Gud vil aldrig svigte sit folk

”For Herren elsker ret, og han svigter ikke sine trofaste. De bliver altid beskyttet, men de uretfærdiges børn udryddes.” (Salm. 37, 28).

I Lukas 22 giver Jesus en alvorlig advarsel til sin, måske, mest hengivne efterfølger. Jesus tager apostlen Peter til side, og siger følgende til ham i utilslørede vendinger: ” Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte.” (Luk. 22, 31-32).

Meget få kristne vil blive overrasket over at høre, at Satan ønskede at teste Peter. For Peter var trods alt lederen blandt disciplene. For de fleste bibellæsere er det ikke underligt, at Djævelen søger Guds tilladelse til at gå imod denne modige discipel. Skriften gør det klart, at Satans hovedmål er at ødelægge troen hos dem, som tjener Jesus. Og i den indercirkel på tolv mennesker, som omgav Jesus, fremstod Peter som en mand, der var ivrig for at handle på sin tro i Kristus.

Men der er noget ved disse vers, som mange kristne overraskes over. Det er: ” Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede.” Den engelske oversættelse siger ”Herren gav Satan adgang til Peter for at teste ham.” Ja, vores himmelske Far tillod denne værdifulde tjener at blive sårbar overfor Djævelens intriger.

Tænk over det: Jesus havde allerede sagt at Peters troserklæring var det fundament, som han ville bygge sin kirke på. Men nu risikerede Jesus sine egne ord ved at tillade at Peter blev fjendens skydeskive. Og selv om Peter var en modig mand, ved vi også at han var en mand med sine fejl og mangler.

Hvad nu hvis Peter svigtede? Hvordan kunne Kristus bygge sin kirke på ordene fra en, som var så sårbar overfor Satans angreb? Hvad mere er, hvordan kunne en kærlig Gud udlevere sit kære ’barn’ til så alvorligt et stormløb fra fjenden? Det er det, som mange kristne finder bekymrende.

For en del troende stemmer dette faktum om vores himmelske Far ikke.

For mange i menigheden er det simpelthen for vanskeligt at acceptere dette om en kærlig Gud. Men Skriften viser os igen og igen, at hvad der skete med Peter også skete for andre trofaste troende, som var elsket af Herren.

For eksempel var det præcis det der skete med Job. Tænk på hvad denne retfærdige mand måtte gennemgå: Han mistede alle sine ejendele, sit hjem og hele sin familie. Det er ikke så underligt at Jobs venner var forbløffede, da alt dette skete for Job. De kunne simpelthen ikke acceptere den idé, at Gud ville tillade Satan at teste en af sine retfærdige tjenere så voldsomt. I deres hoveder, havde Job helt sikkert gjort noget galt, for at bringe alle disse frygtelige tab over sig selv.

Men intet kunne være længere fra sandheden. I det indledende kapitel i Jobs Bog, læser vi at Satan søgte Guds tilladelse til at teste Job. Og Gud giver ham den tilladelse! Han giver Djævelen tilladelse til at sende denne retfærdige mand igennem ulidelige prøvelser, som ville bringe ham helt ud til grænserne af hans tro.

Kære ven. I hver en beretning af den slags, gør Bibelen det helt klart: Den eneste måde hvorpå Djævelen nogensinde får lov til at teste troen på nogen Guds tjener, inklusive retfærdige Job og nidkære Peter, er gennem udtrykkelig tilladelse fra den himmelske Far. Vi ved, at Gud er uforanderlig, at hans Ord er det samme i går, i dag og til evig tid (se Hebr. 13, 8). Derfor kan vi være sikre på, at det som skete for disse elskede tjenere, også vil ske for alle andre, som bekender sig til at følge Jesus.

Men omvendt set er det også et faktum, at Satan ikke kan ryste eller teste troen hos noget barn af Gud uden Herrens tilladelse. Hvad siger det os? Ganske enkelt dette: Gud har et formål og en plan bag hver en prøvelse, som Satan bringer over vore liv.

Og sandelig, da Jesus gav denne advarsel til Peter, opmuntrede han også disciplene med disse utrolige ord: ”Men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte.” (Luk. 22, 32). Kristus vidste helt klart, at Peter ville komme ud af denne prøvelse med sin tro intakt. Det tyder på at Jesus havde en specifik plan for Peters liv gennem de alvorlige prøvelser som han stod overfor.

Det samme gør sig gældende for os i dag. Jesu’ løfte om forbøn for sine disciple var ikke kun givet til Peter, men blev givet til alle Jesu efterfølgere i kommende generationer. Vores Herre har en plan i forhold til alle vore prøvelser.

Tænk på hvor mange steder Skriften genlyder af Kristi advarsel i dette skriftsted.

Åbenbaringsbogen fortæller os, at Satan kommer ned på jorden i disse sidste tider, og raser fordi han ved at hans tid er kort. Og lige nu retter han et omfattende angreb mod de troende:”Men ve over jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer med stort raseri fordi han ved, at hans tid er kort.” (Åb. 12, 12).

