Kristi nuværende storhed

”(Jeg) kan heller ikke holde op med at takke for jer, når jeg nævner jer i mine bønner.  Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er, og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke.  Med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen” (Ef. 1, 16-20).

Paulus’ bøn for menigheden var ganske enkelt denne: “Må Gud ikke alene åbenbare fortidens storhed for jer, men også Kristi nuværende storhed.”

Menigheden har stor ærbødighed overfor den Kristus, som vandrede på jorden – Jesus fra Galilæa, Marias søn, læreren og ham som udførte mirakler. Vi bliver aldrig trætte af at høre om, og fortælle om Jesus Kristus af Nazareths storhed – hvordan han kastede dæmoner ud, stod stærkt imod alle fristelser, åbnede blinde øjne og døve ører, fik de lamme til at løbe rundt, helede visne arme, helbredte spedalskhed, forvandlede vand til vin, brødfødte tusinder med nogle få brød og fisk; og oprejste de døde!

Men på et eller andet tidspunkt i historien begyndte vi at begrænse denne mægtige Frelser som udførte mirakler! Vi udviklede en teologi som gjorde ham til Herre over det åndelige, men ikke over det naturlige. For eksempel tror vi, at han kan tilgive vores synder, dulme vores nerver, lette vores skyld, give os fred og glæde, tilbyde os evigt liv – alt sammen i den usete, usynlige verden. Men ikke mange af os kender ham som Gud over det fysiske, Gud i hverdagslivet: Gud for vores børn, Gud for vores jobs, Gud over vores regninger, Gud over vores hjem og ægteskaber.

Paulus siger, vi har brug for en åbenbaring af den kraft Kristus har haft siden han blev oprejst fra de døde. Lige nu sidder Jesus ved Guds højre hånd, og besidder al magt i himlen og på jorden: ”Alt har han lagt under hans fødder” (Ef 1, 22).

For nylig, da jeg var i bøn, talte Helligånden mægtigt til mit hjerte. Han sagde, ”Jesus har aldrig haft mere magt, end han har nu! Faktisk siger Skriften, ”(Han er) højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende” (Ef. 1, 21). Hvis vi virkelig kan tro det, har det en enorm indvirkning for os.

Kristus fra Galilæa gav aldrig op overfor de døde!

Han, som har overvundet døden har al magt. Og der er intet større bevis på Kristi magt på jorden, end da han oprejste mennesker fra døden. ”For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil” (Johs. 5, 21). Jesus erklærede klart, at han har magten over døden. Han sagde om sig selv, »Jeg er opstandelsen og livet” (Johs. 11, 25). Og han beviste det!

Tror vi virkelig på Jesu ord? Han siger: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve.  For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv” (Johs. 5, 25-26).

Jesus taler ikke kun om den sidste opstandelse; han beskriver også hans nuværende magt til at oprejse alle som er døde — Hans nuværende magt til at gennemstrømme os med sit liv. Ser du, vi har alle en hemmelig kirkegård i vores liv – noget vi opgav for længe siden. Vi har begravet det og skrevet dødsdatoen på dets gravsten!

En kær bekendt af os fortalte os, at hun havde været til afslutningsfesten på hendes børns uddannelse. Sammen med de deltagende familiemedlemmer, var også hendes ex-mand (som havde forladt hende for år tilbage til fordel for en anden kvinde.) Ægteskabet kunne ikke reddes fordi han nu var gift med en anden kvinde. Men Gud fik kvinden til at gå tilbage til det ægteskabs gravsted og bede for hans frelse – og for hans kones frelse! Denne kvinde gav ikke op overfor de åndeligt døde.

En anden kær søster i Kristus havde en mand, som havde forladt hende for mange år siden. Denne mand levede nu i dyb synd. Hvor der en gang var et godt ægteskab, står der nu en gravsten. Også hun måtte lære, at Jesus aldrig giver op overfor de døde. Det er ikke sådan at hun ønsker sin mand tilbage (og han vil sikkert aldrig komme tilbage); hun vil hellere se ham oprejst fra dødens synd. Hun giver ikke på overfor døden fordi vi tjener en Gud, som den dag i dag har opstandelseskraften!

