Jeg ønsker du skal huske en bøn, som Paulus bad for menigheden. Han bad: ”Må Gud åbenbare for dig, ikke kun Kristi storhed i fortiden men også hans storhed. lige nu”
Den specifikke bøn lød således: ” Jeg beder om…. jeres hjertes øjne (bliver) oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er, og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke.” (Ef.1, 18-19).
Nutidens menighed har en stor ærefrygt for den Jesus, som vandrede på jorden. Jeg refererer til galilæeren, Marias søn, læreren og udvirkeren af mirakler. Vi bliver aldrig trætte af at høre beretningerne om Jesus Kristus af Nazareths storhed.
Vi elsker at minde os selv om hvordan Jesus uddrev de onde ånder, og stod stærkt imod alle fristelser. Han åbnede de blindes øjne og ører. Han fik lamme til at gå og helbredte visne arme. Han helbredte de spedalske og forvandlede vand til vin. Han bespiste folkeskarerne med nogle få fisk og brød. Og mere end én gang oprejste han de døde.
Men på et eller andet tidspunkt i historien begyndte de kristne at begrænse den nuværende kraft, som vores mægtige Frelser har. Menigheden udviklede en teologi, som gjorde Kristus til Gud over det åndelige men ikke over det naturlige.
Lad mig give dig et eksempel. Nu om dage tror vi at Jesus kan tilgive os vores synder og fjerne vores skyld. Vi tror, at han kan give os fred og glæde og endog evigt liv. Og det gør han alt sammen i det skjulte, i den usynlige verden.
Men ikke mange af os kender Jesus som Gud over den naturlige verden vi lever i. Vi kender ham sjældent som Herre over vores daglige gøremål, som Gud over vore hjem, børn, ægteskab, job og regninger.
Paulus siger til os, at vi behøver en åbenbaring af Jesu kraft efter den tid hvor han blev oprejst fra de døde. Og lige nu sidder Jesus ved Guds højre hånd, men al magt i himlen og på jorden givet til ham. ”Alt har han lagt under hans fødder.” (1, 22).
Som jeg læser dette vers nu, så taler Helligånden en kraftfuld sandhed til mit hjerte: ”Jesus har aldrig været mere magtfuld end han er lige nu.” Og han er desuden, ifølge Paulus: ” Højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende.” (1, 22).
Hvis vi virkelig tror dette, har det en utrolig indvirkning for os. Ser du, Kristus fra Galilæa gav ikke op overfor døden. Faktisk er der ikke noget større bevis på Jesu kraft end når han besejrede døden. Han demonstrerede igen og igen at han har al magten over døden.
”For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil.” (Johs. 5, 21). Jesus påstod ikke kun at have magt over døden ved at sige, ”Jeg er opstandelsen og livet,” Han beviste det!
Tør vi tro det Jesus sagde om opstandelsen til liv?
”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.” (Johs. 5, 25-26 – min fremhævelse).
Da Jesus sagde disse ord, mente han ikke kun den sidste opstandelse. Han viste os sin nuværende magt til at oprejse det der var dødt og overstrømme os med liv.
Sandheden er, at vi alle har en hemmelig gravplads i vores liv. Jeg taler om nogen eller noget som vi har opgivet for længe siden. Vi har begravet det, har anbragt en gravsten ovenpå det og har skrevet dødsdatoen på den.
Jeg tænker på en kær bekendt, som fortalte min hustru og jeg om at gå til sine børns afslutningsceremoni på deres skole. Det er en kvinde hvis mand havde forladt hende for flere år siden til fordel for en anden kvinde. Ved ceremonien mødte han og hans nye kone op sammen med alle hans pårørende.
Hvor var det svært for hende. På det tidspunkt var chancen for genoprettelse af vores vens tidligere ægteskab passé. Men mens hun sad der få meter fra hendes ex-mand og hans nye kone, fik Gud denne kvinde til at gå tilbage til der hvor hendes ægteskab blev begravet. Og hun begyndte at bede om frelse for sin ex-mand såvel som for hans nye kone.
Hvorfor gjorde hun det? Hun ønskede at han skulle genopstå fra syndens død. Ser du, fordi hun kender Kristus, nægter hun at give op overfor døden. Hun ved at Jesus har kraft lige nu og her til at bringe liv ud af død.
