Gud fortalte Esajas om en bestemt tjener, som behagede hans hjerte: ”Se min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag.” (Es. 42:1). Hvem er det, som Gud støtter og hvis skridt han vogter? Hvem er hans udvalgte, ham, som han finder et sådant behag i?
Vi finder svaret i Mattæusevangeliet: ”Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«” (Matt. 3:16-17). Det originale ord for “velbehag” er fryd. Gud sagde, “Min sjæl fryder sig over min søn, Jesus Kristus!”
Gennem hele det Gamle Testamente er utallige får og kvæg blevet ofret til Herren som brændofre. Men Bibelen fortæller, at ingen af disse ofre bibragte Herren velbehag: ”Brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.” (Hebr. 10:6) Men i det næste vers læser vi disse vidunderlige ord fra Jesus: ”Da siger jeg: ›Se, jeg er kommet … for at gøre din vilje, Gud.‹” (10:17).
Kristus kom til Jorden for at gøre, hvad intet dyreoffer kunne. Gud havde beredt et fysisk legeme til sig her på jorden – et legeme, som kunne give det endelige, fuldendte offer. Kort sagt, Gud ofrede sig selv for vores sag. Ved at indkapsle sig i en menneskelig livmoder, tog han vores natur. Han opgav alle himlens rigdomme for at blive fattig som os, og for at give sit liv som løsepenge for os.
Fra jordens skabelse havde Gud kun én plan: at forlige en falden, syndig menneskeslægt og bringe os tilbage til hans nåde. Guds plan for dette var enkel. Han sagde, “Jeg vil sende min søn som befrier; og når han er død og opstanden, og står foran mig, vil jeg kun kendes ved ham.”
Herren sagde, “For også Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud.” (1. Peter 3:18). Gud kunne aldrig acceptere nogen kødelige gerninger, uanset for gode de var. Han ville kun kendes ved Kristus, den tjener som havde hans velbehag!