”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.” (Mat. 10, 32-33).
Hvad betyder det, at kendes ved Kristus, eller fornægte Kristus over for mennesker? Det græske ord for ”kendes ved” betyder her ”pagt” eller ”godkende, acceptere, eller nikke genkendende til.” Jesus taler om en aftale, eller overenskomst, vi har med ham i vores daglige liv. Vi gør det ved, at stole på hans løfter om, at tage hånd om os, og ved at være et vidnesbyrd om det i, den måde vi lever på.
Herren havde netop sagt til sine tilhørere, ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.” (Mat. 10, 29). Han sagde, ”Tænk på de millioner af fugle, der er på jorden. Indtil denne dag, er der ikke en af dem, som er død, uden at den himmelske Far ved det. Tror I, at Gud interesserer sig mindre for jer?”
Derefter sagde Kristus, “Han kender antallet af hår på jeres hoveder.” (10, 30). Med det mente han, ”Jeres Far ved så meget om jer, at I ikke kan fatte det. I vil aldrig kunne begribe, hvor stor og detaljeret hans omsorg er for jer.
Jesus opsummerede det hele ved at befale, ”Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” (10, 31). Med andre ord: ”Tænk over hvad jeg netop har åbenbaret for jer om Faderens omsorg. At Gud har omsorg for jer, er en sandhed, som skal I bekende for hele verden ved måden I lever på. Vi kan udtrykke det i vores tro på Jesus, vi kan tilbede ham og endda prædike om ham, men hvis vi lever i frygt, bevidner vi ikke hans omsorg for os for hele verden.
Sluttelig lover Kristus, “Ham vil jeg også kendes ved over for min fader.” (Mat. 10, 32). På dommens dag vil Jesus tage os ved hånden og føre os til Faderens trone og sige, ”Her er en, som troede mit Ord. Han har vist mennesker dette, ved at have levet et liv i total tillid til, at jeg værdsatte ham og at jeg viste min omsorg for ham i alle forhold og detaljer. Han vidste, at jeg havde mine grunde til at tillade alt, hvad der hændte ham i hans liv. Og selv i de vanskeligste tider har han kastet alle sine bekymringer og sin frygt på mig, og proklameret for verden, at jeg havde omsorg for ham. Han har stolet på mig hele vejen igennem.”
Men hvad betyder det så at fornægte Kristus over for mennesker? ” Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.” (Mat. 10, 33). Når vi taler om at fornægte Kristus, tænker vi ofte på Peter. Vi tænker, ”Hvordan kunne en, som var så tæt på Herren, fornægte ham?” Men selv den mest overgivne af os, kan gøre os skyldig i den samme synd.
Vi fornægter Jesus, når vi ikke stoler på ham i vores svære trængsler.
Mange kristne føler, at de ikke længere kan bære de prøvelser, de er i. Dag ind og dag ud skjuler de deres kvaler og undertrykker deres smertens skrig. Deres sind er overvældet af frygt, og i deres hjerter ønsker de ikke længere at fortsætte. Beskriver det dig, som du kæmper med at sætte ord på din smerte, som selv ikke dine venner forstår? Og endnu værre, et gennemborende spørgsmål rumsterer i dit sind, ”Straffer Herren mig for noget, jeg har gjort?”
”David kæmpede denne tvivlens kamp, da han var overvældet. Han bad, ”Herre, hør min bøn, lyt til min tryglen, svar mig i din trofasthed og retfærdighed! (Salme 143, 1). Han sagde, ”Svar mig, Herre. Straf mig ikke. Jeg lider nok. Jeg kan ikke klare, hvis jeg også skal betale for noget, jeg har gjort forkert.”
Min ven, sådan arbejder Herren ikke. Han forsøger ikke at vinde din kærlighed ved at gøre dig ondt. Hvilken mand forsøger at bejle til en kvinde ved at gøre hende ondt? Jesus bejler til vores hjerter med nåde, kærlighed og sine gode nyheder. Så giv ikke Gud skylden. Og giv ikke dig selv skylden. Jesus ønsker kun et af dig, og det er, at du råber på ham for hjælp. Han ønsker, du skal række ud til ham. Og når du gør det, lover han at svare hurtigt.
Jeg må spørge dig: Ved verden omkring dig, at du elsker Kristus? Og hvis den gør, bliver du anset for at være nedslået og fortvivlet? Taler du hele tiden om alt det der går galt? Hænger du fast i denne tilstand uden at tage Guds løfter til dig? Ifølge Jesu egne ord, så fornægter du ham over for mennesker, hvis det er tilfældet. For det første så afviser du hans kærlighed til dig, og for det andet så forsømmer du at bekende ham som den, har, er: din Frelser, beskytter og forsørger. Du nægter at erkende hans trofasthed.
Jeg ved, at depression eller en nedtrykt ånd kan komme af andet end vantro. Ofte er der andre psykiske forhold ind over, som for eksempel kemisk ubalance, mangel på serotin i hjernen, bipolar lidelse (maniodepressiv) eller en anden sygdom. Dette er reelle psykiske problemer. Her skriver jeg ikke til kristne, som lider under disse psykiatriske lidelser. Jeg taler om de overvældende problemer, vi alle møder i hverdagen. Enten er Guds løfter sande, eller så er livet selv en stor løgn. Som Paulus siger, hvis der ikke er nogen genopstandelse, kan vi lige så godt opgive håbet. Så spilder vi alle tiden.
