Jeg ønsker at tage dig med tilbage til en af de mørkeste dage i Israels historie. På denne bestemte dag stod en enke foran tre kister, som var omringet af en jamrende flok mennesker.
Denne sørgende flok bestod af andre grædende enker, såvel som skarer af sårede soldater, nogle med åbne blødende sår.
Midt i denne scene var denne unavngivne enke, som knap nok kunne stå oprejst foran de tre kister. Hun var gravid og havde smerter. Hun var på randen til at kollapse, så hun måtte støttes af to terner. Denne kvinde var mentalt og åndeligt død. Hun havde intet liv tilbage, overvældet som hun var af sorg og smerte.
I den ene kiste lå hendes 88 år gamle svigerfar, Eli, som var ypperstepræst i Israel. I den anden lå hendes svoger, Hofni, som også var præst. Men i den kiste, som denne kvinde stod hen over, lå liget af hendes mand Pinehas.
På dette tidspunkt i Israels historie havde en stor ulykke ramt nationen. Få dage tidligere havde israelitterne været ude og kæmpe mod filistrene, og var blevet overvundet af dem. Omkring 30.000 mænd var blevet dræbt i kampen, inklusive Eli’s to sønner, Hofni og Pinehas. Da ypperstepræsten fik nyheden om, at fjenden havde taget pagtens ark, og at hans to sønner var døde, faldt han baglæns ned af sin stol og brækkede nakken og døde.
Skriften antyder at Pinehas unavngivne enke havde stor kærlighed til Gud. Hun havde respekt for Herrens tilstedeværelse, og var sorgfuld over at de havde mistet pagtens ark til filistrene (se 1. Sam. 4, 19). Så derfor sørgede hun.
Da Eli var ypperstepræst, havde Guds hyrder jævnligt vendt det blinde øje til alle former for synd, Elis egen søn, Hofni, var en ond præst, som begik hor i Guds hus. Pinehas var også utro og en frafalden præst, hvis væmmelige begær konstant bragt skam over templet. I årevis havde hans triste kone levet med en profetisk advarsel ringende for ørerne, som en unavngiven profet havde givet Elis hus:
“Kun en enkelt af din slægt vil jeg undlade at udrydde fra mit alter; jeg slukker lyset i dine øjne og tager livskraften fra dig. Alle andre i din slægt skal dø i deres bedste alder. Og det, der rammer dine to sønner Hofni og Pinehas, skal være dig et tegn: De skal begge dø på samme dag. (1. Sam. 2, 33-34).
Forestil dig hvilken ufattelig smerte denne enke følte mens hun stod der ved gravstedet. Hendes mand havde forført kvinder i templet, kvinder, som hun sikkert havde haft en tjeneste for. Det der foregik i templet var så fuldstændig drevet af begær, fyldt af griskhed og apatisk overfor alt hvad der havde med Gud at gøre. Herrens sande profeter havde i årevis advaret om en forestående dom på grund af præsternes korruption. Og folket var blevet desillusionerede på grund af hykleriet i tjenesten. Nu ramte ulykkerne fra alle sider. Men værst af alt var at Israels fjender havde konfiskeret pagtens ark, som repræsenterede Guds tilstedeværelse.
Efter denne stakkels kvindes opfattelse, havde Herrens fjender vundet. Kirken var brudt ned og hele nationen havde mistet håbet. Der var bogstavelig talt ikke noget at se frem til udover dommen. Herudover bar kvinden på sin egen personlige smerte over mandens utroskab.
Netop som hun havde begravet sine kære, kollapsede hun ved gravstedet og fik veer. ”Da hun hørte, at Guds ark var taget som bytte, og at hendes svigerfar og hendes mand var døde, kom veerne over hende, og hun satte sig på hug og fødte. Da hun var lige ved at dø, sagde de kvinder, der stod hos hende: »Du skal ikke være bange, du har født en søn.«” (1. Sam. 4, 19-20).
Der var mange andre kvinder på gravpladsen som havde mistet deres mænd I kampen mod filistrene. De prøvede at opmuntre Pinehas’ enke. De sagde, ”Op med humøret. Der er håb for dig. En helt ny begyndelse med din nye baby. Gud har trods alt ikke overset dig.” De så, at midt i død og kaos, var der et nyt håb på vej.