En pastor skrev til mig og fortalte: Han havde taget en frigiven fange fra fængslet med hjem – en mand, som virkede oprigtigt angrende. Efter nogle få måneder kom denne pastor hjem, og fandt sin kone og ex-fangen i sin ægteseng. Pastoren og hans kone havde allerede to børn – men nu var hun blevet gravid med fangens barn. Fangen var flygtet fra deres hjem.

Hvilken sorg denne pastor led! Han bekymrer sig om AIDS. Han kan knap nok forsørge sine to børn, og hvis han beholder sin kone, kan han ikke se hvordan han skal klare det. Han skrev, ”Døden er allevegne. Det synes håbløst, som om der ikke er nogen udvej.”

Jeg kender en far som sørger over sin 16 årige datter, som en gang var en uskyldig og kærlig person. Nu er hun afhængig af crack, og vandrer rundt i gaderne og prostituerer sig. Hun er helt afpillet og har en moral som en baggårdskat. Denne far elsker hende så meget, men nu er hans barn halvdødt – faktisk mere død end levende!

Han græder over hendes gymnasiebillede, og husker de lange gåture og samtaler de to har haft. Desværre har han opgivet håbet. Det eneste han nu venter på er, hvornår telefonen ringer en nat og man beder ham komme og identificere sin døde datters krop.

Alle disse ofre for djævelens raseri har tilsyneladende en god grund til at give op overfor deres kære. Men Jesus giver aldrig op overfor døden! Han bringer liv af død. Alt vi behøver er hans Ord, hans ånde – og det som virker dødt og håbløst får nyt liv.

En anden sørgende far ved navn Jairus kom til Jesus for at bede om helbredelse af sin døende datter: “Så kommer der en af synagogeforstanderne, han hed Jairus, og da han så Jesus, faldt han ned for hans fødder og bad ham indtrængende: »Min lille datter ligger for døden. Ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kan blive frelst og leve.« Så gik Jesus med ham, og en stor skare fulgte efter og trængtes omkring ham” (Mark. 5, 22-24).

Denne mand, Jairus, repræsenterer de fleste kristne. Ligesom Jairus, ved vi, at Kristus er vores eneste håb, og i vores kriser kommer vi til ham, kaster os ned for hans fødder og søger hans nåde og hjælp.

Jairus havde en god del tro. Han bad Jesus om at ”komme og lægge sine hænder på hende, så hun kunne blive rask, og hun skal leve” (vers 23). Det var en bekræftelse på sand tro: ”Herre, alt hun behøver er dig. Du har al magten! Du kan redde hende fra døden!”

Jesus reagerede på denne mands bøn og “Jesus gik med ham” (vers 24). Jairus’ knuste hjerte må være blevet fyldt med stort håb. Men en rædselsfuld tanke må have ramt ham: ”Hvad nu hvis det er for sent? Det er vidunderligt at have Jesus ved sin side, men vi behøver tid! Vi behøver Jesus og tid!”

Havde Jairus vidst hvem Jesus virkelig var, “opstandelsen og livet,” kunne han have haft fred i sin ånd, og fortalt sit bekymrede hjerte, “Jesus har styr over tiden!” Jeg har ikke brug for mere tid – jeg har kun brug for Ham!

Tro, som kun rækker til døden, er ikke god nok!

Jesus tillod tiden at gå, fordi hans ønske for sine følgere var at have tro på hans opstandelseskraft – en tro som går længere end til håbløsheden, længere end selve døden! De troende af navn, som stod ved den lille piges seng, havde denne begrænsede tro: så længe der var lidt liv tilbage, et lille håb, så var Jesus ønsket og der var behov for ham.

De har sandsynligvis sagt til sig selv, “Ja, Jesus, vi tror du er en stor læge, en mægtig helbreder. Intet er umuligt for dig. Vi ved, du har al magten. Men skynd dig, for hun kan dø når som helst! Så har vi ikke brug for dig!”

Hvilken slags tro er det? Det er en tro, der kun rækker til døden. Den tror kun til graven. Når omstændighederne ser ud som om alt er tabt, dør denne tro.

Og det skete, at den lille pige døde. Jeg ser for mig, at man tager hendes puls og erklærer hende død. Den lille tro, de havde, var væk. Den første begravelsesforberedelse de gjorde var, at sige til helbrederen, at der ikke længere var behov for ham. De sendte et budskab og sagde, ”Din datter er død: hvorfor besvære Mesteren mere?” (Mark. 5, 35).

