Had til synd

Jeg ønsker at fortælle dig om en salvet Guds tjener, som hadede synd i en grad, som ganske få har gjort det. Hans had til det onde var så passioneret, så intenst, at han var parat til at dræbe alle overtrædere.

Jeg taler om Saul, Israels første konge! Ingen person i det Gamle Testamente har udtrykt større had til synd end Saul.

Filistrene havde invaderet Israel, måske for at teste den nyligt udpegede konge. De kom mod Israel i tre separate delinger og angreb på tre forskellige flanker. En kujonagtig følelse spredte sig blandt de israelitiske soldater – og de begyndte at flygte op til nogle huler og klipper for at skjule sig for fjenden.

Saul blev efterladt med kun 600 soldater. Og de var i sørgeligt undertal og dårligt udrustede. ”… Der var derfor ingen af Sauls og Jonatans folk, der havde sværd eller spyd; men det havde Saul og hans søn Jonatan.” (1. Sam. 13, 22).

Saul og hans brogede hær sad under nogle træer og spekulerede på hvad de skulle stille op. Imens smuttede Jonathan og hans væbner væk fra lejren for at planlægge deres egen strategi. Sauls unge søn var en gudfrygtig mand, fyldt af tro. Han sagde til sin væbner: ”… Der er intet, der hindrer Herren i at give sejr, uanset om vi er mange eller få.” (14, 6).

De to drog hen til et sted kaldet Mikmas, hvor de så et kompagni af filister-soldater på et klippefremspring oven over sig. Jonathan rejste sig og gav sig til kende for soldaterne, og de udfordrede ham til at komme op til dem. På en eller anden måde kravlede han og hans væbner op ad den stejle klippe og overraskede soldaterne. På et øjeblik havde de dræbt tyve filistre.

Efter drabene gik der panik i resten af fillister-soldaterne. Der var en smal passage ud fra slagmarken, og soldaterne blev klemt inde der som i en flaskehals. Skriften fortæller, at de rystede af rædsel og begyndte at bekæmpe hverandre: ” Da opstod der rædsel i lejren og i hele hæren; selv forposten og plyndringsstyrken blev grebet af rædsel.” (14,15).

En af Sauls udkigsposter opdagede tumulten. Da han kiggede ned i dalen, så han to mænd, som sendte filistrene på flugt. Han råbte på Saul, som kom og betragtede denne scene. Saul kunne ikke finde ud af hvem de to soldater var, så han beordrede sine soldater: ”Find ud af hvem der mangler blandt os.” Efter at have gjort mandtal, tilbagerapporterede de til Saul, ”Jonathan og hans våbenbærer er væk!”

Da Saul hørte dette gik han og hans hær ind i kampen. Pludselig kom alle de deserterede soldater frem fra hulerne og klipperne. Og de endte med at jage filistrene væk.

I kampens hede, gav Saul en overilet ordre. Han sagde til sine soldater: "Forbandet være den mand, som spiser, før det bliver aften, og jeg har taget hævn over mine fjender.« Ingen spiste.”( v. 24). Han havde beordret, “Ingen må stoppe op og spise til kampen er forbi!” Det var en idiotisk udtalelse at komme med.

Jonathan havde selvfølgelig ikke hørt denne ordre. Og mens han kæmpede i et skovområde, kom han forbi nogle træer med bikager, hvor honningen bogstavelig talt dryppede ned på jorden. Han stak hånden ind i en af dem og nød en forfriskende mundfuld. Øjeblikkelig fik hans øjne ny glans og han fik mere energi til kampen.

Denne aften, efter kampen, var den israelitiske hær glubende sulten. De slagtede får og okser på stedet, og spiste kød som stadig indeholdt blod. Begge disse handlingen var forbudt ifølge loven.

Nogen så det ske og fortalte det til Saul. Kongen blev forfærdet, Han vidste, at loven krævede at dyr ikke skulle slagtes på jorden og at de skulle drænes for blod. Pludselig blev han grebet af indignation og fyldt med raseri. Han beordrede alle til at samles om ham og han rasede: ” I er troløse! Rul straks en stor sten herhen til mig!” (v. 33).

Saul sagde, “Gud er blevet fornærmet! I har såret ham! Dette er en direkte åbenlys synd – der er ingen tid at spilde! Kom med en stor sten. Og I skal alle sammen komme med jeres kvæg og slagte dem på stenen. Lad dem blive drænet for blod. Spis ikke noget med blod i. Gør det rigtigt.”