Men Pinehas’ enke havde allerede overbevist sig selv, “Gud har forladt mig. Se på alle ulykkerne, på frafaldet og ødelæggelsen. Mine bønner er ikke blevet hørt. Der er intet håb.” Hun var utrøstelig. Efter hun havde født, nægtede hun at se drengen. Hun skubbede ham væk. Hendes sidste ord før hun døde var, ”Han skal hedde Ikabod. For herligheden er forsvundet fra Israel, for Guds ark er forsvundet fra Israel.” (se 4, 21-22).
Hun havde Ganske enkelt opgivet kampen og det døde hun af. Jeg tror at dødsårsagen hos denne lidende kvinde var håbløshed. Den dag i dag betyder navnet Ikabod – ’at miste Guds tilstedeværelse’ samt ’fravær af håb for hans folk’.
I sin fortvivlelse og smerte taler denne unavngivne kvinde til Guds folk i dag.
Alle kristne står overfor de samme tre former for smerte, som Pinehas’ enkes gjorde: smerte over nationens tilstand, smerte over kirkens tilstand og smerte over personlig lidelse og tab.
Ligesom hende, lever vi i en tid med moralsk og åndeligt forfald. Næsten dagligt ser vi djævelske angreb mod Jesu’ navn. Fjenden underminerer lidt efter lidt vores moralske værdier, som har tjent som fundament – ikke kun i vores nation, men også i mange andre nationer.
Vi har set, at det er blevet ulovligt at bede i de amerikanske skoler. De ti bud er blevet fjernet fra statsbygninger og domhuse. Nogle stater vedtager love, som forbyder feltpræster at påberåbe Kristi navn. Samtidig undsiger domstolene Guds autoritet og går imod at nævne Hans navn.
De homoseksuelle og deres magtfulde venner synes ustoppelige i deres besættelse af at få legaliseret homo-ægteskaber. En ny film om homoseksuelle cowboys er indstillet til en filmpris (’Brokeback Mountain’, filmen har fået Oscars og andre filmpriser. red). Nogle iagttagere kalder det den bedste film, som nogensinde er lavet. Den er blevet lanceret som en film, som vil ændre vores samfund for altid. Du kan være sikker på, at det bare er den første film af en lang række af sin slags.
Vores tjeneste modtager massevis af breve og e-mails fra sorgfulde kristne over hele nationen og resten af verden. De spørger: ”Hvad sker der i Amerika? Det var engang kendt for at bære evangeliets lys ud til verden gennem sin missionsindsats. Nu er det en helt anden historie. TV programmer bliver mere og mere smudsige og håner de kristne, moralske holdninger og Kristus selv. Disse shows glorificerer homoseksualitet og nedbryder familieværdierne.
“Domstolene spotter kristendommen, De får de troende til at tage sig ud som fanatikere eller som fjolser, bare fordi de tror. Hvor ender det? Intet synes at stoppe dette moralske jordskred. Hvornår vil Herren sætte en stopper for det hele?”
Spotteriet sker ikke kun i den verdslige verden. Idiotiske, ugudelige ting sker også i Guds hus i hele landet. Få nogle uger siden hørte jeg om noget, som kaldes “wrestling-match kirker”, hvor talerstolen er udskiftet med en ring til brydekamp. Brydere, der bekender Kristus, bankede hinandens hoveder med stole og sprøjtede med falsk blod og gav derefter et vidnesbyrd. Aldrig bør sådan noget foregå i nogen kirke. Enhver der prædiker Guds Ord ved, at vold var selveste årsagen til at Gud ødelagde jorden med syndfloden.
I tusindvis af kirker nævnes synd aldrig, heller ikke korset, offeret, dommen og helvede. Gudfrygtige mænd må ikke tale. Der er ingen berøring af hjerterne. I stedet er der fokus på succes og på at folk føler sig godt tilpas. Det resulterer alt sammen i apati, griskhed, selvcentrerethed og kolde hjerter. Og det smerter gudfrygtige troende alle vegne, når de ser Gud navn blive vanæret.
Forestil dig en lignende situation i Israel. Da Pinehas’ enke så synden i Shilo skrige til himlen, vidste hun at Gud ikke kunne være sammen med sådan et folk. Herren havde ikke andel i noget af det.
I Shilo, hvor Eli gjorde tjeneste, viser Gud os, hvordan han dømmer en selvgod, menneske-centreret kirke.