Disse ord synes så endelige: “Din datter er død!” Ringer disse ord i dine ører: ”Dit ægteskab er dødt – forstyr ikke Jesus!” ”Din tjeneste er død – besvær ikke Herren!” ”Dit barn er dødt i synd, besvær ikke Kristus!” ”Din relation til din kære er død!"

Disse frygtede ord betød absolut intet for Jesus. Han giver aldrig op overfor døden! Han er opstandelsesliv. På græsk er den bedste gengivelse af vers 36: ”Jesus sagde til synagogeforstanderen, som om han ikke havde hørt hvad der var blevet sagt, vær ikke bange, tro kun.”

Lyt til tvivlen i disse ord: “Hvorfor besvære Mesteren mere?” Med andre ord, ”Hvorfor blive ved, når det er forbi? Det er en død sag nu. Lad det være.” Men ingen sag, ingen person er opgivet af Jesus!”

Havde han lyttet til sådan en tvivl, ville Jairus havde sagt noget som dette til Jesus: “Tak, Herre. Jeg ved, du mente det godt. Måske var det gået bedre, hvis ikke denne blødende kvinde havde rørt sømmen på din kappe og havde forsinket dig. Jeg havde virkelig tro; jeg vidste i mit hjerte, at hvis du havde nået det, mens hun stadigvæk trak vejret, ville hun ikke være død.”

Det var det Maria sagde til Jesus efter Lazarus var død. ”Herre, hvis du havde været her, ville min bror ikke have været død” (Johs. 11, 32).

Tænk på den tro Lazarus’ naboer og venner havde – en tro som kun gik til dødens grænse: “Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?” (11, 37). Hverken Maria eller Martha eller nogen anden ved det gravsted havde nogen som helst tro på Kristus som Opstandelsen. For dem var Jesus en kraftfuld person, som de behøvede – men kun til dødens grænse.

"De lo ad ham."

Hvilken forfærdelig scene der var ved Jairus’ hus. Jeg bliver dybt rystet, når jeg læser om hvad der skete, da Jesus ankom. Der var total forvirring, tvivl, frygt, gråd og jammer. De opførte sig alle, som om Jesus bare var en person, der kom for at sørge over afdøde. Jeg kan næsten høre dem sige, ”Nå, i det mindste kom han i tide til at deltage i begravelsen. Bedre sent end aldrig!”

I Markus 5, 38-40 læser vi: “Så kom de til synagogeforstanderens hus, og han så en larmende hob, som både græd og jamrede meget, og han gik ind og sagde til dem: »Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke død, hun sover.« De lo ad ham.”

Min ven, lad mig fortælle dig hvorfor der er så meget uro i dit liv, så megen sorg og klage: ”Det er fordi du ikke tror, at Jesus kan oprejse det som er dødt. Du tror ikke Jesus ved hvad han gør. Du tror ikke han har en livgivende plan. Du tror han kommer for sent og lader det gå alt for langt. Du kan ikke tro, at Jesus stadig arbejder – på det du allerede har givet op overfor.

Derfra hvor jeg står, ser jeg disse tvivlende mennesker og ønsker at råbe ad dem, “Hvad griner I af? Hvorfor har I givet op? Hold ud! Stol på ham, Han kan bringe hende tilbage til livet! Han ønsker at oprejse hende fra de døde! Det har hele tiden været hans plan.” Jeg spørger mig selv – er det denne bedende forsamling, som ventede på at Jesus skulle komme, og sagde ”Han er svaret”?  Nu ler de ad ham og ignorerer ham som om han bare var et andet menneske.

Men vi er nøjagtig lige så skyldige som disse hånende mennesker var. Vi råber også til Gud når vi har problemer, og kræver han skal svare inden det er for sent. Og når svaret ikke kommer, sørger vi og jamrer. Vi ryster over djævelens magt, som om dæmonerne havde vundet sejren – som om Jesus havde tabt og djævlen havde vundet!

Ting går ofte fra slemt til værre, og til sidst siger vi, “Nu er det nok. Det er for sent. Det er forbi. Af en eller anden grund har Herren valgt at lade dette ske. Han vil ikke redde situationen.”

Det er ikke nok kun at elske, tjene og tilbede Jesus til der hvor det bliver håbløst. Hvad med at stole på ham når alt håb er ude? Når det ser ud som om du aldrig vil få et job? Når tingene hober sig op til alle sider – når det er menneskeligt umuligt at fortsætte?

