Hvor tålmodig er du?

For nylig åbnede Herren mine øjne for en vigtig sandhed om utålmodighed - noget, som jeg aldrig havde set før. Det viser sig i Jesu forklaring af lignelsen om sædemanden:

"Men dette er meningen med lignelsen: Sæden er Guds ord. De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst.

De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind.

Det som faldt mellem tidslerne, det er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt.

Men det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt." (Lukas 8, 11-15).

Denne lignelse er om tålmodighed! jeg mener ikke tålmodighed med mennesker - men tålmodighed med Gud. Jesus taler om tålmodighed i vores vandring med Gud, tålmodighed til at gøre det arbejde, han har til os, og tålmodighed i forhold til det arbejde han gør i os.

Jeg tror, når du først ser hvad Gud siger her, så vil du forstå mere klart hvorfor så mange kristne bliver frafaldne og driver væk fra Gud. Og du vil også bedre forstå Herrens værk i dit eget hjerte!

Den 'gode jord', som Jesus nævner, indikerer de som har hørt Ordet og har båret frugt 'med udholdenhed.' De andre tilhører bar også noget frugt - med kun for en tid. Hvorfor? Det var fordi de var utålmodige med Herren og hans arbejde i deres liv - og de faldt fra!

Jeg beder om, mens vi undersøger denne lignelse nærmere, at du vil se hver af disse tilhørere i et helt nyt lys. Jeg tror, at der er et frisk ord til dig her fra Herren.

Først - er der 'dem på vejen'!

"De på vejen er dem, der har hørt ordene..." (vers 12)..

Denne lytter har Guds Ord plantet i sit hjerte. Og han har lyttet interesseret til det. Han sad og lyttede uden at slukke for det. Han var ikke en spotter, han havde respekt for Ordet.

Men Jesus siger, "Så kom djævelen og tager Ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst." (vers 12).

Jeg har altid haft det svært med dette vers. Skal jeg tro, at jeg kan prædike til forsamlingen, og drive helvedes kræfter bort, beordre djævelen til at forsvinde - og alligevel kan Satan komme og frækt berøve en person det Ord, han lige har hørt? Kan fjenden kredse omkring en troende, vente på at Ordet kommer over denne persons hjerte, for derefter frit stjæle det?

For mig ser det ud som om man lige så godt kunne proppe Guds Ord lige i munden på djævelen! Det kan jeg bare ikke acceptere. I stedet tror jeg, vi må spørge: Er denne lytter på vejen bare en uskyldig, umoden person, som ivrigt lytter til Ordet? Er det sandt, at selvom lytteren ikke har gjort nogen fejl, så kan djævelen bare drøne ned og berøve ham det prædikede Ord og åndeligt blinde ham, så han ikke vender sig til Herren?

Nej - aldrig! Vi tjener ikke sådan en Gud! Og det er ikke det evangelium, vi prædiker. Vi må forstå, at Jesus siger noget dybere her.

Ser du, lytteren på vejen har et hjerte, som er 'trådt ned'. "En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op." (vers 5).

Dette er nøgleordet! Jesus beskriver den type hjerte, denne lytter på vejen har. Og han bruger udtrykket 'trådt ned'. Med andre ord, denne person har ofte hørt ordet. Faktisk er han en 'professionel lytter' - en slags ekspert. Hans hjerte er blevet trådt ned, gjort hårdt som en fasttrådt vej, af flere års lytten uden at nogensinde at ænse, hvad der bliver sagt!

Denne lytter på vejen bliver beskrevet i Esajas 5. Profeten fortæller Israel hvordan Gud vil lade dem blive trampet ned som en vingård - fordi de har hørt så meget irettesættelse, men har afvist det hele:

"Men nu vil jeg lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min vingård: Jeg vil fjerne hegnet om den, så den bliver afgnavet, nedrive gærdet om den, så den bliver trampet ned. Jeg lader den forfalde..." (Esajas 5, 5-6).