“Han vragede sin bolig i Shilo, det telt (kirke), hvor han boede blandt mennesker.” (Salm. 78, 60). Gud forlod fuldstændig denne griske kirke, fjernede sin herlighed fra en kødelig og frafalden menighed. Og han dømte den – skrev Ikabod over indgangen til dens dør.
Når vi ser tilbage til Jeremias’ tid, ser vi at profeten taler til den samme slags griske kirke, som kun har sine egne interesser på sinde. Jeremias erklærede, at enhver var sig selv nærmest og at Guds hyrder kun prædikede fred, lykke og velstand. Disse pastorer levede fedt af folket, og blev velstående på bekostning af enker og andre forsvarsløse mennesker i samfundet.
Herren sagde til Jeremias med rene ord: “Dette er ikke min kirke. Det er en vederstyggelighed.” Han sagde til profeterne, at de skulle advare præsterne: ”I skal jamre og skrige, I hyrder, vælt jer i støvet, I, der ejer hjorden…. Hyrderne når ikke deres tilflugtssted, hjordens ejere kan ikke undslippe….. for Herren hærger deres græsgange… deres land skal lægges øde…” (Jer. 25, 34-36, 38).
Til slut sagde Gud, “så vil jeg gøre med dette tempel som med Shilo” (26, 6). Med andre ord sagde Han, ”Det er sådan jeg vil gøre med alle kødelige, grådige kirker i enhver tidsalder.” Og han instruerede Jeremias: ”Til alle dem fra Judas byer, som kommer ind for at tilbede i Herrens tempel, skal du sige alt det, jeg har befalet dig, uden at trække noget fra… Præsterne, profeterne og hele forsamlingen hørte Jeremias tale alt dette i Herrens tempel.” (26, 2 og 7).
Hvordan reagerede folket på Jeremias’ budskab? ”Da han var færdig med at tale alt det, Herren havde befalet ham at tale til forsamlingen, greb præsterne, profeterne og hele forsamlingen ham og sagde: »Du skal dø! Hvorfor profeterer du i Herrens navn, at det skal gå dette tempel som Shilo, og at denne by skal ligge i ruiner, så ingen kan bo der?” (26, 8-9).
Tænk på alle de prædiker om velstand der er i menighederne i dag. Jeg besøgte for nylig nogen, som havde TV’et tunet ind på en kristen kanal. Alle programmerne fokuserede på velstand. Bibelen blev næsten ikke nævnt, og når den gjorde, var det et skræddersyet budskab som havde til formål at opbygge selvet. Jeg blev meget trist til mode.
Dette ‘bliv hurtigt rig evangelium’, som tjener selvet og det konkurrerende kirkesystem, som promoverer dette budskab, er under Ikabod-band. Det er alt sammen under forbandelse, og snart vil vi se Gud gøre med det system, som han sagde han ville gøre mod Israel: ”Det skal gå med dette tempel som Shilo.” Han vil slagte hønen med guldægget og en stor nedtur vil følge. Alle de hyrder, som er fjendens lejesvende, vil gå konkurs, og i løbet af ingen tid vil deres enorme kirkeprogrammer blive til intet.
Den gode nyhed er, at midt i Guds dom, har han en sand kirke, som er fuld af hans herlighed – et ’Samuel kompagni’.
Her er hvad Pinehas’ enke ikke forstod var at Gud var i gang med at rejse noget nyt af ruiner af Elis kirke. Han gjorde et overnaturligt indgreb for at bringe hans herlighed tilbage. Og det skete alt sammen lige foran hende i hendes eget hus.
Ser du, midt i Shilo, mens dommen var over Israel, oprejste Gud et ‘Samuel kompagni’. Det var af mennesker, som ikke var opslugte af denne verden. De kendte Herrens stemme, og var fuldstændig overgivet til ham.
Lige så har Gud et ‘Samuel kompagni’ i denne generation. Han rejser dem op fra ruinerne af en grådig kirke, og kalder dem til sig. Og han vil aldrig forsage dem. Jeg møde medlemmer af dette usynlige ’Samuel kompagni’ over hele verden. De hører tydeligt fra Herren, og de er ikke bange for at advare hans menighed.