Jesus giver aldrig op overfor døden.
Vores Herre bringer liv ud af død. Alt han behøvede var at sige et ord, sin ånde, og pludselig kommer det til live som virkede dødt og håbløst.
Jeg kender en far, som sørger over sin 16 år gamle datter som er afhængig af crack. Hun var engang så uskyldig og kærlig. Hun elskede at gå lange ture med sin far og have dybsindige samtaler om tro. Men nu bor hun nærmest på gaden og sælger sin krop for at få penge til stoffer. Hendes krop er afmagret, og hun er nærmest mere død end levende.
Hendes far elsker hende inderligt og han græder siddende med hendes gymnasiebillede i hænderne. I disse dage har han opgivet håbet. Han venter det frygtede telefonopkald, hvor en fremmed spørger ham ,”Er du far til…? Kom til lighuset.”
Men Jesus giver aldrig op overfor døden! Han har al magt til at frelse denne pige fra narkotikaens grav. Tusinder ligesom hende er blevet oprejst fra alle slags afhængighed.
En sørgende far, som hed Jairus, kom engang til Jesus for at få helbredelse til sin døende datter. Hans lille pige var på dødens rand. ”Så kommer der en af synagogeforstanderne, han hed Jairus, og da han så Jesus, faldt han ned for hans fødder og bad ham indtrængende: »Min lille datter ligger for døden. Ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kan blive frelst og leve.« Så gik Jesus med ham, og en stor skare fulgte efter og trængtes omkring ham.” (Mark. 5, 22-24).
Jairus havde helt klart en god portion tro. Han bad Jesus, ”Kom og læg dine hænder på hende, så vil hun blive rask.” Hvilken bekræftelse, som viste Jairus’ dybe tro.: ”Min datter behøver kun Jesu berøring. Han har al magt. Han kan bevare hende fra døden.”
Jeg tror at Jairus’ indstilling repræsenterer de fleste kristne i dag. Når vi er i dyb krise, ved vi at Jesus er vores eneste håb. Og så kommer vi til ham i vores nød, og lægger os for hans fødder og søger hans nåde og hjælp.
Jesus besvarede Jairus’ tro ved at gå med ham. Kan du forestille dig hvilket stort håb der måtte have fyldt denne mands hjerte? Men på samme tid tror jeg, at en frygtelig tanke må have ramt Jairus: ”Hvad nu hvis vi kommer for sent? Det er vidunderligt at have Jesus ved min side. Men vi har brug for tid. For hvert skridt vi tager tilbage til mit hus, så siver livet ud af min datter.”
I vores egne kriser, siger de fleste af os som Jairus gjorde: ”Jeg behøver dig, Jesus. Men tiden er ved at løbe ud for os.” Havde Jairus vidst hvem Jesus var – Opstandelsen og Livet – så ville han have haft ro i sindet. Han kunne have beroliget sin bekymrede sjæl, ”Jesus eksisterer uden for tid og sted. Vi behøver ikke tid. Vi behøver kun ham!”
Jesus tillod at tiden løb ud for Jairus.
Herren ønsker mere af os end en tro der kun udfolder sig på dødens rand. Jesus ønsker tro på hans opstandelses kraft. Jeg taler om en kraft, som rækker udover døden og håbløsheden.
De almindelige troende i Jairus’ husholdning havde en begrænset tro. De troede kun til dødens grænse. Så længe der var lidt liv tilbage i pigen, var der lidt håb. Jesus var ønsker og der var behov for ham. Deres bøn var, ”Vi tror, at Jesus er den store læge og helbreder. Men han skal skynde sig. Vores lille pige kan dø hvornår det skal være, og så er der ikke behov for ham!”
Jeg spørger dig, Hvilken tro er det? Det er tro der kun går til kanten af håbløsheden. Den når kun til kanten af graven. Og Det er overhovedet ikke tro.