Jesus citerer fra de samme vers, da han indleder lignelsen om sædemanden: "Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder, men de andre bliver det givet i lignelser, for at de skal se, men intet se, og høre, men intet fatte." (Lu-kas, 8, 10). Ser du, Gud havde instrueret Esajas: "Gå hen og sig til dette folk: I skal høre og høre, men intet fatte, I skal se og se, men intet forstå. Dæk dette folks hjerte med fedt, gør deres ører tunge, luk deres øjne til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så han må helbrede dem." (Esajas 6, 9-10).

Esajas beskriver her tilstanden hos lytteren ved vejen!

 

Lytteren ved vejen har et hårdt hjerte, som er trampet ned fordi han har afvist Ordet så ofte!

Lukas anvender et græsk ord for trampet ned, som betyder 'afvisning med foragt; en overlegen attitude.' Lytteren på vejen er blevet irettesat så ofte og i så lang tid, at han nu griner smørret af evangeliet. Han ler af det - håner det. Intet rører ham mere.

Jeg husker en ung jødisk mand, som kom til Times Square Church i de første år, vi var der. Han var hjemløs, og vores menighed adopterede ham. Næsten alle delte evangeliet med ham. Kærlige mennesker gav ham penge og tog ham med ud at spise. Jesus Kristus blev gjort meget nærværende for ham.

Den unge mand gik til alteret mindst to gange. Begge gange så jeg ham stå der med foldede hænder - og med et djævelsk smil på sit ansigt! Jeg plejede at se op på balkonen og se ham sove sig gennem gudstjenesterne. Jeg bad om, at i det mindste et budskab ville gennembryde den nedtrådte jord i hans hjerte.

Men det skete aldrig! Til sidst blev han så ondskabsfuld, ødelæggende og eksplosiv, at vi måtte forbyde ham at komme i menigheden. Han var blevet hård - en mand, med et nedtrampet hjerte. Ingen i New York havde hørt mere af evangeliet. Ingen havde modtaget så meget kærlighed, ingen var blevet bedt mere for. Men han havde forhærdet sit hjerte og lukket sine ører!

Min ven, det er her fjenden kommer ind - når hjertet er forhærdet! Satan drøner ned og stjæler det sædekorn, som er blevet strøet ud, før det overhovedet har fået en chance for at falde ned i bare den mindste revne i jorden. Djævelen har ikke en tilfældig adgang til et hvilken som helst hjerte, som hører evangeliet. Overhovedet ikke! Derimod stjæler han fra dem, som er blevet irettesat - og som fortsat lader hånt om Guds Ord!

Den 'nedtrampede' lytter er den mest utålmodige af alle mennesker. Han ønsker ikke at tage hånd om sine problemer. Han vil hellere drukne dem i fornøjelser - alkohol, stoffer, sex, hvad som helst - for at dulme sine frygtelige følelser af skyld!

Du taler til ham om at modtage himlen en dag - men han vil have det hele nu! Han længes kun efter gode tider - ingen problemer - ingen selvfornægtelse, ingen trængsler. "At tage sit kors op? Udholde lidelse? Ikke gå efter min egen vilje? Vente tålmodigt på Guds arbejde på at ændre min karakter? Du må være tosset!"

Faktisk har masser amerikanere travlt med at få fremgang - at få deres bid af kagen, mens det stadig er muligt. Det var det som motiverede Ivan Boesky, Michael Milken og så mange andre griske folk fra Wall Street. De troede alle, at økonomien var på vej mod kollaps, så de gik efter at få sig en stor formue, som de kunne gemme væk på en schweizisk bankkonto.

Hvor er det dog trist, at denne ånd kryber ind i menigheden! Mange kristne har ikke tålmodighed til at blive prøvet og testet. De har ikke tid til at vente på Gud, for at bære frugt med tålmodighed, som Jesus beskrev det. I stedet vil de have en aldeles velsignet, smertefri og velstående livsstil, uden at skulle vente, uden forberedelse, uden irettesættelse. Og sørgeligt nok, har de lærere og et evangelium, som bakker dem op!

