Jesu sejr på korset

Det var natten før Jesu korsfæstelse. Jesus havde samlet sine disciple på ovensalen for at forberede dem på sin bortgang fra denne jord. Efter de havde spist sammen, tog Herren et håndklæde og vaskede mændenes fødder.

Den aften fortalte Jesus disse hengivne efterfølgere, at han ville blive 'løftet op' (blive korsfæstet) af onde mennesker. Da han fortalte dem dette, advarede han dem om det, som ville komme.

Jesus sluttede sit budskab med at sige, "Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen." (Johs. 16, 28).

Til dette svarede disciplene, "Nu taler du ligeud, og du bruger ikke billeder. Nu ved vi, at du ved alt og ikke har brug for, at nogen spørger dig. Derfor tror vi, at du er udgået fra Gud.« (16, 29–30).

Disciplene lod Jesus vide, at de klart forstod, hvad han havde fortalt dem. Men hvad der var vigtigere, læg mærke til deres ord i det sidste vers: " Derfor tror vi…" (Eng. oversættelse: "Nu er vi sikre…vi tror…")

Det viste sig, at en stor tro havde grebet deres sjæle. Disse mænd erklærede til Jesus, "Nu ser vi, Jesus. Nu ved vi. Nu tror vi!"

Alt dette antyder, at disciplene var forberedte på de forfærdelige, blodige dage, som lå foran dem.

 

Jesus svarede sine disciple med et spørgsmål:  "Tror I nu?" (Johs. 16, 31).

Da Kristus stillede dette spørgsmål, spurgte han, med andre ord, disciplene: "Forstår I nu, hvad der ligger foran jer? Er I i stand til at drikke af det bæger, som jeg skal drikke af? Er I rede til at tro, når I i morgen ser mig hænge på et kors, som om jeg er hjælpeløs?"

"Vil I stadig tro, når det ser ud som om, jeg ikke har magt over mennesker og djævle? Vil jeres tro holde, når I ser min Far har overladt mig i fjendens hænder for en tid? Vil jeres tro da forblive upåvirkede?"

"Vil jeres tro holde, når I ser mit ansigt slået til ukendelighed? Hvad vil ske med jeres tro i den stund, når jeres Frelser tilsyneladende ikke har nogen magt til at frelse sig selv?"

"Sig mig, tro I nu. Tror I virkelig?"

"Der kommer en time, ja, den er kommet, da I skal spredes hver til sit og efterlade mig alene. Men jeg er ikke alene, for Faderen er med mig." (Johs. 16, 32).

 

Prøvelsens time er kommet.

Denne prøvelsens time kom umiddelbart efter mange skønne timer med kærligt fællesskab. Tænk over det: Kun få timer før havde Jesus kærligt vasket disciplenes fødder. Det var kun få timer siden, at han havde advaret dem om lidelsen og smerten, som lå forude ved hans korsfæstelse.'

Men gennem denne trængselstime, blev det hurtigt klart, at disciplene ikke havde forstået alt, hvad Jesus havde lært dem. Hvor må man have frydet sig i helvede i denne stund. Indenfor få timer gik Peter fra at prale af sin tro, til at fornægte Kristus og bande. Alle disciplene svigtede Jesus, præcis som han havde forudsagt. De efterlod ham og spredtes for alle vinde. (Johs. 16, 32).

Men før vi dømmer disse mænd, så lad os lige forestille os, at vi også havde været der ved korset den dag. Hvad hvis du havde hørt Jesus råbe, "Far, hvorfor har du forladt mig?" Hvilke tanker ville du have tænkt? Jeg tror, at du ville have haft de samme tanker, som disciplene havde. Som dem, ville du også have undret dig:

"Hvor er Gud henne i alt denne lidelse og smerte? Hvor er Faderen lige nu? Hvorfor ville han tillade dette forfærdelige at ske, efter alt det som Jesus havde lovet om sit rige?"

