Hjælpen er altid til stede for den som er i nød

Hvilket vidunderligt ord. Jeg har læst dette skriftsted igen og igen og jeg er stadig helt overvældet af det. Guds Ord til os her, er så stærkt, så urokkeligt. Han fortæller os, ”Aldrig mere behøver du at frygte, uanset om hele verden er i oprør. Jorden må skælve, oceanerne må stige, bjergene må styrte i havet. Der kan være totalt kaos og oprør omkring dig, ”Men på grund af mit Ord vil du have fuldstændig fred i dit indre. Selv om nationerne raser, vil strømme af glæde tilflyde mit folk, og det vil fylde deres hjerter med glæde.”

 

Lige nu, lever verden i frygt. Nationerne rystes af terroraktioner, vel vidende at ingen kan føle sig sikre i forhold til truslerne. Personlige problemer og lidelser hober sig op. Alligevel, midt i det hele, giver Salme 46 genlyd til Guds folk over hele verden: ”Jeg er i din midte. Jeg går med dig gennem det hele. Mit folk vil ikke blive udslettet eller flyttet. Jeg er en altid nærværende hjælp til menigheden”. Forstår du hvad Gud fortæller os i denne salme? Vores Gud er tilgængelig for os til hver en tid, nat og dag. Han er altid ved vor side, villig til at tale med os og lede os på vej. Og han har gjort dette muligt ved sin Helligånd, som er i os. Bibelen fortæller os, at Jesus selv er i os, og vi i ham. Alligevel tvivler jeg på at nogen kristen har forstået denne sandhed fuldt ud, hvis vi er ærlige. Vi nok vil medgive, at vores opfattelse af Guds iboende tilstedeværelse, er ufuldstændig. Mange af os har et billede af at Helligånden bor i et lille kirkerum, som han har bygget i vore hjerter. Og når vi så har brug for ham, kommer vi til det kirkerum og banker på døren indtil han svarer os.

 

Men denne opfattelse er ikke bibelsk. Jeg tror at Herren ønsker at åbne dette for os gennem denne salme. Han ved, at vi alle må se dybe behov og problemer i øjnene. Vi vil alle gennemgå rystelser, fristelser og forvirring, som ryster vores sjæl. Hans budskab til os her i Salme 46 er for netop sådanne tider. Men hvad er budskabet? Det er ganske enkelt dette: hvis vi giver efter for frygt, hvis vi bliver overvældet og modløse, lever vi i et modsætningsforhold til hans tilstedeværelse i vores liv.

 

Peter skriver, ”Han har skænket os sine dyrebare og største forjættelser, for at I ved dem skal undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær, og få del i guddommelig natur.” (2. pet. 1, 4). Overnaturlig fred er en del af Guds guddommelige natur. Og af alle hans vidunderlige løfter, er Salme 46 det løfte vi må tage til os for at opnå strømme af fred. Lad mig dele det med dig,  som jeg har lært på dette område.

 

Paulus bekender: ”Når jeg ønsker at gøre det gode, finder jeg altså den lov hos mig, at det onde ligger mig nærmest.” (rom. 7, 21). ”Vi kæmper ikke mod kød og blod ” (ef. 6, 12). Der er en meget virkelig fjende af vore sjæle. Og denne fjende arbejder hele tiden imod os – dag og nat. Paulus ønsker at vi skal forstå dette. For hvis vi ikke forstår det, hvis vi ikke har kendskab til hvad denne kamp består af, og hvem vi kæmper imod, vil vi helt sikkert blive overvundet.

 

Evangelierne, brevene og Johannes Åbenbaring, ja hele det Nye Testamente, advarer os om ikke at ignorere Satans planer og påfund. Det betyder ikke at vi skal frygte eller overdrive Satans magt. Men Satan er stadigvæk ”Hersker over luftens magt” (ef. 2, 2) og han regerer et ondt rige af dæmoniske kræfter. Disse fyrstendømmer udfører hans konstante befalinger, hans konstante chikane af Guds folk.

 

Det er ekstremt farligt at være blind overfor Satans metoder. Vi bliver simpelthen nødt til at indse at vores kamp ikke er menneskelig. Og det uanset hvilken kamp vi kæmper og hvilken belejrende synd vi kæmper mod. Vi må se i øjnene, at det ikke blot handler om en brist i vores karakter. Det er ikke bare en vane, som vi kan løse selv med menneskelige midler. Vores konflikt er ikke mindre end en overnaturlig kamp som udfolder sig i himmelrummet.