Jeg kan se denne scene for mig. Saul står indigneret ved det alter, han har rejst, mens israelitterne kom frem i skam og med et fåret udtryk på deres ansigter. Han ryster på hovedet og siger til sine kaptajner, ”Hvordan kunne de gøre noget sådant? Er de virkelig så dumme? Jeg kan ikke tillade Guds vrede kommer over denne nation. Det må gøres godt igen!” Han var vred!

Den aften var soldaterne udmattede og traumatiserede af kampen. De ønskede at komme hjem. Men de havde ikke gjort det af med filistrene. De havde kun vundet en delvis sejr.

Saul beordrede dem tilbage til kampen og jage filistrene hele natten. Han sagde, ”Vi sover ikke i nat! Vi skal kæmpe til jeg har fået hævn over mine fjender!” Men præsten foreslog, “Lad os spørge Herren først.” Bibelen siger, ”Saul spurgte da Gud: »Skal jeg sætte efter filistrene? Giver du dem i Israels hånd?« Men denne gang fik han ikke noget svar.” (V. 37).

Igen blev Sauls had til synden vækket. Han rasede, ”Gud taler ikke fordi han er vred på os! Nogen har syndet – og jeg vil finde ud af hvem det er. Jeg vil ikke tillade synd blandt Guds folk. Stil jer op på række – Israel på den ene side, og min søn og jeg på den anden side.”

Skriften fortæller, at de kastede lod. ”… Loddet faldt på Jonatan og Saul … “ (v. 41). Kongen og hans søn var blevet udpeget. Så Saul vendte sig til Jonathan og sagde, “Så det er dig!” “Sig mig hvad du har gjort…” (v. 43). “Hvad har du gjort, Jonathan? Har du syndet?”

Men nu havde Saul allerede sagt til sit folk, “Så hjælp mig Gud. Selv hvis den skyldige er min egen søn, så skal han dø!” Jeg spørger dig, hvad er det for vrede mod synd?
 

Jonathan kiggede vantro på sin far og spurgte, “Mener du at du vil slå mig ihjel fordi jeg spiste en smule honning?” Men Saul var ubøjelig. Han stod fast i sit had til synden og råbte, “Du skal sandelig dø, Jonathan” (v. 44). Han beordrede sine soldater til at tage Jonathan og dræbe ham. Men soldaterne trådte til og reddede ham!

Min ven, dette er et billede på en salvet Guds tjener. Han udtrykker et kompromisløst had til synden. Men det er noget, som er tragisk forkert her. Ser du det? Saul hadede synd i forsamlingen. Og han hadede synd i sin familie. Men han undskyldte en frygtelig synd i sit eget hjerte! Han hadede kun synd hos de andre!

Saul burde have sørget over sine egne synder. Han havde netop haft et møde med profeten Samuel, som have afsløret hvor syndig han var. Profeten havde irettesat ham for hans dumhed, ulydighed, utålmodighed og oprør. På dette tidspunkt burde Saul have sagt, ”Hvis nogen skal dømmes, så er det mig!” Man han havde stadigvæk et raseri for Guds hellighed og mod uretfærdighed blandt folket!

Jeg ønsker at fortælle dig, hvad der er bag, det man kalder “kingdom dominion” evangeliet i Amerika i dag. Den drivende kraft disse “Rekonstruktions” doktriner - de, som ønsker at gå tilbage til det Gamle Testamentes love – er et intenst had til den samlede synd i Amerika.

Topfigurerne i denne Rekonstruktionisme siger, at vores samfund er råddent, i fordærv, ude af kontrol – og den eneste vej tilbage til hellighed er at vende tilbage til oven. De vil bogstavelig talt vende tilbage til Moseloven: “Sten dem der er for abort! Og sten hver en pige, som har fået en abort! Gør som muslimerne – hug hænderne af dem som stjæler. Fyrre piskeslag på ryggen til misbrugere. Død over alle narkotikahandlere og voldtægtsforbrydere! Ingen nåde, ingen forståelse for overtrædere!

Tal om raseri mod synd. Men meget sigende, er der ikke nævnt noget om straf mod en egen personlige synder!