Disse troende hader al tale om lydighed, udskillelse, hellighed og anger. De kalder det hele for 'dommedagsprædikener'. Men hvorfor sådan en modstand, sådan en foragt? Det er fordi de er trampet ned af trangen til at "få det hele nu!" De ønsker at blive underholdt, velsignet - gå i kirke, føle sig veltilpas og forlade kirken i samme tilstand, som da de kom ind. De ønsker ikke, at Helligånden skal prikke til dem, at han skal grave dybt for at gøre det langsomme arbejde det kræver, at opbygge tro. De vil hellere gå til et karismatisk cirkus!

Den næste er den "rodløse lytter."

"De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind." (Lukas 8, 13).

Disse lyttere har den bedste frelse, man kan forestille sig. De er glade, boblende af fryd, levende. De vidner om Kristi værk i deres liv. Og det er en sand omvendelse. De ønsker at gå med Herren - overbevist af Ordet, omvendte og lever i hans glæde.

Men jeg beder enhver omvendt person, som læser dette lige nu, om at være meget opmærksom: Hvis du nogensinde falder væk fra Herren, så er det fordi du er i denne kategori - den "rodløse lytter"!

Du er blevet frelst, fyldt af Guds fred, og du priser Herren. Du synger, tilbeder og er glad. Men der er et problem: Du kæmper stadig med en kraftfuld fristelse! Det er som en slange, snoende og hvæsende, parat til at angribe dig med dens gift.

Du hader denne besættende synd, som en gang kontrollerede dit liv. Og du er nu på dine knæ og græder, "Åh, Jesus, udfri mig! Jeg ønsker ikke at denne gamle lyst skal plage mig. Jeg ønsker at blive fri, ren. Hjælp mig - det har greb om mit hjerte!"

Jesus siger, rodløse lyttere "... de falder fra når prøvelserne sætter ind." (vers 13). Det betyder ikke at fristelsen er så overvældende, at det fejer dem bort. Det betyder ikke at de falder væk, fordi de har en overvældende trang til narkotiske stoffer, en seksuel trang, en tørst for alkohol - Nej, det handler alt sammen om at være utålmodig med Guds arbejde!

Hvis du ser tilbage på den tid, hvor du fejlede eller svigtede Gud, hvad ville du så sige der skete? Du blev vred på Gud fordi han ikke svarede på din bøn! Du troede ikke at han ville holde sit ord om at bevare dig og udfri dig. Og i fristelsens stund faldt du væk fordi du var utålmodig i forhold til hans værk i dig!

En kvinde i vores menighed har en søster, som faldt fra nåden tilbage til stofferne. Denne frafaldne kvinde er plaget af sin afhængighed. Men hun er som en evangelist, som fortæller de omvendte, som kæmper med utålmodighed: "Bliv i menigheden - bliv hos Herren! Se hvad der skete med mig. Det er så svært at komme tilbage igen!"

Jeg er sikker på, at hvis du satte dig ned sammen med hende, så ville hun sikkert fortælle dig, "Jeg bad - men jeg var overvældet. Min prædikant sagde, at Jesus var min befrier, at han ville frelse mig fra syndens magt. Jeg råbte, jeg bad, jeg græd. Men der skete intet!" Min ven, hendes synd var utålmodighed!

Åh, hvilke fortvivlede råb disse rodløse lyttere sender op i fristelsens stund: "Herre, sæt mig fri! Tag mine begær og mine gamle synder væk. Hvornår vil du udfri mig, så jeg ikke behøver at være bange mere?" Men når den rodløse lytter kommer i fristelse, så falder han - fordi han ikke er tålmodig nok til at sætte rødder!

Ser du, det er ikke nok at omvende sig - bare at sige "ja" til Gud. Du må også sætte rødder i Herren - og det kræver tålmodighed. Du kan simpelthen ikke bare smide såsæd på jorden, stå ved det og kommandere, "Sæt rødder!" Nej, det er en naturlig proces som tager tid. Det er Guds suveræne værk.

