Guds Benådede
“Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!” (Luk.1:26-28).
Så kom englen med dette utrolige budskab: ” Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn.” (1:30-32).
Maria var en almindelig pige fra en ubetydelig landsby. Hun levede i en mandsdomineret kultur; hun havde få forventninger til livet ud over at blive hustru og mor. Så tænk på hvor underligt det måtte have været for hende. Englen fortalte hende, at hun havde fundet nåde hos Gud, men meget lidt i hendes liv viste nogen form for begunstigelse. Men det skulle ændre sig!
Mange af os er som Maria. Vi kunne godt tænke os, at vores omstændigheder var noget andet – et uroligt barn, som finder formål i livet i Kristus; et ægteskab i krise, som finder tilbage til kærligheden igen, Vi kunne også tænke os at se en anden åndelighed i verden omkring os. Da Maria begyndte at forstå storheden i Guds løfte til hende, sang hun i taknemmelighed og lovprisning: ” Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, … hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. (1:47-50)
Besøget af englen var ikke en følelsesladet engangsforeteelse for Maria. Nej, det var en realitet, som ændrede hendes liv for altid. Ligeså, når du får Guds begunstigelse, bliver det ikke bare en følelsesmæssig oplevelse. Gud føder noget nyt i dit liv, som fuldstændig ændrer din kurs, og lægger en ny sang i din sjæl.
I dag tænker du måske, at Gud ikke findes nogen steder, men hans begunstigelse er over dig! Han skaber noget nyt, og forvandler din prøvelse til hans ære. Han har sin hånd over dig; så stol på ham af hele dit hjerte for din familie, for din situation – og du vil se hans herlighed.