 

Vores fjende er allestedsnærværende. Satans kræfter og fyrstendømmer sover aldrig. De holder aldrig op med deres løgne, bedrag og ondskab imod os. Deres eneste mål er at ødelægge vores tro og bringe os til fald. Det er derfor Peter pointerer vigtigheden af at være Ædruelig: ”Vær ædru og våg, jeres modstander Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge. Stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at jeres brødre her i verden må igennem de samme lidelser.” (1. pet. 5, 8-9). Peter fik selv førstehåndskendskab til dette. Jesus havde advaret ham, ”Simon, Simon! Se, Satan begærede jer for at sigte jer som hvede.” (luk. 22, 31). Kristus vidste, at djævelen ønskede at få fingre i denne apostel. Og Jesus gav Peter en tilstrækkelig advarsel om det som måtte komme.

 

 

Hvis ovenstående beskriver dig, vil Satan og hans håndlangere komme efter dig med anklager, hindringer og løgne, som vil oversvømme dine tanker. Du vil blive fristet, forfulgt og afbrudt i dine bønner. Og du må vide, at dette er alt sammen en konspiration fra ondskabens åndemagter som er direkte rettet mod din tro.

 

For år tilbage inviterede jeg en hengiven Herrens profet til at tale ved et at mine møder. Jeg havde altid beundret denne mand rigtig meget. Han var et af de mest ydmyge mennesker, jeg kendte. En simpel tømrer, som næsten aldrig prædikede. Men når han så talte, faldt Guds Ånd så mægtigt at mennesker blev dybere berørt end noget andet jeg har oplevet. Det var præcis det som skete den aften, han talte på et af mine møder. Men så pludselig, midt i hans tale, stoppede han. Han gik væk fra talerstolen og trak mig til side. Med en stille men rystet stemme sagde han, ”David, jeg behøver din forbøn. Vær venlig at lægge dine hænder på mig nu. Onde tanker plager mig. Jeg har ikke oplevet dette i årevis. De oversvømmer fuldstændig mine tanker og jeg kan ikke ryste dem af mig.” Min første tanke var ”måske har jeg taget fejl af denne mand.” Men faktisk var det modsatte sandheden. Her var en tjener, som var fuldstændig overgivet til Jesus, som kun få mænd er det. Og Satan kom mod ham på et tidspunkt, hvor han mindst ventede det – mens han var midt i en mægtig åndelig opgave. Denne ydmyge mand bad: ”Du kender mig, David. Du ved at disse tanker ikke er mine. Vi bliver nødt til at tage autoritet over dem ellers kan jeg ikke fortsætte.” Vi bad og snart ophørte angrebene. Som mødet skred frem, blev jeg mindet på hvor konstante fjendens angreb er på Guds folk.

 

Paulus forstod hvad dette handlede om. Hver eneste dag i hans liv, måtte denne apostel udholde chikane og angreb fra helvede. Vi har en beskrivelse af disse angreb i Apostlenes Gerninger og i Paulus’ egne breve. Vi ser ham blive generet for hvert skridt han tog, både i ånd, sjæl og legeme, med livet på spil. På et tidspunkt udtaler Paulus meget klart: ”Vi har haft i sinde at komme til jer, jeg, Paulus både én og to gange, men Satan har hindret os.”

(tess. 2, 18). Men gennem det hele, siger Paulus, fyldte Gud ham mere end tilstrækkeligt af hans nåde.

 

Satan gider ikke genere sine egne børn. Det er fordi han ikke har noget modsætningsforhold til dem. Jesus siger om sådanne mennesker, ”I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre alt, hvad der lyster jeres fader…” (johs. ev. 8, 44). Nej, Satans våben er rettet mod de få udvalgte. Han er efter de, som i deres hjerte ønsker at søge Jesus. Disse troende har en dyb kærlighed til Jesus, og de har lukket sig inde i lønkammeret for at følge ham. De er besluttet på at vandre i Ånden og at adlyde hele Guds Ord.

 

Hvis du er en sådan troende, så er der noget du må se i øjnene: Du vil aldrig blive fri for djævelens angreb. Satan har én ting i sinde, og det er at underminere din tro. Han ønsker at du skal tvivle på Guds trofasthed. Han vil bombardere dig med problemer, indtil du til sidst spekulerer på ”om Gud i det hele taget er med mig midt i alt dette?”

 

Mange Guds tjenere, som har været med i en menneskealder, har været i en situation hvor de er begyndt at tvivle på Gud midt i deres prøvelse. De kunne simpelthen ikke forstå hvad det var de gennemgik. Jeg har talt med adskillige pastorer, som har tilbragt dagevis i bøn og faste, udelukkede for at kæmpe imod tvivlen på Guds eksistens. Disse troende har ikke indset at de er under åndeligt angreb.