Som en ung troende var du overrasket hver gang du faldt! Du fordømmede straks dig selv. Og efter gentange fejltagelser sagde du til dig selv, at det ikke nyttede at prøve. Så hviskede djævelen til dig, "Du dur ikke - du er for ond. Du klarer det ikke. Du kan lige så godt give op!"

Men du havde glemt, at Gud altid dømmer dig med medfølelse! Han vidste, at du ikke havde haft tid til at sætte rødder. Og det var selveste grunden til at du faldt: Du havde ikke tid til at sætte rødder!

Det lyder måske som en undskyldning, men det er det ikke. Det er en gyldig forklaring på hvad der skete i din vandring med Herren. Og svaret på det hele er: Gå tilbage! Bed dig ind igen. Bed Herren om rødder. Og bed ham om tålmodighed til at de vokser frem!

Men, spørger du, hvad med modne kristne, som engang havde rødder - mennesker, som var rodfæstede i Kristus, men som alligevel faldt i synd? Du kender kristne, som er blevet frelst for mange år siden, som synes at have dybe rødder - men som faldt noget så frygteligt!

Bibelen siger, "... hans rødder tørrer ud, han bærer ikke frugt..." (Hoseas 9, 16). Sådanne troende holder sig ikke nær Jesus! De havde engang rødder - med de gled bort, og disse rødder tørrede ud. De falske doktriners vinde blæste dem væk, fordi de tillod deres rødder at tørre ud!

Gud prøver os for at se om vi tålmodigt vil vente på at han udfrier os!

Gud ved, at vores utålmodighed er totalt destruktiv. Tænk på Israels utålmodighed:

Moses gik op på bjerget, og Gud opholdt ham der. Så hvad skete der nedenfor bjerget? Folket mistede tålmodigheden! Efter fyrre dage gik de i gang med at feste, danse og kaste sig ud i drukne orgier. Til sidst omsmeltede de deres smyk-ker og lavede sig en guldkalv, som de kunne tilbede!

Jeg forestiller mig israelitterne sige, "Hvor er Moses? Hvor er vores Gud, vores hjælp? Hvilken udfrielse er dette? Gud har svigtet os! Han frelste os kun for at lade os dø i den skrækkelige ørken. Nu gør vi hvad det passer os!"

Men i det øjeblik var Moses på vej ned ad bjerget med Guds Ord i sine hænder! Faktisk er Gud altid på vej - han står altid lige ved døren!

Tænk på hvad der skete med Saul. Samuel fortalte Saul, at han skulle vente på ham ved Gilgal før han kæmpede med filistrene. Han advarede ham mod at gå i kamp indtil Samuel var kommet tilbage og kunne ofre til Herren. Samuel sag-de, "Det tager måske seks, syv, otte dage. Men jeg kommer!"

Så Saul samlede Israel ved Gilgal. Men efter fire dage blev israelitterne utålmodige. Filistrenes hær var samlet til kamp - og Sauls folk begyndt at flygte til højre og venstre! Snart havde kongen kun en håndfuld soldater tilbage. Til sidst, på den syvende dag, blev han meget utålmodig: "Hvor er den profet? Hvor er det brændende offer. Vi skal bruge det nu!"

Hvad Saul ikke vidste var at Gud havde forsinket Samuel - fordi han ønskede at se hvad Sauls hjerte indeholdt. Gud ønskede at vide, om han kunne holde fast i sin tro, mens alt så sort ud - om han ville sige, "Jeg vil hellere dø stolende på Guds Ord, hvis det er det jeg skal. Jeg vil stå helt fast på hans Ord til mig!"

I stedet tog Saul sagen i egen hånd. Han sagde, "Bring mig lammet!" Og han ofrede selv brændofferet (hvilket var i mod Israels lov!). Men, siger Skriften, "Han var netop færdig med at ofre, da Samuel kom..." (1. Sam. 13, 10).

Her kom Sauls svar, hans udfrielse. Men han havde utålmodigt handlet allerede! Han havde ikke været villig til at satse sin fremtid på Guds Ord. Svaret havde været lige om hjørnet hele tiden - men han tabte det hele på gulvet!

