Hvis vi er ærlige, må vi indrømme, at vi ofte sætter vores lid til andre, når vi er i nød. Vi henvender os til pastorer, rådgivere, venner og/eller ægtefæller for at finde svar. Vi bruger timer, dage, måske endda uger på at finde ud af hvordan vores problem kan blive løst. Og hvis løsningen ikke kommer hurtigt, bliver vi ved med at manipulere og udregne løsninger indtil alle vore menneskelige resurser er opbrugt.
Tak Gud for al den hjælp vi kan få fra andre, men vi skal ikke lede efter løsninger på den måde. Paulus siger, ”(Vi) har vores stolthed i Kristus Jesus i stedet for at stole på noget ydre.” (Fil. 3, 3). Det er for vores sjæls skyld, at Gud venter til vores menneskelige resurser er opbrugt, og vi alene søger ham for hjælp. Han bruger mennesker i vores liv, men vi skal lade ham organisere det.
“Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på mennesker.” (Salme 118, 8). ” Tro ikke på jeres venner, stol ikke på jeres frænder;… Jeg spejder efter Herren, jeg venter på min frelses Gud. Min Gud vil høre mig!” (Mika 7, 5 og 7).
Paulus kendte alt til den kraftesløshed der er i kødet. Han indrømmede, at han ikke var klog. Han kritikkere kaldte hans prædikener foragtelige – de sagde han var kedelig. Men Paulus havde ikke noget problem med den kritik, for han stolede ikke på sit kød. Han vidste, at Jesus ikke havde kæmpet sine kampe med kløgt, evner eller karisma, men alene i tillid til Faderen. (Se 1. Kor. 1, 27-29).
Der er et vidunderligt løfte i Hebræerbrevet 3, 14 for alle, som holder fast i deres tillid til Jesus: “For vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen.” Det betyder, at når vi har en urokkelig tillid til Herren, bliver han vores eneste kilde til at opfylde vores behov. Vi behøver ikke lede andre steder.