skal jamre og skrige, I hyrder, vælt jer i støvet, I, der ejer hjorden, for tiden er inde, da I skal slagtes. I skal knuses og falde til jorden som et kostbart kar... Hør, hyrderne skriger, hjordens ejere jamrer, for Herren hærger deres græsgange... " (Jer. 25, 34-36).

Vi er nået til den samme guddommelige dom over hyrder og tjenester igen. Det vil ikke blive djævelen som lukker ned og opsluger falske hyrder - det vil blive Gud! Gud vil afskære dem fra penge; gælden vil hobe sig op og problemerne ligeså. Udefra og indefra vil der blive uro, anklager, terror og frygt - alt sammen noget Gud tillader for at stoppe disse tjenester og hyrder som henvender sig til kødet. Gud har fået nok af en kristenhed som opfører sig som et omrejsende tivoli, nok af kristen underholdning og usle, nedværdigende pengeindsamlinger - alt sammen i Jesu navn. Gud sagde, "Du skal bryde sammen som et udtjent fartøj..." Dette er henvendt til dyre, kostbare præmietjenester, som er afsløret i at være fartøjer på kurs mod afgrunden.

Zakarias profeterede også om Guds vrede mod købmandshyrder. Gennem ham advarede Gud, " Mod hyrderne flammer min vrede op, og bukkene vil jeg straffe... " (Zak. 10, 3).

Gud har gjort det meget klart, at han til sidst vil tage talerstolen fra hyrder og tjenester som nærer sig selv mens de snyder fårene. "Dette siger Gud Herren: Nu kommer jeg over hyrderne og kræver mine får af dem. Jeg afsætter dem som fårehyrder; de skal ikke længere vogte sig selv. Jeg river mine får ud af gabet på dem, og de får dem ikke at æde." (Ez. 34, 10).

Gud har gennem sin hellige profet erklæret et straffens år over de onde hyrder. Jeremias talte om denne dom - "Både profeter og præster er gudløse, selv i mit hus har jeg mødt deres ondskab, siger Herren. Derfor bliver deres vej glat, de stødes ud i mørket, og dér skal de falde. For jeg bringer ulykke over dem i straffens år, siger Herren." (Jer. 23, 11-12).

Vær rede! De kristne vil snart, ja mere end nogensinde før, blive bombarderet af tjenester, som er på vej ned, med sørgelige opfordringer om at donere penge. Hvilke hæslige opfordringer - hvilken skyld og pres vil komme fra alle sider. Det er en dødsrallen fra tjenester som kommer under guddommelig dom.

Der er et desperat behov for hellige, gudfrygtige hyrder - fordi Guds folk er på vej til frafald. Uden salvede hyrder til at vække dem, vil de fortsætte på glidebanen tilbage til verden og til ondskaben.

Det rammer os måske dybt men sandheden er at Guds folk har lænet sig opad verden og den afgudsdyrkelse helt fra begyndelsen. Kristi Israel er akkurat lige så stivnakkede som Moses' Israel. Gud kaldte Israel ud af Egypten for at de skulle være hans ejendomsfolk. Han ønskede et udskilt folk som ville elske og tjene ham med et overgivent hjerte. Han sagde, "… jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig." (2. Mos. 19, 4-6).

Moses kendte deres hjerters tilbøjeligheder. Han sagde til dem, "Du skal vide, at det ikke skyldes din retfærdighed, at Herren din Gud giver dig dette herlige land i eje, for du er et stivnakket folk! … Fra den dag du drog ud af Egypten, til I kom til dette sted, har I trodset Herren. I har trodset Herren, lige så længe jeg har kendt jer." (5. Mos. 9, 6-7, 24).

Moses tilføjede, "Jeg ved jo, at du er genstridig og stivnakket. Når I allerede nu, mens jeg lever blandt jer, er genstridige mod Herren, hvordan skal det så ikke gå efter min død!" (5. Mos. 31, 27). Og også, " For jeg ved, at når jeg er død, vil I handle fordærveligt og vige fra den vej, jeg befalede jer at følge. Men ulykken vil ramme jer engang i fremtiden, fordi I gør, hvad der er ondt i Herrens øjne og krænker ham med jeres hænders værk." (v. 29).