Hvad hvis Jesus kom ind i din nuværende situation? Hvad ville han finde? Hvordan ville du reagere overfor ham? Ville du stadig sørge? Ville dit hjerte stadig være uroligt? Ville du sige til ham, ”Herre, det ser håbløst ud. Jeg var ved at give op – men du er den samme i dag, som du var hjemme hos Jairus. Du kan helbrede dette problem. Du kan bringe liv ud af død.”

Når Jesus endelig udvirker dit mirakel, vil du være at finde udenfor hos dem, der håner – eller indenfor med hans trofaste kreds?

“De lo ad ham; men han jog dem alle sammen ud og tog barnets far og mor og sine ledsagere med sig og gik ind, hvor barnet lå” (Mark. 5, 4). De var der for at se ham arbejde. Og der er der, jeg ønsker at være: indenfor – på troens side!

Jesus har aldrig været mere villig efter at vise sin magt, end han er lige nu!

Jesus har aldrig været mere magtfuld end han er lige nu. Vores tro skal gå længere end til døden. Den må se ind i ansigtet på alt, som er dødt, og proklamere, ”Jesus giver aldrig op overfor døden!” Vi skal heller aldrig opgive nogen eller noget, uanset hvor håbløst det ser ud.

Bemærk, at i forhold til Jairus og hans datter var Herren ikke interesseret i at vise sin kraft til ikke-troende. Faktisk siger han til dem, som er i rummet, ”Igen måtte få det at vide” (vers 43). Med andre ord, ”Fortæl ikke hvad I så – miraklet er mellem os, som er i dette rum.”

De, som holder fast i en urokkelig tro, skal se en glorværdig manifestation af Kristi opstandelseskraft. Kun du og Herren vil kende alle disse fortrolige gerninger. Han vil forbavse dig; han vil begejstre dig. Han vil vise dig sin herlighed!

Kristi nuværende storhed kan summeres op til et kraftfuldt vers: “I ham var livet” (Johs. 1, 4). Han var – og er – fuldstændigt liv. Han ejer liv. Jesus blev kontinuerligt fornyet, idet han trak på den kilde, som aldrig tørrer ud. Han blev aldrig træt af folkemængden som pressede sig på. Han var aldrig utålmodig.

Da han bad sine disciple om at de skulle tage af sted for at hvile en stund, ankom de til et stille sted på den anden side af søen. Men også der ventede folkeskarerne. Ikke en eneste gang sagde han, ”Åh nej! Ikke dem igen med deres klager og dumme spørgsmål. Vil det nogensinde få en ende?” I stedet så han folkemængden og blev rørt af medfølelse. Han fik fornyet energi af Ånden og gik på arbejde. Han havde slidsomme dage og nætter i bøn – og havde tid til de små børn!

I et træt øjeblik stoppede han op for at hvile ved en brønd, men en fortabt kvinde havde brug for hjælp. Igen fik han energi. Disciplene kom og så deres Mester så afslappet, så forfrisket! ”Han sagde til dem, Jeg har mad at spise, som I ikke kender til” (Johs. 4, 32). Det er opstandelseslivets hemmelige energi!

Jeg føler mig ofte som et fladt batteri til en bil: Hvis du har efterladt den med lyset tændt for længe, vil du næste dag bare høre en klikkende lyd fra motoren, når du forsøger at starte.

Jeg ved, der er noget galt blandt nutidens troende, for vi er blevet lovet det samme energifyldte liv i Kristus. ”Og når hans ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer” (Rom. 8, 11).

Hvor er det klart i Skriften, at Helligånden bor i os for at give os konstant liv. Gud har sørget for, at hans egen energi kan komme til vores dødelige legemer og give fysisk styrke. ”Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser” (Kol. 2, 13).

“Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus” (Ef. 2, 4-5). ”Det er Ånden, som gør levende” (Johs. 6, 63). “Den sidste Adam blev en ånd, der gør levende” (1. Kor. 15, 45).

Er du fyldt med Helligånden? Så kan du ved tro gribe det nye liv og energi ”så du bliver ung igen som en ørn” (Salme 103, 5). Titus taler også om ”fornyelse i Helligånden” (Titus 3, 5).

Tak Gud for vores Herre Jesus Kristus nuværende storhed! Tag i mod i tro og vandr i opstandelsesliv og kraft!