Måske er det også din situation: Din udfrielse var lige om hjørnet. Men du faldt fordi du ikke kunne holde stand bare lidt længere. Du gav op for tidligt!

David var en anden mand, som blev træt af at vente. Han klagede, " Jeg sagde i min angst: Jeg er fordrevet fra dine øjne. Men du hørte min tryglen, da jeg råbte til dig om hjælp." (Salme 31, 23).

David kiggede tilbage og sagde, "I min utålmodighed anklagede jeg Herren for ikke at svare på mit råb. Jeg anklagede ham for at have efterladt mig i min fristelse og prøvelse. Men han havde hele tiden hørt mig og bevaret mig. Jeg står her i dag, bevaret af ham!"

Der er også "tidsel- lytteren."

"Det, som faldt mellem tidslerne, det er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt." (Lukas 8, 14).

Jesus fortæller os, at denne lytter ikke faldt. Han gik ikke tilbage til verden. Nej, han fortsatte. Men han bar ingen frugt!

"Tidsel-lytteren" går i kirke, lytter til prædikenen, læser Bibelen og omgås Guds folk. Han gør det hele - men han bærer ingen moden frugt! Han lover Gud en helt masse, men han opfylder det ikke. Han er der bare - åndeligt tom, kun en bænkevarmer!

Jesus siger, at "tidsel-lytteren" 'kvæles'. Med andre ord, så lytter han til Ordet, men fortsætter ufortrødent med sit liv. Åh jo, han beder en smule hver dag, taler kristent, og vidner også af og til for andre. Men han er optaget af- og har travlt med livets bekymringer, rigdomme og nydelser!

Hvordan kunne han synke så dybt ned i livets bekymringer? Gennem rigdom! Bibelen siger, at denne type lytter er kvalt af begærlig nydelse af sit ønske om rigdom: " Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse." (1. Tim. 6, 9).

Jeg tror, at "tidsel-lytteren" er den mest utålmodige af de, som er nævnt i denne lignelse. Jeg ser ham for mig, højt på strå, entreprenant, en aktiv person - venlig, godgørende, ikke selvisk. Men en frygtelig utålmodighed har greb om ham: Det er en utålmodighed med store krav til Kristi kors!

"Tidsel-lytteren" kan ikke helt favne selvfornægtelse. Han kan ikke tolerere idéen om at forlade alt for at følge Jesus. Han kvæles (Luk. 8, 14) i kravet om at forlade verden og skille sig og være ren. Og han kvæles i kaldet om at gøre sin karriere sekundær - at give sit liv til Guds formål.

Jeg kender meget få rige mennesker som er i stand til at udvise selvfornægtelse. De er vant til at sørge for alting selv, sørge for deres kødelige behov. De er som "tidsel-lytteren", som aldrig har fjernet sig fra det verden byder på. Denne lytter kender intet til den ånd, som var i Moses, som "(Valgte) ... at langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse..." (Hebr. 11,25).

Tak Gud, at der er nogle rige kristne, som er i stand til at vælge dette. Men, som Bibelen gør det klart, så bruger de fleste rige mennesker deres tid, deres energi og alle deres tanker på investeringer, bekymringer, og nydelser. Og de går tilfreds fremad i en frugtesløs vandring!

En pinsepræst kom en gang med en trist tilståelse til mig. Han sagde, at han var taget på besøg hos sine forældre i deres lille trailer home. Hans gamle far var en pensioneret pastor. Han var meget fattig og havde ingen forsikring. Som sønnen så sine forældres beskedne vilkår, hviskede Satan til ham, "Ser du dette? Hvis du giver hele dit liv til evangeliet, ender du i fattigdom! Tænk på alle de missionærer, som har levet deres liv for Gud. De kommer alle hjem uden en krone på lommen!"

Noget kom over denne søn. I det øjeblik besluttede han, at han aldrig ville være fattig! Han besluttede, at tjene alle de penge han kunne, så han kunne gå på pension med stil.