En af rekonstruktionismens vigtigste forfattere gjorde indsigelser mod de profetier jeg skrev om i min bog, ’Set the Trumpet to Thy Mouth’. Han skrev adskillelige giftige breve om det. Da jeg læste dem, kunne jeg næppe tro at han var en kristen.

Denne mand skriver den ene bog efter den anden mod synd i Amerika – men selv både ryger og drikker han! Han siger, at han har fået ’pålagt at rense det moderne samfund’, men han vil ikke rense sig selv for sine egne syndige vaner!

Jeg kalder dette for ‘saul-syndromet’. Det er karakteriseret ved et had til samfundets syndere, synderne i kirken, synd blandt andre – men ingen sorg over egne synder!

Selv de mest retfærdige blandt os har en tendens til at hade andres synd, mens de er blinde for deres egen synd!

David var en Guds mand, som hadede synd med alt hvad han havde i sig. Han sagde, “…Jeg hader alle falskheds veje.” (Salme 119, 104). “I, der elsker Herren, skal hade det onde.” (97, 10). Alligevel begik denne mand hor med Batseba. Og han sendte hendes mand í døden i kamp!

Bibelen siger at Batseba “…Sørgede over sin mand.” (2. Sam. 11, 26). Tænk over smerten og skylden denne stakkels kvinde må have båret på. Hun havde bedraget sin mand, og nu var han der ikke længere. Jeg tror ikke at hun vidste, at hendes hemmelige elsker, David, havde udtænkt hendes mands død!

Davids synd var ond i Herrens øjne. (v. 28). Han havde forført Batseba, planlagt hendes mands død og bedraget hende ved at lade som om han gjorde det rette (ved at gifte sig med hende efter at have gjort hende gravid). Så ti måneder efter affæren sendte Gud profeten Nathan til at gøre op med Davids synd (se 2. Sam. 12).

Nathan kom til Davids hof og lod som om han repræsenterede en fattig mand, som var blevet gjort forfærdeligt uret. Han fortalte kongen, ”Der er en mand i dette kongerige, som er meget rig. Og en af hans venner kom og besøgte ham. Vennen var sulten efter den lange rejse og havde behov for noget at spise.”

“Denne rige mand havde mange får. Hans nabo havde derimod kun et lille lam. Og det var familiens kæledyr. Det lille lam spiste og sov sammen med familien. De elskede det lam.”

“Men hellere end at sende en af sine tjenere ud efter hans egne får, så gik den rige mand over og stjal sin nabos lille kæle-lam. Og han dræbte det og serverede det for den ven, han havde på besøg.”

David var oprørt. Han sagde til Nathan, “Denne man skal dø!” (Hebr. oversættelse – “Han har fortjent døden”). Så tilføjede David, ”Denne mand skal også erstatte lammet firfoldigt!” Han rasede mod denne forfærdelige synd. Åh, hvor han hadede synd!

Men, min ven, ser du hvordan synd, som ikke er bekendt af et Guds barn, producerer en uretfærdig, uhellig indignation mod synd hos andre? Hvis du har en skjult synd, som David havde, vil du føle en forargelse mod andres synder. Skjult synd avler en “religiøs ånd” – det er en dømmende ånd!

For år tilbage, ved en omvendelses-konference, som vores menighed afholdt, kom en pastors hustru til os. Hun betroede os, “Min mand er en meget kendt prædikant, som afholder nogle kraftfulde prædikener. Han tordner mod make-up på kvinder, mod at gå i biografen, og være upassende klædt. Men han er falsk. Han er selv afhængig af pornografi! Han ser aldrig sin egen synd i øjnene!” Denne mand dækkede over sin egen onde, skjulte synd!

Jesus sagde, “…For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje.” (Mat. 7, 2-5).

Paulus skrev, “ – Du, som belærer andre, du belærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler selv! Du, som siger, at man ikke må bryde et ægteskab, du gør det selv! Du, som afskyr afguderne, du begår selv tempelran!” (Rom. 2, 21-22).

Jeg tror, at alle gudfrygtige troende skal have et had til synd. Og alle sande hyrder må tale mod synd og kompromis. Men ægte had til synd må komme af et hjerte, som et blevet renset, gransket og har dømt sig selv.

David talte mod synd og kompromis: “Hader jeg ikke dem, der hader dig, Herre? Væmmes jeg ikke ved dem, der rejser sig mod dig? Grænseløst er mit had til dem, de er blevet mine fjender.” (Salme 139, 21-22).