Det var den slags tanker som bragte disciplene i dyb fortvivlelse. De må have været rystet, og tænkt, "Vi troede, at han var vores håb." Nu så de det håb blive knust.

 

Det er i denne stund af tilsyneladende håbløshed, at vi ser et glimt af sejren på korset.

Satan godtede sig i den stund. Han må have troet, at han så en tendens blandt Guds folk, som var til hans fordel. Jeg forestiller mig, at han tænkte, "Dette er et billede på det som kommer. Kristi efterfølgere vil bryde sammen når de gennemgår lidelse og smerte. De vil falde fra lige så snart problemerne rammer dem. Når de kommer til at samle deres eget kors op, vil de miste deres tro."

Og denne scene på Golgata lignede bestemt ikke en sejr. Men noget var i gang den dag, som Satan ikke vidste noget om. Det var noget som djævelen aldrig vil forstå om vores velsignede Frelser. Jeg taler om Guds ufattelige nåde i Jesus Kristus!

Noget ubegribeligt sker lige så snart en person modtager Jesus som Herre. Når de først har forladt verden og følger ham, er de for evigt bundet til Herren med kærlighedens ubrydelige bånd. Tænk på Paulus' beskrivelse af denne ufattelige nåde:

"Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed?…hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre." (Rom. 8, 35 og 38–39).

På trods af disciplenes skamfulde svigt, var Guds nåde helt og fuldt i virksomhed gennem Helligånden. Og den nåde fastslog sejren efter korsfæstelsens mørke dag. En sæd af tro var blevet sået i Jesu efterfølgere, og deres huse var blevet bygget på klippegrund. Deres huse blev rystet, selvfølgelig, da den sataniske storm ramte murene og kraftfulde bølger hamrede mod fundamenterne. Men da stormen var passeret, stod husene der stadigvæk.

Troens frø var ikke dødt. Det var helt og aldeles i live! Jesu bønner havde sejret. Hans efterfølgeres tro havde ikke svigtet.

 

Jeg ønsker at fokusere på en af de mange sejre på korset.

Ingen kan tælle al den nåde og de mangfoldige velsignelser, som Kristus har givet os gennem sit udgydte blod. Men jeg ønsker særligt at fremhæve en sejr: tilgivelsen af alle fortidens synder.

"Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd…Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed." (1. Johs. 1, 7 og 9).

Det er påkrævet, at enhver Jesu efterfølger griber fat i denne vidunderlige sandhed. At tilegne sig denne, er afgørende for, om vi vil bevare en sejrende tro midt i vanskelige prøvelser. I dage med usikkerhed er det meget vigtigt, at hvile i Kristi tilgivelse.

Mange af os, som har trofast tjent Jesus, har gennem årene fået tryghed i at vores tro kan modstå enhver ildovn. Ligesom disciplene vidner vi, "Nu ser jeg, Herre. Nu tror jeg." Vi takker Gud for at Kristus har åbnet vores øjne for hans evige formål.

Men så står vi pludselig overfor en overvældende, rystende krise. Det går op for os, at vi er gået ind i en ildovn, som er syv gange varmere en noget andet vi har været udsat for. Vi står ansigt til ansigt med en kamp så hård og smertefuld, at vores huse begynder at ryste. Og snart er det fyldt med byrder og frygt.

 

Tænk på vidnesbyrdet fra en gudfrygtig prædikant fra gamle dage.

Denne prædikant havde selv oplevet store trængsler i sit liv. Han talte for mange kristne, da han skrev, "Det første mange spørger om, er dette, 'hvad har jeg gjort? Svigtede jeg dig, Gud?'

Dette er illustreret i et brev, jeg modtog fra en kær søster i Kristus. Hun skrev følgende om sin store trængsel:

"Det er som om denne trængsel aldrig hører op. Der er ikke engang et øjebliks ro. Jeg ved ikke, om det er Herrens tugtelse."

