Jeg har aldrig følt mig mere hjælpeløs og nervøs, end dengang vi flyttede tilbage til New York City for at etablere Times Square Church. Igen var vi genstand for udlejeres og bygningssagkyndiges nåde i forhold til at finde plads til os i deres kalender. Mens jeg måtte vente, blev jeg temmelig utålmodig og råbte, "Herre, der er så meget, der skal gøres i New York, og der er så lidt tid. Hvor længe skal vi vente?"
Men igen og igen var Guds svar til mig, "David, stoler du på mig? Så vent."
Du har sikkert hørt udtrykket, "Det er allerværst at holde ud i tro i den sidste halve time." Efter mange år i tjeneste kan jeg bevidne, at den hårdeste periode er lige før Guds udfrielse.
Det kan have alvorlige konsekvenser, når vi ikke venter på at Gud handler. Faktisk er det ofte i disse situationer vi forsømmer vores relation til Gud. Det gjorde Saul, da han mistede tålmodigheden og handlede selv (se 1. Sam. 13). Det han egentlig sagde, var, "Gud har sendt mig for at gøre hans gerning, men nu har han overladt til mig selv, at finde ud af hvordan det skal gøres. Det hele er ude af kontrol, og snart er det fuldstændig håbløst."
Kan du genkende det i din egen måde at tænke på en gang i mellem? Vi er blevet befalet at vente på Herren og stole på at han ved hvordan han vil udfri os. Men når vores indre deadline er overskredet, bliver vi vrede på Gud, og begynder at handle på egen hånd. Men ved at gå foran ham siger vi, "Gud har ikke omsorg for mig. Bøn og tålmodighed virker ikke. Man kan ikke stole på hans ord."
Men Gud har givet os ansvaret for at vente på ham i bøn. Stol på ham og sig, "Herren holder sit ord, så jeg vil ikke gå i panik. Gud har bedt mig om at vente på hans vejledning – og jeg vil vente. Lad Gud er sandheden og mennesket en løgner!" I vores prøvelser, lad os bevare en tillidsfuld indstilling i hjertet. Gå ikke i panik. Stol på Gud!