“Jeg håber ved Herren Jesus, at jeg snart kan sende Timotheus til jer, så at også jeg kan være ved godt mod, når jeg hører, hvordan det står til hos jer.” (Fil. 2, 19).
Her sad Paulus i sin fængselscelle i Rom, uden at tænke på sin egen komfort eller sin vanskelige situation. Det eneste han var optaget af, var den åndelige og fysiske tilstand hans folk befandt sig i, og han sagde til dem, ”Jeg får det først godt, når jeg hører, at I har det godt – i ånd og i legeme. Så jeg sender Timotheus for at se til jer på mine vegne.”
Så kom Paulus med en alvorlig udtalelse; “For jeg har ingen ligesindede, som oprigtigt bekymrer sig om jeres tilstand.” (2, 20). Hvor trist! Idet Paulus skrev dette, voksede menigheden i Rom og blev velsignet. Der var selvfølgelig gudfrygtige ledere i den romerske menighed, men han sagde, at der ikke var nogen, som delte Jesu sind med ham. Hvorfor var det sådan?
“Alle de andre søger jo deres eget og ikke det, der hører Jesus Kristus til.” (2, 21). Tilsyneladende var der ikke en eneste leder i Rom, som havde en tjeners hjerte, som havde sat sit eget omdømme til side, og var blevet et levende offer. I stedet forfulgte alle deres egne interesser. Ingen havde Kristi sind, og Paulus kunne ikke betro nogen at tage til Filippi og være en sand tjener for Kristi legeme der.
Når vi kigger os omkring i menighederne i dag, ser vi det samme i mange forsamlinger. Både pastorer og menighedsmedlemmer går efter det, verden har at byde på: penge, omdømme, materialisme og succes.
Man kan ikke bløde op på Paulus’ ord her: Alle er optaget af sig eget. Pastorer søger kun fordel for sig selv, så der er ingen, jeg kan betro at tage hånd om jeres behov og smerte – undtagen Timotheus.”
Venner, vi er kaldet til at tjene Jesu Kristi menighed; og ligesom Timotheus, må vi være indstillet på at ofre os, og have kærlighed og omsorg for andre.