Som kristne ved vi, at Jesus er verdens eneste håb.
Paulus talte om det håb, da han skrev: “husk, at I dengang var adskilt fra Kristus … og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I … ved Kristi blod kommet nær. FOR HAN ER VOR FRED.” (Ef. 2, 11-14 – min fremhævelse).
Vor tids fortabte generation er ligesom de mennesker i Jerusalem, som Jesus græd over. De levede på Kristi tid, men var gået glip af det han havde at give dem. De gik glip af sand frihed. De fik ikke den fred, som kommer af at vide, at alle ens synder er blevet tilgivet. De gik glip af Jesu helbredende berøring. De mistede et ly for stormen. De gik glip af Helligåndens blivende, trøstende, vejledende nærvær.
Det var de mennesker Jesus græd over, og råbte, “Hvis bare! Hvis bare I havde vidst, hvad jeg ønskede for jeres liv. Hvis bare I havde taget imod det, jeg ville give jer. Jeg ønskede at give jer ly, at sprede mine vinger beskyttende over jer. Hvis bare I havde lyttet. Hvis bare I havde kendt min kærlighed og nåde til jer.” (Luk. 19, 41-42 – min fremhævelse).
Kristus sagde, “Hvis bare I havde kendt den bestemmelse min himmelske Far havde for jer, så ville I have kendt den fred som overgår en hver forstand.” Bibelen kommer med det samme råb til dig, ”Hvis bare!” fra første til sidste side. Vi, som tror, har i dag den beskyttelse, én at komme til i vores dybeste nød. Sikre på at den samme kraft, som de der afviser ham går glip af, bliver givet helt frit til os, som har modtaget Jesu offer i tro.