Vi får også at vide, at vores fjende, ”Satan, går rundt som en brølende løve, som leder efter nogen at opsluge.” (1. Pet. 5, 8). Kort sagt – Djævelens mål er at fortære troen hos Guds udvalgte.

Ligeså får vi at vide, at Satan kommer som en tyv mod alle, som tror. ”Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge.” (Johs. 10, 10). Sådan en tyv stjæler ikke kun fra sine ofre, men søger at udslette deres tro fuldstændig.

Til sidst bliver vi fortalt, at Satan retter et voldsomt angreb mod Guds folk i forsøget på at udslette vores tro med frygt og overvældende angreb: ” Men slangen spyede en hel flod af vand ud af sin mund efter kvinden (menigheden), for at hun skulle rives med af floden.” (Åb. 12, 15).

Det er alt sammen desillusionerende at tænke på. Peter havde helt klart brug for Kristi forbøn for at hans tro kunne bestå prøven. Men Peters syntes at vende det døve øre til det hele.

I sin dristighed var Peter overbevist om at hans tro kunne overleve et hvilken som helst angreb fra Satan.

De fleste kristne husker Peters udbrud om sin egen tro: ”Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden.” (Luk. 22, 33). Hvad Peter så overilet siger her, må betegnes som åndeligt overmod. Men det repræsenterer i sandhed en slags kødelig ubesindighed, som foranledigede en advarsel fra Paulus til menigheden: ” Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder.” (1. Kor. 10, 12).

Ifølge Paulus, bør vi alle have en ydmyg holdning når det kommer til vore åndelige kampe. Judas reflekterer over dette når han skriver: ” Dengang ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om Moses' lig, vovede han trods alt ikke at udtale nogen spottende dom, men sagde blot: »Herren straffe dig!«” (Judas, 9). Guds Ord viser tydeligt behovet for sådan en ydmyg holdning.

Men på trods af dette, er der stadig mange kristne som misser budskabet. Jeg har ofte hørt troende sige, ”Jeg er forberedt på at blive en martyr. Det er lige meget hvad der sker. Jeg er rede til at dø for Herren.” Peter kom med præcis det samme udbrud. Men da Peter stod netop overfor den situation, at han risikerede at dø for Herren, så gjorde han noget, som han aldrig havde forestillet sig han ville gøre: Han fornægtede Herren.

Midt i sin krise, hvor Peter kunne have erklæret sin tro på Jesus, bandede han. I denne mørke stund af frygt og panik, råbte disciplen til alle omkring sig: ”Jeg har aldrig kendt den mand!” Hvilket ødelæggende øjeblik, det må have været for Peter. Den modigste af alle troende blev reduceret til en ussel kujon af frygt for sit liv.

Jeg er overbevist om at de fleste kristne tror de ikke ville begå den synd, som Peter begik her. De siger til sig selv, at de er hævet over sådan en frygtelig synd. Når deres tid kommer, forestiller de sig at de vil følge Jesus i døden. Jeg vil sige noget til disse troende: Der er ikke en eneste troende i dag, som kan hæve sig op over Jobs og Peters nederlag. Når problemer, bekymringer og prøvelser kommer til os fra den onde, som de gjorde til disse mænd, så vil vi alle blive sårbare og komme i en voldsom tros-krise.

Jeg ønsker ikke at skræmme nogen med denne udtalelse om vores evner til at fejle.

Men jeg ønsker at udtale mig om det fordi det er en meget alvorlig sag. Bibelen gør det klart. Og jeg ser mange troende omkring mig, som er på nippet til at begå denne fejltagelse.

Jeg har lige nu personligt kendskab til værdifulde tjenere, hvis tro er blevet rystet. Jeg taler om mænd og kvinder med stor tro, nogle er prædikanter, som prædiker om helbredelse og mirakler. Disse er troende, som jeg aldrig havde troet ville tvivle på Guds trofasthed, eller vakle på nogen måde. Jeg var overbevist om, at ”hvis nogen kunne modstå enhver storm, så var det denne Guds tjener.”

Men nu er der nogle troende som tvivler på om Gud svarer på bøn det hele taget. Engang var deres tro på ham så stærk, at den antændte troen hos andre. Men nu, ligesom Job og Peter, står de i problemer til halsen – har vanskeligheder, som de ikke havde fantasi til at forestille sig kunne ske for dem. Og de føler sig overvældet af alvorligheden af de prøvelser de står overfor, og det får dem til at vakle.

Mens Peter gennemlevede sådan et angreb, bad Jesus for ham. For mig er det et af de mest opmuntrende vers i hele Bibelen: ”Men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte.” (Luk. 22, 31-32). Bemærk hvad Jesus sagde til Peter her. Han forsikrede ham, at uanset hvad der ville komme til at ske, uanset hvad han skulle gennemgå, inklusive hans fornægtelse af Jesus – så ville hans tro ikke svigte.

I virkeligheden blev Peter ikke svigtet af Gud – ikke et eneste sekund. Han blev ikke forladt, selv efter han fornægtede Jesus og løb sin vej. Denne engang frygtløse discipel var nu nedbrudt og ængstelig over den fejl han havde begået, men på intet tidspunkt var han overladt til sig selv. Og kære ven – det er vi heller ikke!

