KALDET TIL BØN

I menighederne i hele New York City genopstår bedemøderne. Hvem havde troet det kunne ske i "Syndens By"? For ikke så lang tid siden var over 50.000 troende samlet på Times Square for at bede. Og kristne konferencer, over hele verden, bliver til improviserede bedemøder.

Når Ånden bevæger sig – når syndere omvender sig til Kristus; når Ånden minder os om, at vi skal bede; når Gud giver et løfte og begynder bevæge sig – så kan du ikke bare sidde tilbagelænet og sige, "Gud har lovet det. Nu skal jeg bare "gribe det i tro". Jeg vil slappe af mens jeg ser hvordan han opfylder alt det, han har sagt." Nej! Når Ånden bevæger sig, er det tiden til komme "ind i kampen" med inderlighed og tro.

Da Daniel læste Jeremias' profeti, regnede han ud, at Israels halvfjerds år i landflygtighed var ved at være forbi. Han så, at tiden var inde til, at Israel skulle udfries af Babylon. Guds folk skulle sættes fri! (se Daniel 9, 2).

Hvad gjorde Daniel så? Ventede han på, at Gud skulle gribe ind, og "greb det i tro"? Nej! Daniel sagde, "Jeg vendte mig til Gud Herren for at søge ham i bøn og tryglen under faste og i sæk og aske." (Daniel 9, 3). Og, selvfølgelig, bad han med stor tro.

Forud for hver eneste gang Herren "bevæger sig", kalder Helligånden os til inderlig bøn. Og hver stor bevægelse af Helligånden, som følger derefter, opretholdes af bøn.

I Judas brev læser vi om en sidste-tiders-generation, som overgiver sig til hor og nydelse. Det var en tid, hvor Guds folk beklagede og brokkede sig. Judas profeterede om det, "Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle." (Judas 14-15).

Hvordan forbereder Guds folk sig på det? Ifølge Judas, "Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden." (Judas 20). I den mørkeste time skal Guds folk altid våge og bede.