 

Men tag ikke fejl: Fjendens angreb vil være særligt intense i disse sidste dage. Efter min mening behøver vores generation Guds vejledning mere en nogen anden. Og alligevel er Satans strategi at overbevise os om at Gud vil svigte os når vi behøver ham allermest. Disse angreb vil ganske enkelt ikke ophøre før Jesus kommer igen. Selvfølgelig vil vi opleve perioder med nåde fordi Herren er barmhjertig. Men i realiteten er vi konstant i kamp. Og vi må se på det som sådan.

 

 

Ordet allestedsnærværende skal her forstås som, altid til stede, altid tilgængelig og uden begrænsning. Kort sagt den iboende tilstedeværelse af Herren er altid i os. Og hvis han altid er til stede i os, så ønsker han også at vi skal tale med ham – uanset hvor vi befinder os: på job, hos familien, sammen med venner, endda når vi er sammen med ikke troende.

 

Jeg nægter at acceptere den løgn, som Satan bilder så mange kristne ind i dag, at Gud er ophørt med at tale til sit folk. Fjenden ønsker vi skal tro, at Gud har tilladt ham at vokse i indflydelse og magt uden at udruste sit folk med en endnu større autoritet. Aldrig! Skriften siger, ”De, fra vesten skal frygte Herrens navn, og de fra solens opgang. Hans herlighed, når fjenden kommer som en flod, skal Herrens Ånd oprette banner imod ham.” (esajas 59, 19). Det er ligegyldigt hvad djævelen forsøger sig med mod os. Guds kraft i hans folk vil altid være stærkere end Satans angreb.

 

Disse vers fra Esajas refererer faktisk til fanebæreren, som red i forvejen for Israels hær. Herren ledte altid hans folk i krig bag hans egen mægtige standart. Sådan er det også i dag. Gud har en mægtig arme af himmelske skarer som ride fremad under hans banner, rede til at udføre hans kampplaner på vore vegne.

 

Måske spørger du dig selv, ”Hvordan hjælper Gud os med vores problemer?” Hans hjælp kommer i skikkelse af Helligånden, som bor i os og udvirker faderens vilje i vore liv. Paulus fortæller os igen og igen, at vi er Herrens tempel på jorden. Selvfølgelig gentager vi denne sandhed meget ofte i lovprisning og i vore vidnesbyrd. Alligevel tager mange af os det ikke særlig alvorligt. Vi kan simpelthen ikke forstå den kraft der ligger i denne sandhed. Men hvis vi griber det og stoler på det, vil vi aldrig mere blive bange eller modløse.

 

For mit vedkommende har jeg i hvert fald ikke lært denne lektie fuldstændigt. Selv efter alle disse år som pastor, er jeg stadig fristet til at tænke, at jeg må oparbejde en eller anden form for følelse for at høre fra Gud. Men nej, Herren siger, ”Du behøver ikke at tilbringe timevis i venteposition på mig. Jeg forbliver i dig. Jeg er til stede hos dig nat og dag.” Lyt til Davids vidnesbyrd: ”Jeg vil love Herren, som gav mig råd, mine nyrer maner mig, selv om natten. Jeg har altid Herren for øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke.” (salm. 16, 7-8). David erklærer ”Gud er altid nærværende for mig, og jeg har besluttet altid at have ham i mine tanker. Han leder mig trofast på vej, dag og nat. Jeg behøver aldrig nogensinde at blive urolig.”

 

Jeg hører nogle gange kristne sige, ”Herren taler aldrig til mig. Jeg hører aldrig hans stemme.” Det må jeg sætte spørgsmålstegn ved, for hvordan kan vi proklamere, at Guds Ånd lever i os, og så taler han aldrig til os? Hvis vi siger, at vi lever og vandrer i Ånden, hvis han altid er til stede i vore hjerter, altid ved hånden, rede til at vejlede os, så ønsker han også at konversere med os. Han ønsker en dialog, at høre fra os og at tale ind i vores livs situation.

 

Nogle troende er bange for at ”lytte til den indre stemme”. De tror, at de vil ende med at blive forført af kødet, eller endnu værre – af fjenden. De har prøvet det før, og det gik helt galt. Jeg er enig i, at dette er en reel problematik for alle Kristi tjenere. Når alt kommer til alt, talte djævelen jo også til Jesus selv. Og han taler til selv de helligste blandt Guds folk i dag. Men alt for ofte bliver denne varsomhed til en lammende frygt. Og denne frygt hindrer mange kristne i at række ud i tro, mens de stoler på at Guds Ånd trofast leder dem på rette vej. Sandheden er, at de som tilbringer tid ind for Guds ansigt, lærer at skelne hans stemme fra alle de andre. Jesus selv sagde: ”Fårene følger (hyrden), for de kender hans stemme…Mine får kender min stemme…og de følger mig.” (johs. 10, 4 27).