Det betyder ikke noget hvad din prøvelse er – hvilken smerte, du gennemlever, hvilken test du står overfor eller hvilke fejl du ængstes over.

I selv samme stund – midt i krisen, din smerte og dine sorger , så går Jesus i forbøn for dig. Han taler din sag. Og han slipper dig aldrig.

Tænk på den formaning Jesus gav Peter, sammen med advarslen: “Og når du engang vender om, så styrk dine brødre” (22, 32). Dette følger direkte efter Jesu advarsel om at Peter ville blive sigtet. Det hele i samme vers.

Her er en forsikring om opmuntring til os alle. Skabelsens Herre holder os i sine hænder. Han siger det os, som han sagde til Peter, “Rejs dig, gå nu. Fokuser ikke på dine nederlag. Giv i stedet føde til mine får. Advar mine dyrebare ‘børn’ om fjendens kneb, og hans angreb mod dem. Og fortæl dem, at jeg har dem i mine hænder gennem hver en prøvelse.”

Peter havde kort sagt et arbejde der skulle gøres. Og han var blevet udrustet af Jesus selv med erfaring til at prædike det budskab, han var sat til at give. Ser du, Jesus havde sagt til sin menighed, at vi ikke kan tillade os at ignorere Satans metoder. Peter var ikke kun i stand til at tale om de prøvelser Guds dyrebare børn ville gennemgå, men også om en trofast Gud, som ville hjælpe dem gennem selv de hårdeste tider.

Vi må være fuldt ud opmærksomme på fjendes planer og metoder. Og det mest magtfulde våben, som Satan råder over, er løgnen – en ondskabfuld løgn mod os, fra løgnens mester! Hvad er hans største løgn? Det er, at Gud ikke er trofast overfor sit folk.

Præcis som han har gjort ned gennem historien, så beder Satan stadig om Guds tilladelse til at sigte os i dag. Han ønsker at angribe vores hjem, vores ægteskaber, vores børn, vores helbred, vores job, vores karrierre og selveste vores tro på Herren. Det er den flod af angst og prøvelse, som Åbenbaringsbogen taler om, som vil komme over de troende.

Du undrer dig måske: “Hvor slemt kan et egentlig blive for en troende? Hvad er det Gud tillader, når han giver tilladelse til at vi sigtes?” Jeg kan henvise dig til Hebræerbrevet 11, hvor vi læser om de utallige prøvelser som helte og martyrer i troen måtte gennemgå. Skriften siger om dem: “ …Andre igen måtte udstå spot og piskeslag, ja, lænker og fængsel. De… led nød og trængsler og blev mishandlet. .. Alle disse, hvis tro er bevidnet…” (Hebr. 11 36-39).

Det er den samme form for lidelse som troende verden over gennemgår i dag.

Jeg tænker på de kristne i Irak, som er truet på grund af deres tro, og som samtidig lever midt i en krigszone. Mange af disse dyrebare troende måtte løbe for livet, flygte fra deres hjem, jobs og menigheder. For at overleve måtte de flygte til Syrien, Jordan og andre omkringliggende lande, som er fjendtligt indstillede overfor kristendommen. Disse irakiske troende har ikke noget job eller hjem eller noget fristed, som de kan komme til. De må dagligt bede for føden. Og mange er blevet dræbt. Men de taler alligevel evangeliet i disse fremmede nationer, som de er drevet til på grund af krig.

Jeg har modtaget rapporter fra nogle af disse irakiske troende. De skriver: “Bror David, hårde tider er ikke på vej. De har været her i årevis.” Fordi de har haft modgang i generationer, har de lært at holde fast i troen. Ligesom Peter, er de udrustede til at prædike i kraft om Kristi advarsel til sin menighed.

Jeg er overbevist om at hovedparten af gudfrygtige mennesker i verden i dag er under helvedes angreb, og må gennemleve djævelske og tilsyneladende håbløse situationer. Hvad med dig? Hvis du ikke er i en tros-prøvelse, så siger jeg dig: Vær meget taknemmelig. Men vær ydmyg. Drist dig aldrig til at prale af din egen styrke eller tro.

Satan venter til den prøvede person er træt, drænet for al kraft og udholdenhed. Han venter til det ser ud som om alle bønner er ubesvarede – indtil alt ser håbløst ud, og vi står på kanten af afgrunden. Det var det der skete for Peter, da han så sin Mester blive ydmyget af Sanhedrinerne. Det var det der skete for Job, som var tvunget til at tænke på at han havde mistet alt som var ham kært.

Når spørgsmålet begynder at tage form i tankerne hos den testede person – “Gud hvor er du? Hvorfor er mine bønner ubesvarede?” – så er det her Satan vælger at plante sin modbydelige løgn: “Gud har svigtet dig. Han har forladt dig. Han hører dig ikke.”

Men Gud har ikke svigtet dig – og det vil han aldrig gøre. Faktisk siger han lige nu til dig: ”Jeg har forsikret dig, at jeg aldrig vil forlade dig. Så rejs dig og giv føde til mine får. Giv agt på satans metoder mod dig. Og jo, jeg er med dig til indtil verdens ende.” Amen!