Har du nogensinde kæmpet med at adlyde Gud, fordi du hellere ville gøre tingene på din egen måde? Hvis ja, så vil jeg opfordre dig til at granske din kaldelse. Gør præcis, hvad Gud har bedt dig om, og gå præcis der, hvor han leder dig hen. Hvis du befinder dig der nu, så har du fred. Men hvis du ikke har denne fred, kan det være fordi, du ikke stoler på Herren, som du skulle.
Måske føler du, at det du arbejder med i Guds sted, er ubetydeligt. Du opfatter det ikke som din kaldelse. Men når du slutter fred med den opgave, Gud har givet dig, vil du blive velsignet. Herren "kender din ramme", og han vil vejlede dig, bevare dig og velsigne dig mere end du kan fatte. Budskabet er, at du altid skal gå (eller blive), hvor han, i sin umådelige visdom, vil have dig. Men vær forberedt på, at der vil komme prøvelser.
I det Gamle Testamente læser vi, at mange Guds tjenere tog det første skridt i lydighed, men derefter brokkede de sig og klagede når det blev for hårdt. Enhver sand Guds tjener tænker, "Herre, jeg ved ikke, om jeg kan det her. Jeg ved ikke, om jeg kan klare det."
På kærlig vis advarer Peter os om, at der vil være stunder, hvor vi sætter spørgsmålstegn ved den kamp, vi kæmper. "I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer, men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares." (1. Peter 4, 12-13).
Brok og beklagelser kan forhærde vore hjerter, så det har vi brug for at værne os imod. Når Gud siger til sine tjenere, at de skal stole på ham, skal vi gøre, som han siger, uden at beklage os, fordi vi ved, at Gud altid vil os det bedste.