Desuden har Gud masser af skjulte, ukendte profeter og de bliver trænet i ’modgangens skole’. De er en del af ’Samuel kompagniet’, og de ved hvad der er på vej, fordi Herren har fortalt dem det. På trods af den kommende dom, er disse gudfrygtige mennesker fuld af håb og glæde, fordi de ser en ny dag komme.
Faktum er. At Pinehas’ enke ikke havde nogen grund til bekymring om pagtens ark. Det var fordi den var kronet med en nådestol. Lad mig forklare.
I det gamle Israel repræsenterede arken Herrens nåde, en kraftfuld sandhed som senere blev indeholdt i Kristus. Vi skal modtage hans nåde, stole på hans nådes frelsende blod, og blive evigt frelst. Så du kan nedgøre loven, du kan spotte hellighed, du kan ødelægge alt hvad der taler om Gud. Men når du spotter eller latterliggør Guds nåde så kommer dommen hurtigt. Hvis du tramper på hans nådes blod vil du imødese hans forfærdende vrede.
Det var præcis det der skete da filistrene stjal arken. Dødelig ødelæggelse kom over dem indtil de måtte indrømme, ”Dette er ikke en tilfældighed. Guds hånd er virkelig imod os.” Tænk på hvad der skete da arken blev taget med ind det Dagons hedenske tempel for at spotte og udfordre Israels Gud. Midt om natten blev arkens nådestol omdannet til Guds dom. Næste dag var gudebilledet Dagon faldet næsegrus til jorden foran Herrens ark, og dens hoved og hænder var slået af.
Kære ven, det var det der skulle være sket med Amerika i dag. Vi skulle have været dømt for længe siden. Jeg siger til alle, som spotter og udfordrer Gud: Prøv bare, prøv alt du kan, at bringe Kristi menighed under sekularismen og agnosticismen. Men hvis du spotter Kristi nåde, så vil Gud kaste al din magt og autoritet til jorden. Jeremias siger, ”Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi.” (Klag. 3, 22). Men når vi spotter denne store nåde, som er Kristus, er dommen helt sikker.
Det er kun Herrens nåde som forsinker dommen. Lige nu nyder Amerika godt af nåden. Utroligt, at vores land konkurrerer med resten af verden om at fjerne Gud og Jesus fra samfundet. Men Herren vil ikke hånes, hans nåde er evindelig og han elsker denne nation. Jeg tror, det er derfor han stadig udøser sin velsignelse over os. Hans ønske er, at hans godhed vil lede os til omvendelse (se Romerbrevet 2, 4).
‘Samuel kompagniet af gudfrygtige mænd og kvinder ved dette. De fortvivler ikke over Amerikas nuværende tilstand eller over Eil-kirkens horrible grådighed. Det er simpelthen ikke deres fokus. Jo, de sørger og den modbydelige korruption, spotteri og synd, og de ved at dommen er nær. Men de har håb. De ved at Gud har alt under kontrol. Ser du, de har selv smagt Guds nåde i Jesus Kristus, og de ved at hans nåde varer evindelig. Og ulig Pinehas’ enke vil de aldrig antage at fjenden vil vinde krigen mod Kristus og hans sande kirke.
Sluttelig er der også sagen om den personlige smerte.
Jeg ønsker at tale til dem som har oplevet noget der minder om enkens smerte. Jeg taler om den type smerte, som er alvorlig og konstant. En smerte som rører kroppen, hjertet og ånden. Problemerne tårner sig op, tilsyneladende uden at få en ende. Og smerten er ubeskrivelig.
Din smerte er måske den, at du mistet en af dine kære, eller lider af en invaliderende sygdom. Måske er det forkastelsens smerte, eller smerten over et brudt ægteskab eller børn som lever i forfærdelig synd. En smerte, som ingen anden kan forstå.
Jeg talte med en pastor for nylig, som lever med en fysisk smerte så stærk at han falder om på gulvet på grund af den. Manden har været ved den ene læge efter den anden, men ingen af dem kan forklare hans tilstand eller behandle den. Han er tvunget til at leve i en afmagt som er helt uforklarlig.
Så er der smerter som går dybt ind I den åndelige verden – en plagen af sindet. Nogle mentale lidelser er så overvældende at de gør mere end blot teste din tro. Den ryster selveste fundamentet af din tro på Gud. Denne type menneskelig smerte får dig til at råbe, ”Åh, Herre har du forladt mig? Har du overhovedet hørt nogen af mine bønner? Er du der i det hele taget?”
