Da Israels børn var i ørkenen, led de af tørst og begyndte at diskutere med Moses. "Hvorfor fik du os ud af Egypten? Er du ude på at slå os ihjel…?" Da råbte Moses til Herren, 'Hvad skal jeg stille op med dette folk? De er parate til at stene mig!' "Da sagde Herren til Moses: »Tag nogle af Israels ældste med dig og gå frem foran folket! Tag den stav, du slog på Nilen med, i din hånd og gå! Dér, på klippen ved Horeb, vil jeg stille mig foran dig. Når du slår på klippen, strømmer der vand ud af den, så folket kan drikke.« Det gjorde Moses for øjnene af Israels ældste." (2. Mos. 17, 3-6).
Detaljerne i denne hændelse – og Guds omsorg for folket – se vi igen i Jesu offer. Kristus er den klippe, som blev slået for vore overtrædelsers skyld, da vi var fortabte og vandrede forvildet rundt. Og han er det levende vand som opretholder os. Paulus fortæller os, "Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet … og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus." (1. Kor. 10, 1 og 4).
Denne hændelse i ørkenen viser, hvad Jesus gør for folk der beklager sig: Han tager deres traf på sig. Han siger, "Jeg blev fordømt på deres vegne; jeg blev plaget; jeg blev naglet til korset i deres sted – så de alle kan få overflod af liv." Nogle kristne mister denne formidable gave fordi de holder fast i deres bitterhed. Paulus siger videre, "Og alligevel fandt Gud ikke behag i ret mange af dem. De blev jo slået ned i ørkenen. Derved blev de advarende eksempler for os..." (10, 5-6).
Vores liv kan ædes op af bitterhed, eller vi kan blive fornyet ved Guds vidunderlige nåde – det er vores valg.