Denne frimodige udtalelse kom fra en angrende, brudt ånd – fordi David havde allerede gransket sit eget hjerte! I det næste vers siger han, ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej!” (v. 23-24).

Vi er så ulig Jesus når vi giver afløb for vores had til synd hos andre. Vi ønsker de skal dømmes, men Gud ønsker nåde. Vi ønsker at kalde ild ned fra himlen over syndere – men Gud ønsker at tilgive, og forenes med alle syndere.

Jeg kunne aldrig have været den profet, som prædikede nåde til kong Manasse. Han fyldte Jerusalem med blod ved at sende tusindvis af skrigende babyer ned i Moloks mave. Hvis Gud havde sendt mig til denne elendige mand for at opmuntre og få ham til at forsone sig med Gud, ville jeg have tordnet imod ham i stedet!

Men Bibelen fortæller at Manasse angrede. På trods af dette ville jeg ikke have troet på hans tårer. Alt hvad jeg ville have hørt var skriget fra de ofrede babyer. Og alt hvad jeg ville have tænkt på var hvad han havde gjort for at korrumpere dette samfund.

Men jeg ville ikke have kendt til hans søvnløse nætter. Jeg ville ikke have set frygten i hans øjne eller have hørt hans jagede skrig. Jeg ville ikke have troet, at Gud stadig kunne elske denne synder. Men det gjorde han. Og Skriften siger, at han havde barmhjertighed med Manasse.

Profeten Nathan viser os Guds måde at håndtere faldne, syndige hellige på!

Nathan vidste at David havde syndet. Han vidste, at David var involveret i mord, løgn, i at dække over det, i bedrag. Men Nathan elskede David. Han var ikke optaget af at afsløre ham. Han ønskede at frelse ham!

Nathan gik ikke rundt ved Davids hof og hviskede til hans medarbejdere og tjenere. ”Vi må bede for kongen. En kvinde har forsøgt at forføre ham, og han er fanget i hendes fælde. Jeg har sådan en byrde for David!”

Tag ikke fejl. Denne type tale er ganske enkelt sladder! Og det bliver værre af at blive pakket ind i fromme ord som, ‘bøn’, ‘omsorg’ og ‘kærlighed’. Må Gud have nåde med dem, som spreder denne type snak. Jeg vil ikke ønske at være i deres sko!

Jeg tror at David tilbragte måneder i bøn for David. Han hadede virkelig Davids synd. Han vidste, at Gud ikke ser gennem fingre med synd, og at synd har konsekvenser. Og han vidste at David levede på en løgn – at han havde tilsidesat Herrens navn.

Nathan kendte også Davids frygt. David havde nægtet at gå i kamp. Han gemte sig i paladset i stedet. Han havde mistet al sin kampvilje. Han var bange for at fjendens pile skulle ramme ham – og han måtte komme frem for Herren med en synd, som han ikke havde bekendt.

Jeg har en vigtig pointe her: Gud tog det første skridt hen mod David! Han tog initiativ til det første skridt til forsoning. Ser du, når syndere synder mod Herren, har vi en tendens til at gemme os for ham. Vi føler os uværdige, som om vi aldrig kan måles os i forhold til at hellige standard. Så vi gemmer os, ligesom Adam og Eva gjorde, da de havde syndet.
 

Men Gud kom til Adam og Eva. Han spurgte dem forsigtigt, ”Hvorfor skjuler I jer for mig?” Med andre ord, ”Hvorfor forsøger I at ødelægge vores fællesskab?

Ligeså sendte Gud Nathan til David. Han savnede det intime fællesskab han havde med sin tjener. Men Davis skjulte sig for Gud på grund af skyld, frygt og fordømmelse. Så Gud ventede og ventede – indtil han til sidst sagde, ”Hvis han ikke kommer til mig, vil jeg gå til ham.” Så han sendte Nathan. Og det er i Guds tilnærmelse til David, at vi opdager hvilket hjerte han har overfor alle faldne kristne!

Jeg plejede at prædike om Nathans afsløring af David på en helt anden måde. Jeg har den prædiken på bånd – men jeg krummer tæer når jeg lytter til det nu, fordi der er talt i den forkerte ånd. Jeg havde et raseri mod synd, som ikke stemte med Guds nåde!

Jeg plejede at tordne, “Der sidder David og tror at han slap af sted med synd. At han kunne fortsætte som han plejede, slentrer omkring med sin stjålne kone, som om alt var i den bedste orden.