Det er ikke usædvanligt for en troende at opleve en krise, hvor man blive forvirret af en alvorlig prøvelse. Man har ikke lyst til at bede, og når man gør det, er det uden passion. Man er for bebyrdet og træt af kampen for at fokusere på Guds Ord, så når man forsøger at læse Bibelen, så siver der slet ingenting ind.
Det er her Satan kommer ind I billedet. Han kommer på smertens og lidelsens højdepunkt og sår en løgn fra Helvede. Det er den samme løgn som han kom med til Kristus, da han hang på korset: ”Gud har forladt dig. Han har vendt sig fra dig og overset dig.” Disse angreb kan være ubarmhjertige. De kommer med løgne, beskyldninger og fordømmelse og tilføjer en byrde af skyld til smerten. Han hvisker: ”Du har ikke det der skal til for at klare den. Du beder ikke engang mere. Hvordan kan du regne med at være frelst?”
Hans mål for dig er at du skal følge Pinehas’ enkes eksempel: at give efter for ynkelig håbløshed og droppe kampen. Denne kampberedte kvinde begik en fatal fejl. I sin forfærdelige smerte konkluerede hun: ”Gud er ikke med mig. Jeg føler ikke hans tilstedeværelse mere. Jeg er blevet forladt.” På det tidspunkt opgav hun helt og tilsidesatte sin tro.
Dette bringer mig til en af de største byrder jeg har som Herrens tjener. Jeg har konstant grædt ind for Herren, ”Åh, Herre, hvordan kan jeg bringe håb og trøst til troende, som oplever sådan en smerte og lidelse? Giv mig et budskab som vil udslette deres tvivl og frygt. Giv mig en sandhed, som vil tørre sorgens tårer og lægge en sang på læberne hos dem der ikke føler noget håb,”
Det budskab jeg hører fra Helligånden til Guds folk er meget enkelt: “Søg mit Ord. Stå fast på mine løfter. Afvis dine følelser af tvivl.” Alt håb er født ud af Guds løfter.
Jeg modtog et brev for nylig, som indeholdt en smuk, levende illustration af dette. Det var fra en mor som skrev, ”Min datter er 16 år gammel. Hun har en muskelsygdom som nedbryder muskelvævet, senerne og leddene. Hun har ekstreme smerter 24 timer i døgnet. Jeg har mistet min søn, som begik selvmord i 1997 på grund af den samme smerte. Han var 22 år da han tog sit eget liv efter 9 års smerte. Han kunne ikke holde det ud.”
“Min datter var balletdanser og så frem til at komme på balletskole i New York City. Men hendes drømme blev knust da hun blev ramt af den samme sygdom som havde plaget hendes bror. Lægerne siger, at på en skala fra 1 til 10 er hendes på 14. Den mængde smertestillende midler der skal til for at holde hende smertefri, vil ødelægge hendes nyrer. Så hun kan ikke tage medicinen.”
“Hun elsker Herren, og hun er en glæde at være sammen med. Hun er en vidunderlig digter, hvis digte er offentliggjort i flere tidsskrifter. Og hun er optaget i den internationale udgave af Who’s Who for forfattere.”
Midt i alt dette, i denne ubarmhjertige rystelse af krop og sjæl, havde mor og datter sat deres lid til Guds Ord til dem. Og han havde givet dem fred.
Har fjenden forsøgt at fortælle dig at Gud har overset dig?
Har du været fristet til at konkludere at Herren ikke er med dig? Har du næsten opgivet troen? Sæt din lid til Herrens Ord til dig:
• ”Gud har selv sagt: »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke”” (Hebr. 13, 5).
• ”Herren bliver en borg for undertrykte, en borg i trange tider; de, der kender dit navn, stoler på dig, for du svigter ikke dem, der søger dig, Herre.” (Salm. 9, 10-11).
• ”Det er Herren, der styrer en mands gang, han styrker ham og glæder sig over hans færd. Når han snubler, falder han ikke omkuld, for Herren støtter ham…. jeg har aldrig set en retfærdig forladt eller hans børn tigge om brød… For Herren elsker ret, og han svigter ikke sine trofaste. De bliver altid beskyttet.” (Salm. 37, 23-25, 28).
• “I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.” (2. Kor. 4, -9).