Jairus’ datter døde faktisk. Jeg ser for mig, at en eller anden tager hendes puls og erklærer hende død. Den smule tro de mennesker måtte have haft var nu forsvundet. Og deres første handling var at give besked til helbrederen om at man ikke længere behøvede ham. De sendte et budskab til Jesus: ” Endnu mens han talte, kommer der nogle fra synagogeforstanderens hus og siger: »Din datter er død! Hvorfor gøre Mesteren ulejlighed mere?” (Mark. 5, 35- min fremhævelse).
De ord synes så endegyldige: ”Din datter er død.” Sig mig, er der lignende ord, som ringer for dine ører over noget som er dødt i dit liv? ”Dit ægteskab er dødt, så der er ingen grund til at gå til Gud med det.” ”Din tjeneste er død. Det hjælper ikke af bede.” ”Dit barn er dødt i synd. Lad ham gå.” Dit forhold til en kær person er dødt. Se at komme over det.”
Nej! Alle disse frygtede ord betyder absolut intet for Jesus. Han giver aldrig op overfor døden. Jeg taler om åndelig død. Han er opstandelse for det som vi regner for dødt.
Hvordan reagerede Jesus på nyheden om Jairus’ datters død? Den bedste oversættelser siger, ”Jesus, som om han ikke kunne høre hvad der blev sagt, sagde til synagogeforstanderen, ”vær ikke bange, tro kun.”” (se 5, 36).
Sæt det op imod slutningen af budskabet, ”Hvorfor ulejlige Mesteren mere?” Med andre ord, hvorfor holde fast når det nu er forbi? Det er en sag om døden nu. Lad det være.” Men det er aldrig forbi med Jesus.
Hvis Jairus’ havde lyttet til denne tvivl, hvordan tror du så han ville have reageret overfor Jesus? ”Tak, Herre, Jeg ved du mente det godt. Måske havde hun overlevet hvis vi ikke var blevet forsinket af den blødende kvinde, som rørte sømmen på din kappe. Jeg havde faktisk tro. Jeg troede, at hvis vi var nået hjem mens hun stadig trak vejret, så ville hun leve.”
Da man kaldte på Jesus for at helbrede Lazarus, mødte han den samme begrænsede tro. ” Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” (Johs. 11, 32). Dette vers viser at Maria og hendes venner kun havde tro til dødens grænse. ” Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?” (11, 37).
De havde kun behov for Jesus til dødens grænse. Hverken Maria eller Martha, ikke en eneste person ved gravstedet, havde tro på Kristus som Opstandelsen og Livet.
Jeg bliver forbløffet når jeg læser om hvad der skete da Jesus ankom til Jairus’ hus.
Det var en frygtelig scene. Der var total forvirring, tvivl, frygt og jamren. ” Så kom de til synagogeforstanderens hus, og han så en larmende hob, som både græd og jamrede meget.” (Mark 5, 38).
Da Jesus ankom opførte folk sig som om han bare var en af de sørgende, som kom for at tage afsked med den døde. Jeg kan høre dem hviske: ”Han nåede i det mindst at komme til begravelsen. Bedre sent end aldrig.”
Undrer du dig over at der er så meget røre i så mange af os kristnes liv? Hvorfor så meget sorg? Det er fordi vi ikke tror at Jesus kan oprejse det der synes dødt. Hvis vi er ærlige, vil mange af os indrømme, at der er tider hvor vi ikke tror at Jesus ved hvad han gør. Vi tror ikke at han har en livgivende plan for os. Vi tror han kommer for sent, at situationen er for langt ude.
Den indstilling viste sig da Jesus fortalte Jairus’ husholdning at de skulle bevare håbet. ”Og han gik ind og sagde til dem: »Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke død, hun sover.« (5, 39). Her var de sørgendes reaktion: ”De lo ad ham” (5, 40- min fremhævelse).
Som jeg ser disse tvivlere for mig, ønsker jeg at spørge dem, ”Hvad grine I ad? Hvorfor har I givet op? Hold ud! Stol på ham. Han kan rejse hende op. Det har hele tiden været hans plan.”
Tænk på at disse var de samme bedende folk, som ventede i tro på at Jesus skulle komme. Kun en time tidligere ville de have sagt, ”Jesus er svaret. Han er løsningen på vores problem. Gå ud og hent ham!” Nu stod de samme troende og lo ad ham. Da den lille pige var død, ignorerede de ham simpelthen. For dem var han bare et menneske som alle andre.