Dette folk havde den mest ydmyge og dedikerede mand, som fandtes på jorden på den tid, som hyrde. Han talte som Guds orakel og vandrede i hans herlighed. Med selv da måtte Moses advare dem, tale godt for dem og tilskynde dem til at vandre videre med Gud. Selv under en så hellig og gudfrygtig undervisning holdt de fast ved deres hemmelige lyster og afgudsdyrkelse. Og Moses kendte Guds folks natur. Han vidste, at når de først havde mistet gudsfrygten og når tordenen mod deres synder forstummede, så ville de falde tilbage i deres gamle vaner. Og det skete præcis som Moses havde forudsagt.

Hør hvad Gud siger om sine børns natur: "Hvorfor bliver dette folk så i sit frafald? … De holder fast ved svig og nægter at vende om." (Jer. 8, 5). Mit folk holder fast ved sit frafald; den Højeste påkalder de, men han rejser dem ikke." (Hoseas, 11, 7). Jeg talte til dig, dengang du var sorgløs, men du sagde: »Jeg vil ikke høre!« Det var din færd, fra du var ung, at du ikke adlød mig." (Jer. 22, 21).

Er dette evindelige frafald kun et gammeltestamentligt fænomen? Næppe! Ved slutningen af menighedens tidsalder ser du, at Kristus afsiger en dom over menigheden fra Laodikea - en frafalden, blind og fordærvet menighed, som ikke engang selv ved det. Et pralende, stædigt folk, som roser sig af at have så meget, men i virkeligheden giver Herren kvalme.

Paulus advarede den nytestamentlige menighed om at købmænd ville fremstå blandt dem - lærere hvis bug var deres gud - og som ville undervise og prædike for materiel fremgang og gevinst.

De som nægter at tage afstand fra deres afguder og ikke vil skaffe sig af med dem, vil blive ledt ind i bedrag af forurenede pastorer som vil give dem det de vil have.

Nogle af Israels ældste kom til Ezekiel for at rådspørge Herren. Gud sagde til profeten, "Menneske, disse mænd har ikke andet i tankerne end deres møgguder, og de har kun det for øje, som blev årsag til deres skyld. Skulle jeg virkelig lade mig rådspørge af dem?" (Ez. 14, 3).

Essensen af det Gud sagde var, "Jeg vil svare afgudsdyrkerne som lever fordærvede liv med afgudsdyrkelse og fordærvede budskaber. De er så afhængige af deres idoler, så bundet af skjult synd, så opsatte på at følge mig samtidig med de tilfredsstiller deres kød. Jeg vil give dem lærere, som kilder deres kløende ører. Jeg vil sende dem hyrder som vil bruge og misbruge dem - de vil tjene afguden i deres hjerter og bekræfte dem i det." "Hver eneste israelit, som ikke har andet i tankerne end sine møgguder og kun har det for øje, der blev årsag til hans skyld, og som kommer til profeten, ham vil jeg, Herren, selv give svar på trods af hans mange møgguder. Jeg vil gribe fat om hjertet på Israel, fordi de vendte mig ryggen på grund af alle deres møgguder…. Men bliver profeten lokket til at tale selv, så er det mig, Herren, der har lokket denne profet. Jeg løfter min hånd mod ham og udsletter ham af mit folk, Israel. Begge må bære deres straf; spørgeren og profeten er lige skyldige. (Ez. 14, 4-10).

Vi har djævelens musik i Guds hus fordi ungdommen kræver det. Forældrene er ligeglade og pastorerne gav efter for det og lod de unge mennesker få hvad de vil have. En rig velnæret menighed blev afhængig af luksus og de svælger i materialisme. Så Gud "belønner" dem ved at give dem lærere med glatte tunger, som giver dem en teologi som retfærdiggør deres afgudsdyrkelse.

Mens Gud dømmer selvcentrerede hyrder, oprejser han også hyrder efter sit eget hjerte. Disse samme profeter, som forudsagde de grådige, fordærvede hyrders og tjeneres fald, profeterede også om at der ville komme hellige hyrder og gudfrygtige pastorer som vil vogte den retfærdige flok. Gud vil selv oprejse tjenere som er hentet ud af Zion - Guds hellige bjerg. "Jeg henter jer, én fra en by, to fra en slægt, og bringer jer til Zion. Jeg giver jer hyrder efter mit hjerte; de skal vogte jer med kundskab og indsigt." (Jer, 3, 14-15).