Salmernes budskab er klart: “Vi skal stole på Herren til hver en tid og under alle forhold. Det eneste David nogle gange kunne gøre, var at græde og råbe, men han kom også med en kraftfuld udtalelse til nedtrykte troende. ”Når de retfærdige skriger, hører Herren dem, og han befrier dem fra alle deres trængsler. Herren udfrier sine tjenere, de, der søger tilflugt hos ham, straffes ikke. (Salme 34, 18, 23).
Vi fornægter Kristus overfor mennesker, når vores onde gerninger forråder hans hellighed.
”For de rene er alting rent, men for de befængte og vantro er intet rent; hos dem er både forstanden og samvittigheden befængt. De forsikrer, at de kender Gud, men i handling fornægter de ham; de er afskyelige og ulydige og er ude af stand til at udrette noget godt.” (Titus 1, 15-16).
Når Paulus siger, at alt er rent for den rene, taler ham om troende, hvis sind ikke er tilsmudsede. En hellig renhed flyder som en flod gennem deres tale og deres livsstil, og de tillader ikke, at noget forurener denne rene flod’. De lytter ikke til beskidt tale. De sidder ikke foran computeren eller TV og lader sig forurene af urenhed. De vender sig hurtigt fra al sladder. I stedet ser de mennesker gennem kærlighedens øjne.
Men der findes en anden slags tjenere: ”De er afskyelige og ulydige og er ude af stand til at udrette noget godt.” (1, 16). Sådan en tjener har et forurenet sind og hans samvittighed er besmittet af den synd, han skjuler. For ham er intet rent. Han sluger hæsligheden fra film og TV. Han ler af sjofle vittigheder, som ingen Jesu tjener burde beskæftige sig med. Og han ser synd hos alle andre, og sladrer gerne om det.
Men et ondt hjerte bliver afsløret af dets onde løgne. Mange millioner ignorerer og afviser Kristus, men den groveste og sørgeligste fornægtelse af Jesus, er beskrevet i Titus 1, 16: ”De forsikrer, at de kender Gud, men i handling fornægter de ham; de er afskyelige og ulydige og er ude af stand til at udrette noget godt.”
Jeg ønsker, at tale til alle troende, som elsker Kristus, men som skjuler en synd. Du ved, dit hjerte er besmittet. Og ja, Bibelen siger, at din synd nok skal afsløre dig. Det er det mest hjerteskærende ved skjult synd: når den afslører sig selv, fornægter vi Guds navn for verden, fornægter hvem han er. Men Herren ønsker ikke at afsløre dig; hans største ønske er at sætte dig fri. Han ønsker at tilgive dig. At rense dig. At lægge din fortid bag dig. Det er hans kærlige ønske for dig. Han nægter at lade dig gå. Men nu må opleve hans domfældelse og råbe til ham om at blive fri. Ellers er der kun dette tilbage: ”Hvis vi fornægter ham, vil han også fornægte os.” (2. Tim. 2, 12).
Vi fornægter Kristus overfor mennesker ved vores verdslige forsøg på at opnå personlig sikkerhed.
Mens jeg forberedte dette budskab, viste Gud mig en virus, en ondartet knude, som ligger dybt i alle vore hjerter. Det er en knude af frygt og det har noget at gøre med vores personlige sikkerhed. Da jeg skrev dette (i 2002), svævede en mørk sky af frygt over jorden. Folk var plaget af følelsen af utryghed. I 1974, i min bog Visionen, advarede jeg om, at en voldsom økonomisk krise ville komme over hele jorden. Jeg profeterede, at forretningsfolk ville blive ondsindede og forsøge at begå økonomiske ’mord’. Imens ville de ansatte blive afskediget i tusindvis og investorer ville blive snydt.
Det er begyndt at ske, netop som jeg profeterede. En børsmægler bekræftede overfor mig, ”Alle på Wall Street ved at sammenbruddet kommer. De rager alt til sig og løber mod udgangen. Alt vi hører nu er, ”jeg har fået mit.”
Imens har sygdommen også fået tag i de kristne. Mange skælver af skræk. De siger bekymret, ”Hvordan skal jeg klare det, hvis økonomien braser sammen? Hvordan skal jeg brødføde min familie?” De bliver forurenet af frygt. Nogle forsøger endog at gå efter egen vinding, og dropper al trofasthed. Deres vanvittige kamp bliver årsag til verdenshistoriens største fornægtelse af Kristus.
Hvordan vil du klare det kommende sammenbrud? Vil du gå i panik, vil du græde og fortvivles? Vil du planlægge hvordan du går ind i kapløbet om penge ligesom resten af verden? I disse tider må der være et Guds folk, som bekender Jesus som deres forsørger. Han er Klippen som modstår alle storme og oversvømmelser. Og når stormen kommer, har vi brug for at bekende ham med mere end ord. Vi skal gå ind i hans hvile og finde vores sjæls fred i ham. Han må være vores tilflugt, vores forsørger og vores sikkerhed.
Nogle af de skønneste breve, vi modtager i vores tjeneste, er fra 80-90 årige enker. De lever sparsomt på en lille pension. Nogle har mindre end 600 dollars om måneden. De skriver, ”Gud har bevaret mig. Han sørger for alle mine behov, og strækker mine pension hver måned. Og han har aldrig svigtet mig. Jeg har aldrig manglet noget, som jeg virkelig havde behov for.” Jesus siger, at han vil kendes ved sådan nogle tjenere overfor sin Far.
Vil du kendes ved Kristus over for mennesker? Vil du gemme hans Ord i dit hjerte: ”Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler. Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver og bjergene vakler i havets dyb, når vandet larmer og bruser og rejser sig, så bjergene bæver. Gud er i dens midte, den rokkes ikke, Gud bringer den hjælp ved daggry.” (Salme 46, 1-6).