“Men her kommer Nathan, den mægtige Guds mand, fyldt af hellig iver! Han marcherer ind og fortæller David historien om det stjålne lam. Så ser han David lige i øjnene, peger ham lige op i hovedet med en benet finger, og tordner, ”Du er manden! Du har overtrådt Guds lov og bragt skam over Hans navn. Nu er det slut – din synd har gjort det af med dig. Skam dig. Omvend dig!”

Er det ikke den måde du ville have afsløret David på? ”Pris ske Gud, synd skal afsløres! Vores ledere skal være rene og pletfri!”

Men det var ikke sådan det skete med David – fordi sådan handler Gud ikke med sine faldne, elskede tjenere! Tværtimod. Gud havde allerede fortalt Nathan at David var tilgivet. Han fortalte profeten, at han skulle gå til ham med et budskab om forsoning: ”Når du fortæller David, hvad jeg har fortalt dig, vil han tro at han skal falde død om på stedet. Men du skal fortælle ham at han er tilgivet – at han ikke skal dø! Sig også til ham, at jeg vil gå med ham gennem alt hvad der kommer over ham på grund af hans synd.”

Jeg tror, at Nathan talte til David i en ånd af forsoning – blidt og respektfuldt – da han fortalte historien om det stjålne lam. Han håbede, at David ville se sig selv som manden i historien, bøje sig hoved og indrømme, ”Åh, Nathan, du taler om mig.”

I stedet rasede David i dyb indignation! Og nu ser jeg Nathan vandre langsomt hen til et vindue. Hans hjerte var knust. Han vender sig sørgmodigt om og siger med sorg i stemmen, “David – du er den mand. Du er ham, som tog en anden mands kæle-lam.”

“Se på alt det, som Gud har gjort for dig – alle de velsignelser han har givet dig. Herren var parat til at give dig alt hvad dit hjerte begærer. Men du dræbte en uskyldig mand – og du har taget hans hustru som din egen. Du har foragtet Herren, David. Og Guds fjender fryder sig over det du har gjort.”

“Jeg er ked af at fortælle dig dette – med sværdet vil ikke forlade dit hjem. Dine hustruer vil blive taget fra dig. Og Gud vil gøre alt dette foran Israel. Du vil blive offentligt dømt. Der er konsekvenser af din synd.”

Gud måtte i sin kærlighed til David, få ham til se sin synds rædsler i øjnene. Men pludselig væltede alle Davids ophobede følelser ud af ham. Han bad al den skyld, frygt og sorg ud, som han havde båret på i ti lange måneder. ”Åh, Nathan, jeg har syndet mod Gud!” Det var ikke profeten, som skreg – det var David. Han følte at vrede var faldet på ham – fordi Gud havde afsløret det hele!

David havde aldrig troet, at han kunne slippe af sted med synd. Tværtimod, var han en bekymret og skyldbetynget mand. Når du læser Salme 51, hører du ham bede al den frygt ud, som han havde båret i sit hjerte. Han havde været vidne til hvad synd havde gjort ved Saul, og han var bange for at det samme skulle ske for ham!

• ”… Tag ikke din Hellige Ånd fra mig” (Salme51, 11). David var bange for at Gud havde forladt ham, sådan som han forlod Saul!
• ”Giv mig en ny fast ånd” (v. 10). Han vidste, at en ond ånd var kommet over Saul, og han ønskede ikke at det skulle ske for ham.
• ”Lad mig atter frydes over din frelse” (v. 14). David havde mistet al glæde og fred.

”Vend dit ansigt bort fra mine synder og udslet al min skyld!” (v. 11). Han havde skjult sig, og været bange for at komme ind for Herrens ansigt. Han følte sig fuldstændig forkastet!

David så al sin frygt i øjnene. Og nu gav Nathan ham et budskab fra Guds hjerte: ”Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø.” (2. Sam. 12, 13). Det var tid til forsoning. Herren savnede fællesskab med David og ønskede ham tilbage!

Gud ser den frygtelige kval, som synd bringer over de faldne mennesker. Han sørger over at vi løber væk fra ham, når vi er under syndens skyld. Han ved alt om vores frygt for forkastelse – blive fortabt og aldrig blive ret med ham igen. Og han føler ingen glæde ved at se os vride os i kvaler over vores synd. Han sidder ikke bare der og siger, ”Lad ham lide lidt længere. Når han virkelig føler smerten, så vil jeg komme farende.”