 

Her er vores redningsmand. Jesus, Den Gode Hyrde, vil aldrig nogen sinde lade Satan forføre nogen som stoler fuldstændigt på hans iboende nærvær. Han lover at tale tydeligt til alle troende, som har dagligt samfund med ham. Men modsat, hvis vi ikke tager skridt i tro, hvis vi nægter at stole på Herrens ledelse, så er vi helt sikre på at blive forført. Hvorfor? For hvis vi ikke tillader hans Ånd at tale til os, er kødets stemme den eneste stemme vi holde os til.

 

Uanset hvornår Helligånden talte, var de som hørte ikke i tvivl om, at det var hans stemme. Ånden talte med klare, præcise og detaljerede instruktioner. Tænk på Helligåndens instruktioner til hedningen Cornelius: ”Send nu nogle mænd til Joppe og lad dem hente en mand, der hedder Simon med tilnavn Peter. Han er gæst hos en garver ved navn Simon, der har sit hus ved havet.” (ap.gern. 10, 5-6). Tal lige om detaljeret instruktion! Imens gav Gud en tilsvarende detaljeret instruktion til Peter, da han fortalte, at Cornelius’ mænd var på vej: ”Se, der er to mænd, som søger efter dig, stå op og gå ned og drag uden betænkning med dem, thi det er mig, som har sendt dem.” (ap. gern. 10, 19-20). Ånden arbejdede også på denne måde i Paulus’ liv. I Apostlenes Gerninger, mens hans stadig blev kaldt Saulus, var han blindet i tre døgn i Damaskus. Gud instruerede en mand, som hed Ananias, komme til Paulus og bede for ham. Her er hans detaljerede instruktion: ”Stå op, gå hen i den gade, som kaldes Den Lige, og spørg i Judas’ hus efter en ved navn Saulus fra Tarsus, thi se, han beder. Og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hænderne på ham, for at han skulle få sit syn.” (ap. gern. 9, 11-12).

 

Vi kan se at Helligånden giver flere specifikke instruktioner i Apostlenes Gerninger 27. Paulus var ombord på et skib, som havde været havsnød på grund af storm i flere dage. Men netop som sømændene var ved at give op, blev Paulus bevæget til at opmuntre dem med dette detaljerede budskab: ”Jeg formaner jer til at være ved godt mod. Intet menneskeliv skal gå tabt, kun skibet. Thi en engel fra den Gud, som jeg tilhører, og som jeg også tjener, stod hos mig i nat og sagde: ’Frygt ikke, Paulus, du skal blive stillet for kejseren, og se, Gud har også skænket dig alle dem, som sejler med dig’. ” (ap. gern. 27, 22-24). Og det skete faktisk nøjagtigt som Paulus sagde.

 

Fortæl mig, hvor i Skriften står det, at Helligånden er holdt op med at give detaljerede instruktioner til Guds folk? Hvornår holdt Helligånden op med at med at være nærværende i vore liv? Hvornår forlod han vores side? Djævelen taler til sine egne. Hvorfor skulle Herren så negligere sit eget folk?

 

Dog må vi forstå, at denne form for sensitive vandring, som tillader os at høre Guds stemme kommer ikke på en studs. Ånden vil være nødt til at lære os at søge ham i vores daglige liv. Kun da vil han være i stand til at lede vore skridt. Salmisten skriver om denne læreproces: ”Om nogen frygter Herren, ham viser Han den vej, han skal vælge.” (salm. 25, 12).

 

Hvis vi giver Gud ret i alle forhold i vore liv, vil han trofast tale til os. Hans Ord lover: ”Hav Ham i tanke på alle dine veje, så jævner Han dine stier.” (ordspr. 3, 6). Gennem mine godt halvtreds år i tjeneste, har jeg citeret dette vers med jævne mellemrum. Og alligevel er der tider, hvor jeg ikke gør det i tro. Mange gange har Herren talt til mig, og sagt: ”David gør dette… David undlad at gøre hint.” Ved nogle få lejligheder har jeg overhørt hans stemme i mig, og gået mine egne veje. Og hver gang har Gud tilladt mig at stå med mig eget roderi som følge deraf. Hans siger, ”Jeg er Herren, din Gud, som lærer dig, hvad der båder, leder dig ad vejen du skal gå. Ak, lytted du til mine bud! Da blev din fred som floden, din retfærd som havets bølger.” (Esajas 48, 17-18).