Det begynder med forsamlingen i menigheden - en her, to der - en hungrende, vågen rest som han kalder. Gud sagde, "Jeg giver dem et hjerte, så de kan kende mig og forstå, at jeg er Herren. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud, når de vender om til mig af hele deres hjerte." (Jer. 24, 7).

Når Guds folk renser deres liv og deres hjem for alle afguder, og når Helligånden rører dem til hellighed og renhed - når deres hjerter hungrer desperat efter sandheden - så vil Gud give dem et nyt hjerte. De vil ikke længere være tilfreds med at sidde og lytte til budskaber fra tåbelig "letvægts-prædikanter". De vil hurtigt kunne skelne mellem hvem der er sande og hvem der er falske hyrder. De vil blive ledt ind i en fårefold af en sand hyrde som vil fodre deres sultne sjæle. De vil blive irettesat og elske det - fordi det vil fordre et had til synden i dem.

Jeremias profeterede, "I de dage og til den tid, siger Herren, skal israelitterne komme hjem og judæerne sammen med dem; grædende skal de vandre og søge Herren deres Gud. De søger til Zion og vender sig mod det: Kom, lad os slutte os til Herren i en evig pagt, som aldrig bliver glemt." (Jer. 50, 4-5).

Gud sagde, "Jeg sætter hyrder over dem, som skal vogte dem. Ingen skal længere frygte og være bange, og der skal ikke mangle nogen af dem, siger Herren." (Jer. 23, 4).

Gud har lovet at oprejse hyrder i de sidste dage, som har Davids hjerte og karakteristika. "Jeg vil redde mine får, så de ikke mere skal blive til bytte; jeg vil dømme dyrene imellem. Jeg vil sætte én hyrde over dem, min tjener David; han skal vogte dem og være deres hyrde." (Ez. 34, 22-23).

Dette taler om Kristus, en store udvalgte hyrde - men også om de hyrder hvis hjerter er som Davids, angrende, gudfrygtigt og nidkær for Guds hellighed.

Hvilke herlige løfter Gud har givet os om at blive vogtet og fodret i disse sidste dage. "Jeg vil selv vogte mine får og lade dem lejre sig, siger Gud Herren. De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på rette måde." (Ez. 34, 15-16).

"Som hyrden vogter han sin hjord, han samler dem med sin arm; han løfter lammene op i sin favn, han leder moderfårene." (Esajas 40, 11).

"For Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.« (Åb. 7, 17).

Lad ikke nogen utilfreds, oprørsk prædikant-hader eller foragter drage fordel af dette budskab. Hvad jeg har præsenteret er profeternes budskab, men med en dyb og ægte kærlighed og medfølelse for alle de sårede og bekymrede tjenere. Dette ord er givet med en kærlighed så stærk og det har først gennemboret mit eget hjerte. Gud vil ikke tillade utilfredse og misfornøjede kristne at røre hans salvede tjenere - specielt ikke mens disse befinder sig den rensende ild.

Gud er så tålmodig og nænsom mod alle sine tjenere. Sandheden er, at de hyrder, som virkelig er salvede og berørt af Guds herlighed og ild, har været gennem mange prøvelser. Mange har på et eller andet tidspunkt været på afveje, været selvviske og konkurrenceprægede og har stræbt efter at blive accepterede´. De har været drevet af et ønske om succes og fanget i verdslige drømme. Men Gud så noget i dem som han elskede - et angrende, hungrende hjerte som længtes efter et dybere samfund med Gud. Og de, som havde tålmodighed med dem, de som bad for dem og elskede dem tilstrækkeligt til at vente på at Gud bragte dem tilbage til sig, blev til gengæld velsignet fordi de nu bliver ledt af en hyrde som er blevet renset i ilden. De har nu en Guds mand, under hvis lederskab de vokser i Kristus; de er nu en del af et legeme som er helt forbundet til Hovedet.

Græd for dine hyrder! Græd i kærlighed, i sorg men også i håb! Gud har sine sande hyrder i dag. Selvom de er få og ukendte for de flestes vedkommende. De vil ikke gå på kompromis og de har omsorg nok for flokken til at afsløre deres synder og kalde til omvendelse. Bed for din pastor - han bliver testet som aldrig før. Bed for alle evangelisterne og alle tjenerne. Du skal ikke følge hyrder som har mistet salvelsen - men du må ikke røre dem. Det er en sag for Gud at gøre personligt op med dem.