Nej! Herren har ikke hele tiden siddet på hænderne og ventet op at du kommer tilbage til ham for at blive tilgivet. Når der er gået et stykke tid, vil han ikke vente længere – så vil han tage det første skridt. Han vil sende en eller anden til dig, som vil komme, ikke for at irettesætte dig, men for at forsone dig med Guds hjerte. Herren vil fortælle dig, ”Ja, du sårede mig, du foragtede mig. Du var utålmodig og utaknemmelig. Men jeg ønsker at tilgive dig. Jeg ønsker du skal komme tilbage i min favn!”

Sandelig, Nathan fortalte kongen, “David, jeg har gode nyheder til dig. Herren har tilgivet dig.” David må have undret sig, ”Men hvordan kan jeg stå foran en hellig Gud?” Profeten svarede, ”Du skal ikke dø – du skal leve.”

”For du, Herre, er god og tilgiver gerne, rig på troskab mod alle, der råber til dig.” (Salme 86, 5).

Jeg lader ikke som om jeg forstår Guds nåde og barmhjertighed. Det kan jeg slet ikke. David blev tilgivet og genoprettet – og Batseba fødte ham en søn, som Gud gav navnet Salomon. ”Hun (Batseba) fødte en søn, som han gav navnet Salomo. Ham elskede Herren,” (2. Sam. 12, 24). Jeg spørger dig, Hvordan kunne det ske? Hvem kan begribe sådan en nåde?

Det næste vi ser er, at David får alt sit tabte mod tilbage. Han fik sin kampånd tilbage! Han svarede på Joabs kald til at gå imod byen Rabba, og Israel vandt en stor sejr der. Kongen vendte tilbage til Jerusalem med stor ære. Gud havde fuldstændig genoprettet ham!

Tag ikke fejl. David led voldsomt. Faktisk betalte han en stor pris. Ser du, han endte med at miste de fire lam, som han selv havde sat som erstatning. Disse lam var Batsebas baby og tre andre sønner – Ammon, Absalom og Adonija. De døde alle sammen.

Men selv om David måtte lide under dommen som en konsekvens af sin synd, så trøstede Herren ham i hans sorg. Da han høstede hvad han havde sået, hjalp Gud Ånd ham igennem det hele. Efter hver prøvelse blev han trøstet..

Når nu angrer din synd og er nedbrudt foran Herren, så hjælper han dig igennem hvert et skridt af den smertefulde konsekvens. Hans nåde, barmhjertighed og godhed gør dig i stand til at bære det hele i håb.

Jeg har et sidste spørgsmål til dig:

1. Hvordan hader du synd? Med hvilken stemmeføring udtrykker du had til synd? Og er det had behersket af barmhjertighed?
2. Er du lige så hård ved dig selv som du er ved andre?

“For den dom er ubarmhjertig mod den, der ikke selv handler barmhjertigt; barmhjertighed triumferer over dom.” (Jakob 2, 13). Hvis du har vist barmhjertighed mod andre, vil du blive vist barmhjertighed!

Jeg er klar over at Jesus kaldte farisæerne slanger og øgleyngel. Og ja, Johannes Døberen påpegede Herodes synd og kaldte ham en ræv. Apostlen Paulus irettesatte offentligt troldmænd, og han nævnte stolte syndere ved navn. Og jeg er enig i, at profeter må tale højt, ikke holde igen, og vise Guds folk deres overtrædelser.

Men disse ord blev talt til mennesker, som ikke havde et angrende hjerte – som havde en farisæisk attitude og en indædt stolthed. Dette budskab er om hvordan Gud handler med synd og fejl hos dem, som er kede af det og som angrer: “… I … har set, hvordan Herren lod det gå ham til sidst, for Herren er barmhjertig og rig på nåde.” (5, 11).

Hvis du er faldet, må du have en angrende, brudt ånd – det er lige meget hvor slemt du har svigtet Gud. Han vil komme til dig for at forsone sig med dig, fordi han ser dit brudte hjerte. ”Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.” Salme 51, 19). Det er forskellen!

Himmelske Far, hjælp os med at se hvornår et hjerte hos en falden bror eller søster er angrende. Og hjælp os med at tilgive som du gjorde – at søge fuld forsoning og genoprettelse for alle dine hellige. Amen!