Denne mand havde en officiel tjeneste i den kirkeretning, han tilhørte, og var meget kendt og respekteret. Men han begyndte at skalte og valte med sin økonomi. Al hans tiende gik til investeringer. Han fortsatte sit liv, involveret i tjenesten - men hans optagethed af rigdom begyndte at kvæle hans kærlighed til Jesus.

Til slut gik det galt med hans investeringer. Men trist nok, så var der ingen anger eller forvandling i ham. Han er stadig i tjeneste, prædiker ofte ved kongresser. Men han handler stadigvæk ved siden af i forsøget på at finde sig et guldæg.

Ulig sin far, vil han måske en dag kunne trække sig tilbage med en masse penge. Men faderen vil gå ind til herligheden! Jeg tror, Herren altid vil sørge for denne gamle pastor og hans kone. De er måske ikke rige, men de vil altid have mad på bordet. Og når faderen dør, vil han gå ind til Herrens fred og hvile - hjem for at modtage sit nye legeme, en bolig og alt hvad der tilhører!

Men sønnen vil blive kvalt i livets bekymringer. Hvis han nogensinde får sikret sin fremtid, vil han ikke være i stand til at nyde dem. Hvorfor? Fordi han vil leve og dø uden at bære moden frugt!

Til sidst er der den "gode jords lytter"!

Men det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt." (Lukas 8, 15).

Disse lyttere har et 'smukt og godt hjerte'! Men hvad betyder det? Svaret findes i 2. Brev til Thessalonikerne: "Herren lede jeres hjerte til Guds kærlighed og til Kristi udholdenhed!" (3, 5).

Dette vers indeholder to vigtige kendetegn for den "gode jords lytter". (1) et hjerte som elsker Gud, og (2) en som er overbevist om, at Jesus altid vil udfri til rette tid. Disse to kendetegn er nødvendige for et hjerte som producerer holdbar frugt!

Men den "gode jords lytter" er lige som alle andre. Han gennemlever også store lidelser, voldsomme trængsler og prøvelser, som synes mærkelige for ham. Hans krop bliver træt. Af og til er han nedtrykt, Nogle gange bliver han forført af kødet, og hans lidenskaber er uregerlige. Nogle gange er hans tanker i oprør, og må bringes til lydighed til Herren. Nogle gange bliver hans kærlighed til Kristus prøvet og han gennemgår lange tørre perioder. Nogle gange er han plaget af en nødlidende samvittighed.

Men hans hjerte har et fast mål! Under alle forhold, går han først ind til Guds kærlighed, og venter derefter tålmodigt på Jesus Kristus.

Nu har det, at vente tålmodigt på Kristus, en dobbelt betydning: Først og fremmest betyder det at forvente Jesu genkomst. Men det betyder også at vente på at Jesus pludselig svarer på dine bønner, udfrier dig eller velsigner dig.

Det gode og ærlige hjerte siger, "Jesus, jeg ved, at jeg ikke er fuldkommen. Jeg ved, mit hjerte er sort uden dit rensende blod. Men jeg ved også, at jeg elsker dig af hele mit hjerte, og jeg er besluttet på at adlyde dig. Jeg ønsker at være dig til behag. Jeg ønsker ingen magt til at gøre noget i mig selv. Du har lovet at bevare mig. Og jeg vil vente på at du kommer og udfrier mig!"

Jesus brugte et specielt ord i henvisningen til det at bære frugt med tålmodighed: "udholdenhed." Det betyder bogstavelig talt at have "et tålmodigt håb gennem alle prøvelser og trængsler." Faktisk er Guds Ord mest produktivt i os, når det bevirker en stille, tillidsfuld hvile i Herren.

Hebræerbrevet fortæller os: "For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet." (10, 36). Har du sat dit håb - hele dit liv - til dette Ord? Tror du, at det vil bevare dig gennem hele din vandring med ham?

Tag Guds Ord og lad det tage plads i dit hjerte lige nu. Lad det bevirke et ærligt, rent og godt hjerte i dig. Du vil finde, at i hver en prøvelse og fristelse, vil det altid lede dig direkte ind i hans kærlighed og ind i udholdenhed - indtil Jesus kommer med helbredelse og sejr.

Halleluja!