"Jeg har spekuleret på, om min families problemer har noget at gøre med mit liv før jeg blev frelst. Jeg tænker hele tiden på det. Jeg har spurgt Faderen om det er tilfældet igen og igen. For jeg ved det ikke."

"Nogle gange føler jeg det, som om det er sådan. Så er min straf mere end jeg nogle gange kan bære. Jeg vil hellere bære straffen selv, end at mine familiemedlemmer skal lide for mine tidligere synder."

"Jeg elsker Herren. At vende mig væk fra ham er ikke en mulighed for mig. Han er mit liv. Men på det seneste har jeg følt, at det ville have været bedre, hvis jeg ikke var blevet født. Så ville mine børn ikke have været her til at lide."

"Jeg har også nogle gange følt, at jeg bare ønsker at komme hjem til Jesus. Men det er selvisk, fordi mine børn har brug for mig."

"Så hvis du har noget at sige om dette, som kan give mig fred I sindet, så vil jeg værdsætte det."

Jeg siger det samme til dig, som jeg sagde til denne kvinde: Hør apostlen Paulus' ord. Han skriver: "For alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede." (Rom. 2, 23–25).

 

Gennem Kristi udgydte blod er der dækket over alle tidligere synder.

Vi er frikendt i Guds øjne ved hans ubetingede tilgivelse. Al skyld, frygt og fordømmelse er løftet af dig. Al fortidens skyld er visket ud!

Kort sagt, Gud holder dig ikke længere op på disse fortidige synder. Han har forsonet sig med dig uden nogen misfornøjelse fra hans side. Utroligt, så har Herren sørget for denne forsoning, mens du stadig levede i synd. Jeg spørger dig, hvor meget mere betyder denne forsoning for dig nu, hvor du stoler på sejren på korset?

Ifølge Paulus, "Men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden. For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever." (Rom. 5, 8–10).

Og sluttelig fortæller Paulus os, "Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus." (Rom. 8, 1). Synden har mistet al sin magt til at fordømme. Og det skete på Kristi kors.

 

Men tilbage står det, at der er konsekvenser af synd.

Nogle af syndens konsekvenser kan være forårsaget af tidligere vaner. Ligeså kommer Herrens tugtelse ofte sammen med synd. Men som et Guds barn, må du fatte én ting en gang for alle: Gud tugter aldrig sine børn i vrede.

"For Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af. For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far?" (Hebr. 12, 6–7).

Du er aldrig mere elsket end at du bliver tugtet og irettesat af Herren. Faktisk har hele processen med tugtelse alt at gøre med Guds længsel efter dig. Det er alt sammen for at bringe dig ind i kundskab om ham og hans herlighed.

Men tag ikke fejl: Bibelen kalder disse tider for sorgens tid. De er på ingen måde glædelige. "Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den. (12, 11).

Gennem årene har jeg måttet kvæle mange af Satans pile og løgne. I dag proklamerer jeg med vished, "Gud er ikke vred på mig. Og kære Jesu efterfølger, han er ikke vred på dig. Derfor kvæl alt hvad djævelen siger som ikke er i overensstemmelse med det!"

Det er korsets sejr: fred med Gud og fred i Gud.

På korset fik nåde og fred et ansigt. Det var et menneskes ansigt — Jesus Kristus. Gennem historien, når et Guds barn fuldstændigt har stolet på den rensende, helende kraft i Kristi blod, er der løfter om fred. Det er Kristi egen fred, den fred som råder i paradis.

Paulus' ord om dette emne er til alle troende i deres egen vandring:

"Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. Og vær taknemlige" (Kol. 3, 15 — min fremhævelse).

Kære troende, det er vore håb i alle vore kampe: Lad fred råde i dit hjerte ved at hvile i Guds løfter. "Fredens Herre give jer freden, altid og på alle måder! Herren være med jer alle!" (2. Tess. 3, 16).

Må denne bøn af Paulus også blive vores bøn, i disse usikre tider:

"Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!" (Rom. 15, 13).

Tak Gud for hans glæde og fred! Amen.