 

Min elskede far bliver ved med at fri mig ud af mine egne fejltagelser. Og jeg lærer stadigvæk. Jeg ønsker at hans overnaturlige fred skal strømme som en indre flod i min sjæl.

 

Israel lærte aldrig at stole på Guds allestedsnærværende hjælp. Gud ledte dem gennem ørkenen ved en røgsøjle om dagen og en ildsøjle om natten. Disse overnaturlige fænomener var en synlig påmindelse på Guds konstante nærvær. Han var hos dem hver eneste time i døgnet. Han ledte dem på vej som en nænsom og omsorgsfuld hyrde. Når de adlød ham, var de trygge og havde fred, uanset hvilke udfordringer de stod overfor.

 

Alligevel, på trods af Guds kærlige ledelse, ”fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans frelse…” (salm. 78, 22-23, 33). Ser du hvad salmisten siger her? Han forbinder den overnaturlige røg og ild med Guds frelse. At stole på disse tegn, ville bogstaveligt talt have frelst israelitternes liv. Men fordi de ikke stolede på Guds indgreb på deres vegne, for de vild og vandrede i forvirring resten af deres dage.

 

Nu ønsker jeg at vende tilbage til der hvor jeg startede, med Salme 46. Jeg tror, at denne salme er et billede at Det Nye Testamentes ”Forjættede land” Faktisk bliver der i Brevet til Hebræerne refereret til det som salme 46 kalder den guddommelige hvile. ”Altså står der endnu en sabbatshvile tilbage for Guds folk.” (hebr. 4, 9). Salme 46 beskriver denne hvile for Guds folk. Den taler om hans altid nærværende styrke, hans hjælp i nødens stund, hans fred midt i kaos. Gud er tilstede i os til alle tider, og hans hjælp kommer aldrig for sent.

 

Men Israel afviste denne hvile. ”De foragtede det forjættede land, de stolede ikke på hans ord.” (salm. 106, 24). Sørgeligt nok er der mange kirker i dag, som ligner Israel. På trods af Guds mægtige løfter til os – forsikringer om fred, hjælp og fuld forsyning – så stoler vi ikke helt og aldeles på ham. I stedet beklager vi os: ”Hvor er Gud henne i alle mine problemer. Er han med mig eller ej? Er der noget bevis for hans tilstedeværelse? Hvorfor tillader han at mine problemer hober sig op?” Hvordan reagerer Gud på vores vantro? Han sagde om Israels beklagelser: ”Derfor væmmedes jeg ved denne slægt, altid farer de vild med hjertet og de ville ikke vide af mine veje. Så ser vi da, at det var på grund af deres vantro, de ikke kunne gå ind.”(hebr. 3, 10, 17-19).

 

Ligeledes er vi advaret: ”Da nu forjættelsen om at gå ind til hans hvile endnu venter på sin opfyldelse, så lad os ængsteligt våge over, at ingen af jer skal få den tanke, at han er kommet for sent. Lad os derfor stræbe efter at gå ind til den hvile, for at ingen skal falde som de og blive et lignende eksempel på ulydighed.” (hebr. 4, 1 og 11).

 

I dag hører jeg Herren spørge sin kirke: ”Tror du at jeg stadig taler til mit folk? Tror du at jeg ønsker at hjælpe og lede dig? Er du overbevist om at jeg ønsker at tale til dig dagligt, hvert øjeblik, igen og igen?”. Vores respons må være som Davids. Denne gudfrygtige mand rystede helvede, da han kom med denne udtalelse om Herren: ”Han talte og det skete, han beordrede og det stod fast” (salm. 33, 9).

 

Her er Guds pagts løfte til enhver generation, som tror hans Ord, som han ønsker at tale til os. ”Herrens råd står fast for evigt, hans hjertes tanker fra slægt til slægt.” (salm 33, 11). Universets Skaber ønsker at dele sine inderste tanker med os!

 

Skriften slår fast: Vores Gud talte til folket i fortiden, han taler til os nu og han vil vedblive med at tale til os til evig tid. Og én ting mere, Gud ønsker i dag at tale med dig om dit problem. Han gør det måske gennem sit Ord, gennem en troende ven eller gennem sin Ånds stille stemme, idet han hvisker: ”Dette er vejen at gå. Gå den!”.

 

Uanset hvilke midler han bruger, vil du genkende hans stemme. Fårene kender hyrdens stemme. Og han er trofast til at, ”vogte sine frommes sjæle og fri dem af gudløses hånd.” (salm. 97,10).