I dag er mange af os lige så skyldige som denne tvivlende gruppe af sørgende.
Er det ikke sandheden for mange af os også? Vi råber til Gud i vores nød. Vi kræver han svarer os før det er for sent. Og når svaret ikke kommer i tide, bliver vi sørgende. Vi ryster foran Djævelens magt, som om dæmonerne havde vundet sejr. Vi konkluderer, ”Jesus har tabt kampen. Djævelen vandt til sidst.”
Jeg siger dig, det er ikke nok kun at elske, tjene og tilbede Kristus til randen af håbløsheden. Hvorfor stoler vi ikke på ham når alt håb er ude? Det spørger jeg mig selv om. Hvorfor stoler vi ikke på ham når det ser ud som om vi aldrig vil få et job? Når det synes menneskeligt umuligt for os at komme videre?
Lad mig spørge dig: Hvad hvis Jesus vandrede lige ind i din nuværende situation? Hvad vil han finde? Vil du stadig sørge over din situation? Vil dit hjerte være lige så uroligt som den var hos de sørgende i Jairus’ hus?
Eller ville du sige til Jesus, ”Herre, det ser håbløst ud. Jeg var lige ved at give op. Men du er den samme som du var hjemme hos Jairus. Du kan løse dette problem. Du er Opstandelsen og Livet. Du kan bringe liv uf af død!”
Bemærk hvad Jesus gjorde i Jairus’ hus: ” Men han jog dem alle sammen ud og tog barnets far og mor og sine ledsagere med sig og gik ind, hvor barnet lå) (Mark. 5, 40).
Hvem samlede Jesus om sig andre end ’sine ledsagere’. Det betyder dem, som troede på ham: hans disciple, såvel som pigens troende forældre. De kom alle til at se ham bringe liv ud af død.
Bemærk at Kristus ikke var interesseret i at vise sin magt til de vantro. Faktisk sagde han til dem omkring sig, efter at have vakt pigen til live, ” Jesus befalede dem strengt, at ingen måtte få dette at vide.” (5, 43). Med andre ord, ”sig ikke til andre hvad du så. Dette mirakel mellem os der er i dette rum.”
Sig mig, kære troende ven, når Jesus udvirker dit mirakel, som han gjorde for Jairus og for Maria og Martha, vil du så være inde i rummet sammen med andre som tror ham? Eller vil du være at finde udenfor? Jeg ønsker at være indenfor når Jesus bringer liv. Jeg ønsker at være på troens side!
Jesus har aldrig været mere villig til at vise sin opstandelses kraft end han er lige nu.
Vores tro må simpelthen række forbi døden. Vi må se ind i dødens ansigt og proklamere, ”Jesus giver aldrig op overfor det som synes dødt.” Vi behøver en tro som nægter at give op overfor nogen eller noget, uanset hvor håbløs situationen ser ud.
Kristus vil forbavse os med sin magt. Faktisk, hvis du holder fast i en urokkelig tro, står du overfor en herlig manifestation af han opstandelses liv. Kun du og Herren vil kende fortroligheden af hans mirakel. Men han vil forbløffe og begejstre dig når han viser dig sin herlighed.
Skriften siger, at vi har fået del i den selv samme mægtige opstandelseskraft som var i Kristus. ”Og når hans Ånd, han som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, skal han, som oprejste Kristus fra de døde, også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd, som bor i jer.” (Rom. 8, 11).
”Også jer, der var døde i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser. (Kol. 2, 13). ”På grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst. ”(Ef.2, 4-5). ”Det er Ånden, som gør levende… (som gør os levende). (Johs. 6, 63). ”Den sidste Adam blev en ånd, der gør levende.” (1. Kor. 15, 45).
Titus tale om ”fornyelsen ved Helligånden” (Titus 3, 5). ”Han mætter dit liv med gode gaver, du bliver ung igen som en ørn.” (Salm.103, 5).
Hvor klart er hans budskab til os: Helligånden bor i os og giver os liv. Det er Kristus nærværende storhed. Tro på ham.
DIN SITUATION ER IKKE HÅBLØS. HOLD FAST I TROEN!